AF CHRISTIAN FÆRCH JENSEN OG JØRGEN JACOBSEN
FOTO: FORFATTERNE SAMT KEITH PRITCHARD, AABEELE, IHELGI, ALLEXXANDAR OG DENNIS JACOBSEN/SHUTTERSTOCK
Hvorfor egentlig jage krager og husskader? De er ikke de første fugle, vi tænker på, når der skal laves lækre vildtretter, jagt på disse fugle foregår som regel ikke som fællesjagter med et socialt islæt, og der er sjældent et udbytte på mere end 50 fugle, som det ses på de store fasan- og andejagter. Så hvorfor?


De gode grunde
Der er dog mange gode grunde til alligevel at jage og regulere kragerne og husskaderne. Den væsentligste grund er, at disse fugle er en trussel mod vores markvildt og i øvrigt også mod de småfugle, som vi glæder os over i den danske fauna. En anden grund er, at her kan du prøve kræfter med vildt, der er meget årvågent og opmærksom på den mindste bevægelse. Der er en stor tilfredsstillelse ved at overliste kragerne og skaderne med et velsløret skjul, velplacerede lokkefugle og et effektivt lokkekald. Det er en udfordring at få disse fugle på skudhold, hvilket blot animerer til at øve sig så meget som muligt.
Det vil faktisk ikke være så svært at få reduceret bestanden af krager og husskader og dermed opnå en bedre balance i naturen.
Der nedlægges årligt i Danmark knap 60.000 krager og ca. 16.500 husskader ifølge vildtudbyttestatistikken 2020. Sammenlignes dette med antallet af jagttegnsløsere, der er på ca. 177.000, er det tydeligt, hvor lille en indsats det egentlig kræver. Hvis hver jagttegnsløser årligt nedlægger 5 krager og husskader, vil tallet på 76.500 nedlagte fugle øges til 850.000. Hvis bare hver jagttegnsløser nedlagde én krage eller husskade, ville antallet af nedlagte fugle blive mere end fordoblet.
Længere jagtsæson
Regulering af krager og husskader giver også en længere jagtsæson, idet regulering efter tilladelse fra Naturstyrelsen er mulig indtil den 15. april. Er det på en ejendom med biotopplan kan der også opnås tilladelse til regulering af krager fra 16. – 30. april. Fra 1. februar må du tilmed anvende fælder til reguleringen, og her er det igen en udfordring at lokke fuglene ind i fælderne.
Vilde fugle
Ofte hører man jægere hævde, at de fleste af de krager, vi skyder, er trækkrager, så at stå tidligt op om morgenen for at jage dem hjælper ikke på vores egne fasaner og agerhøns. Det er nok delvist rigtigt, men hvis alle jægere i Nordeuropa efterstræber krager og husskader, hjælper vi hinanden og markvildtet uanset, at kragerne årstidsbestemt i nogen grad trækker til andre egne. Det er dog også vores fornemmelse, at på grund af de milde vintre er flere og flere krager standfugle, så dem hjælper det at jage i hele sæsonen fra 1/9. til 15/4. De krager, vi regulerer i forårsperioden, er i stor udstrækning de krager, dit jagtrevir skal forsyne med føde i form af harekillinger, agerhønekyllinger og tilsvarende.

Motivation
Jagtforeninger, jagtkonsortier, jægerråd og lignende kan også hjælpe med at motivere til indsatsen mod krager og husskader. Flere jagtforeninger har en krage- og skadevandrepokal, som årligt uddeles til den jæger, der har nedlagt flest krager og husskader. Det er altid motiverende med lidt venskabelig konkurrence mellem jægere.
Hvis jagtkonsortier, lodsejere med flere ikke har tid til at efterstræbe krager og husskader, kunne denne opgave bydes til nyjægere, der på den måde kan komme i gang med praktisk jagt eller til inkarnerede krage-skadejægere, der sikkert gerne vil hjælpe.
I mange byer er krager og husskader mere talrige end ude i det åbne land. Disse byfugle finder ofte deres føde på områder uden for byerne og søger så tilbage til byerne, hvor de ikke efterstræbes, for at raste. Jægerråd og jagtforeninger kan hjælpe med at reducere disse bestande, gennem en aftale med kommunen. Der er vel ingen, der siger nej tak til at få hjælp til at begrænse krager- og husskader og derved få mere mangfoldighed af småfugle og markvildt eller???

Hvad kræves der for at komme i gang?
Der kræves, at du har viljen til at gå i gang. Med hensyn til udstyr kræves der mindst ét eller to sløringsnet (jo flere jo bedre), et kragekald og nogle lokkekrager. Så kan man efter temperament supplere med lokkeugle, lokkeræv og så videre.
I stedet for at gennemgå selve teknikken i kragejagten, så vil vi henvise til nettet, hvor der findes en række gode artikler om kragejagt. Vi vil opfordre til at læse dem. Der er masser af inspiration fra folk, der har erfaring. Det er muligt, at de forskellige artikler ikke giver helt de samme råd, men det er blot et udtryk for, at naturen ikke lader sig beskrive i hele dens mangfoldighed. I artiklerne er der dog en række gode råd, som, hvis de følges, øger chancen for succes. Selv om du til trods for, at du har fulgt alle de gode råd, ikke får succes hver gang, så er det blot et udtryk for, at du har med de mest årvågne fugle at gøre.
Det er vel det bedste udtryk for, at det er rigtig jagt.





