Oversættelse: Niels Dygaard
Walachai, som er navnet på det tidligere fyrstedømme i det sydøstlige hjørne af Rumænien, vækker sikkert tanker om en gudsforladt egn hos mange. Dem, der er historisk interesserede og velbevandrede i gyserlitteratur, vil måske tænke på hovedpersonen i Bram Stokers roman ’Dracula’. For den walachaiske fyrste Vladimir den 3., med tilnavnet ’Spidderen’, har formodentlig tjent den irske forfatter som inspirationskilde til verdens mest berømte vampyr.
Jeg bliver imidlertid positivt overrasket. I et revir ikke langt fra områdets hovedby, Buzau, er jeg på pürschjagt sammen med min ven Karl Heinz Betz. Vi skal forsøge at lokke bukke til ved bladning. En næsten uberørt idyl åbner sig for vore øjne: Bag en hulvej indrammet af robinietræer åbner der sig et bakkelandskab med små engstykker, der kun afbrudt af hække, dale og skove. Det brogede urtetæppe dufter herligt, og de orangefarvede, syrligt smagende frugter på de sølvfarvede sandtornbuske indbyder til at peppe ens lager af C vitamin op.
Møde med buk
I Rumænien finder bukkejagten sted mellem d. 15. maj og d. 15. oktober. En række danske jagtrejsebureauer tilbyder bukkejagt i Rumænien, bl.a. Diana Jagtrejser, Korsholm Jagtrejser, Aurora Jagtrejser og Nika Jagtrejser. Priserne for 3-4 dages bukkejagt ligger typisk mellem 7.000-13.000 kr.
Forstingeniør Dragos Stefanescu og jeg passerer netop et ældgammelt, overbevokset stenkrucifiks, da min jagtfører pludselig bliver stående som naglet til stedet. Med en bagudstrakt arm holder han mig tilbage. Oppe på en skråning kigger et gråt hoved af en stærk råbuk ud fra vegetationen. Hovedet er prydet af stærkt perlede stænger med både masse og rosenkrans.
Uden overflødig snak angiver den professionelle jæger, at vi skal forsøge at komme i skudposition. Foroverbøjede sniger vi os fra høstak til høstak. Da vi igen kan se op til det sted, hvor den stærke buk netop stod og essede, vejer der kun lange græsstrå i vinden. Selv om vi i lang tid afsøger skråningen med vore kikkerter, er bukken som sunket i jorden.
Måske havde det også været en alt for god start allerede på den første pürsch at nedlægge så stærk en buk. Men jeg tager det korte møde som et godt varsel for de næste dage og går med Dragos tilbage til vejen.
Afsted igen
Med mobilen ringer vi til de andre hjælpere ved jagten. De skal de næste dage vise sig at være til stor nytte for mig. Ved det gamle krucifiks kører firehjulstrækkeren med mine hjælpere frem, og ud stiger Karl Heinz, jagtarrangøren Egon Merle og den jæger, der har ansvaret for denne del af reviret. De vil gerne høre os fortælle om vores møde med bukken.
Mens Marcello, Karl Heinz og jeg begiver os på vej over en duftende eng til en bevoksning med havtorn, bliver de andre godt skjulte tilbage ved stenkorset. Med riflen hvilende i sit toben indretter vi os i buskadset og inspicerer terrænet foran os. En del af engen er for nylig blevet slået med le, det viser snitfladerne på de afhøstede strå. Det friske grønne, der allerede spirer frem, må være en tillokkende delikatesse for råvildtet.
Rød buk
De første toner fra lokkepiben lyder ud over engen. Der går ikke mange minutter, inden vi i et glimt ser noget rødt. Derefter kigger et hoved med gevir op fra det høje græs: en tre- fireårig buk med let bagudbøjede stænger rejser sig og spejder efter lyden.
Et kort øjeblik ser den med spidsede ører over i retning af vores skjul, snurrer derefter rundt og forsvinder. Er der en af os, der har bevæget sig, eller er vinden vendt? Da vi vender os om, får vi straks forklaringen: med leen over skulderen er to høstfolk med tunge skridt på vej op ad den stejle, snoede markvej. Før det bliver alt for varmt, vil de have en del af det hårde, sveddryppende arbejde overstået. Derfor er de rykket tidligt ud.
