TEKST OG FOTOS: MARKUS DEUTSCH. OVERSÆTTELSE: NIELS DYGAARD
En motorcykel kørte larmende forbi nede på skovvejen ikke langt fra, hvor hochsitzen stod. Det var midnat. Allerede om aftenen havde der på en eller anden måde været uroligt, og hele tiden havde en fjern og usædvanlig støj trængt igennem Trebliner Forst, hvor træerne allerede var ved at have efterårsfarver.
Max Schmeling havde tænkt sig at sidde et par fredfyldte timer i sin hochsitz på sit gods Ponickel. Egentlig garanterede dette 584 hektar store gods rolig og uforstyrret jagt. Schmeling havde erhvervet godset samme forår, og det lå tæt på den såkaldte ’Polske Korridor’, der på det tidspunkt adskilte Pommern fra Østpreussen. Men denne nat var den tidligere verdensmester i sværvægt lige ved at kravle ned for at gå hjem. Han blev dog siddende med fornemmelsen af, at han kunne blive vidne til noget usædvanligt.
Hen imod klokken fem fyldte en dump drønen luften, og mod syd over Neustettin kunne Max Schmeling se formationer af flyvemaskiner, der fløj østpå, skrev han senere i sine erindringer om denne mindeværdige dag. Det var d. 1. september 1939, den dag, hvor Anden Verdenskrig begyndte.
Vue ud over Forst Trzebielino, i dag Treblin. Reviret er på 25.000 hektar, heraf 17.000 hektar skov.
Brunstkoncert
Det er ikke nogen angrebsalarm, men en voldsom brunstkoncert, der omgiver os denne morgen. Vi sidder i Forst Trzbielieno, det tidligere Treblin, i en hochsitz i et skovbryn med udsigt over et stort engområde. Der lyder ’råb’ fra alle sider i det dæmrende morgengry, som om det var et fodboldstadion, vi sad på. Tre hjorte brøler lige i nærheden af os. Mon der en jagtbar iblandt dem? Det er endnu for mørkt til at kunne se det. Men de dybe brøl får spændingen til at stige og giver os en fantastisk naturoplevelse, mens vi sidder og venter på, at det skal blive lyst.
Allerede ved min ankomst i aftes før beviste jagtfører Piotr Niegrzybowski, at han kender sit revir, og at han ved, hvor der er chancer for succes. Ved en skoveng bød en brunstrudel, der i dagens bedste lys var trådt ud på engen foran hochsitzen, på et kortvarigt skuespil: Pladshjorten kredsede om sit harem og undersøgte, om en af hinderne var i brunst. Samtidig sørgede han for, at ingen af dem forlod flokken. En ung seksender trængte sig på, men den 9-10-årige pladshjort jog ham væk med et advarselsbrøl. Senere lagde tågen sig over landskabet og slørede sceneriet, mens mørket faldt på.
Jagtfører Piotr Niegrzybowski afsøger terrænet.
Morgenpyrsch
En malende lyd får os til at spidse ører. I det første dagslys står der en kalv foran hochsitzen og esser. Den er så tæt på, at man tydeligt kan høre, hvordan den tygger. Der viser sig desværre ikke andet kronvildt på trods af den forjættende brølen.
Vi vil forsøge os et andet sted, og vi kravler ned, efter at kalven er gået ind i skoven. På vej hen til bilen får vi øje på endnu fire hjorte. Blandt dem går der en med en passende alder. Men den er for langt væk derude på engen, og den bevæger sig væk fra os. Det vil være dømt til at mislykkes at forsøge at pyrsche sig ind på den.
Efter en kort køretur pyrscher vi på en skovvej. Til venstre for os giver en bevoksning med yngre rødgraner god dækning. Til højre har vi en af de for Pommern så karakteristiske kulturer med høje skovfyr. Efter en bugtning på skovvejen åbner der sig en skoveng med sparsom, kort græsvækst. Vi kigger forsigtigt om hjørnet.
Ude på engen esser en flok hundyr og kalve. Pludselig ser de op. Det er pladshjorten, der gør sin entré. Den kommer travende ind fra fyrrekulturen modsat det sted, hvor vi står. Men et eller andet optager dens opmærksomhed: En ung påfaldende sort hjort følger efter den. Det kan pladshjorten ikke acceptere, og den jager ungersvenden direkte over mod os. Da fredsforstyrreren får fært af os, vælger den det mindste af to onder og vender om og bliver jaget tilbage ind mellem skovfyrrene af den desværre ikke jagtbare pladshjort.
Max Schmeling og hustru bliver modtaget af Adolf Hitler i Rigskancelliet.
