Foto: Altitudeandtrails

Blodet rasede i mine ører, og mit hjerte bankede så hårdt i min brystkasse, at jeg næsten var bange for, at hele skoven kunne hører min indre trommesolo.
Jeg trak buen, flyttede min finger over på aftrækkeren og øgede langsomt presset, indtil al energien i buen blev frigivet, og sendte pilen af sted mod sit mål, med dødelig præcision.

Jeg mødte Franco gennem Instagram. Det startede gennem kommentarer på billeder, og derefter blev der udvekslet beskeder, som så endte med en invitation til at komme til Frankrig for at gå på jagt, hvilket kom ret meget bag på mig. Hvem er han rent faktisk? Jeg vidste, at han var fra Syditalien og nu bosat i Frankrig, hvor han arbejder som dyrlæge og bor sammen med sin kone og deres lille datter.
Han startede som anti-jæger, men i dag er han en inkarneret buejæger, hele denne rejse for ham er en historie i sig selv.

Selvom jeg gennem længere tid havde talt og skrevet med Franco, så ved man aldrig, hvordan det bliver, før man mødes i 3d, og selvom vi klikkede online, så er der altid lidt usikkerhed omkring, hvordan det så bliver, når man mødes. Bliver jeg begravet på en bjergside i Frankrig? Bliver jeg solgt som slave? Men man misser 100 % af de chancer, man ikke tager, så tasken blev pakket og familien kysset farvel i håbet om, at dette ville blive et fedt eventyr.

Dag 1: Usikkerhed

Jeg ved ikke, hvor mange der har rejst udenlands med essentielt udstyr, men da jeg stod og ventede i Berlin lufthavn på min bue, som er pænt afgørende for at kunne komme ud på buejagt, var det mildest talt nervepirrende, og denne nærmest ubærlige følelse fik jeg fornøjelsen af at opleve to gange. Først i Berlin og derefter i Paris.
Derfor er det næsten ikke muligt at beskrive min lettelse og glæde, da jeg endelig stod ved udgangen med buekuffert i hånden og ventede på Franco.

Jeg skulle ikke vente længe, før han dukkede op, og så gik turen mod en lille landsby ved navn Bézenet, som ligger små fire timer fra Paris.

På vejen hjem til Franco fortalte han, at området, hvor vi skulle jage, var på ca. 400 hektar med forskellige biotoper, og planen var, at vi skulle snige os rundt i dem efter dyrene, hvilket virkelig ikke er min stærke side, jeg bevæger mig generelt for hurtigt, når jeg stalker, så jeg ofte ender i en stige for at forblive stille.

Vi ankom ca. kl. 21 hjemme hos Franco, og selvom det ville være dejligt at skynde sig i seng og være helt frisk til dagen efter, så var der ting, der skulle ordnes først.

Der blev klargjort buer og pile, og tøjet blev lagt frem. Klokken var ved at ramme midnat, da vi endelig var færdige med at ordne alt udstyret og pakke bilen. Vi satte alarmen til kl.05.00, og gik i seng. Hvor meget søvn det blev til den nat, ved jeg ikke, men jeg kan ikke prale med, at det blev til meget.

05.35: Sniger sig gennem skoven

Jeg vågnede, før uret ringede, og var mærkeligt nok langt mere frisk end forventet, efter hvad der ikke kan have været mere end et par timers søvn. Vi kom hurtigt i tøjet. På termometeret stod der -3 grader, da vi kørte af sted, og vi så solen påbegynde sin langsomme rejse op, og de røde og orange farver begynde at danse over horisonten.

Vi ankom til området omkring klokken 05.35. I morgenlysets bløde skær stod vi foran den første biotop, som var en tætpakket granskov, og var nu i fuld ninja mode. Vi ville være stille som vinden, bevæge os med en fart så langsom, at vores bevægelse ikke var til at opfatte og falde i et med vores omgivelser.
Jeg tog det første nænsomme skridt, og stilheden blev brudt af en altoverdøvende knasen, da min fod knuste de frosne, tørre blade og uendeligt mange små grene, som forræderisk gemte sig under bladene.
Hvert skridt lød som at træde på en chipspose. Vi så på hinanden og derefter ud over dette uoverskuelige hav af grene og blade, som lå mellem os og bukken.
For hvert skridt gennem skoven mærkede jeg håbet om at få listet mig ind på bukken forsvinde ud af mig, og små 15 minutter inde i jagten blev den følelse cementeret, da vi stødte en buk ude på ca. 30 meter.

Da vi endelig kom forbi en veksel, kiggede vi på hinanden, og uden et ord begyndte vi at gå i den for at minimere lyden af vores skridt gennem skoven, mens solens stråler valsede mellem træerne.

Så stille, som vi kunne præstere det, sneg vi os videre, indtil vi kom til kanten af granskoven, og stod foran et mere åbent område, fyldt med store egetræer, som majestætisk rakte mod himlen.
Vi tog vores kikkerter op og scannede skoven foran os i nogle minutter uden at se dyr, klar til at erobre dette pragtfulde område, og tog de første skridt ind blandt egetræerne.

