TEKST: FREYA CHALOTTE ASKJÆR. FOTO: FREYA CHALOTTE ASKJÆR OG SHUTTERSTOCK.
Jeg nåede ikke starten af bukkesæsonen! Jeg bestod riffelprøven den 14. april, og i midten af maj tog min mand og jeg på sommerferie til Arizona. Vi er begge nye jægere, men min mand har endnu ikke været til riffelprøve pga. sin udsendelse med Forsvaret. Han får derfor æren af at være min spotter, min støtte og den bedste jagtmakker, jeg kan ønske mig i denne min første bukkesæson.
Mandag den 2. juli får jeg endelig skudt min riffel ind med jagtammunition, og fra dette øjeblik er jeg en meget målrettet og passioneret kvinde, som drager afsted på bukkejagt tidligt og sent. Vi kører direkte fra Viborg Skytteforening og ud til det jagtkonsortium, vi er en del af, for allerførste gang. Vi når derud, to timer før solen går ned, og har dermed tid nok til at nyde solnedgangen og dyrene på marken. Vi ser flere råer, en ræv – og hele 10 voksne krondyr og to kronkalve.
Aftenen er med til at gøre de næste mange dage meget intense, og den er en fin motivation for at skulle afsted igen allerede næste morgen kl. 03.30.
Fra denne aften og frem sidder vi ude stort set hver aften – og en hel del morgener. Vi er ikke meget hjemme, vi får ikke megen nattesøvn – og for mit vedkommende har jeg ikke tankerne på mange andre ting, end hvornår det igen er tid til at pakke riflen ud i bilen. Vi har også præsteret bare at pakke soveposer og liggeunderlag og blive ude om natten.
Huset ligger hen i rod og bærer præg af, at der ikke rigtig er nogen hjemme mere end nogle timer ad gangen. Det bliver til rigtig mange timer i naturen – og vi ser de smukkeste solopgange og solnedgange. Vi har fantastiske oplevelser, hvor vi ser råer, rålam, bukke, ræve og ræveunger, kronvildt og harer.
Hvorfor er jeg jæger?
For mig handler jagt ikke om bare at skyde noget. Det handler om at være i naturen, at være med naturen, og om livet i naturen – det handler om at finde fred herude, hvor der er ro. Her er ingen computer, ingen telefon, der er ikke noget vasketøj eller støvsugninger, der venter. Når jeg er herude, er det bare naturen og mig. Det er helende for min krop og for mit sind. Alle mine sanser bliver skærpede – og stress, tankemylder og andet støj forlader mit system. Herude kan jeg sidde i mange timer og bare være stille med mig selv og det, der er omkring mig.
Det at være jæger handler for mig også meget om, at jeg gerne vil vide, hvor min mad kommer fra. At jeg har taget et aktivt og bevidst valg om, at jeg ønsker at hente så meget mad, jeg kan, i og fra naturen. Jeg hælder mest til, at vi som mennesker bør bruge naturen som spisekammer.
Den første buk viser sig
Mit vækkeur ringer kl. 03.15. Vi skal bare lige ha´ lidt vand i hovedet, have tøj på, lave morgen-te til at tage med og pakke riffel og tasker ud i bilen. Vi triller ud ad indkørslen kl. 03.50. Det drypper lidt fra oven, måske kommer der regn? Vi kommer derud og tager rygsækkene på, og jeg tager min riffel over skulderen. Allerede efter et par skridt ser vi den første rå med sit lam i et levende hegn ca. 20 meter væk. Dagen er startet, og solen er ikke engang stået op endnu!
Cirka 100 meter længere henne kigger jeg ind til højre, hvor der er en lille plantage – der kigger endnu et dyr frem. Jeg når ikke at se, om det er en rå eller en buk… men det er skønt at se, at der er liv. Vi krydser ind over marken og går i et spor for ikke at træde kornet ned. Her ser vi endnu en rå, der springer hen over marken. Wauw, sikke en morgen! Jeg er optimistisk og tænker – som alle de andre dage – at i dag er dagen, hvor bukken kommer forbi.
Vi sætter os til rette i et levende hegn midt mellem to marker. Vi har set rådyr på begge stykker de tidligere dage og tænker, det er fint at sidde lige her med udsigt og muligheder ud over begge marker.
Efter regn kommer…
Det er en fin morgen. Der er lidt skyer på himmelen, og da solen står op kl. 04.49, er den glødende rød og virkelig smuk. At få lov at sidde her og nyde sådan en smuk solopgang med den, man elsker, er jo næsten magisk.
Jeg sidder med ryggen mod øst, men vender mig af og til, kigger ud over den anden mark og tager billeder af den fine solopgang. Claus spotter to dyr, der kommer fra øst og bevæger sig hen mod den mark, som jeg sidder og kigger ud over. De går ind mellem træer og buske, og jeg ser dem ikke komme ud på den anden side. Men alt er godt. Der går vel en halv times tid, hvor jeg bare nyder naturens lyde og bevægelser. Vi drikker vores varme te og ser solen rejse sig på himlen og varme os og markerne op.