Schmeling og nazisterne
Vi er opmuntrede af morgenens oplevelser, og efter morgenmaden tager vi til den del af skoven, der ligger syd for Trzebielino. Vi er udstyret med et gammelt kort og rumler afsted på den ujævne, brostensbelagte vej, der fører gennem området. Pludselig åbner der sig en lysning med nogle få forfaldne bygninger: resterne af Schmelings gods, Ponickel.
Bokseren, der var passioneret jæger, var en tiljublet stjerne, da han midt i 30´erne købte denne skovejendom. Fra 1930 til 1932 var han verdensmester i sværvægt.
I 1936 besejrede han den indtil nu ubesejrede afro-amerikaner Joe Louis, der var kendt som ’Den brune bomber’. Denne sejr gjorde ham meget populær, også blandt Nationalsocialisterne, som så et bevis på den ariske races overlegenhed, hvilket de ikke tøvede med at bruge i deres propaganda.
Max Schmeling med råbuk.
Schmeling holdt sig dog så vidt muligt på afstand af Det tredje Riges magthavere. At han ikke ubetinget forholdt sig tro over for regimet, skulle siden hen få alvorlige følger for ham: Det kulminerede med en anklage om landsforræderi, hvor han bl.a. fik inddraget sin bokselicens. I returkampen mod Joe Louis blev han besejret på teknisk knockout i første omgang, og nazisterne forbød, at man nævnte hans navn i aviserne. I denne turbulens var det afsidesliggende gods et kærkomment fristed for Schmeling og hans tjekkiske kone, som han havde nægtet at lade sig skille fra.
Schmelings gods er i dag kun en ruin.
Brunstrudel
Da Den Røde Armé i 1945 rykkede frem og nærmede sig Ponickel, måtte Schmeling og hans kone forlade godset. Godset blev senere plyndret og brugt som byggemateriale andre steder. Det er således kun de sørgelige rester, vi står over for denne september-aften mange år senere.
Efter at have besigtiget stedet pyrscher vi langs en nedlagt jernbane. Her ser vi både rå-, då- og kronvildt, men der er ingen med en passende hovedprydelse imellem dem. Næste morgen står vi op til et kraftigt regnvejr, tilmed er det ret varmt. Det lægger en tydelig dæmper på brunsthjortene.
Jeg gør mig derfor ikke de store forhåbninger, da vi kører ud til morgenens jagt. Som det bliver lysere, bemærker vi en brunstrudel nogle hundrede meter fra vores hochstand. Den trækker langsomt nærmere. Det ser ud til at være en ældre hjort. Vi forholder os afventende, men rudlen forbliver ude på engen på en afstand af cirka 350 meter. Nogle sumpede engstykker, der ligger mellem os, ser ikke ud til at være attraktive for den. ”Skal vi pyrsche?” hvisker Piotr. ”Ja, lad os prøve!” svarer jeg. Vi klatrer stille ned.
Vi kommer frem til de sumpede engstykker gennem en lille birkeskov med spredt busk- og træbevoksning. Halvvejs ude mellem rudlen og os er der et par kugleformede pilebuske. De giver os dækning, så vi kan komme ind på en afstand af 150 meter. Vi kigger forsigtigt ud mellem pilegrenene. Rudlen har ikke opdaget os. Hjorten traver rundt mellem hinderne. Skydestokken bliver hurtigt sat op, men hjorten forholder sig ikke i ro. Den søger hele tiden fra hind til hind. ”Jeg vil forsøge at få den til at stå stille,” hvisker Piotr. ”Gør dig klar!”
Kronvildtet er ikke særlig sky og kan også i dagtimerne ses ude på åbent areal. Der nedlægges hvert år omkring 100 hjorte i Trzebielino.
Skuddet falder
Da 10-enderen trækker efter en hind, efterligner Piotr et hjortebrøl. Hjorten standser op og kigger i vores retning. I det øjeblik falder skuddet. Hjorten giver et sæt og flygter over mod skovkanten, hvor den kort efter standser op og så med ét er væk fra vores synsfelt. Efter det obligatoriske kvarter får vi forklaringen på dens pludselige forsvinden: Vi finder hjorten halvt nede i en tilgroet grøft, som den er gledet ned i.
Jeg er ovenud glad. Hvilken fantastisk afslutning på en morgen, der ellers ikke lovede alt for godt. Piotr begiver sig tilbage til bilen for at tilkalde folk til at hjælpe os med at bjerge hjorten. Imens får jeg tid og ro til at dvæle ved min Pommernhjort, mens den lette morgentåge driver hen over engen på dette pragtfulde revir. Det har været en stor oplevelse at nedlægge en hjort på dette historiske sted, der engang tilhørte Max Schmeling. Bokselegenden, der forblev anstændig i en uanstændig tid.
Markus Deutsch med sin flotte 10-ender.
