Når jagten på råvildtet starter op i efteråret, er det på mange større revirer mere en regel end en undtagelse, at der etableres én eller flere jagter på råvildtet. Typisk er der tale om riffeljagt, hvor man på forskellige måder forsøger at få råvildtet til at passere poster i skoven, hvor man i forvejen har placeret skytterne. På disse riffeljagter kan der også gives tilladelse til, at der skydes til andet løbende vildt som ræv, dåvildt og kronvildt, afhængig af ordlyden i parolen, gældende jagttider og særfredninger.
I denne artikel vil jeg koncentrere mig om riffeljagten på råvildt, hvor der er involveret flere skytter, som alle grundet sikkerheden ved skudafgivelser er placeret i hochsitze eller hochstande (skydestiger/skydetårne). Kunsten er at stresse råvildtet så lidt som muligt, så det passerer skytterne i et meget roligt tempo. Og tro mig det er nemmere sagt end gjort.
Om man kalder jagtformen det ene eller det andet er i princippet underordnet, men der kan være stor forskel på, hvordan vildtet reagerer, afhængig af om man afvikler traditionel drivjagt, trykjagt eller bevægelsesjagt.
Drivjagt foregår typisk med hunde, hvor råvildtet af drives/jages frem af hundene. Alt efter hvilke hunde som bruges i drevet, stressniveauet hos dyrene samt revirets størrelse, kommer dyrene som regel for skytterne i høj fart, hvilket kræver virkelig gode skydeegenskaber hos skytterne. Drivjagt er derfor ikke en jagtform, som jeg vil anbefale til efterårets riffeljagter efter råvildt.
Trykjagt kan godt minde lidt om drivjagt, men den store forskel er, at der normalt ikke anvendes hunde til at få råvildtet i bevægelse. Her bevæger flere personer med en passende afstand imellem sig gennem reviret/såterne, hvor de forsigtigt forsøger at ”trykke” vildtet frem til skytterne.
Lægges der for meget tryk på råvildtet, og specielt hvis råvildtet på reviret er stresset i forvejen (grundet et højt jagttryk), kan denne jagtform også få råvildtet til at passere skytterne i meget høj fart, hvorfor jeg heller ikke er fortaler for denne jagtform til efterårets riffeljagter efter råvildt.
Bevægelsesjagt er derimod den jagtform, som jeg vil anbefale, når flere riffeljægere på samme revir skal forsøge at nedlægge så meget råvildt som muligt og samtidig skal have en mulighed for at kunne nå at selektere i afskydningen. Ved bevægelsesjagt gælder det om at lægge et minimum af pres på vildtet, hvilket gøres ved, at vildtet hele tiden har styr på, hvor én eller to fløjtende personer befinder sig på reviret. Ved at lægge et minimum af pres på råvildtet, er det meningen at råvildtet stille og roligt skal bevæge sig rundt på reviret ad de normale veksler. Hvis råvildtet ikke er for stresset (grundet et stort jagttryk), vil det stille og roligt bevæge sig væk eller rundt om ”truslen”, uden at føle sig presset til at forlade reviret i høj fart for at komme i sikkerhed. Under råvildtets færdsel rundt på reviret skulle det gerne passere de opsatte hochsitze/hochstande, som alle er placeret tæt på råvildtets veksler. Når dette sker og råvildtet stille og roligt kommer gående på vekslerne, er der både tid til at se grundigt på råvildtet, og efterfølgende afgive et sikkert skud.
Før opstarten på efterårets bevægelsesjagt, ligger der dog en del forberedelser for skytten og jagtlederen på reviret. Kendskab til vildtets bevægelse på reviret samt en god planlægning giver som regel de bedste resultater.
Kalibervalg til råvildt
Der er lige så mange meninger om kalibervalg, som der findes kalibre. Der er skrevet bøger om dette emne, og kendetegnende for dem alle er, at der ikke findes et endegyldig facit. Derimod er der nogle lovmæssige krav om kuglevægt og anslagsenergi som man skal kende til. Specielt hvis der på dagen også må skydes til større vildt som dåvildt eller kronvildt, er det ikke nok at medbringe en riffel i kaliber .222 Rem., da denne kaliber ikke er tilladt til større vildt end råvildt.
Råvildt er ikke særligt ”skudstærkt”, i hvert fald ikke hvis vi sammenligner det med dåvildt eller kronvildt. Træffer kuglen råvildtet på bladet, er en magnumkaliber som 8x68S ikke mere dræbende end en .222 Rem. Det er muligt, at råvildtet ramt på bladet af den store kaliber kun bevæger sig 50 cm. -afstanden fra undersiden af dyret og til jorden – mens råvildtet, der er ramt på bladet af den lille kaliber, måske løber 50 meter, før det vælter. Men resultatet er det samme: begge kalibre er dræbende, når kuglerne rammer råvildtet på bladet.
Skifter man fra en mindre kaliber som f.eks. .223 Rem til en betydelig større kaliber som f.eks. 300 Win Mag, øges præcisionen i skudbilledet sjældent. Resultatet af dette kaliberskift kan ende ud i en større eller mindre rekylskræk, hvilket på ingen måde forbedrer skyttens skydeegenskaber – tværtimod. Det er derfor fejlagtigt at tro, at en større kaliber kan kompensere for en utilstrækkelig træfsikkerhed.
Når diskussionen har drejet sig om kalibervalg, har jeg altid sagt, at man hellere skulle bruge tiden og energien på skydebanen, da placeringen af skuddet og kuglen i råvildtkroppen er meget vigtigere end, hvilken kaliber der skydes med.
Klar og entydig parole
Enhver jagtbegyndelse bør starte med en klar og entydig parole, som fremføres af jagtlederen eller stedets skytte. Efter at have budt velkommen gennemgås detaljeret sikkerheden ved skudafgivelse, og ved øvrig færdsel på reviret, ligesom de vildtarter der må nedlægges på dagen nævnes.
Hvis man ønsker restriktioner i afskydningen, som at der f.eks. ikke må afskydes bukkelam, smaldyr eller noget helt tredje, skal man være klar over, at jo flere restriktioner man pålægger skytterne, desto færre skud bliver der afgivet på dagen. Selvom man har et ønske om at der ikke skal afskydes smaldyr på dagen, bør man overveje dette en ekstra gang, da det er de færreste riffeljægere, som kan se forskel på et smaldyr og en gammelrå. En restriktion som denne vil blot lægge en dæmper på antal af skud til råvildtet, da ingen ønsker at komme i den situation at have skudt noget ”forkert”.
Placering af hochsitze/ hochstande og skudafstande
Sikkerheden skal altid prioriteres højt, hvorfor ALLE skytter bør placeres i hochsitze/hochstande.
De forskellige hochsitze/hochstande skal naturligvis være opsat de ”rigtige” steder i god tid før selve jagtdagen, så råvildtet har vænnet sig til disse og føler sig trygge, når de passerer dem.
Sørge for at placere hochsitze/hochstande så de ikke ”inviterer” til lange skud. De ”rigtige” steder at placere hochsitze/hochstande er tæt på råvildtets fortrukne veksler. Dette mindsker risikoen for forbiskud og, hvad værre er, anskydninger.
Det bør ikke være nødvendigt at nævne det, men at skyde til råvildt i bevægelse på 60 meters afstand, er noget man skal beherske på skydebanen, FØR det praktiseres på jagten.
Afstandsbedømmelse er en svær disciplin for mange. Ved simple tiltag kan man hjælpe skytterne med dette. Placer en markering f.eks. 60 meter væk fra samtlige hochsitze/hochstande. Markeringerne må selvfølgelig ikke skille sig for meget ud fra naturen, men de skal være nemme at se for skytterne. Nogle vælger f.eks. at opsætte træstolper, hvor de øverste 10 cm. er påført hvid maling, mens andre opsætter en sliksten som markering – mulighederne er mange.
Opholdet i høje sæder/højstande
Vær klædt på i forhold til årstiden og dagens vejr og vær forberedt på, at man måske skal sidde stille i flere timer. Et godt isolerende siddeunderlag glemmer man kun en gang.
Skytterne er kørt ud i de forskellige hochsitze/hochstande i god tid, og gerne så de har siddet der i ca. ½ time, inden man forsøger at få sat lidt bevægelse i råvildtet.
Mobiltelefonen er slukket – eller i det mindste sat på lydløs, og så er det ellers vigtigt at man sidder HELT stille og venter på råvildtet. Hvis man skal bevæge sig, skal det foregå med meget langsomme bevægelser. En god håndkikkert er uundværlig, forudsat at man hele tiden koncentrerer sig om de rolige bevægelser. Selvom råvildtets syn ikke er specielt godt, registrerer det enhver hurtig bevægelse.