Vi konstatere ret hurtigt, at skovbunden her var lige så forræderisk som i granskoven, så planen om at være stille som ninjaer blev relativt hurtigt kasseret.

Vi var nået omkring 50 meter ind i den nye biotop og stod blandt egetræerne, da Franco pludselig hvisker, at han kan se en buk. Jeg stopper, mens jeg er ved at tage et skridt. En forkert bevægelse nu kan betyde, at bukken bliver alarmeret og stikker af.
Langsomt peger Franco fremad, jeg tager min kikkert op, og rigtig nok ude på 70 meter står der en stor, flot seksender og kigger i vores retning. Hvad gør en klog mand så? Vores muligheder virker begrænsede. Kan jeg tage et lille skridt ind bag Franco og bruge ham som dække til at trække buen, hvis bukken kommer i vores retning? Hvor kommer vinden fra?

Tiden stod stille, og mine ben begyndte så småt at ryste i min akavede ståstilling. Jeg ved ikke, hvor længe bukken stod der, inden den begyndte at esse lidt og stille forsvandt dybere ind i skoven, men hvis den brændende følelse i mine ben var nogen som helst indikator, så var det en evighed.

Tornekrat og lavthængende grene hev og flåede i vores tøj, mens vi kæmpede os fremad og kom til en bakkekam, hvor vi havde et godt udsyn over bakkedalen, som strakte sig godt og vel 200 meter i hver retning fra vores position og den modsatte bakke.
Vi satte os op ad nogle træer, mens solen stille begyndt at varme vores kølige kroppe.
Da vi havde siddet en lille times tid, så vi en rå, som gik på den modsatte side og essede, inden hun satte sig i noget krat.

Efter yderligere en time på bakkekammen spottede vi tre rådyr bevæge sig i bunden af dalen, men om det var råer eller bukke, kunne vi ikke se på grund af den tætte bevoksning. Så vi besluttede, at jeg skulle forsøge at cirkle rundt om dem og langsomt skubbe dem mod Franco. Hvis der var en buk imellem dem, håbede vi, at han kunne komme til skud.

Det var så her, at jeg lavede et par kæmpe fodfejl. Jeg bevægede mig slet ikke langt nok gennem skoven, inden jeg begyndte at krydse over mod den modsatte bakkekam for at presse dem stille og roligt mod Franco, og jeg glemte at bruge min windchecker. Hvis jeg havde gjort det, så havde jeg ret hurtigt set, at vinden blæste min færd lige ned i dalen – og i den retning, jeg gik, ville det også føre den lige ned til dyrene.
Disse to fejl resulterede i, at alle dyrene begyndte at løbe væk i samme tempo, som min bebrejdelse af mig selv steg.

Slukøret gik jeg tilbage mod vores position. Pludselig så jeg bevægelse langs jorden små 50 meter foran mig og kunne gennem kikkerten se, at det ikke var en fasan men en noget større fugl.

Da vi kom tættere på, kunne vi se, at det var en Musvåge, som var blevet fanget i en rævefælde. Franco åbnede fælden og tog den nænsomt ud og tjekkede, om den havde fået skader, men den var heldigvis i god stand og uden men.
Franco holdt den om benene, så den kunne få bevægelse i sine vinger og ikke falde til jorden, når han gav slip på den. Han slap musvågen, som spredte sine vinger og fløj lydløst og elegant gennem luften for at lande på en gren nogle meter væk, hvor den så tilbage på os.  Betød det tak? Var det en form for respekt mellem åndsfæller? eller var den gren, den landede på, bare lige der den fedeste gren i skoven? Hvad det præcist betød, finder jeg nok aldrig ud af.

Bagefter ringede vi og informerede gamekeeperen om hændelsen, og da det var ved at være frokosttid, besluttede vi os for at tage en pause på et par timer for at lade op til næste omgang.

14.15: Anden omgang

Under frokosten blev vi enige om, at det næsten var umuligt at snige sig gennem skoven på grund af det frosne og støjende underlag, så hvis det skulle lykkes, så skulle dyrene komme til os.
Franco fortalte, at han havde en ret god ide til, hvor vi kunne være, og at det var et område med relativ høj trafik af råvildt og fasaner.

Vi forsøgte at bevæge os så stille, som vi kunne, hvilket ikke var prangende, men vi gjorde et ihærdigt forsøg på at komme – så stille vi kunne – i position blandt en klynge træer, hvor vi havde udsyn over en stor mark.
Jeg startede med at fjerne alle blade og grene inde blandt vores lille klynge af træer, så jeg havde mere bevægelsesfrihed, og det i det mindste ikke blev en dum fodfejl, som skulle alarmere bukken.

Der gik ikke lang tid, fra vi var kommet i position, til Franco signalerede, at han så bevægelse bag mig. Jeg drejede mit hoved i den retning, som Franco pegede, og så en fasankok med retning imod os. Langsomt fik jeg drejet mig for at finde en god position til at kunne skyde fasanen, hvis den fortsatte samme vej gennem skoven.

