Oversættelse: Niels Dygaard

Tiro, hane fremad!” lyder det fra en lavning i klitterne, og inde fra nogle sølvgrønne havtorn letter en tydeligt ophidset fasankok med kraftige vingeslag og tilsvarende lydside. Den smukke fugls farverige fjerdragt spiller i det strålende solskinsvejr, mens den i glideflugt stryger langs med strandlinjen. En jæger, der står for, kaster geværet til kinden og trækker med. I skuddet klapper vingerne sammen, og som en sten falder fasanen til jorden.

Mens driverkæden kæmper sig igennem de næsten uigennemtrængelige, nogle steder mandshøje havtorn, piler en hare ud derfra. I fuld fart løber den op ad klitten og er et øjeblik efter forsvundet over klittoppen for straks efter at fortsætte op ad den næste klit, for igen at dukke op bag det næste sandbjerg. Et enkelt skud fra den samme retning umiddelbart efter lader formode, at dén også vil være at finde på paraden. Igen og igen gennemtrænger skud Nordsøbrændingens brusen, og igennem brændingen høres også drivernes høje råb denne skønne senefterårsdag, når de adviserer skytterne om vildt, der nærmer sig.

Årets første jagtdag

I går, på årets første jagtdag, så det ellers ud til, at det hele bogstaveligt talt skulle gå i vasken. Fra de lavthængende, mørke skyer plaskede kolde regnbyger ustandselig én ind i ansigtet.  Havet brølede med skumklædte bølger pisket op af Nordenvinden. Gennem de gråbrune klitters sjaskvåde, tætte buskads kom driverne kun frem med stort besvær.

Vejrforholdene bringer tankerne hen på den romerske historiker og senator Tacitus´ store værk

”Germanica”, der udkom 100 år efter Kristus, og hvor han skriver: Germanica, et øde land under en blygrå himmel ved et ugæstfrit hav – man er tilbøjelig til at give ham ret.

Ganske vist havde de vejrbidte friserjægere, der, hvad vejrliget angår, er vant til lidt af hvert, samt deres gæster trodset det elendige møgvejr og var tappert rykket ud – naturligvis ikke uden, at der ved parolen var blevet gjort opmærksom på de specielle farer, der typisk er for en vadehavsø, så som skud i retning af en klittop.

Men efter det andet drev blev det også for ubehageligt for værtsfolkene, og til fods eller på cykel – der er ingen biler på Spiekeroog – gik det tilbage til den hyggelige jagthytte for at få varmen og en lidt tidlig frokost.

Ved havet kan vejret hurtigt slå om, og således forvandlede solskinnet i dag det landskab, der dagen før havde været så gråt og vådt, til en herlig efterårsidyl. Gennem mørkegrønne revlingebuske og over tæpper af lav går drevet forbi sølvagtige espetræer, hvis bladløse grene på denne tid af året har et violet skær. At opleve ø-naturens pragt så tæt på er de færreste forundt, for normalt er det forbudt at betræde sådanne områder med den typiske ø-vegetation, men jægerne har en særlig tilladelse til at færdes på disse bevoksede sandbjerge når der er jagt.

Dagens jagt

Drevet er forbi. I gåsegang trasker jægerne med deres hunde og byttet afsted på den smalle sti mellem klitterne på vej tilbage til samlingspladsen. Dér med det giftgrønne mos som kontrast falder de allerede nedlagte, rødbrune fasankokke straks én i øjnene.

Begejstret fortæller man hinanden om sine jagtoplevelser. Overalt ses glade ansigter, og latterudbrud høres.

Tilsyneladende har de cirka 45 jagtdeltagere stor morskab ved at høre hinandens beretninger.

Jægerne er gode venner, det så man allerede ved ankomsten til færgelejet, hvor jægerne, der er bosiddende på øen, tog imod deres gæster fra fastlandet med hjertelige hilsener og omfavnelser, som var det den tabte søn, der vendte hjem.