Pludselig hvisker Claus: “Der kommer to dyr – den ene er en buk.” Jeg vender mig rundt mod sydøst for at se dem og ganske rigtigt – gennem kikkertsigtet kan jeg se dem. Det ser ud til at være en gaffelbuk. Jeg vender min stol helt rundt, og mens solen maler himlen rød, sidder vi og nyder synet af de to dyr, der går og græsser nogle hundrede meter væk. Wauw, sikke en morgen!
Det begynder at regne lidt, men solen fortsætter ufortrødent med at skinne lavt på himlen. Det er virkelig en fin morgen. Der kommer ikke meget vand, men det regner i et kvarters tid, og bagefter får solen atter magten og lyser himlen op i røde farver.
De to smukke dyr går der stadig, og vi iagttager dem længe. Jeg synes, de går lidt for langt væk, så vi sidder bare og nyder synet af dem, mens de bevæger sig rundt. Her sidder vi i godt en time, og da jeg næsten er ved at opgive troen på, at de kommer nærmere, begynder de at bevæge sig over mod den mark, som vi sidder og spejder ud over.
Endelig! De går langsomt ind på marken – kornet er højt, og jeg kan ikke se dem nok til, at det vil være forsvarligt at skyde. De bevæger sig langsomt, esser lidt, går lidt, løfter hovedet, sænker hovedet og esser lidt igen…
De kommer ind på cirka 60 meter – og nu kan jeg se ham nok til at skyde, når han står med hovedet løftet. Jeg holder mig klar… han rejser vel hovedet op igen før eller siden, tænker jeg. Jeg afsikrer… sekunderne går, mens han bevæger sig og spiser. Og så løfter han hovedet… og jeg skyder.
Adrenalin og slowmotion
Det er lidt, som om alting foregår i slowmotion nu… Jeg ser, at bukken bliver ramt. Han ryger lidt op og løber ca. 30 meter mod syd og falder i kornet. Ganske få sekunder går der, fra lungen er ramt – og hjertet strejfet – til alt igen er stille. Bukken anede ikke, hvad der ramte ham – og det er i min verden helt optimalt.
Vi bliver siddende lidt. Råen går hen til bukken og kigger ganske kort – og går så videre. Det gør sgu lidt ondt. Det er vigtigt for mig, at råen får muligheden for at se, at bukken ikke er der længere, inden hun går videre hen over kornet og fortsætter ud på marken ved siden af.
Efter godt 5 minutter går vi hen og finder bukken. Og dér ligger han for mine fødder. Min puls er stadig høj, og adrenalinet flyder endnu.
Taknemmelighed
Det her har for altid sat sit præg på mig. Jeg sætter mig ned ved siden af ham, og tårerne strømmer ned over mine kinder. Jeg har valgt at gøre det, jeg inderst inde tror mest på i forhold til, hvor vi får vores mad fra og naturens bæredygtighed. Men det rører mig dybt alligevel.
Jeg tror på, at vi skal jage for at spise… Jeg har ikke skudt denne buk for trofæets skyld, men for at putte kød i fryseren i stedet for at trække det op af supermarkedets fryser. Her er til mange, mange måltider fra en smuk buk, der har gået i naturen hele sit liv og nydt det. Det er for mig helt rigtigt.
Jeg kigger lidt nærmere på ham. Han er en smuk 6-ender, flot i farven, og han virker robust og stærk. Inden jeg gik over til ham, har jeg plukket nogle grene af en busk, så jeg kan sende ham afsted på den sidste rejse med det sidste måltid. Jeg sidder længe her hos ham, bare med min hånd på ham, inden jeg kan gøre meget andet. For mig er det her forbundet med rigtig mange følelser. Jeg er meget ydmyg og dybt taknemmelig over, at han ligger her – og jeg er overvældet og meget rørt over at have taget et liv fra naturen. Men jeg ved, at jeg har gjort det med stor respekt, og det er vigtigt for mig.
Et smukt dyr blev taget fra et smukt sted på vores grønne jord.
Glæden, taknemmeligheden, adrenalinet
– og så det strejf af sorg, der skyller ind over mig…
og herefter klarhed over vores plads på jorden
og en følelse af at finde fred med det hele.
En dag og et liv, der var værd at leve!
En dag, jeg aldrig glemmer og en dag,
der altid vil stå helt klart i både krop og sind.
At skyde og bære
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Suspendisse varius enim in eros elementum tristique. Duis cursus, mi quis viverra ornare, eros dolor interdum nulla, ut commodo diam libero vitae erat. Aenean faucibus nibh et justo cursus id rutrum lorem imperdiet. Nunc ut sem vitae risus tristique posuere.
Op at hænge
Jeg er træt og har selv båret min buk hele vejen – men jeg ved jo, han skal løftes op på den dér krog oppe under loftet. Til jer, der ikke kender mig, kan jeg fortælle, at jeg er hamrende stædig, så jeg får ham selvfølgelig selv op på krogen. Han er tung – 19 kilo brækket buk hænger nu her. En stor og fin buk. Min første buk!
Jeg kan næsten ikke gå fra bukken… men det er jeg jo nødt til. I morgen skal jeg forlægge og gøre den klar til fryseren. Bukken bliver til mange lækre og nærende måltider til os og familien. Sikke en fantastisk dag – og det er stadig kun formiddag.
