AF STEEN ANDERSEN
FOTO: STEEN ANDERSEN SAMT NICKOLAI REPNITSKII, MRWILDLIFE, LENA IVANOVA, RELENTLESSIMAGES OG RODIMOV/SHUTTERSTOCK
Det er, når mørket falder på, at sindet centreres. Sådan har jeg det i alt fald, og jeg glæder mig allerede, til det sker på ny.
Selvom jagtsæsonen nu er ovre, og vi venter på, at det hele skal begynde forfra, så glæder jeg mig over alt det, den forgangne sæson bød på, og i endnu højere grad til det, jeg håber, skal gentage sig.
Især jagten efter solnedgang, hvor koncentrationen øges, og man i højere grad bliver alene med sig selv.
Det er de danske andetræk i efterårsrusken, jeg her tænker på.
For det er sådan en lille fin form for jagt.
Den kan passes ind i selv en travl families daglige rutiner, den kan dyrkes på hverdagene uden de helt store forberedelser, og den kan udfoldes spontant, når vejret og lysten falder rigtigt sammen.
Med få timers varsel kan en hurtig rundringning mobilisere den lille håndfuld jægere og hunde, der skal til for, at sådan en efterårsaften kan blive en enestående oplevelse.
Før solnedgang
Der er især én andetrækjagt, som står mit hjerte nær. Den foregår hos en god ven oppe på et revir, hvor jeg er kommet de sidste 30 år – ofte på netop aftentrækket.
Vi mødes en lille times tid før solnedgang. Ikke at det er nødvendigt at være så tidligt på færde, men det er en forudsætning for at nå de mest essentielle nyheder siden sidst.
Det er med andre ord hyggeligt fra første færd. Hvis det er koldt, tænder jeg op i jagthyttens brændeovn, så den kan være rødglødende, når vi vender tilbage efter andetrækket.
Men først på sæsonen er det hele endnu bedre.
Så starter vi som regel et bål ude foran jagthytten, inden vi tager af sted. Det skal være varmt, når vi kommer tilbage, for kan man tåle den tidlige efterårsnat og være ude en times tid efter jagten, så bliver alt så hyggeligt om bålet.
Aftentrækket
Under de indledende øvelser er hundene pænt utilfredse med at skulle vente i bilerne. Men så snart vi hanker op i jagtbøsserne, løfter hundenes tilstedeværelse sig til højlydte frustrationer, som bjæffes ud i efterårsaftenen.
De utålmodige jagtdyr bliver koblet, og vi begiver os ud til de velkendte lokaliteter, hvor vi alle har slået vores folder i årtier.
De praktiske informationer indskrænker sig til, hvem der skal stå hvor denne gang. Lidt smådrillerier om hvem, der havde held og navnlig ikke held på den lille ø nede i den store sø med de stejle skrænter og måske et enkelt ønske fra jagtlederen om, at en given hund ikke skal i vandet, før der er blæst af.
Det hele er velkontrolleret og gennemsyret af rutine og ren jagtglæde.
På post
Ofte er vi lidt for sent på den derude på posterne. Fordi snakken går, og fordi vi er flere, der undlader at gå de sidste 100 meter frem til den aftalte post for i stedet at blive på den foregående post og sludre videre med naboen.
Først når det første træk er over os, og de første skud har flænget den stadig tættere skumring, kommer de sidste jægere på plads.
Det er en ærefrygtindgydende disciplin at få ordentligt hold på de hastige ænder, der kommer lavt, højt, bagfra, forfra og fra siderne. Stor er især min beundring for et par af de faste deltagere, som oven i købet mestrer at doublere på de hurtige ænder.
Det begynder altid, før man aner det, og lige pludseligt er det slut.
Alt efter vind og vejr i øvrigt, så kan aftentrækket være kort eller langt. Fyldigt eller decideret tyndt, men det er aldrig kedeligt.
Det er i stedet intenst.
Når jeg først er kommet på post og retter blikket op mod den himmel, der synes lysere end omgivelserne, så renses mit sind og min hjerne for alt andet end ænder, foranhold og afstande.
Det er sindslindrende for en kortere eller længere stund at forsvinde ind i et eneste dybt menneskeligt forankret ønske om at skaffe mad til stammen. Om at være en dygtig jæger. Om at udføre jagten rigtigt og konsekvent. Jeg værdsætter denne altopslugende jagt og priser dens skønhed i handlingen, når det hele står på, og i alle de andre stunder, hvor der er tid til at tænke over en af de tidligere situationer.
Lykkelig er jeg, når de furiøse flyvere viser sig med en stjerneklar himmel som baggrund.
Begejstret bliver jeg, når jeg rammer sving, foranhold og retning i et enkelt skud og sender en smuk and til fald.
Efterjagt
Frydefuldt er det efterfølgende at få styr på det nedlagte vildt og bringe det tilbage til bålpladsen.
Netop aftenerne med bål fuldender denne smukke jagt, for efterhånden er det blevet lidt af en tradition at ordne et par ænder i flammernes skær og stege det umådeligt friske kød over åben ild og gløder.
Endelig ikke for meget varme. Gerne med en god stegeskorpe og rosa indeni, hvor kødet stadig skal være en smule blødt. Lidt fingersalt og en kold forfriskning fuldender fuglenes flugt fra efterårsnatten til dette rituelle, beskedne festmåltid.
Jeg glæder mig, til det atter bliver tid til et godt aftentræk.
