TEKST: JENS ULRIK HØGH. FOTO: PRODUCENTER.
Det er relativt enkelt at udvikle og teste militær camouflage, hvis eneste formål er at skjule den, der bærer det, for andre mennesker. Er man usynlig for sine venner, er man også usynlig for sine fjender.
Igennem mange årtier gik man også i jagtudstyrsindustrien ud fra, at det samme gjorde sig gældende i forhold til det vildt, vi jager. Man designede, producerede og købte tøj ud fra devisen: Kan andre mennesker ikke se mig, så kan bukken nok heller ikke. Faktisk lader det til, at størsteparten af det camouflagetøj, der sælges, stadig designes ud fra samme forudsætning ….. men det betyder desværre blot, at køberne bliver sværere at se for hinanden og ikke i nær samme udstrækning for vildtet, som formodentlig er, hvad de egentlig ønsker at gemme sig for.
Hvad kan vildtet se?
Vil man opnå en jagtmæssig fordel med camouflage, så kræver det i sagens natur, at camouflagen er effektiv i forhold til både vildtets syn og den måde, som vildtet bearbejder sine synsindtryk på.
Vi har alle erfaret, hvor eksplosivt vildtet tager flugten, hvis jægeren bliver opdaget. I relation til synet udløses flugtadfærden først og fremmest af bevægelse og i mindre udstrækning af, at vildtet genkender en fare, som står stille. Hjortedyrene har meget brede synsfelter – typisk på mere end 300 grader – og deres hjerne er tunet ind på at reagere på suspekte bevægelser i deres omgivelser. Det er derfor, at man kommer ganske langt ved blot at stå stille, når man er inden for dyrenes synsfelt.
Man har i efterhånden mange år forsket i, hvad vildtet egentlig kan se, og i den seneste tid har højteknologiske hjælpemidler bidraget med detaljeret viden. Man har bl.a. anvendt elektronmikroskoper til detaljeret undersøgelse af dyreøjnes opbygning og avancerede hjernescannere til kortlægning af aktiviteten i en levende dyrehjerne, når dyrets øjne udsættes for forskellige stimuli. Resultaterne er blevet bekræftede af mere lavpraktiske eksperimenter, hvor dyr f.eks.er blevet trænet til at opsøge fodertrug, når en lampe bliver tændt over truget. Ved at variere lampens lysstyrke og lysets farve (bølgelængde) kan man med stor præcision afgøre, hvad dyrene ser og ikke ser. Resultatet er, at vi i dag ved meget mere om dyrs syn, end vi gjorde for få årtier siden.
Den mest undersøgte art er formodentlig den amerikanske whitetail-hjort. Et dyr som størrelsesmæssigt er lidt større end dåvildt og som adfærdsmæssigt minder meget om vort hjemlige råvildt. Der er rimelig grund til at antage, at de forskellige arter af hjortevildt har nogenlunde de samme synsegenskaber. Det følgende gælder derfor i store træk med stor sandsynlighed for alle de danske hjortearter.
Lad det være sagt med det samme: Hjortevildtet ser verden med helt andre øjne end mennesket.
Præcis som i vore øjne har hjortevildt to forskellige hovedtyper af synsceller på nethinden. Tappe og stave.
Stavene er langt de mest lysfølsomme, men de registrerer kun, om der er lys eller ej, og ikke hvilken farve lyset måtte have. Man kan altså tale om et sort-hvidt synsindtryk fra disse synsceller. Det er stavene, der står for både menneskers og dyrs nattesyn, men hjortevildtet har betydeligt flere af disse synsceller end mennesket. Desuden har hjortevildtet en pupil, der er mange gange større end vores (og dermed slipper mere lys ind), og i modsætning til os har hjortene også en reflekterende hinde bag synscellerne – tapetum lucidum – som sender lyset tilbage forbi synscellerne en gang mere, inden det forlader øjet. Det er denne reflekterende hinde, der giver hjortevildtets øjne et blå-grønt skær i lyset af en lampe om natten. Alle disse ting – flere stave, større pupil og reflekterende lag på nethinden – gør hjortevildtets nattesyn utroligt meget bedre end menneskets. Dette er naturligvis den indlysende årsag til, at en hjort kan løbe i fuld fart gennem en natmørk skov uden at støde ind i træerne.
Hvor hjortevildtets nattesyn er suverænt i forhold til vores, er både skarpheden og farvegenkendelsen i deres syn dog langt dårligere. Det er tappene, som står for vores farvesyn, og vi mennesker har både flere tappe, flere typer af tappe og større tæthed af tappe i vores øjne end hjortevildtet. Det menneskelige øje rummer tre typer af tappe, som er følsomme over for lys i det røde, det grønne og det blå spektrum. Det gør os enestående gode til at skelne farvenuancer.
Nærmest farveblinde og nærsynede
Hjortevildtet har kun to typer af tappe, som er mest følsomme for lys i hhv. de grønne og de blå bølgelængder. Det gør hjortene rød-grøn farveblinde. De kan stort set slet ikke skelne nuancer imellem grøn, orange og rød. Til gengæld ser de blåt betydeligt bedre end os, og i modsætning til mennesket blokerer hjortevildtets øjelinse ikke for UV-lys, hvilket faktisk gør dem i stand til at se lys i det ultra-violette spektrum, som er usynligt for os. Hjortenes farvesyn betyder, at selv skrigende orange detaljer i camouflage ikke gør det nemmere for dyrene at se os. Den særlige følsomhed over for blå nuancer og UV-lys betyder desuden. at man generelt bør fravælge blå farver i jagtcamouflage, og at det er væsentligt, hvordan det camouflerede jagtudstyr reflekterer UV-lys. En jakke. der for et menneskeligt øje falder fuldstændigt i et med vegetationen, kan i princippet lyse op som et juletræ i hjortevildtets UV-følsomme øjne! Man kan danne sig en ide om de UV-reflekterende egenskaber ved at belyse udstyret med en UV-lampe i et mørkt rum.
Analyser af whitetail-hjortes øjne tyder på, at de har, hvad en optiker ville betegne som 20/100 syn. Det betyder, at hjorten skal helt in på 20 meter for at skelne de detaljer, som vi mennesker kan se på 100 meters afstand.
Hjortene ser med andre ord en mindre detaljeret udgave af verden, end vi gør. Det betyder, at et detaljeret camouflagemønster, der nøjagtigt imiterer den omgivende vegetation, ikke gør den store forskel. Det er langt vigtigere, at camouflagen bryder konturerne op, så det bliver sværere for vildtet at genkende os som en fare. Relativt stor forskel imellem lyse og mørke partier af camouflagen er vigtigt i forhold til at give den optimale sløring af jægerens profil, for i hjortens øjne vil små udsving i nuancerne have en tendens til blot at flyde sammen.
Nytter det noget?
Det er jo ingen hemmelighed, at der igennem årene er nedlagt langt flere stykker hjortevildt af jægere i ikke-camouflagefarvet tøj end af jægere camouflerede efter alle kunstens regler.
Vildtet er super følsomt over for lyd og lugte, og det kan se selv den mindste bevægelse i både lyse og mørke omgivelser. At vildtet tager flugten, fordi det har genkendt en stillestående jæger som noget farligt, hører nok til sjældenhederne. At man som jæger vil optimere sine chancer og camouflere sig bedst muligt, er ikke desto mindre forståeligt nok.
Blot vil det nok være et godt råd, at man fokuserer mindst lige så meget på udstyrets egenskaber i forhold til lyd og UV-reflektering, som man gør på selve camouflagemønsteret.
Vil man opnå noget som helst med camouflage, så skal det fungere i vildtets øjne…. Hvad vi ser er helt underordnet.
