TEKST OG FOTO: JUSSI LÄHDESMÄKI. OVERSÆTTELSE: KAIJA-LIISA BRUUN.
Der hersker altid en speciel stemning ved opstarten af hønsefuglejagten. Igennem mange år har vi haft godt vejr, og vi bliver aldrig trætte af at opleve den pragtfulde natur i det nordøstlige Finland med bakker, så langt øjet kan skue. Tilmed er dette dejlige terræn ikke så vanskeligt at færdes i. Og det bedste af det hele er, at vi altid har haft held til at skyde fugle, når vi var her. Dette år blev heller ikke nogen undtagelse.
Aftenen, før hønsefuglejagten går ind, er fuld af aktiviteter og ritualer. Gamle venner fra hele landet samles i jagthytten i Ruka fjeldet. Kortene bredes ud på bordet, og ruterne og jagtområderne for den følgende morgen planlægges og aftales uden nogen skænderier. Som tiden er gået har flere og flere af os fået brug for læsebriller, og vi sidder nu rundt om bordet og studerer kortene med fornyet syn.
Vi spiser som altid en god middag, og bagefter har man ikke lyst til at gå tidligt i seng, selvom man ellers burde. Og da jeg omsider går i seng, er det svært at falde i søvn. Om morgenen er de fleste allerede stået op, før vækkeuret har ringet. Morgenmad står på omelet med bacon og rugbrød med æg og pålæg. Her er der er ikke nogen, der tæller kalorier. Alle tager godt for sig, for det gælder om at få tanket nok brændstof indenbords før dagens strabadser begynder.
Vi har desværre fået at vide, at der ikke er så mange fugle heroppe i år. Men det er der nu ingen, der helt tror på, og det er i øvrigt også lige meget, om der er mange eller få. Vi er ikke taget på jagt for at skaffe føde. Solen stiger langsomt op bag bakkerne hos ”Østnaboen”, som Rusland kaldes her, og den får snart tågen, der ligger over landskabet, til at lette.
Vi er 5 mand, og vi deler os i 2 hold. Vores gruppe kører mod Vuotunki i Kuusamo. På bagsædet sidder Taika, en finsk spidshund på 5 år, der har fået et GPS halsbånd på. Hunden står op og stirrer hele tiden frem på vejen foran os. Den ved, at den snart skal i gang med sin yndlingsbeskæftigelse – at finde fugle. Vi er på vej til elven Kuusinki, men vi beslutter os for at starte med Korkealehto-terrænet, så vi parkerer bilen, og Taika hopper ud – hun er tændt. Nu, hvor den er blevet lidt ældre, styrter hun ikke længere afsted men venter på en kommando fra sin ejer Mikko-Joonas Kuuminainen. Da den har fået lov, løber den straks ind i skoven, som består af slanke, høje gran- og fyrretræer.
Vi deler os, lader våbnene, sikrer dem og begynder så at gå i et langsomt tempo. Det er skønt at gå i denne storslåede naturskov. Solen er allerede så højt oppe, at dens stråler skaber fine kontraster mellem lys og skygge i nåletræerne. Taika søger ivrigt i terrænet foran os. Indimellem kan vi se hende, inden hun igen forsvinder mellem træerne. Vi respekterer hundens arbejde og stoler på, at den ved, hvad den skal. Det er ikke første gang, Taika er på fuglejagt. Vi har kun gået i små fem minutter, da Taika får fært. Hun glammer, og Mikko-Joonas stopper op for at lytte.
– Den glammer ikke på en fugl. Det er sikkert en elg eller et rensdyr, siger Mikko og fløjter, hvorefter Taika holder op med at gø. Hun kommer strakt tilbage og får ros af Mikko, inden hun igen stikker afsted. Efter kun et par minutter, får Taika igen fært af noget.
– NU glammer hun på fugl. Den er vel omkring 100 meter herfra, siger Mikko og lytter uden at bevæge sig. Pludselig letter fuglen. Vi kan høre vingeslagene, da den flyver i retning mod os. Taika løber efter tjuren, der lander på en gren cirka 40 meter fra det sted, hvor vi står. Mikko løfter sin Browning og sniger sig forsigtigt hen mod det træ, hvor fuglen landede. Han prøver at holde sig bag træerne for at være usynlig for fuglen. Taika markerer træet og fuglen med sin gøen. Da tjuren til sidst får øje på Mikko, er det for sent. 2 skud med Browning´en og fuglen falder til jorden.
– Jeg skød to gange, for jeg var bange for, at jeg holdt lidt for højt med det første skud. Men fuglen faldt i det første, siger Mikko og smiler.
Den smukke tjurhøne bevæger sig lidt endnu, men det er kun reflekserne. Taika logerer glad, og Mikko klapper og roser hende. Det er altid dejligt at se og opleve hundens og ejerens fælles glæde. Efter at vi har gratuleret Mikko, beslutter vi os for, at vi ikke vil skyde flere fugle på dette sted. Og det holder vi fast i, selvom Taika to gange mere får ny fært fugle. Vi kan se begge tjurerne, men vi skyder ikke til dem.
Vi beslutter os for at fortsætte til fods til elven, så vi lader bilen stå. Vi undrer os lidt over, at vi fik fortalt, at der ikke var så mange fugle. Taika fandt jo 3 tjurer i løbet af en halv time!
Men vi blev klogere ved elven. Solen stod nu højt på himlen, og vi gik i timevis i bagende varme op og ned ad bakker. Vi forcerede sumpe og marcherede igennem uendelige skovstykker, men Taika fik ikke fært af fugl så meget som en eneste gang. Men til gengæld plukkede vi friske og sunde blåbær og tyttebær direkte fra buskene. Man havde næsten lyst til at takke, men hvem? det viste vi ikke.
Tjurhønen, som vi skød, og den pragtfulde dag i den storslået natur, var belønning nok for os. Her var ingen skuffelse over, at vi ikke havde fået flere fugle.
På turen tilbage til hytten sov Taika dybt med hovedet hvilende i Mikko`s skød.
Og som altid fik vi allesammen en god eftermiddagssøvn i hytten. Den fine dag blev afsluttet med en festmiddag med de fugle, som vi havde nedlagt på sidste års jagt.
Om tjur
Tjuren, eller Tetrao Urogallus som den hedder på latin, tilhører hønsefamilien ligesom dens mindre slægtning urfuglen. De 2 arter kan forveksles, men tjuren er noget større. Tjurhanen bliver op til 100 cm og kan veje omkring 5- 6 kg. Hunnen derimod er noget mindre op til 60 cm og vejer kun 2,5 kg. I flugten synes en urfugl mindre langhalset og storhovedet end tjuren. Tjurhønen har længere hale end urhønen, og tjurhanen har en lige hale mens urhanens er kileformet.
Det er nemmest at se forskel på tjur og urfugl når parringspillet er i gang. Tjuren har flere forskellige nuancer i sin fjerdragten, og den sorte farve syner mere mat. Viften hos tjuren er større end hos urfuglen, når halen er slået ud, men til gengæld er urfuglens ynglekald er mere markant både i form og styrke.
Rent geografisk forekommer tjuren og urfuglen stort set i de samme områder. Men hvad biotoper angår foretrækker tjuren den lysåbne skove, moseområder eller tættere skove hvor den opholder til ved lysninger og i skovbrynet. Urfuglen foretrækker til gengæld de mere åbne landskabstyper som heder.
