Lis og Matt Kelman fra Australia Wide Safaris med den gamle Dagga boy
AF: LARS CHRISTENSEN
Vi skulle besøge og jage sammen Matt Kelman fra Australia Wide Safaris, og sagt med det samme – vi fik en oplevelse uden lige, som langt oversteg de forventninger vi havde til denne nye, og for os spændende jagtoplevelse.
Vi har tidligere skudt bøffel i både Uganda og Tanzania, og vi var derfor spændte på, hvorledes den Australske art af bøfler var at jage sammenlignet med Afrikas`s Cape Bøffel.
Vi lånte rifler hos Australia Wide Safaris, Blaser R8 cal. .375 H&H med Zeiss optik og skød 3 bøfler med en skudafstand på mellem 30 til 150 meter. Den første bøffeltyr, Lis nedlagde, faldt næsten på stedet for en perfekt høj bladkugle affyret fra bare 30 meters afstand, en gammel bøffeltyr, en australsk dagga boy på anslået 17-18 år.
De to næste bøfler gav noget større udfordringer og krævede flere skud for at forende, den ene var endda ganske tæt på at gøre jagten lidt for spændende, da den efter at være ramt af 2 skud, gemte sig i et tykt buskads, og da samtidig mørket sænkede sig, fik det vores nerver til at være ganske anspændte, ikke mindst da den pludselig, foretog et helt uventet udfald direkte mod os, inden den forendte for en perfekt kugle, sat af Lis.
På turen nedlagde vi tillige 3 vildsvin, og vi fik en unik oplevelse, da vi tog på gåsejagt efter de store Magpie gæs,
som findes i tusindvis i vådområderne. På bare 2 timer lykkedes det os at nedlægge op mod et hundrede gæs.
På trods af denne store, jagtlige oplevelse blev Matt ved med at påpege, at vi måtte prøve bøffeljagt endnu en gang, men som klassisk jagt med dobbeltriffel, for, som han sagde, Dobbeltriffel = Dobbelt oplevelse.
Efter at vi kom hjem, vendte vi dette nogle gange, og da vi samtidig arbejdede på at udvide vores destinationer gennem vores jagtselskab, Artemis Hunting, var sagen klar. Vi besluttede os for at prøve denne jagtform og tog derfor til Australien igen i juli.
Grunden til, at valget faldt på juli måned endnu engang, er de meget store forskelle, der er i vejret i Australien. I den sydlige del har man vinter og sommer som hos os i norden, men modsat på året, og nordpå har man ca. 28-30 grader året rundt, men året deler sig i regn- og tørkeperiode. I vores vinter er det ”wet season” i det nordlige Australien, hvilket er ensbetydende med enorme mængder nedbør kombineret med høj varme, og i vore sommermåneder vil man i det nordlige Australien opleve temperaturer på ca. 28-30 grader og ingen nedbør, hvilket er helt fantastisk. Det føles ikke varmt, da luftfugtighed er meget lav.
På den sidste tur havde vi forud for jagten besøgt Melbourn og Sydney, hvor vi oplevede operaen La Traviata, hvorefter turen gik til Carins og Great Barrier Reef.
For at prøve noget nyt denne gang startede vi turen i Broome syd for Kimberly provinsen på den Australske vestkyst. Her kan man opleve kilometervis af hvide strandområder og et fabelagtigt hav – uden krokodiller og hajer. Lige netop i juli og august er området opholdssted for hundrede vis af pukkelhvaler, som kan opleves, blot man kommer få hundrede meter ud fra kysten.
Men det var jo den klassiske jagt, der var turens højdepunkt, og det skal jeg love for, at vi fik oplevet.
Matt hentede os igen som aftalt i Darwin, og efter ca. 2.5 times kørsel ankom vi igen til Carmor Plains, som grænser helt op til Kakadu Nationaparken.
Matt Kelman ejer selv Carmor Plains, som er på ca. 100.000 acres, og han har selv sikret, at populationen af bøfler er så stor, som den er i dag. Matt anslår, at der er ca. 2.500 – 3.000 bøfler på arealet, sammen med tusindvis af vildsvin, banteng, scrub bull, kænguruer, dingoer, wallabies, og ikke mindst krokodiller, slanger, reptiler og alle de andre dyrearter, der tilsammen er indbegrebet af den Australske Outback. Har man lidt fobi for slanger og krokodiller, kan man være helt rolig i Matt`s selskab. Han er mr. Australia himself, og faktisk er han den eneste privatperson, der har tilladelse til at indfange og aflive krokodiller sammen med jægere. Dette er en historie helt for sig selv – en historie der er langt mere spændende end vi europæiske jægere helt forstår, for her er det ikke selve aflivningen, men det at indfange den rigtige krokodille, der er det absolut nervepirrende – og jo krokodillerne Down Under kan blive enorme, nogle helt op til 6 meter.
