En lang tids søgen
Agerhøns har altid stået på min jagtønskeseddel, for det er en jagtform, som jeg forbinder med, hvordan jagten i min fars og farfars tid var. To eller tre mand som med hunde gik ud over markerne og søgte efter fugle, for så at skyde et par stykker eller flere og tage dem med hjem og spise dem med det samme. Det er sådan jagt dybest set bør være. Vi høster af overskuddet tilpas til, at vi kan spise os mætte, og at de oplevelser, vi har i naturen, kan omsættes til mad på bordet.
Det ønske har så ført mig vidt omkring i Danmark på jagt efter agerhøns, og sidste år på Lolland var det da også tæt på, da jeg skød til min første agerhøne, men ak – forbi! Det var noget af et antiklimaks, når nu jeg så længe havde ønsket mig det, og måske var det netop fordi, at jeg ville det så meget, at det ikke lykkedes.
Det var med den oplevelse in mente, at jeg tog hul på årets agerhønsesæson med håbet om, at nu skulle det være anderledes.
Jagt begynd
Jeg startede igen i år sæsonen på Lolland, hvor jeg hele tiden troede, at der måtte være agerhøns. Arealerne var til det og afskydningstallene store, kunne jeg forstå på mine lollandske jagtkammerater. I år havde jeg endda købt mig med i et jagtareal på 350 ha, hvoraf de 300 ha var agerjord, og hvor der var sat 3 agerhønsefamilier ud på området. Der var altså nogen fugle at gå efter, d et lød lovende.
Jagten begyndte og vi vandrede udover arealerne, som man jo gør på agerhønsejagt, mens hundene søgte og søgte. 10 km senere søgte hundene stadigvæk, og vi havde ikke set en eneste agerhøne. Det var slet ikke planen, og ingen kunne forstå det, for der plejede jo at være en masse høns. Igen måtte jeg køre hjem med uforrettet sag. Det er jo jagt, så der gives ingen garantier.
Den anden jagtdag på Lolland kom, og nu havde vi så taget 50 hektar mere med, så der var endnu mere at søge rundt på. Det var en god plan, som gav pote, for jeg kom hjem med en sneppe!
Det var da også dejligt, og kan redde en sæson, men det var nu agerhønen, jeg var ude efter, så endnu en gang kørte jeg tomhændet hjem.
De næste gange, vi var på terrænet, var temaet det samme, masser af vildt, men agerhønsene så vi kun, når de fløj ud af terrænet, eller når vi var færdige og på vejen hjem igen, og så nyttede det jo ikke noget.
Den sidste dag
Der er ikke lang jagttid på agerhøns, så dagene skal bruges, når de er der, og selvom jeg havde gjort en stor indsats, var det ikke lykkedes. Dermed nåede jeg frem til den 15. oktober, og den sidste dag i jagttiden på agerhøns.
Jeg var i Jylland hos mine forældre i Bjerringbro, og ganske tæt herpå bor Thomas, som hvert år skyder mellem 30-50 agerhøns over sine stående hunde, så den sag skulle han nok kunne klare, mente han. Jeg skulle bare komme, tage rigeligt med patroner med, og så var den sag i orden. Ja, det syntes jeg jo nok, at jeg havde hørt før, men jeg mødte op med en vis portion optimisme, og så måtte vi se, om det endelig skulle være denne dag, at det lykkedes.
Ude på jagt var vi 4 mand og 2 hunde. Den første hund blev sluppet og startede sit søg. Lige netop der gik det op for mig, at der var god grund til optimisme. Thomas’ hund havde et perfekt langt smalt søg og dækkede 100-200 meter i længden og 5 meter i bredden. Det så rigtigt godt ud, og det var netop på denne måde, at der skulle jages agerhøns på, kunne jeg forstå. Det handler i allerhøjeste grad om hunden og dens evne til at finde fuglene, når denne jagtform skal dyrkes.
Pludselig fik hunden fært, og det så ud som om, at den satte ploven ned og stoppede midt i løbet og stivnede. Den havde stand og jeg var i den grad klar!
