TEKST: MORTEN S. KNUDSEN. FOTO: MORTEN S. KNUDSEN OG RODIMOV/SHUTTERSTOCK.
Regnen var begyndt, og det hele var temmeligt træls, men så kom råbet: Sneppe bagud…” en lang dag
Der er nogle jagtdage, hvor det hele er lidt blandet. Det går vel OK, ikke sådan rigtig godt, men heller ikke sådan rigtig skidt. De dage på selskabsjagt, hvor der er masser af fugle, men hvor egne evner med skydningen nok ikke helt står mål med egen ambition eller tidligere resultater. Man ender faktisk med at blive en lille smule indebrændt, for det kunne da for Sørensen godt være en lille smule bedre, når helt oplagte chancer ikke bliver udnyttet. Sådan en dag havde jeg i efteråret, men med ét var det hele glemt.
Godt begyndt
Årets fuglejagter var faktisk gået over alt forventning. Op til denne sæson, hvor jeg var kommet med i jagten på det aktuelle revir, havde en opgradering af foderteamet gjort, at der nu var endog mange flere fugle i luften og på paraderne. Det handler tit om at gøre tingene en lille smule anderledes, og det var lykkedes rigtig godt, så også denne dag i november var forventningerne høje blandt alle til morgenmaden. Vi var nu så langt på sæsonen, at de værste forbiere var pillet ud af folk, og der var ved at komme godt styr på skydningen hele vejen rundt, så det lille forspring, jeg havde haft på grund af min dueregulering ved lufthavnen på Amager, havde de andre nu mere end udlignet. Det var på alle måder en ny dag og en ny mulighed for at finde fuglene, og især den ene fugl, som jeg havde kæmpet med siden starten af sæsonen.
En blandet start
Afsted på jagt kom vi i vognene, efter at parolen var givet, og alle var med på, hvordan det hele skulle foregå, for det var meget i samme stil som de tidligere jagter i sæsonen. Vejret var dejligt for november, en smule koldt men noget mere tørt, end det var lovet. Solen kiggede ikke meget frem, men det var til at bære, så længe det ikke regnede.
De første såter gik OK, da fuglene var der, hvilket både fodermester, jagtledelsen og deltagere alle var glade for. De fløj egentlig også fint, der var nok bare ikke rigtig vind nok til, at de kom sådan helt godt afsted, men det var fornuftigt for alle involverede med gode resultater vejen rundt.
For mit eget vedkommende havde jeg efter de første 4 såter leveret 4 fasaner og en delt due i 12 skud. Ikke prangende, men heller ikke så jeg for alvor tænkte, at turen til skydebanen måtte skubbes noget længere frem i kalenderen. Jeg havde dog indtil da leveret noget bedre skydning i sæsonen, men var dog stadigvæk optimist med hensyn til resten af dagen og dagens samlede resultat. Men dette ændrede sig drastisk i næste såt.
Forbi igen-igen
Hele denne sæson havde jeg ikke lige helt haft fat i snepperne. Fire blanke forbiere på to oplagte chancer var det blevet til, så på vej ned mod mosen huskede jeg alt for godt den sidste jagt, hvor jeg med feber i kroppen leverede forbiere til sneppen fra mosen. Den kom pludseligt, jeg havde solen i øjnene, og vejret var urimeligt. Undskyldninger var der nok af, men de hjalp mig bare ligesom ikke, for da alle var på plads, og vi var klar til at drive denne såt af, hvor jeg var på driverholdet, gik det mod sneppehullet!
Nå ja, på vej derned havde jeg så lige to forbiere til en fasankok, som min nabodriver uden problemer skød på 35 meters afstand som den mest naturlige ting i verden i en elegant blød bevægelse. Vi gik langsomt videre, jeg fik nye patroner i geværet og var klar, hvis sneppen fra sidst havde overlevet til nu. Og ganske rigtigt, det havde den. Vi var blot lige trådt ind i mosen, så kom sneppen i høj fart. Jeg var allerede febrilsk, da jeg så den ligesom alle, der får snepper for, kender så godt. Jeg ville så gerne have den, og ikke nok med det så kom den i det, som jeg kalder mit favoritskud. Ja, den var høj, men den kom altså i det skud, jeg normalt kalder mit ønskeskud, nemlig den helt høje due. To skarpe knald afbrød stilheden, og der skete intet andet end, at den fløj helt lige og helt langsomt videre. Alle stoppede og kiggede efter sneppen og tilbage på mig, mens jeg mente, at jeg hørte dens latter på vejen væk, eller var det bare inden i mit eget hoved, at det lød spottende?
Rundt om mig fortsatte jagten, mens jeg nærmest var gået mentalt i stå. Fire skud til et par svære fugle i nogle høje skud, som jeg sætter allermest pris på, havde efterladt mig med fire tomme hylstre og en klar fornemmelse af, at det bare slet ikke var min dag i dag. Men heldigvis er hjælpen nærmest, når nøden er størst, eller hvad sådan noget nu hedder.
Sidste forsøg
Jagtdagen gik på hæld, og som vi gik ned mod jagthytten og den sikre såt med leveret frokost, kunne jeg da trøste mig over, at vi heldigvis snart var færdige, og så kunne jeg tage på skydebanen alligevel og blive glad for min skydning igen.
Og for at gøre ondt værre, så var det også begyndt at regne, da vi gik til den sidste meget lille såt, som stopper ved jagthytten og vel nærmest er en hyggesåt, hvor der sædvanligvis ikke er særlig meget vildt. Nu begyndte en god gedigen efterårsregn, som gjorde mig glad for, at den først startede nu, hvor vi var færdige fremfor at have stået på hele dagen, så alle var blevet våde, fuglene ikke ville flyve og så videre.
Der stod jeg så på den bagerste post, og stod og ventede og blev våd, mens jeg mentalt set nok allerede var gået hjem. Den følelse kender de fleste nok, at nu er dagen faktisk slut lang tid, før den egentlig er. Frokosten var begyndt at indfinde sig i mit hoved, og jeg var ærlig talt taknemmelig for, at det snart var slut, for der var ikke rigtigt noget godt at skrive hjem om.
Chancen
Hundene kunne jeg høre starte i den anden ende af såten, og de søgte godt rundt. En fasan blev sendt frem og leveret ude på marken til venstre for mig, og jeg tænkte, at det var så nok det vildt, der var i den såt. Drevet gik forbi mig, og enkelte fugle fløj alligevel frem og blev skudt. Og lige der, som såten var nærmest færdig, så kom råbet: “Sneppe bagud”, og jeg så den med det samme! Igen blev jeg nærmest helt febrilsk og blev revet ud af min mentale tomgang, for nu var den der, den chance, som kunne ændre hele dagen og sandsynligvis også var dagens sidste chance.
Sneppen kommer lavt hen over jorden, og de andre skytter stod, så jeg ikke kunne skyde til den, hvilket gjorde, at jeg måtte vente længe, til den var fri af alle og var på vej bagud. Men så var den fri, og jeg skød, og igen skød jeg – forbi!
Det var nærmest ikke til at bære, for det var virkelig ikke et særligt svært skud men et, som jeg normalt ville levere på. Men chancen var ikke slut. Sneppen fløj videre, og nu var den helt fri af skov og krat og trak igennem i sin flugt i en stejl opadgående kurve. Den var ude på omkring 40 meter, og i det samme sendte jeg mit andet skud, nærmest i desperation efter den. Miraklet skete, fuglen blev ramt og landede så langt væk, at jeg nærmest ikke kunne se den. I det samme blev såten blæst af, og jeg kunne gå lige hen og samle sneppen op, som var stendød, mens regnen stille silede ned over mig. Da jeg vendte mig om, var der løftede hatte og knyttede næver til hilsen, for alle havde set, hvordan jeg havde kæmpet med snepperne i hele sæsonen, og at det skulle lykkes i det allersidste skud i den allersidste såt, mens regnen tog til, kunne ikke times bedre.
Mens jeg gik tilbage mod de andre, blev de resterende fugle samlet op, og vi gik tilbage til parade og hornsignal, mens jeg gik med den smukkeste fugl i hånden. Det var næsten helt poetisk, hvordan dagen var gået fra en meget grå dag til en dag, som pludselig blev fantastisk i allersidste øjeblik.
Som det er skik og brug, blev jeg og den anden skytte, som havde leveret en anden sneppe, kaldt frem på paraden, og det er uden tvivl en af de snepper, som jeg er gladest for at have leveret, for det var med mindst mulig selvtillid i kroppen, at jeg fik leveret dette sæsonens sværeste skud.
Man skal aldrig give op….
