TEKST: PHILIP VON ARENSTORFF.
FOTO: PHILIP VON ARENSTORFF, FABIAN PLOCK/SHUTTERSTOCK.
Jeg husker tydeligt historierne om jagten på den sorte død. Det var altid en sikker vinder, når jeg var på besøg hos min farfar. Inkarnationen af had på fire ben. Et bæst af muskler og ar, der vil fortrække til det mest utilgængelige helvede af højt græs og tornebuske, for så, når du mindst venter det, at iværksætte sit baghold. Med død i øjnene og spidse horn kommer den bragende ud af sit skjul med det mål for øje at omforme alt levende på sin vej til en del af den røde afrikanske jord. Den eneste vej til overlevelse er at forblive fattet. Se døden i øjnene, vente på din chance, og så sende dén fuldkappede kugle afsted i håbet om at slukke den store pære, før bossen og horn vil sende dig til de evige jagtmarker som et puslespil.
Fortidens myter
Det var selvfølgelig altsammen spændene beretninger, og alle os børnebørn sad på gulvet og dirrede foran farfars stol, mens der med store fagter blev fortalt disse drabelige historier fra det mørke og magiske Afrika. Som tiden gik, og jeg blev ældre og selv begyndte at læse de klassiske historier fra Afrika, kunne jeg se, at han ikke var ene i denne anskuelse af bøflen. Faktisk kunne jeg ikke åbne en eneste bog med gamle Afrika-rejsende uden at finde drabelige historier om bøflens aggressive væsen, der enten havde været tæt på eller var lykkes helt med at tage manden med riflen med i døden.
Bøffeljagt klassisk
Klokken er 5 om morgenen, da bilen sætter i gang. Der er stadig en time til solen vil komme op på himlen, men temperaturen siger allerede 30 grader, så vi kan se frem til en varm dag.
Vi kører afsted gennem mørket for at være i hjertet af bøffelland, når de første solstråler rammer den afbrændte afrikanske jord. Håbet er at finde nogle friske spor, hvor en stor bøffeltyr har krydset vejen i løbet af natten, og så ellers gå på fod af den, indtil vi finder den.
Der går heller ikke lang tid, før vi finder fod, hvor tre tyre har krydset vejen. Trackeren hopper af bilen for at se nærmere på sporene og finder noget aftrykket vegetation, der stadig er fugtig, så vi vurderer, at sporet er frisk nok til at gå på, da de må havde krydset vejen en gang i nattens løb.
Alle mand hopper af bilen, og jagten går i gang. Forrest går Koulunga, vores main-tracker, og vi andre følger i en slange efter ham og prøver at kikke fremad, for selv om Koulunga kan se ting uden kikkert, som vi andre kun kan drømme om at spotte selv med en god kikkert, så går han med hovedet i sporet.
Efter en times tid fører sporet os ned til et naturligt saltleje, og som vi nærmer os det, kan vi se, at det er fyldt med bøfler.
Langsomt sniger vi os frem til en lille korridor, hvor vi får sat skydestokken op for kunden.
Bøflerne bevæger sig alle forbi korridoren, men som så ofte ved de store flokke er der ingen gammel tyr, men kun unge tyre. Så der er ikke andet at gøre end at nyde synet af, at de langsomt bevæger sig væk. Da de er forsvundet, bevæger vis os derned, og trackerne begynder at lede efter sporene fra de tre tyre. Ikke nogen nem opgave når stedet er som en stor sandkasse med utallige spor i alle retninger, men undervurdér ikke disse trackere, for de kan se ting, vi normale dødelige selv ved fremvisning ikke kan se, og der gå da heller ikke lang tid, før vi igen bevæger os afsted – i fodsporet af de 3 gamle drenge.
Sådan går de næste mange timer, vi vandrer afsted, mens temperaturen stiger, dog bliver vores tasker lettere, som vi tømmer dem for det livgivende vand, der på ingen måde er koldt længere.
Frokosten er noget, vi tænker os til. I vort forsøg på at indhente bøflerne er der nemlig ikke tid til en sådan luksus. Trackerne spiser noget bark, som skulle dæmpe både sult og være sundt for maven, men efter en smagsprøve kan jeg fortælle, at det er som at tygge en brændekævle hjemme foran pejsen – ikke noget jeg kan anbefale.
Med ét sætter Koulunga sig ned, og vi andre følger hans eksempel. Vi sidder alle helt stille og prøver at få øje på, hvad der har givet denne reaktion.
Få sekunder efter kommer svaret, en stor bøffel krydser sporet 100 meter foran os. Lige så snart den er forsvundet, bevæger vi os i en bue rundt om den, mens vi hele tiden holder udkig efter de to andre, så vi ikke støder dem og derved forspilder vores chance.
Det ser ud til, at vi har klaret frisag, og vi får igen sat skydestokken op, da vi når en lille åbning i buskadset, hvor bøflen befinder sig.
Rette placering
Og det er ikke et sekund for sent. For hovedet af bøflen kommer i det samme frem i en lille åbning.
Vi venter i spænding på, at den skal tage et skridt frem, for hovedskud er utroligt effektive, når de virker, og bøffelen kollapser, hvor den står – men virker sådan et skud ikke, får du en sur ven at lege gemmeleg med. Ikke et ønskescenarie, når taberen af gemmelegen må lade livet.
Derfor skal kuglen sendes afsted mod hjerte-lunge-regionen, og kan vi samtidig brække en skulder, er det bare helt super.
Skuddet skal falde i det sekund, han tager et skidt frem, for ellers vil han være gemt i vegetationen igen. Instruksen er også klar, lige så snart første skud forlader løbet, skal en ny kugle føres ind i kammeret. Denne proces skal gentages, så længe jægeren kan se dyret, eller til der ikke er flere kugler tilbage. Det et stort dyr, som uden problemer kan løbe om hjørner med dig med en kugle eller to i kroppen.
Rette tid og sted
Bøffelen kommer hurtigere frem end forventet, og jægeren slipper skuddet
Der lyder en ordentlig larm af buske, der bliver revet fra hinanden, som han løber igennem dem. Det ligner et bagligt skud. Umiddelbart ikke et ønskescenario, men de næste to skud går næsten i det samme. Det første rammer et træ lige foran tyren, men nummer to får tyren til at trække forbenet til sig, så dette sidste opfølgende skud har helt sikkert ramt noget oppe foran på bøflen. Men så er han ellers forsvundet ud af vores synsfelt. I det samme kommer de to andre tyre løbende forbi os i retning af deres ven. De har været gemt i vegetationen ikke mere end 30 meter fra os.
Schweiss
Efter et minut – til lige at få pulsen ned igen – bevæger vi os over til skudstedet. Ved første øjekast er der ikke noget blod at finde, og vi når da også at gå 30 meter, før vi finder første blodstrejf på et græsstrå.
Der ingen tvivl. Vi ville gerne se mere blod på nuværende tidspunkt – så ingen grund til at give ham tid og håbe på, at han lægger sig. For det kommer ikke til at ske, så der er ikke andet for end at sætte efter ham.
Tegnene bliver kun værre, som vi følger efter ham: den smule blod, vi finder, er ofte på græsstrå, han har løbet igennem, og højden på strået tyder på et strefskud i benet af et af de opfølgende skud. Det første skud må være gået i maven, da selv et leverskud ville havde givet mere schweiss end dette. Det er heller ikke noget godt tegn, at den påskudte tyr holder sammen med de to andre tyre. Det ville en hårdt ramt tyr ikke være i stand til. Han vil dø på et tidspunkt, men der kan gå dage, så lige nu er der ikke andet at gøre end at blive på ham og få sendt så meget bly i hans retning som muligt.
Eftersøgning
Som en såret soldat bevæger han sig taktisk fra skjul til skjul, alt i mens vi prøver at følge hans spor. Hver gang sporet forvinder ind i de små øer af to meter højt græs, som ilden ikke fik fat i, da vi brændte det af tidligere på året, må vi med riflerne klar kaste sten ind, da et direkte indbrud i det høje græs vil betyde den sikre død, hvis han er der.
For, selv hvis du er hurtig nok til at sætte en kugle i hjernen på ham, vil det ske inden for den meters sigtbarhed, du har derinde, og selv som dødvægt vil hans fart og vægt være nok til at sende jer sammen til de evige jagtmarker.
Når vi føler os tilpas sikre på, at han ikke er der, forsætter vi. Lige indtil han igen forsvinder ind i den næste græs-ø, og seancen starter forfra.
Sådan går den næste time, og kun en enkel gang får jeg et hurtigt glimt af hans hoved, men tør ikke skyde af frygt for at stå med to sårede bøfler, da hans to venner som Tordenskjolds soldater bliver ved hans side. Da jeg endelig får vished for, hvilken af de tre bøfler der er påskudt, er han allerede væk igen.
Som vi bevæger os frem, begynder miljøet langsomt at ændre sig, væk er det sporadisk åbne landskab med græsøer. Erstatningen bliver en tæt, ufremkommelig blanding af tornebuske og træer med lavthængene grene, og vores tempo bliver sat yderligere ned.
Vi beholder kun Koulunga oppe foran sammen med os, de andre bliver en 50 meter bag os, så vi i tilfælde af, at han pludselig kommer væltende frem, har så frit skud som muligt. Vi begynder at ramme steder, der er så tætte i bevoksningen, at eneste logiske løsning er at gå udenom og forsøge at finde sporet på den anden side.
Ikke nogen nem opgave, når der går bøffelspor i alle retninger, men trackerne præsterer gang på gang det umulige og finder spor, der ikke burde kunne findes, blodpletter der er så små, at de kun vanskeligt lader sig skelne fra den omkringliggende jord, og igen med riflen ved skulderen forsætter vi fremad.
Inde i mørket
Vi når nu et 150 meter dybt stykke vegetation, der løber langs en udtørret å. Vi finder det mest åbne stykke og bevæger os om på den anden side. Atter begynder vi at lede efter spor, men til sidst giver trackerne op, og vi må konkludere, at bøflerne stadig befinder sig inde i mørket. Nu er der ikke andet at gøre end overlagt at bevæge os ind i bagholdet og håbe, at vi ser ham, før han ser os.
Op til skudafgivelsen på jagt får jeg sædvanligvis en tom følelse i brystet, ligesom når man skal til at hoppe i vandet fra ti-meter vippen. Men den følelse udebliver totalt. Om det er adrenalinen eller ren og skær dumhed, der gør det, ved jeg ikke, men min krop reagerer på samme måde som under en træfning i Afghanistan. Et stille smil sniger sig frem på mine læber, der falder en ro over min krop, og et unaturligt fokus begynder at smide alle andre tanker ud af hovedet. Det eneste, der er vigtigt, er opgaven, der skal udføres nu.
Fingeren glider op på sikringen derefter tilbage på aftrækkeren – ikke noget jeg normalt gør, før skuddet skal falde, men her handler det om at skyde, før jeg får et horn i siden, så der bliver taget en kalkuleret risiko ved at gå med fingeren på aftrækkeren af et afsikret våben.
Kikker ind i mørket, hjernen kører sine egne sikkerhedsprocedurer igennem: prøver at finde alle tænkelige og utænkelige korridorer, en bøffel kan komme løbende ad, og hvor jeg skal stå for at kunne afgive skud i selvsamme korridor, men lige som jeg bukker mig ned under den første gren, der fører ind i tyrens hule, kan vi pludselig høre larm 50 meter længere henne. Der ingen tvivl. Det er bøflerne, der kommer løbende. Nu handler det om at få fundet den rigtige og få noget bly i luften.
Problemet er bare, at vi ikke har frit skud. Da vejen til det formodede udbrud er fyldt med trackere og en jæger, der ikke har overholdt aftalen om at blive tilbage – for at undgå for mange i det tætte krat.
Men nu er han den eneste, der har riflen i den rigtige retning.
Først kommer de to raske tyre løbende, og en ti sekunder efter følger den tredje da også med – der stadig ikke ligner en, der skal til at dø inden for de næste to minutter, men heldigvis har jægeren forstået, hvad der sker, og smider riflen til skulderen.
Bøflen i skyttegraven
Skuddet går med det samme. Det rammer skråt forfra, og der ingen tvivl om, at det sidder godt, som hele kroppen trækker sig sammen for i det næste at lave et stort spring, der drejer ham 180 grader, hvorefter han igen forsvinder ind i krattet.
Denne gang giver vi ham lidt tid for at give skuddet tid til at virke. Men der går ikke lang tid, før vi kan høre dødsrallen et sted inde fra mørket, og vi begynder langsomt at bevæge os derind på sporet af knækkede træer som guide.
Vi befinder os hurtigt ved et vandløb, eller det vil sige et vandløb under regntiden, nu er det bare en sprække i jorden sådan en halvanden meter i bredden og tre meter dybt. Det virker underligt, han skulle være hoppet hele vejen derned, men ingen spor fører langs bredden, så vi hopper ned i hullet, og selv om man synes, man hørte dødsrallen, bliver riflen da lige afsikret igen, som man bevæger sig rundt i, hvad der mest af alt minder om en skyttegrav fra første verdenskrig.
Men i stedet for en tysker gemmer der sig en bøffel et sted hernede, og hvis døden ikke skulle være indtruffet nu, kan du være sikker på, at han ikke er tilfreds med situationen. Samtidig er din flugtmulighed lig nul. Så spændende bliver det det dog aldrig, da han bliver fundet stendød 100 meter længere nede ad den udtørrede flodseng.
Alt skal ud
Efter lykønskninger, og hvad der ellers hører til, kommer den sjove opgave med først at få ham lagt op til billeder, og efterfølgende at få ham rullet ud til et sted, hvor vi har plads til at slagte ham, og her er det altså bare nemmere med en råbuk, end det er med en bøffel.
Men det lykkes da til sidst både at få nogle gode billeder og få ham skilt ad i hoveddele. Næste spændende projekt er, at der er en fire kilometer til nærmeste vej, hvor vi skal have alt fra trofæ til kød båret hen, og her har vi jo ikke med snerpede danskere at gøre, der kun vil spise filet og mørbrad, nej her skal alt med ud, og jeg mener alt.
Maven bliver tømt for så at blive fyldt med al anden indmad, så det er nemmere at bære ud. Klovene skal bruges til suppe, ja selv bagskindet kommer med ud, der skal man nemlig bare lige brænde hårene af og koge det et par timer, og så skulle det bare være godt. Den helt store opgave er dog trofæet, for et bøffelkranie er tungt nok i sig selv, når du så tilsætter en rå cape oveni, bliver det rigtig tungt.
Jeg foreslår, at vi tager min taske, der ligger tilbage i bilen, den kan slynges ud, så jeg kan pakke det hele på den. Om de ikke forstår mit utroligt dårlige franske, eller om de bare synes, jeg er tumpet, ved jeg ikke, men de griner i hvert fald meget højlydt ad mig.
De fælder derpå et lille træ, som de hiver barken af, og ud af den laver de nogle reb. Så binder de det hele sammen, og Momini, den mindste af alle trackerne får den store pakke op på hovedet, og som en 5-årig dreng på vej til første skoledag begynder han med et kæmpe smil over hele ansigtet at gå mod bilen.
Vestafrikansk bøffel – Skovbøffel
De afrikanske bøfler inddeles for tiden i fem underarter, hvoraf den største og mest udbredte forekommer i det østlige og sydlige Afrika.
Længere mod vest findes to forskellige underarter, hvor der blandt andet drives jagt på den røde skovbøffel Syncerus caffer brachyceros, som forekommer nordligst i den vestlige del af Centralafrika og så i den sydligste del af Vestafrika.
Mens de østafrikanske bøfler kan nå en vægt i underkanten af 1000 kg., så bliver skovbøflerne sjældent tungere end knap 400-600 kg.
Selvom hornene på skovbøflen er mindre end på artsfætrene længere med syd og øst, så er de røde bøfler mindst lige så kampduelige som deres slægtninge.