Op på hver side af hunden gik vi to mand, og så blev hunden sendt frem og ud af det grønne kom en flok agerhøns. De fløj perfekt i to retninger, og jeg havde en fugl perfekt for, trykkede på aftrækkeren og
Klik! John Doe
Det var næsten ikke til at rumme. Den mest perfekt satte fugl serveret i et fint sideskud, og så klikkede min patron. Jeg havde taget en håndfuld af min fars patroner med, og deriblandt var der så en, som i den grad var over sidste anvendelsesdato, så det eneste resultat af min ivrige trykken var en højlydt klikken fra patronen. Ærgerligt at grejet svigtede. Tilmed leverede den anden skytte to flotte forbiere til flokken, så stemningen var ikke helt i top hos hverken skytter eller hundefører.
På den igen
Heldigvis var der masser af terræn tilbage, så vi gik videre og søgte efter flere fugle. Den flok, vi lettede, var desværre fløjet over til naboen, så en ny måtte findes.
Det var det skønneste efterårsvejr, hvor solen skinnede, og der var en lille smule vind. Det var hverken for varmt eller koldt. Hundene havde det fint i vejret, og vi andre nød at mærke solen i ansigtet, samtidigt med at der var god tid til at tale sammen. En af de gode ting ved denne jagtform er, at der er god tid, og at man selv er herre over tiden. Der var ingen, som ventede på os i næste drev, så vi kunne tage os alt den tid, vi havde lyst til, og det nød alle i fulde drag.
Hundene afsøgte markerne i fine søg, som gjorde, at vi arbejdede os planmæssigt frem i terrænet. Thomas brugte hundene på skift, og det levede fuldt op til mine forventninger om at se stående hunde i arbejde, hvor de helt systematisk afsøger terrænet imod vinden, for derved at kunne få fært af fuglene. Det var også tydeligt, hvor stor forskel der var på hundene. Den ene var en pointer og arbejdede i meget høj fart hen over terrænet, mens Breton’en arbejdede i et helt andet roligt tempo og i mindre slag. Desværre fandt vi ikke nogen fugle, og efterhånden var vi ved være kommet igennem hele marken, men så……….
Kontakt
Vi var nået til afslutningen af marken og i en lille lavning var der så fært af fugl igen, og hunden satte ploven ned. Det var nærmest mere spændende end sidst, for nu vidste jeg jo godt, hvad der skulle ske. I mellemtiden havde jeg sorteret i de tilbageværende patroner, så jeg kun havde de nyeste i geværet belært af erfaringen fra sidst. Standen var stram, og vi gik frem. Thomas kommandere avance, og hunden rykkede frem. Fuglene fløj, og min makker skød, men missede, og så var den der i det perfekte sideskud på 30 meter. Bang! Og nu gik fuglen ned. Hold op, hvor var det fantastisk. Den lange søgen var endelig slut, og jeg stod nu med en agerhønen i hånden. Det var en utrolig smuk en af slagsen, nok mest fordi jeg selv havde skudt den! Thomas var glad, og hunden var glad, alle var glade.
En af fuglene fra flokken var ikke fløjet særlig langt væk, og da vi lettede den, fik min makker fra de første forbiere, muligheden. Den tog han i fin stil, og dermed havde vi begge fået fugl. Da denne fugl var apporteret, var vi også nået terrænet igennem, så det var i den grad på de sidste chancer, at fuglene faldt. At det samtidigt var på den sidste dag af jagttiden, gjorde det blot endnu mere specielt.
På vej tilbage var der så pludselig stand igen på det område, hvor vi først rejste agerhønsene. Her fik den sidste skytte skudt en agerhøne, så alle tre skytter havde fugl med hjem.
Jeg fik selv en oplagt chance til endnu en fugl, men-men, to blanke forbiere gjorde at alle tre skytter både havde fået fugl og havde skudt forbi. Det var egentlig meget passende og beviste igen, at denne jagtform kræver noget særligt af både hund, fører og skytte, men når det lykkes, er jagt på agerhøns bare helt fantastisk.
Et Varigt Minde
Da nu det var min allerførste agerhøne, har jeg fået den udstoppet. Det var en lang kamp at få den, og jeg glæder mig over at se på den, hver gang jeg kigger på hylden. Det bringer minderne tilbage om dagen, jagten og særligt hundearbejdet.