Jeg mærkede straks min adrenalin stige i takt med, at jeg hørte fasanen gå i den tørre skovbund. Tiden føltes, som om den var gået i stå, og jeg kunne ikke se fasanen grundet træerne mellem os, men jeg kunne høre den. Pludselig stoppede lyden..
Man kan nå igennem mange tanker på meget kort tid. Blev jeg opdaget? Gik den en anden vej, som jeg ikke kunne se? Var den magisk og kunne gøre sig usynlig? Alle disse tanker og flere nåede gennem hovedet på mig, og jeg er sikker på, at der røg nogle år af min forventede levealder, inden fasanen igen viste sig. Den var så tæt på, at jeg kunne se, at den var inden for 20 meter, og skød den til at være ude på omkring 12 meter.

Mens den er bag træet, løfter jeg buen og trækker den. Min bues øverste sigte-pin er skudt ind til 20 meter, og da fasanen kom til syne, placerer jeg min øverste pin på den og sender pilen af sted.

Den velkendte lyd af pilens anslag rammer mig først. Fasanen basker kort med vingerne, inden den ligger stille. Jeg skyndte mig at hente den og bragte den tilbage til mit “skjul”, derefter målte jeg afstanden til, hvor jeg skød den, som viste sig at være 10 meter.

19:10: Det magiske dyr

Solen har nu så småt påbegyndt sin vej ned, og temperaturen daler igen, mens vinden begynder at tage lidt til. Jeg ser på uret, som fortæller mig, at vi har en lille times lys tilbage.  Jeg er træt, og kulden begynder så småt at få sit tag i mig. Jeg ser bevægelse bag Franco, som sidder 20 meter fra mig op ad nogle træer, men inden jeg får min kikkert op og kan se, hvad det er, er det væk igen.
Ti minutter senere er der igen bevægelse bag ham. Denne gang lidt tættere på, og jeg kan se, at det er et rådyr, men igen forsvinder det, inden at jeg kan nå at se, om det er en buk eller ej.

Der går yderligere 20 minutter, før dyret nu er helt tydeligt, og det bevæger sig ud mod marken. Jeg kan se, at det halter, jeg tager igen kikkerten op og kan nu se, at det er en ulig seksender.  Da hans hoved forsvinder bag et træ, trækker jeg buen, men han går stille og roligt forbi ude på 30 meter uden at stoppe og ud på marken foran os, hvor han begynder at esse.
Der er en masse små træer og buske mellem ham og mig, som gør, at et skud ikke er forsvarligt, så jeg tager jeg buen ned.

Langsomt begynder han at gå/halte i vores retning, og jeg mærker mit håb forsvinde en lille smule i takt med, at han kommer nærmere. Fordi vindretningen er ud mod marken, vil han først gå ind i Francos færd og derefter min….
Men af en eller anden grund stopper han ikke op eller bliver nervøs, da han kommer ind i Francos fært. Han fortsætter bare stille og roligt videre ned mod mig.

Jeg mærker min adrenalin begynde at suse gennem mit system og kan høre min puls banke i mine ører.
Jeg tager nogle dybe indåndinger i et forsøg på at få feberen under kontrol, og med hvert åndedrag kommer der lidt mere ro i kroppen, og pulsen kommer lidt ned.

Fra mit skjul har jeg en åbning ud mod marken på ca. 10 meter, og på hver side af den åbning hænger der grene ned, så hvis jeg skal have et skud, kræver det, at han stopper i lige den åbning..

Da bukkens hoved kommer til syne i åbningen, tager jeg min afstandsmåler op og måler ham til at være ude på 36 meter.

Jeg glider et skridt bagud, så jeg er mere i dække bag træerne og trækker buen og følger bukken gennem mit sigte. Midt i åbningen stopper han.
Jeg flytter min finger fra sin ventende position over på aftrækkeren på min release og strammer til.

Langsomt øger jeg presset, indtil aftrækket sker, og buen sender pilen af sted mod sit mål.
Jeg hører pilen ramme, og bukken sætter i løb. Efter små 30 meter ligger han stille på marken.
Adrenalinen kommer nu igen som en tidevandsbølge og raser gennem min krop, og jeg næsten gisper efter vejret, først dér bliver jeg opmærksom på, at jeg havde holdt det i spænding.
Jeg er glad og lettet, hele dagen har været så pakket af oplevelser, og forløsningen af at have været ude med buen 90+ timer sidste år uden succes og så på én dag at skyde en fasankok og buk og så endda min første ulige seksender føles uvirkeligt og ikke til at forstå.

Bukken ligger stille, og jeg siger til Franco, at vi ikke skal gå frem endnu. Selvom den ser ud til at være død, så vi giver den 15 minutter. Minutterne snegler sig af sted, og jeg er som limet til kikkerten. Hver eneste centimeter af bukken bliver nøje studeret. Trak den vejret der? rykkede den sig lidt? Men nej. Der var ingen bevægelse.
Jeg sætter en ny pil på strengen, og vi går langsomt hen imod bukken klar til at sende en aflivningspil af sted. Men det er ikke nødvendigt. Bukken er forendt.

Jeg sætter mig på knæ ved bukken og stryger den over pelsen, mens jeg beundrer den og hele den oplevelse, som det har været.

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: