AF STEEN ANDERSEN
FOTO: TWEED MEDIA
Drivjagt er et vildtstrakt spændingsfelt, hvor der bare er et splitsekund mellem succes og fiasko. Ikke fordi det som sådan er nogen synd at skyde forbi. Det sker for enhver og da oftest på drivjagter. Men i højere grad fordi et forbiskud er så nedslidende på ens moral og selvtillid. Og to forbiskud efter hinanden kan da tage modet fra enhver. Og så står man ansigt til ansigt med fiaskoen. Sin egen fiasko. Det er spændende!
Det er lige her i fornedrelsens sekund, at man skal fremmane den bedste version af sig selv.
Det er i disse situationer, man skal hente gamle succeser frem og stive sit flossede selvbillede af med fordums storhed. Om ikke fra en jagtsituation så fra skydebanen, skydebiografen eller tørtræningen. Det er risikoen for at skyde forkert, som sætter spændingen op i en højere potens. At sætte sig selv på spil er altid en udfordring, og det forekommer mig efter årtier med vekslende jagtsituationer, at det netop er under drivjagten, at jeg føler mig allermest udfordret. Og jeg ser frem til det hver eneste gang.
Som en slags lykkelig selvpineri tager jeg glad af sted på drivjagten, som jo også altid er et stort arrangement med nye bekendte og gamle venner, som sætter hele det omgivende sceneri på plads stemt i dur og med en brusende indledning af hjertelige gensyn og spændende nye møder.
Parolerne er altid lange på drivjagter. Man keder sig måske lidt. Vil gerne i gang. På post. Men også her er djævlen forræderisk gemt i detaljerne, og et enkelt uopmærksomt øjeblik kan rumme lige nøjagtigt den lille nuance, som gør, at man ikke kommer galt af sted og – bare for et nævne et selvoplevet eksempel – kommer til at fælde søer, som er over den lokale vægtgrænse.
Drivjagter er nemlig ofte de komplicerede parolers moder: Kronhjortene skal altid eksamineres indgående og opsatsens sprosser tælles omhyggeligt, før der kan afgives skud – i fuld fart. Udfordrende.
Og hjorte med spidser i et bestemt interval må heller ikke fældes. Det hele bliver mere komplekst.
Vildsvinene: Her må kun søer under 70 kilo levende vægt fældes. Svært!
Og så videre. Kun en tåbe frygter ikke de indviklede drivjagtsparoler, som skal memoreres stående i morgenkulden, og som så til og med kan hænde at skifte fra drev til drev eller fra dag til dag.
Alligevel glæder jeg mig hver eneste gang, for det er så spændende! Også selvom det meste af tiden faktisk er ventetid. Timer af ventetid, hvor man endnu en gang prøves. Udfordres af kulden, af trangen til at fordrive ventetiden med lidt adspredelse, mens distraktionerne trænger sig på. Tankespind og tankeflugt, som svækker opmærksomheden og nedskalerer koncentrationen.
Måske netop derfor er det forløsende og befriende at stå på posten og fornemme vildtet komme tættere på og så lade ens instinkter tage over. Overlade de aktive sekunders handling til reflekserne og den gedigne mangeårige træning. Og lykkes.
Det er vildt, og det er lykkeligt. Og det er antageligt en af de vigtigste grunde til, at drivjagter altid er noget særligt. Noget man taler om med en vis ærefrygt, og noget man altid glæder sig til.