Vi pakker sammen, men går ikke tilbage til bilen. Marcello synes, at vi skal prøve igen bare 200 meter derfra. Jeg tænker ved mig selv, om det kan betale sig så tæt på, men går naturligvis med. Det er jo trods alt rumæneren og ikke mig, der kender reviret.
Rå og buk
Denne gang lyder der et ”Fiep!” som fra et lam, der kalder. Som trukket efter en snor kommer der en rå fulgt af en ung buk op imod os, men dyrene bliver i næste øjeblik skjult af en hæk. Så træder en stærkere buk frem fra hækken og traver af sted, mens han søger efter det usynlige spor fra sin artsfælle.
Jeg gør mig straks klar, for afstanden er kun 80 meter. På ny lyder et ”Fiep!” ud over det bølgende græshav, men så skifter vinden og bærer færten af os direkte over mod hækken. Vi lader det være godt med det – vores jagtophold skal jo trods alt først til at begynde – og tager tilbage til Buzau, mens vi snakker om denne morgens oplevelser. De lover godt for de næste dage.
Skuddet falder
Ved jagten om aftenen formår selv de mest lokkende toner fra Karl Heinz ikke at vække nogen interesse hos råvildtet. Måske er vejret skyld i det: Det er 35 grader varmt og meget lummert, og i det fjerne truer mørke skyer.
På vej til den næste afdeling af reviret kommer vi forbi et temmelig ramponeret æbletræ. ”Det er en bjørn, der har gjort det,” hvisker Dragos. Senere erfarer vi, at den tidligere kommunistiske regeringschef Nicolae Ceaucescu jagede bjørne, ulve og kronvildt her. Men i dag synes uvejrsstemningen at have lagt en dæmper på vildtet.
Da vejret trækker mere og mere sammen, og tordenskrald ruller hen over bakkerne, går vi tilbage til bilen, som vi har parkeret i nærheden af klosteret Rätesti. Pludselig giver det et sæt i min jagtfører: Bag en stor, tykstammet poppel, der står midt ude på engen bag klosteret, står en buk og esser. Den har ikke opdaget os, da den befinder sig bag stammen.
Vi sniger os frem til et hegn. Jeg lægger an mod en pæl. Karl Heinz blader let igennem tordenrummelen og poppelbladenes raslen. Nysgerrigt kommer bukkens hoved frem bag poppelen, derefter opsatsen. Bare et lille stykke endnu, og jeg kan afgive et skud direkte på bladet. Bukken vælter i knaldet, og jeg glæder mig over min første Walachei-buk.
Blommer og bladning
Næste morgen skal vi ud igen, før en vis mand får sko på. Denne gang går turen til et meget smukt område i reviret med talrige blommetræer. Deres frugter er grundlaget for den traditionelle rumænske blommebrændevin, Tuica. Vi indretter os på en lille høj med et valnøddetræ og vildroser.
”Derude har en stærk buk sit revir,” siger Dragos og peger på et buskads på en skråning cirka 200 meter fra os. Karl Heinz begynder at blade og har tilsyneladende slået de rette toner an, for en seksender kommer øjeblikkeligt farende ud fra buskadset, videre ned gennem dalen og gungrer på den hårde og tørre jordbund lige forbi os.
Da bukken får færten af os, slår den omgående af og forsvinder ind i et hegn lige så hurtigt, som den kom. Vi kigger alle tre forbløffet på hinanden og udbryder i latter: Det kan nok være, at der var amoriner i luften! Efter dette korte intermezzo begiver vi os tilbage til bilen og resten af mandskabet. Da vi er kommet ud af den lille blommeplantage og igen kan kigge ned på landevejen, ser vi Egon og den jæger, der har ansvaret for denne del af reviret, stå og pege på et buskads oppe på en skråning bag ved dem. Og dér mellem buskene står der faktisk en buk med en abnorm opsats.
Abnorm buk
Vi sniger os frem på vores lille bakke, der hæver sig over den buskbevoksede dal, lægger os ned og maver os frem det sidste stykke. Jeg placerer riflen i min tobenede skydestok. Karl Heinz og Dragos forbliver i dækning lige bag ved mig.
Ved den første bladning kommer bukken frem og flintrer ned ad skråningen, videre over dalbunden og op ad den bakke, hvor vi ligger og direkte hen imod mig. Ikke 10 meter fra mig får den øje på mig, stopper brat op og løber tilbage i fuld fart. ”Kald igen!” hvisker jeg til Karls Heinz uden at tage blikket fra den flygtende. Ved det første kald standser den op og bliver stående på den modsatte dalskråning – og med siden til. I samme øjeblik krummer jeg fingeren.
Den abnorme buk kvitterer for kuglen med en kort dødsflugt. Henne ved den nedlagte buk kan vi tage opsatsen i øjesyn: Det er en ulige gaffelbuk med to ved basis tæt sammenvoksede stænger. Jeg glæder mig over dette specielle trofæ, som altid vil minde mig om mine oplevelser med de to bukke denne morgen.
Endnu en buk
På de to følgende pürscher får vi ganske vist ikke nogen buk, men ser mange, hvilket bekræfter, at dette hjørne af Rumænien er som skabt for råvildtet. Før vores afrejse den næste dag vil vi lige ud at kigge efter en buk, som har valgt et kraterlignende område bevokset med tagrør som sit revir. Allerede da vi kommer til stedet, ser vi igennem en lavning i kraterranden noget rødt bevæge sig inde mellem rørene. Det er en rå. ”Så kan bukken ikke være langt væk,” smiler Dragos.
Foroverbøjede sniger vi os over lavningen og videre frem ad den stejle kratervæg. Råen er forsvundet ud af vores synsfelt. Den har vel lagt sig. Mens jeg ligger på knæ, gør jeg riffel og skydestok klar. Nede i kedlen under os svajer tagrørene let i den svage vind. Jeg giver tegn til Karl Heinz, der er blevet i dækning lidt tilbage, om at han godt kan begynde ’koncerten’.
Så sker alt med lynets fart: Pludselig dukker en seksenders hoved op ude i rørskoven. I høje spring kommer den over mod os, bliver stående og kigger sikrende op mod os. ”Skyd!” hvisker Dragos. Men der er lige det, at den står lidt skråt med front mod os. Da vi ser ned mod den fra en stejl vinkel, vil kuglen derfor træffe brystbenet. Så det er vel forsvarligt, tænker jeg hurtigt, og i næste øjeblik brager skuddet ud over krateret.
Nerver på
Bukken stormer af sted. På dens højre skulderblad ser man tydeligt, hvor den er ramt. Jeg bliver med det samme klar over, at jeg har anskudt den. Nu gælder det om at have styr på nerverne! Jeg repeterer med det samme. I store flugtspring forsvinder bukken op ad den modsatte kratervæg – hele tiden længere og længere væk fra os.
Da bukken pludselig stopper op og står med siden til, skyder jeg omgående. I knaldet bliver bukken opslugt af rørskoven. Pludselig kommer der igen noget rødt frem. For pokker! Hvad er det lige, jeg har gang i? Men det er den rå, vi tidligere så, som nu lidt forvirret søger væk.
Vi lader de obligatoriske minutter gå. Kun langsomt falder min puls til sit normale leje. Så klatrer vi ned i tagrørskedlen. Vi maser os vej frem gennem rørene og står snart efter ved den forendte buk og kan nu rekonstruere, hvad der må være sket: Skuddet har nærmest kun strejfet halsen, og en lang, rød rift i pelsen viser projektilets bane, inden det rammer et stykke over bladet.
Skud nummer to sad derimod lige på bladet. Jeg er glad over udgangen på denne pürsch og utrolig taknemmelig for tre uforglemmelige fælles oplevelser på denne jagt. Nu går det igen hjemad. Når jeg igen hører ordet Walachei, vil min første association ikke være afsondrethed eller Dracula men ’Bukke-eldorado’.