Efter at det nedlagte vildt er blevet hængt op på vildtvognen, trukket af en elektrisk drevet ATV, går det videre til næste drev. De skytter, der skal stå for længst væk, har allerede svunget sig i cykelsadlen og kører ad snoede veje til deres poster. Også de øvrige jægere fordeler sig. Det næste drev starter østpå og går hen over indlandsklitter med gammel, brun bevoksning i retning af landsbyen.

Haren ruller

Claas Warenski indtager sin post på ”Kohuk-klitten”. Det er en af de højeste på øen, herfra har han et glimrende udsyn til det forestående drev. Sit navn har den fået efter en lille, skærmet dal, der ligger for foden af en mindre bakke med popler. ”Ved stormflod blev kvæget drevet sammen her. På den måde var det i sikkerhed. ”Ko” er plattysk for ”Kuh”, forklarer han mig, mens han dog hele tiden har sin opmærksomhed rettet mod de brune klitter med deres lave bevoksning.

”Dér kommer én,” hvisker han. Cirka 60 meter derfra er en hare med store spring på vej hen mod klitten. Claas tager et fast greb om geværet, men inden haren er tæt nok på, bøjer den af i retning mod de fremrykkende drivere. Dér har Wolfgang Feldmann allerede set den, da den kommer flintrende hen over klittens top. Endnu er der en buskbevokset lavning imellem dem. Vil haren holde retningen og fortsætte hen imod jagtlederen?
Han er klar og holder med langstrakt hals skarpt øje med buskene.  Øjeblikket efter farer haren ud fra dem. Geværet kastes til kinden.  Skuddet brager, og haren ruller. ”Waidmannsheil!” råber Warenski til sin jagtkammerat.

”Waidmannsdank!” lyder det tilbage. Da driverne kommer nærmere, forlader Warenski sin fine udkigspost, dog uden selv at have fået nogen skudchance.

Lokale jægere

”Indtil en gang i 70´erne havde et konsortium fra Bremen og Bielefeld forpagtet øens 1850 hektar. Det var en flok forretningsfolk derfra,” fortæller Warenski mig. ”Dengang gik øboerne kun med som drivere, men da flere og flere af dem tog jagttegn, forpagtede de til sidst selv jagten.”

Tre gange om året inviterer øjægerne til en todages selskabsjagt. Ved den lejlighed bliver også ”Die Ostplate”, et ubebygget naturområde, som udgør mere end halvdelen af øen, drevet af. Ikke sjældent ligger der på paraden op til 200 stykker vildt: deriblandt også ænder, gæs, duer og snepper. Salig den, der må jage i dette ”Niederwild-Eldorado!

Lokalt udbytte

At jagtudbyttet sjældent lader noget tilbage at ønske, får vi et overbevisende eksempel på sent om eftermiddagen denne herlige efterårsdag. Efter de sidste drev i den vestlige del af øen bliver der på paraden foran jagthytten blæst over 30 harer, 36 fasaner, syv snepper, en krage og en husskade.

Så får jægerne travlt. Omme bag jagthytten er der overdækkede, godt belyste stålborde, der er rindende vand og erfarne hænder der tager sig af det nedlagte vildt. Hver har sin bestemte opgave. To jægere pelser og brækker harerne, mens andre går i gang med fuglevildtet. En kvindelig dyrlæge, som også har deltaget i jagten, kontrollerer kødet og indvoldene. På rekordtid er alt gjort køkkenklart. ”Vildtet bliver på øen. Noget går til privatfolk, andet til gastronomi,” forklarer Warenski om grunden til den store efterspørgsel.

Om aftenen falder lyset fra de små vinduer i jagthytten ud på den omkransende, mørke klit. Lyden af en harmonika høres, og også sang trænger ud i aftenstilheden. Igen bliver man mindet om Tacitus. Denne gang med et udtryk, der også tilskrives ham:” Frisia non cantat” – Friesland synger ikke. Men det har han ikke ret i. Øens jægere og deres gæster belærer ham med høje, glade stemmer om noget andet.

1. På cykel kommer de, der skal stå for frem til deres poster på den bilfrie ø.
Rådslagning inden dagens første drev.
Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: