TEKST OG FOTO: LIS OG LARS CHRISTENSEN
De to trackere, Anton og Aassu, er begge buskmænd og har et utroligt øje for både at se og spore vildtet, samt en medfødt etisk opfattelse af jagten, som af de dyr, der bliver nedlagt. Derfor sad vi nu sammen ved den Black Springbuck, jeg netop havde nedlagt, efter at en længe drøm nu var opfyldt, og som de to så skarpt havde spottet og sammen med vores PH, Volca Otto, ført mig frem til et forsvarligt skud.
Anton knælede ved den nedlagte Black Springbuck, og med sine klikkende og smældende lyde på Buskmann`s sproget takkede dyret for, at det havde givet sit liv til os. Det var et meget stort og bevægende øjeblik, der løftede hele jagtoplevelsen til et nyt niveau.
Min kone, Lis, og jeg var taget til Namibia for at prøve kombinationen af kystfiskeri ved Swakopmund og efterfølgende jagt på trofævildt i Kalahari.
Namibia har et areal på godt 824.000 km2. hvilket er på størrelse med England og Frankrig tilsammen, og med en fantastisk placering mellem Botswana, Sydafrika, Angola og Zambia, suppleret med en enorm kystlinje mod det sydlige Atlanterhav på hele 1.576 kilometer, der i sin fulde længde er udlagt som en af verdens største nationalparker.
Namibia er det mest tørre land i Afrika med varmt vejr i alle årets 12 måneder, sommetider meget varmt, men de fleste måneder hjulpet på vej af en tør luft, der gør det behageligt at være i Namibia.
Namibia er samtidig et meget stabilt, velfungerende og sikkert land at besøge, hvor der bor blot cirka 2.2 millioner, hovedsaligt koncentreret i hovedstaden Windhoek, som ligger i den nordlige del af landet.
Man føler sig på alle måder utrolig godt tilpas i dette naturmæssigt fantastiske land, hvor turisme og jagtturisme er særdeles velkomne og ses som en økonomisk god gevinst til at beskytte naturen, hvorved Namibia har vist vejen for mange andre lande.
Vi blev modtaget i lufthavnen i Windhoek af Volca Otto, der står bag Ondjiviro Hunting Safaris, og efter en kop kaffe kørte vi direkte til Swakopmund, hvor vi de første dage, inden trofæjagten i Kalahari, skulle prøve kræfter med de grå spøgelser, hajerne fra kysten ved Walvis Bay.
Køreturen fra hovedstaden Windhoek til Swakopmund går gennem et meget øde og ørkenlignende område og tager godt 4 timer.
Swakopmund er en af de større byer i Namibia med godt 40.000 indbyggere, en utrolig smuk by præget af tysk arkitektur og kultur, og for os et overraskende nærmest sydeuropæisk ferieparadis med palmer og meget flotte hoteller.
Namibia har stor tilknytning til Tyskland og var fra 1883 frem til 1915 en tysk koloni under navnet Tysk Sydvest Afrika, dette afspejler sig også i, at hovedparten af turismen i Namibia netop er tyskere, på trods af en voldsom historik mellem de tidligere tyske kolonister og den Namibiske befolkning, Hereoer og Namaer, hvilket man kan opleve, hvis man besøger det imponerende museum i det centrale Windhoek.
Vi boede på ”The Strand” i Swakopmund, der med sin beliggenhed direkte ud til den brede kyst mod Atlanterhavet lå malerisk smukt.
Næste morgen – meget tidligt – startede vi vores fiskeeventyr på kysten lidt nord for Swakopmund mellem Walvis Bay og Henties Bay
Fiskeriet foregår direkte fra kystlinjen med store kraftige kyststænger, vi var i starten af april, hvilket er Namibias sensommer, så vi var benovede over lune morgener og aftener, hvor fiskeriet hovedsageligt foregår, hvilket gjorde havfiskeriet til en meget behagelig oplevelse. Vi var ikke erfarne med denne form for kystfiskeri, så vi lyttede nøje efter de råd og den guidning, vi fik af Volca.
Forholdsvis hurtigt fik jeg bid første gang og kunne mærke en kraftig modstand i den anden ende af linen. Volca var overbevist om, at jeg havde fået en Spotted Gully haj på krogen og bad mig holde linen stram og stangen højt, hvorefter jeg langsomt og slidsomt fik trukket linen ind, til tider kunne jeg se hajen i havets overflade, hvilket var en helt utrolig oplevelse, ja måske endda lidt surrealistisk.
Lis stod ved siden af mig, hendes stang stod i en holder cirka 30 meter fra os, men dette ændrede sig brat, da den med ét stod i en spændt bue, og hun måtte løbe hen for at starte samme kamp, som jeg var i gang med.
Volca kæmpede først med, at linerne ikke krydsede hinanden, hvorfor vi måtte flytte os længere fra hinanden og gik slutteligt et stykke ud i havet og hjalp så godt, det var muligt med linerne, og efter en rum tid fik vi honoreret vores anstrengelser og landede hver vores første haj, som netop var Spotted Gully, eller som de lokale kalder for Spotties.
Vi fik taget nogle fantastiske billeder af de imponerende elegante hajer, inden vi atter satte dem tilbage i havet, således de igen kunne svømme tilbage til revet, dog en erfaring rigere.
De næste dage fangede vi flere Spotties og nogle spisefisk. Fuldstændig imponerende at stå helt alene på de store, totalt øde kyststrækninger ved Henties og Walvis Bay og blot fiske med en stor intensitet og spænding, hver gang der var bid, og ikke mindst forløsningen med at lande fisken, at få et billede for bagefter at sætte den tilbage i havet. Det hele kulminerede, da Volca fik en kobberhaj på krogen, og vi blev vidner til en vanvittig kraftanstrengelse fra hans side, inden han fik landet denne utroligt imponerende haj.
Der er flere arter at fange ved kysten, primært Spotties hajen, der kan blive op til 1,7 meter, kobberhajen op til 3,5 meter, og den gigantiske Cow Shark, der kan nå en længde på op til 5,5 meter, samt mange spisefisk som brasen og den hvide blankestens fisk.
Vi tog af sted fra Swakopmund et par dage senere med en utrolig oplevelse i bagagen, og nogle helt enestående billeder, ikke bare fra fiskeriet, men også fra et helt igennem flot og hyggeligt ferieparadis, og samtidig fyldt op med en sublim forplejning fra havet.
Efter godt 6 timers kørsel gennem det smukke land gennem både golde som frodige områder med smukke bjerge ankom vi til ”Intu Africa”, hvor Ondjiviro Hunting Safaris holder til.
”Intu Africa” ligger mellem Kalkrand og Mariental, cirka 240 km syd for Windhoek og udgør den spæde start af Kalahari, kendetegnende med det umådeligt smukke røde sand, ”dunes” og de store grønne og frodige arealer mellem disse røde sandbølger. Kalahari ørkenen dækker et areal på godt 930.000 km2 og strækker sig fra Namibias højland til Sydafrika, mod vest gennem Botswana og ind i Zimbabwe. Kalahari ørkenen er oprindeligt buskmændenes hjemsted.
Ondjiviro råder samlet over knap 46.000 hektar jagtområde, som er meget vildtrigt. Her oplever man store flokke af såvel zebraer, oryx , strudser og ikke mindst springbukke. Jagtområdet ligger primært omkring den luksuriøse Zebra Lodge, hvor vi boede, og hvorfra vi havde et fantastisk udsyn over området, altid benovede med vildtoplevelser fra første række.
Man fyldes af tre meget markante farver i dette område, de smukke røde dunes, de store grønne sletter og den klare blå himmel, en utrolig smuk natur, en del af jagtområdet er dog også i et mere stenet og bjergrigt område, som står i en fantastisk kontrast til Kalahari, men her kan man blandt andet finde Hartmanns bjergzebra.
Vores største primære forhåbning var at finde det grå spøgelse i Namibia – kuduen – dog uden at dette måtte fjerne fokus fra de andre spændende vildtarter, vi fik mulighed for.
Vi nedlagde således de første dage nogle umådeligt flotte oryx tyre, springbukke, og burchells zebraer, men forhåbningen om at finde kuduen vægtede meget. Drømmen om først at fange de grå spøgelser i Atlanterhavet og på samme tur nedlægge dem i Kalahari var en meget stor drøm.
På fjerde dagen af vores jagtsafari var vi i et område, hvor Volca tidligere havde set en meget stor og gammel kudutyr, de to trackere buskmændene, Anton og Aassu, havde på køreturen søgt efter det, vi andre umuligt kunne se, konturerne af en kudu, der ofte i dagtimerne stiller sig bag tætte buske for at søge skygge for solen, en forståelig disposition, idet temperaturen midt på dagen ligger omkring 38 grader, som dog ikke føles så slem, da luften er ganske tør.
På trods af, at en voksen greater kudutyr kan veje op til små 300 kg og have en skulderhøjde på cirka 160 cm, kan den være umulig at se, specielt for et ikke trænet øje, også selvom den kan stå ganske tæt på. Greater kuduen er Afrikas spøgelse, der kan forene sig med naturen og forsvinde fuldstændigt.
Vi satte bilen og startede vores søgen efter friske spor i sandet. De to trackere delte sig, og vi søgte over et temmelig stort område, Anton gav tegn på, at han havde fundet et friskt spor, og vi sluttede os til ham og fulgte sporet i stor spænding. Efter nogen tid stopper Anton op og går ned i knæ, vi fulgte naturligvis hans ageren og forsøgte at se, hvad Anton måtte have observeret. Volca havde dog – naturligvis – set kuduen, og hviskede til Lis, som skulle have denne store chance, at den stod oppe bag en tæt busk under et kameltorn træ på den ”dune”, der var cirka 300 meter foran os.
Der var ingen tvivl hos Volca om, at det var den kudutyr, han tidligere havde set, og han bad mig blive sammen med de 2 buskmænd, mens Lis og han langsom fandt en position, hvorfra der kunne afgives et forsvarligt skud. Jeg kunne med stor forsigtighed følge dem begge og så, at Lis gjorde klar godt 75 meter længere fremme, fik lagt riflen i skydestokken og kort efter afgav skuddet. Der var tydeligt kugleslag, og jeg kunne se tyren krumme sig og sætte i løb, dog kun ganske kort, inden den stillede sig bag en ny busk. Det eneste, der var synligt, var de smukke snoede horn og halsen på kuduen.
Efter et kort øjeblik gav Lis den endnu et skud på den blottede hals, og den faldt på stedet.
Vi kunne gå frem for at opleve dette store øjeblik, men holdt os dog i behørig afstand fra Lis og Volca, der gik forsigtigt frem mod kuduen og kunne konstatere, at den var forendt. Det var en enorm kudu, Lis havde nedlagt, en ”Once in a lifetime” kudu.
Vi kunne se, at det andet skud ikke havde været nødvendigt, første skud havde truffet perfekt – men ”Rather safe than sorry”
Efter at vi havde foreviget dette øjeblik, og Anton havde takket kuduen, fik vi den møjsommeligt læsset på bilen og startede turen tilbage mod slagtehuset lidt uden for lodgen. Jeg tror nærmere, at Lis fløj over os andre i bilen, bevæget over denne storslåede oplevelse, men det fik en brat og ny vending, da Volca pludselig stoppede bilen, og vi længere fremme, vel cirka 4-500 meter kunne se tre kudutyre spadsere mellem to ”Dunes”.
Den forreste var markant større end de 2 andre, helt imponerende stor selv på den lange afstand, mit adrenalin steg øjeblikkeligt.
Volca og jeg forlod bilen og søgte dækning bag den ene dunes, mens vi med hurtig gang gik i retning af det sted, vi havde set kuduerne. Da vi mente at være nogenlunde ud for, hvor vi forventede, at de måtte være, gik vi op mod toppen af dunen, kravlede og mavede os de sidste meter og kunne se de tre kudutyre gå cirka 275 meter ret ude foran os.
Jeg gjorde øjeblikkelig klar til at afgive skuddet og vurderede hurtigt, at kuglen på den Sauer riffel cal.30.06 på den afstand ville falde cirka 40 centimeter, så jeg sigtede højt på bladet og fik vejrtrækningen under kontrol.
Volca råbte et ”Hey”, hvilket fik de tre kuduer til at stoppe og kigge over mod os, alle tre med hele bredsiden mod os.
Jeg var total fokuseret på den forreste kudutyr og lod skuddet gå i det øjeblik, den stod stille. Omend der næppe gik mere end et halvt sekund, føltes det næste ulideligt, indtil jeg tydeligt hørte kugleslaget.
Den reagerede præcist, som den Lis lige havde skudt, krummede sig i et stort spring og løb små 20-30 meter, stoppede op, begyndte at vakle men blev stående et kort øjeblik. Jeg havde kuduen i kikkerten, og var klar til et andet skud, men afventede, da den tydeligvis var ramt hårdt. Efter vel små 30 sekunder måtte den prægtige tyr opgive og faldt.
Jeg holdt kikkerten rettet mod den, mens Volca klappede mig på skulderen og med et stort smil sagde ”Congratulations Lars”
Lis, Anton og Aassu kom op til os og delte glæden, stoltheden men måske mere benovelsen sammen med mig over, hvad der netop var sket, det var et helt ubeskriveligt øjeblik for os alle, og jo specielt for Lis og mig.
Vi gik alle fem samlet frem mod kuduen, og det var nu var min tur til at svæve over ørkensandet.
Vi kunne konstatere, at det igen var en ”Once in a lifetime” kudutyr, helt sort i hovedet, som kun meget gamle tyre bliver, og med et gigantisk kraftige og meget høje snoede horn.
Vi fik taget billeder, fik sagt værdigt tak til dyret med respekt, hvorefter vi fik lagt de to gigantiske kudutyre sammen og fik taget nogle enestående billeder, som en forevigelse af denne kæmpe oplevelse, der udspillede sig inden for blot 2 timer.
Dermed fik vi, helt mod, hvad vi havde turde håbe, ikke blot et fælles foto af de to grå spøgelser fra havet ved Swakopmund, men også af Afrikas to grå spøgelser fra Kalahari ørkenen.
Det lykkedes os tillige at nedlægge en blesbuk, en black og en blue Wildebeest samt en Hartmanns zebra, og sluttede denne oplevelse i Namibia af med en helt særlig jagtoplevelse.
Jeg havde en drøm, hvis muligheden kom, om at kunne nedlægge en sort springbuk.
Den sidste aften på turen var vi i et område, hvor der var chance for sorte springbukke, og en halv time før solnedgang får Aassu øje på tre sorte springbukke, der går små 400 meter ude.
Vi havde ikke mulighed for at pürsche tættere på dem, så vi måtte væbne os med tålmodighed, og blot bede til, at solnedgangen ikke ville blive en hindring for drømmen, eller at der var andre springbukke i nærheden, der kunne får de tre til at løbe væk.
Springbukkene er utroligt opmærksomme og tager ingen risiko, når de fornemmer en fare, men løber eller springer i de karakteristiske høje spring på stive ben, når de fornemmer uro, men disse havde ikke set os.
Volca kunne konstatere, at den ene buk var rigtig god, så vi måtte blot vente.
Langsomt trak de tre dyr op over den første dune, og vi fik chancen til at komme frem med muligheden for et skud. Vi kravlede igen gennem det varme røde sand og kunne på toppen konstatere, at de var løbet cirka 200 meter ud og nu stod i nogle tætte buske, hvor de uroligt skiftede plads med hinanden.
Jeg gjorde klar til skud, hvis chancen opstod. Solen var gået ned, men var heldigvis erstattet af den blå time med en klar himmel og flot oplyst af månen.
Volca gav mig et punkt at fokusere på mellem to buske, og jeg ventede spændt på en klarmelding fra ham, hvis den rigtige buk kom til syne her, og pludselig skete det, Volca hviskede ”It´s him….shoot”, og jeg lod skuddet gå og hørte atter et forløsende kugleslag. Jeg kunne ikke selv i det lidt dunkle lys se, om springbukken gik ned, men Volca kunne berolige mig, den lå på stedet.
Større kunne afslutningen på vores jagtoplevelser i Namibia ikke blive.
Da vi havde afleveret springbukken, kørte vi op på toppen af en dune, hvor Volca`s kone Marelize sammen med kokken havde dækket et flot bord op med hvide duge. Der var lavet bål, og her fik vi en Gin/Tonic under den flotteste stjernehimmel og kunne lave en status på en helt igennem fantastisk tur på alle måder, hvorefter der var barbecue tilberedt af kokken.
Vi fik en oplevelse i Namibia, som vi er meget taknemmelige for og kan kun anbefale dette prægtige jagtland for andre jægere. Vi boede i en meget høj standard klasse, og maden var nærmest et kapitel for sig selv.
Tak til min kone, Lis, som jeg har haft glæden af at dele så mange jagtoplevelser med gennem årerne
Tak til Anton og Aassu for deres fantastiske selskab og deres imponerende evner, og ikke mindst Tak til Volca Otto og til Ondjiviro Hunting Safaris for en enestående oplevelse både ved havet ved Walvis bay som i Kalahari.
Outfitter
