En uge om året begiver jeg og to kammerater os til Kalmar-regionen i Sverige, hvor min familie er med i et jagtlaug. Det er en uge, som står i jagtens og fiskeriets tegn kombineret med hygge og god mad.
Dette år startede turen med en dåhjort allerede den første morgen. Senere samme dag var jeg så heldig at nedlægge endnu en dåhjort samt en stor galt på 76 kilo. Dermed var stilen for turen ligesom lagt. Utroligt nok var der mere i vente. Meget mere end jeg havde turdet drømme om.
På turens anden dag var jeg heldig at nedlægge en flot svensk buk, men hvad aftenen og natten bød på, var ingen af os tre nordjyder forberedte på.
En vild aften
Aftenen startede med lidt god mad. Da måltidet var fordøjet, gik turen til bilen med termisk spotter og natkikkert ved hånden.
Aftenen var hurtigt i gang. Der var grise på flere af de marker, som vi har til rådighed. Allerede kort tid efter, at vi havde forladt hytten, var to mindre grise blevet nedlagt.
Da bilen skulle have brændstof på, blev jeg sat af, så mine kammerater kunne klare praktikaliteterne. De efterlod mig ved en skovvej, der fører ned til en mark, som ligger godt omsluttet af træer. Netop denne mark havde allerede leveret turens første dåhjort og den tidligere omtalte galt. Hvad der ventede i det høje græs, havde ingen af os forudset.
Da jeg kom ned på marken, spottede jeg med det samme en dåhjort. Den forsvandt hurtigt, og der var umiddelbart ikke andet liv at se på marken. Dog puslede det i træerne i den fjerne ende af marken. Jeg besluttede derfor at vente og se, hvad der kunne dukke op.
Kort tid efter spotter jeg en stor gris på marken. Jeg holdt øje med den i nogle minutter for at sikre mig, at den ikke havde smågrise med. Efter nogle minutter var jeg sikker på, at den var alene, og at det var en galt.
- Med den begyndende dis, som lagde sig som et slør over marken, sikrede jeg mig, at jeg havde et godt udsyn til grisen og tog sigte. Det skal også bemærkes, at græsset var ret højt på den mark, hvilket ikke gjorde situationen nemmere. Jeg fik grisen i krydset og lod skuddet gå. I den stille svenske aftenluft kunne jeg høre, at grisen tog imod kuglen og gik i jorden med det samme.
Den største gris
Jeg ringede til mine kammerater, som sad i bilen ved enden af skovvejen og ventede, og fik kortfattet fortalt, at jeg havde skudt endnu en galt, og at de gerne måtte gøre mig selskab på marken. Efter mit opkald gik jeg ud til grisen, og hvilket syn der mødte mig. Jeg har før skudt grise på omkring 100 kilo, men jeg var med det samme klar over, at dette var den største gris, jeg nogensinde havde skudt.
Det skyldtes ikke mindst tandsættet, som lyste op i skæret fra min pandelampe. Da mine kammerater nåede hen til marken, råbte jeg, så de kunne høre, hvor jeg var. Senere fortalte de mig, at det var ret let af finde mig på grund af lyset fra pandelampen, men jeg var helt ude af mig selv. Det gik hurtigt op for os, at vi måtte have fat i en bil, som kunne køre helt ud på marken. Vi kunne under ingen omstændigheder slæbe dette bæst op til vejen, som vi ellers gjorde med den forrige galt.
Hovedmonteret
For at gøre historien lidt mere læsevenlig springer vi hurtigt over de næste par timer, hvor der blev hentet bil, taget billeder, gættet vægt og slæbt gris. Den ene af mine kammerater mente ved første øjekast, at den vejede omkring 100 kilo. Dette varede kun, indtil han havde slæbt den 10 meter op mod bilen. Efter dette stunt var han helt sikker på, at den var noget større end det.
Næste stop på aftenturen var hos det lokale vildtslagteri, hvor vi kunne få grisen vejet. Spændingen var stor, og inden grisen var fri af gulvet stod, vægten allerede på 90 kilo. Da galten kom helt op at hænge, landede vægten på hele 125 kg. Der var ingen tvivl om, at det her var det trofæ, som jeg havde søgt efter i flere år i det svenske. Den skulle skuldermonteres. Flere timer senere stod vi tilbage med et kæmpe hoved og en enorm krop, som fyldte godt i slagterens kølerum.
Aftenen var startet klokken 22 med en køretur, og den sluttede klokken 04:45 med en kold i hytten, hvor vi alle skulle fordøje aftenens indtryk. Ingen af os havde stadig helt forstået, hvilken gris vi havde skudt. Efter trofæopmåling hos Trophy Point ved Lars Burchard står jeg med en guldmedalje på 133,20 point.
Det var en fantastisk oplevelse at få sammen med mine kammerater, og det bliver stort at få trofæet til min nyanlagte jagtstue. Det største problem med vores næste tur til Sverige er, at den først er planlagt til september 2023.