Når man får øje på råvildtet, er det vigtigt, at man rimelig hurtigt kan afgive et skud, da man ofte kun har kort tid til rådighed. Derfor skal riflen være ladt, og eventuelt ligge foran en, så man hurtigt og uden besvær lydløst kan få den til skulderen. Riffelkikkerten er sat på den fortrukne forstørrelse, og er der lys i denne, skal det være tændt. Det eneste, man mangler for at kunne afgive skud, er at afsikre og hive i krogen.
Hvis dyrene kommer listende og ikke stopper op, kan man ofte bringe dem til standsning, hvis de ikke er for stressede. Dette kan gøres ved et pift eller råb, men man skal være klar til at skyde straks efter, da det ikke er sikkert, at de bliver stående ret længe.
Hvis man ikke er så rutineret i skydningens kunst og derfor har besluttet, at man kun vil skyde til dyr, som står stille, bør man så vidt muligt forsøge at få fast anlæg på kanten af hochsitzen/hochstanden, inden man afgiver skuddet. Når man har sluppet kuglen repeteres omgående, så man hurtigt er klar til at skyde til det samme dyr igen, hvis det mod forventning er anskudt.
Den vigtigste disciplin i forbindelse med skydning til levende vildt er, at jægeren skal kende sin egen begrænsning. Der er intet forkert i at undlade at skyde til løbende vildt, hvis man ikke behersker denne disciplin. Er dette tilfældet, så hellere vente med at afgive skuddet til råvildtet står stille, og man med sikkerhed kan afgive et dræbende skud.
Husk på at du aldrig kan fortryde et skud, du ikke har afgivet. Man kan selvfølgelig i et splitsekund ærgre sig over, at man ikke tog ”chancen”, men hver gang man tager en chance, er der en stor risiko for, at noget kan gå galt. Som registeret Schweisshundefører har jeg mødt mange jægere, som efter en grim anskydning fortrød, at de havde taget ”chancen”.
Den som sætter råvildtet i bevægelse
Hele ideen med at afvikle bevægelsesjagt i stedet for driv- eller trykjagt er, at råvildtet hele tiden har styr på hvor ”faren/truslen” befinder sig. Det er derfor vigtigt at den person, som skal sætte vildtet i bevægelse, gør opmærksom på sig selv ved f.eks. at fløjter en melodi eller måske taler med sig selv. Det kan afbrydes af, at personen knækker grene, som der trædes på osv. Man skal altså bevæge sig rundt på reviret helt modsat af, hvad man ellers praktiserer ved en traditionel pürschjagt, hvor vildtet ikke skal opdage en. At tale i mobiltelefon mens man bevæger sig rundt i skoven, er faktisk en udmærket måde at advisere råvildtet om ens tilstedeværelse.
Personerne skal have et indgående kendskab til revirets udformning samt et overblik over, hvor de forskellige hochsitze/hochstande er placeret, ligesom man skal kende til råvildtets færden på reviret – underforstået hvilke veksler råvildtet vil benytte, når det bevæger sig fra punkt a til b.
Man skal forsøge at udnytte vinden til ens fordel. Når man f.eks. nærmer sig en grantykning eller en anden tæt bevoksning, hvor man ved, at råvildtet gerne vil opholde sig i dagtimerne, skal man så vidt muligt forsøge at få vinden i ryggen, når man nærmer sig – naturligvis afhængig af i hvilken retning, man vil have råvildtet ud af den tætte tykning. Hvis råvildtet, i god tid før man går ind i tykningen, er blevet adviseret om ens færdsel i skoven, er der større chance for, at det stille og roligt er trukket ud på den anden side af tykningen – inden man går ind i den.
Jo tættere man kommer på råvildtet før det opdager en, desto højere fart, skal man regne med det vil forlade stedet i.
Når man nærmer sig en hochsitz/hochstand, er der ingen grund til at komme for tæt på den, men det er altid en god ide at sikre sig, at skytten på posten har registreret at man nærmer sig ham/hende, hvilket man kan gøre ved at vinke. Selvom skytten, som sidder i hochsitzesen/hochstanden, ved at han/hun skal sidde stille, er det altid en god ide at vinke tilbage, da man derved signalerer, at man er klar over, at der er mennesker i nærheden af posten.
Kommunikationen
Det er meget almindeligt at man på bevægelsesjagter har mulighed for at kommunikere med hinanden via walkie-talkier. Det er vigtigt at walkierne til skytterne i de forskellige hochsitze/hochstande, alle er udstyret med en øresnegl, da råvildtet med deres eminente hørelse ellers hurtigt får registreret, hvor skytterne er placeret. Resultatet af unødig snak kan være, at råvildtet slet ikke kommer på skudhold. Unødig snak på wakierne skytterne imellem skal derfor undgås.
Mange steder har man en udmærket regel om, at der højest må skydes til to dyr som ikke umiddelbart er leveret. Andre steder har man en regel om, at såfremt man skyder til vildt til højre for en, og dette ikke ligger synligt forendt, må der ikke skydes til mere vildt i den retning. Det samme er selvfølgelig gældende for venstre side. Man kan derved komme i den situation, at man har skudt til vildt, men uden at man kan se, at der ligger noget forendt. I sådan en situation er walkierne til stor hjælp, da man derved kan informere om det skete, og der kan komme en person frem til posten og tjekke om vildtet ligger forendt eller om der er tale om en anskydning. Reglen er til for at forhindre, at man pludselig står med flere anskydninger på samme sted, hvilket besværliggør eftersøgningerne for den registerede Schweisshundefører, som senere skal forsøge at udrede hændelsesforløbet i forbindelse med evt. anskudt vildt.
Eftersøgning – Brug kun de registrerede schweisshunde
Som ansvarsfuld jæger leder man ikke selv efter anskudt klovvildt, ligesom man heller ikke tillader, at ikke registrerede schweisshunde starter op på en eftersøgning.
I den forbindelse er det vigtigt, at alle er bekendt med det faktum, at uanset hvor mange sporprøver en hund har bestået – også selvom mange sporprøver kræver en god ”sporhund” – er sværhedsgraden i de praktiske eftersøgningen ofte adskillige klasser højere end selv de sværeste sporprøver.Det faktum, at anskudt råvildt færdes i områder med meget klovvildt og derfor flygter i områder, og ad veksler med meget afledningsfært, endda ofte gennem større tætte bevoksninger, gør, at en praktisk eftersøgning på ingen måde kan sammenlignes med de kunstigt udlagte spor, som bruges til anerkendte sporprøver.
Jeg har været en del af det Danske Schweisshunderegister i snart 20 år, og har haft flere hunde i registret -endda af forskellige racer. Jeg ved om nogen, at der går flere år før den nyoptagne schweisshund opnår den erfaring og rutine, som er en nødvendighed for at løse de svære eftersøgningsopgaver. Det er kun gennem de mange – jeg gentager mange – praktiske eftersøgninger, at den registerede schweisshund bliver bedre. Personer med gode ”sporhunde” udenfor Schweissregistret kommer aldrig i nærheden af det nødvendige antal eftersøgninger, som med tiden gør, at hundene bliver specialister indenfor schweissarbejdet.
En anden vigtig ting, man skal tænke på, er, at når man rekvirerer en reg. schweisshundefører, møder der en ekvipage op, som har erfaring i at finde et anskudssted og efterfølgende kan tyde dette. Schweisshundeføreren ved, hvordan vildtet reagerer, når det er anskudt, og er modsat den almindelige jæger i besiddelse af de nødvendige schweiss-eftersøgnings-faglige kompetencer.
Det kan derfor ikke gentages for mange gange, at man for at finde et anskudt stykke råvildt, SKAL rekvirere en registreret schweisshundefører. Dette gælder ikke kun ved eftersøgning af råvildt men selvfølgelig også ved eftersøgning af al klovbærende vildt.
Alle skud afgivet mod klovvildt skal naturligvis eftersøges, også selvom skytten påstår, at han har skudt rent forbi (kontroleftersøgning).
Sluttelig skal nævnes at det er en god ide, at man inden selve jagtdagen tager kontakt til én eller flere af områdets registrerede schweisshundeførere, så man er sikker på, at man kan få kontakt til en kvalificeret hund og fører, hvis uheldet er ude. Endnu bedre er det, hvis man kan få en registreret schweisshund og en fører med på selve jagtdagen.
Knæk & Bræk
