I august måned blev Kiambwa Lekitony, en 11-årig dreng fra Tanzania, vidne til, hvordan en løve dræbte og åd hans tre yngre brødre, mens han magtesløs klamrede sig til et træ.
De fire drenge var ude for at lede efter familiens kvæg, da de stødte på den sultne løve. ”Jeg bliver aldrig glad igen uden mine brødre”, sagde Kiambwa til et lokalt tanzaniansk medie kort tid efter den traumatiske hændelse.

Nyheden om tragedien nåede ikke ud i vestlige medier. Præcis som omtale af de tusinder af tilsvarende tragedier, der er konsekvensen af sameksistens med store vilde dyr i verdens ulande.

Alene i årene 1990-2007 er der registreret mere end 1.000 løveangreb på mennesker bare i Tanzania.

Den manglende opmærksomhed på de menneskelige ofre i konflikterne imellem mennesker og vilde dyr står i skærende kontrast til den enorme medieopmærksomhed omkring trofæjagt.

Dette nærbillede er angiveligt af løven Cecil fotograferet af Paula French i Hwange National Park i Zimbabwe tilbage i 2012.
Vi har købt hendes billede gennem Shutterstock og noteret, at fotoet ledsages af følgende tekst: “Smukt ansigtsportræt af Løven Cecil som på tragisk vis blev dræbt af en jæger i 2015.”

Alle husker formentlig omtalen af ”Cecil” – en cirka 13 år gammel løve, som blev nedlagt i Zimbabwe af en amerikansk tandlæge i 2015. På grund af denne løve blev der lavet titusinder af vrede opslag på sociale medier, tusindvis af artikler og indslag i den vestlige presse, og hundreder af politikere krævede forbud imod import af jagttrofæer. Der har været mange sager af samme skuffe siden. Men historien om Kiambwa og hans tre brødre – Ndoskoy Sangau (9), Sangau Metui (10) og Sanka Saning (10) – har hverken engageret den vestlige presse, befolkningen eller vore politikere. Hvorfor?

Der er et kæmpe gab imellem vore prioriteringer af fattige landes vilde dyr og mennesker. Dyrerets-NGO’er i Europa og USA indsamler hundredvis af millioner dollars hver eneste år. Lokalbefolkningen i Afrika, som lever med de vilde dyr helt inde på livet, ser imidlertid ikke meget til disse penge.


Kontrasten bliver tydelig i den triste sag fra Tanzania. Ifølge mine lokale kontakter fik familien, der mistede tre sønner/brødre i et enkelt løveangreb, udbetalt godt 400 USD pr. barn i ”begravelseshjælp” fra regeringen – ikke fra organisationerne, der vil forbyde jagt. Et på alle måder usselt ”plaster på såret” efter tabet af tre fremtidige forsørgere. Mig bekendt er der ingen, som indsamler midler til økonomisk erstatning for tab af husdyr, traumebehandling til overlevende ofre eller blot en ordentlig uddannelse til Kiambwa og alle de andre stakler i hans situation. Alligevel forventes det, at disse mennesker lever side om side med løver og andre farlige vilde dyr, og vi glemmer fuldstændigt i debatten, at deres accept af sameksistens med dyrene er en forudsætning for dyrenes overlevelse.
Når vi trækker på skuldrene og konstaterer, at ulykker med store vilde dyr er en uundgåelig pris for, at mennesker trænger sig mere og mere ind på naturen, så glemmer vi, at vi i Europa løste problemet med store vilde dyr for århundreder siden. Engang var der bjørne og ulve over hele vores kontinent. Indtil for omkring 1.000 år siden levede løver og leoparder vildt i det sydøstlige Europa.

Vore forfædre udryddede de store katte på kontinentet og reducerede bestandene af bjørn og ulv til et minimum. De få tilbageværende dyr fortrængtes til de mest utilgængelige afkroge af Europa. Men ikke desto mindre vil vi hellere kritisere Afrikas upopulære men effektive vildtforvaltningsmetoder, fremfor at vise vilje og initiativ til at genetablere vore egne bestande.

Jeg hører af og til, at der er bedre plads til de vilde dyr i Afrika end i Europa. Det er en sandhed med store forbehold. Lige nu bor der nemlig 45 mennesker pr. kvadratkilometer i Afrika, mens tallet for Europa er 73. Men den afrikanske befolkning forventes at fordobles over de næste årtier, mens vi bliver færre i Europa. Om mindre end en generation er der altså betydeligt bedre plads til vilde dyr i Europa – og naturbevarelse handler i høj grad om fremtiden.

Det er relevant at pege på misforholdet imellem vores manglende interesse for konflikter imellem mennesker og vilde dyr på den ene side og den intense fokus på trofæjagt på den anden, fordi de to emner hænger uløseligt sammen. Hovedparten af konflikterne mellem mennesker og dyr involverer farlige arter, som i mange lande forvaltes med blandt andet trofæjagt. I en stor del af det sydlige Afrika er jagtturismen den primære – hvis ikke den eneste – indtægtskilde, som er bundet op på de vilde dyr og dermed den eneste grund til, at dyrene tolereres af landbefolkningen. Jagten giver indkomster, jobs og kød i gryderne i dele af regionen, som ellers ikke oplever nogen indstrømning af penge.

Derfor beskytter jagten reelt disse arter og de områder, de lever i.
Rosie Cooney, zoolog og formand for International Union for Conservation of Nature’s (IUCN) Sustainable Use and Livelihoods Specialist Group udtrykker det klart og tydeligt:

”Der er kun to steder på jorden, hvor bestandene af vilde dyr faktisk er gået frem i stor skala i det 20. århundrede og det er Nordamerika og det sydlige Afrika. Begge steder på baggrund af naturbeskyttelsesmodeller bygget op omkring jagt.”

Tallene lyver ikke. De lande i Afrika, som benytter sig af jagtturisme, har beviseligt større succes end de lande, som har fravalgt jagten. Kenya har mistet 70-80 % af deres store vilde dyr siden et jagtforbud i 1977, mens Sydafrika i samme tidsrum har 40-doblet antallet af deres storvildt i private naturreservater på grund af indtægter fra jagtturisme. Det er en afrikansk model, baseret på afrikanske eksperters viden og erfaringer med praktisk naturforvaltning gennem årtier.

Men ikke desto mindre kræver mange jagtmodstandere i EU og UK et forbud imod import af jagttrofæer til deres respektive lande. Altså en handelsembargo. Der bliver ikke tilbudt kompensation eller fremlagt alternative forslag til praktisk naturbevarelse i Afrika, når import-forbudstankerne luftes.

Er det at presse ulande til at rette deres lovgivning ind efter vestlige vælgeres følelser i realiteten ikke at diktere disse landes lovgivning. Mange af landene er nemlig så fattige, at de reelt ikke har andre muligheder end blot at rette ind, hvis presset bliver for stort. Det ligner unægteligt neo-kolonialisme i dyrerettighedernes navn, og det sker tilsyneladende med stor folkelig opbakning.

I en meningsmåling i Storbritannien i september blev 2.164 respondenter spurgt: ”Hvis man i forbindelse med indførsel af et forbud imod trofæjagt støder på modstridende interesser fra henholdsvis dyreretsorganisationer og menneskerettighedsorganisationer, hvad skal man så prioritere højest?”
Bemærkelsesværdige 47 % svarede dyreretsorganisationer, 26 % svarede ”hverken eller” og kun 19 % mente, at menneskerettigheder bør veje tungere end dyrs rettigheder. I UK er det altså – i debatten om trofæjagt – kun en femtedel af befolkningen, som klart prioriterer mennesker over dyr.

Holdningerne lader imidlertid til at være fundamentalt anderledes omkring situationen i vore egne lande. Stort set ingen kritiserer europæisk vildtforvaltning, selv om vi nedlægger millioner af vilde dyr. Hvorfor stoler folk på, at Frankrigs myndigheder og faglige eksperter er bedre til at forvalte franske vildtbestande ansvarsfuldt, end de tilsvarende folk Botswana er i stand til at forvalte deres?

Hvorfor hidser Hr. og Fru Ligusterhæk sig op over, at en byræv bider en skødehund i et boligkvarter, når de accepterer, at vilde dyr i Afrika dræber tusinder af mennesker?

Det er svært at komme uden om, at den vestlige verdens blinde kærlighed til ikoniske vilde dyr har en dyster neo-kolonialistisk og racistisk bagside. ”Black Lives Matter”… De ”sorte liv” betyder bare ikke så meget som gamle løvers liv – og slet ikke, hvis de leves i den tredje verden.