Black Wildebeest (Connochaetes gnou), der på dansk er kendt som hvidhalet gnu, har sit naturlige udbredelsesområde på det allersydligste Afrikas højsletter i den central-østlige del af det, som vi i dag kender som Sydafrika, Swaziland og Lesotho. I forhold til dens nære slægtning Blue Wildebeest (Latin: Connochaetes taurinus – dansk: Oksegnu), der findes i store mængder over det meste af det sydlige og østlige Afrika, er der tale om et meget begrænset udbredelsesområde. Der er altså tale om en udpræget sydafrikansk art.
Det temmelig spøjst udseende dyr – der er en antilope – har den lidt særegne egenskab, at det ser betydeligt større ud på afstand, end det i virkeligheden er. En stor tyr er ikke mere end 1,2 meter over ryggen og vejer højest 160 kg. levende. De fleste jægere, der ser dyrene første gang, tipper dem til at være flere gange tungere, indtil de kommer tæt på et nedlagt eksemplar. En anden speciel egenskab hos Black Wildebeest er dens tendens til at springe rundt i cirkler, når den opdager en fare. Denne sære forestilling har givet den tilnavnet ”bushens klovn”.
Black Wildebeest er på trods af sit markant anderledes udseende meget nært beslægtet med den langt mere almindelige Blue Wildebeest. De to arter opstod fra en fælles forfader for omkring en million år siden, men de er stadig så nærtstående, at de let hybridiserer, og afkommet er fuldt ud frugtbart. Præcis som Blue Wildebeest vandrede Black Wildebeest efter årstidernes forskellige udbud af græsningsmuligheder. I vore dages kultiverede Sydafrika er denne migration dog for længst blevet et fjernt minde i naturhistorien.
Enorme flokke
Da de tidlige europæiske nybyggere i sidste halvdel af 1600-tallet bevægede sig nordover fra Kapstaden for at finde nyt farmland at slå sig ned på, blev de mødt af enorme flokke med hundredtusindvis af Black Wildebeest, Blesbuck og Quagga (en nu uddød sydlig underart af Burchells zebra). Boerne var svært bevæbnede og desuden dygtige skytter og jægere, og de gik hurtigt i gang med at reducere de enorme bestande af vilde dyr. I starten handlede jagten mest om proviant, men afskydningen tog hurtigt fart i takt med, at flere og flere nybyggere kom til og behøvede land til deres kvægfarme. Dyrene var fødekonkurrenter til køer og får og blev i vid udstrækning betragtet som rene skadedyr.
Nybyggerne bredte sig mere og mere, og de naturlige levesteder for det hjemmehørende vildt skrumpede hastigt ind. I 1800-tallet tog massenedslagtningen yderligere fart, da verdensmarkedet for vildtskind eksploderede. Den kommercielle jagt var – som kommerciel jagt historisk set altid har været det – brutal ved bestandene. Præcist hvor mange dyr, der blev nedlagt for deres skind, er der ingen, der ved, men der findes spredte tal, der giver en fornemmelse af omfanget. Således ved man, at et enkelt firma i Kroonstad – der i dag er den tredjestørste by i Free State provinsen – bare i året 1866 eksporterede 157.000 lokale skind fra Black Wildebeest og Blesbuck. I årene 1870 og 1871 registrerede toldmyndighederne i havnebyen Durban, at der herfra udskibedes 485.786 vildtskind, fordelt på arterne Black Wildebeest, Blesbuck og Zebra. Vi taler med sikkerhed om, at der i en lang årrække blev nedskudt hundredtusindvis af dyr hver eneste år.
Konsekvenserne lod ikke vente på sig. I 1878 var den sidste Quagga skudt, og denne specielt farvede underart af steppezebra overlevede kun nogle få år derefter i europæiske zoo’s, inden det sidste eksemplar døde i Amsterdam i 1883. Blesbuck og Black Wildebeest var udryddet på den fri vildtbane og overlevede kun i små spredte grupper på private farme, hvor farmerne havde taget selvstændigt initiativ til at bevare nogle eksemplarer – mest af sentimentale årsager.
Næsten udryddet
Da det så sortest ud, overlevede arten Black Wildebeest formentlig kun på under ti private farme. Hvor få dyr, der rent faktisk var i de spredte flokke i slutningen af 1800-tallet, er svært at sige, men det vides med sikkerhed, at den anden Boerkrig, der varede fra 1899 til 1902, næsten blev dødsstødet for den engang så talrige art.
Begge de stridende parter og ikke mindst den lidende landbefolkning gjorde hårde indhug i de spredte bestande, og da røgen lagde sig efter krigen, var der næsten ingen dyr tilbage. Hvor få de spredte dyr faktisk var, er der ingen der ved, men der var i bedste fald nogle få hundrede tilbage.
Men artens trængsler stoppede ikke dér. Alle dyr fandtes nemlig på private farme, og de fleste steder var ressourcerne til naturbevarelse stærkt begrænsede. De små lommer af land, som dyrene overlevede på, havde ikke det store potentiale til at understøtte store flokke, og i år med tørke var det i sagens natur ikke gnuerne, som havde førsteprioritet, når foderet blev rationeret. På en enkelt farm – Langkuil – ved man, at en særlig hård tørkeperiode i 1933 reducerede farmens Black Wildebeest flok fra omkring 400 dyr til mindre end 20, hvoraf de fleste desværre var tyre. Situationen var formentlig den samme flere andre steder, eftersom alle farmene lå relativt tæt på hinanden og derfor er underlagt de samme vejrfænomener. Total udryddelse var en meget konkret og konstant lurende fare i disse år.
Det første egentlige vildtreservat i det naturlige udbredelsesområde for Black Wildebeest blev ikke oprettet før i 1925, og det fik ikke fat på avlsdyr før i 1930. Arten var i årtier helt og holdent afhængig af private farmere, hvis eneste indtjeningsmuligheder var salg af levende dyr til etablering af nye bestande og salg af jagt på udvalgte trofætyre.
Jagtturismen blev artens redning
Omkring år 1970 var der godt 3.000 Black Wildebeest i verden. Et betydeligt tryggere antal end da det så sortest ud, men med tanke på, at bestanden stadig var spredt ud på relativt få primært privatejede områder, var fremtiden langt fra sikker. Til gengæld var den spirende jagtturisme i Sydafrika ved at tage fart, og da Black Wildebeest er en typisk Sydafrikansk art, var efterspørgslen efter netop denne art fra det voksende antal jagtfarme i landet stor.
Det er ingen overdrivelse, at jagtturismen sikrede fremtiden for Black Wildebeest. Antallet af leveområder voksede hurtigt, og det samme gjorde de enkelte områders størrelse. I dag er der iflg. IUCN omkring 30.000 dyr, hvoraf hovedparten (omkring 80%) lever på private områder. Der er tale om områder, der primært finansieres af jagtturisme. Arten regnes ikke længere som ”truet” – eller for den sags skyld som ”sårbar” – men har derimod fået tildelt den eftertragtede bevaringsstatus ”ikke truet”. Artens overlevelse er en enorm triumf for moderne naturbevarelse, finansieret af jagtturisme.
