Min kollega Thomas Eje havde til en prøve sagt: ”Anders, skal vi ikke lære at gå på jagt? Man er sq da ikke rigtig mand, hvis man ikke har lært at gå på jagt!” ”Jo, for faen… det skal vi da.” Thomas nåede aldrig at tage jagttegn, fordi han flyttede et par år til Las Vegas.
Nå men jeg gik til undervisning, og jagtprøven nærmede sig.
Jeg havde bestået det teoretiske med bravour. Vildtkending blev næsten en sport i sig selv. Men da jeg skulle øve afstandsbedømmelse dagen før, jeg skulle til den praktiske jagtprøve, så blev jeg ringet op af min hustru. Vores lille pige var blevet kørt på hospitalet efter at være faldet børnehaven. Så jeg droppede alt om at øve mig i afstandsbedømmelse, og derfor bestod jeg heller ikke.
Først flere måneder senere på Linie 3’s turné kunne jeg gå op på ny og bestod så prøven et sted i Østjylland. Nu kunne jeg afstandsbedømme. Så nu måtte jeg gå på jagt.
Råen
En god ven i Stauning hjalp mig med køb af gevær og jagttøj, så jeg kunne komme med ham som gæst i et hyggeligt lille selskab i Vestjylland. Jeg var meget opmærksom på at lære de traditionsrige manerer. Lette på hatten og sige tak, når man fik sin post. Hatten af ved parole etc. Jeg fik så min første chance, da en rå spankulerede ud 15 meter fra mig. Jeg lagde til skulder og nåede at tænke: ”Gad vide hvor langt hundene er fremme?” Så jeg lod være med at skyde. Bagefter indså jeg, at jeg godt kunne have skudt, men i øjeblikket var jeg i tvivl. Så råen fik lov at stikke af. Da jeg senere ved frokosten fortalte om min – syntes jeg selv – begyndervanskelighed, og at jeg ikke havde trykket af, så fik jeg ros fra alle. ”Meget fint af en nyjæger at have overskud til at tænke sig om og ikke bare have kløe i aftrækkeren.”
Så midt i det hele var mit første ”lad være med at skyde” en mindeværdig oplevelse.
Gåsen
Nogle dage senere ville min jagtkammerat have mig med på gåsejagt…. Nogle brakmarker ud mod Ringkøbing Fjord.
Jeg havde fået skarpe instrukser om, hvor godt syn gæs har. Så alt det blanke og guldet på min nye Baretta skulle skjules godt. Vi fik plads i en dyb afvandingsgrøft og lå hver især med camouflagenet over os. Der var 25 meter imellem os. Og lokkegæssene var placeret i behørig afstand og med den rette vinkel i forhold til vinden. De satans gæs, kommer man uvægerligt til at tænke, når man i en hel time har ligget og set tusindvis af gæs i flokke passere på den grå efterårshimmel flere hundrede meter oppe.
Pludselig – det udtryk man oftest hører fra jægere kommer der 12 gæs flyvende lavt hen over marken – min makker som var meget generøs og interesseret i, at jeg skulle nedlægge mit første stykke vildt, får hvisket: ”Der kommer en flok hen over os”.
Jeg får øje på gæssene, de passerer over hovedet på os – kun ganske få meter – jeg lægger an, sigter på den forreste gås og rammer den sjette gås, som ryger ned med et overraskende stort bump.
Jubii – mit første stykke nedlagt vildt – en uforglemmelig oplevelse og en total lavpraktisk og illustrativ undervisning i at forstå, hvad foranhold er for en størrelse. At sigte på den første og ramme den sjette…. Tja.