Matt`s store passion er våben, og han har en samling, der overgår alt, hvad jeg før har set, og han låner dem gerne ud. Jeg valgte selv en Merkel cal. 470 og Lis en Merkel cal. 9.3×74, og vi testede riflerne med indskud på ca. 40 meter. De næste 5 dage var forrygende spændende, nervepirrende og utrolig forløsende og intense. Vi nedlagde fire fantastiske bøfler og fire vildsvin, og ikke to situationer var ens.
Bøfler er meget årvågne, og de har en god lugtesans, hører og ser godt. Kunsten er naturligvis at komme i den rette vind, og ikke mindst undgå refleksioner fra solen, dvs. man bevæger sig op i vinden og i skyggen. Gør man dette rigtigt, kan man komme endog ganske tæt på bøflerne, inden man afgiver skud.
En af de bøfler, vi nedlagde, var igen en gammel dagga boy, som vi spottede, da den stod i skyggen for sig selv under et træ i bushen. Vi så den fra ca. 5-600 meter, men vi kunne ikke gå direkte mod bøffeltyren, da vinden ville blive et problem. Derfor måtte vi gå i en større bue for at ramme ret vind, en i øvrigt spændende tur, hvor vi måtte stoppe for to slanger og en krokodille, der ikke umiddelbart ville vige pladsen for os. Vi kom langsomt frem i den retning, hvor vi havde set bøflen, men vi kunne ikke se den, så vi bevægede os på listefødder i den knastørre skovbund, meter for meter og spottede grundigt med kikkerterne. Pludselig fik Matt øje på bagenden af tyren, som lå under et meget stort træ ca. 75 meter foran os.
Vi fortsatte tålmodigt trin for trin uden og undgik de meget tørre blade på jorden, og næsten cm for cm kom vi frem og stod nu ca. 25 meter fra træet, hvor bøflen lå uforstyrret på den anden side. Matt bad mig gøre klar, og han forsøgte herefter at kalde bøffeltyren op ved at lave en høj skinger lyd som en bøffel ko.
Jeg var spændt til bristepunktet og var det, man vist kan kalde – helt klar. Efter 3 forsøg fra Matt kunne vi se, at bøflen rejste sig op og drejede rundt om træet med fronten direkte mod mig. Et enestående syn af en fantastisk bøffel – et kort øjeblik – som blev frosset i min erindring, og som jeg aldrig vil kunne glemme – så bragede riflen først et og sekundet efter det andet skud ind i bringen på bøffeltyren.
Den krummede sig sammen et kort øjeblik og satte i løb væk fra os, men var så hårdt såret, at den stoppede op efter ca. 20 meter og stod med hele bredsiden mod mig – når det er bøffeljagt, er det ” rather safe than sorry” , jeg havde pr instinkt fået genladt riflen, og jeg sendte derfor endnu en kugle ind i brystet på bøflen og fulgte op med endnu et skud, da den atter satte i løb væk fra os. Den var tydeligvis hårdt såret, så vi satte øjeblikkelig efter den.
Efter yderligere ca. 50-75 meter stopper den pludselig op, drejer rundt og laver et udfald mod os. Jeg sender endnu to kugler af sted mod bøflen, og det får den til at dreje rundt og løbe yderligere 25 meter, inden den forender.
Bøflen vejede ca. 800 kilo, og man kan næppe forstå, hvor skudstærke bøfler faktisk er, uden at have oplevet en situation som denne. Alle 6 skud sad ganske velplaceret i bøflen, og på nær et enkelt, som blev sat i bagbenet, da den løb væk fra os, var de øvrige alle dræbende.
Atter engang oplevede jeg den lidt sørgmodige, indre stemning, der kommer, når man som banemand står foran et så gigantisk dyr og sådan en gammel kæmpe, der har haft et langt og barskt liv med masser af kampe mod rivaliserende tyre. Samtidig spirer glæden over det pragtfulde trofæ, man har kunnet nedlægge, og den tilstand blandes med stoltheden over, hvad man netop har oplevet og fuldført de forudgående minutter. Det er nu, man må give god tid og sikre, at man får fordøjet alle indtrykkene, inden man får taget sine uvurderlige trofæbilleder.
Som nævnt nedlagde vi yderligere 3 bøffeltyre og 4 vildsvin de efterfølgende dage, alle med samme intensitet som denne jagt, og ja vi måtte sande, at jagt med dobbeltriffel = dobbelt oplevelse.
Alle bøflerne varierer utrolig meget, hvad deres horn angår, fra meget buede til næsten helt lige, og størrelserne var ganske imponerende, den største var således hele 53 ” i udlæg, og de 2 af bøflerne gav efter opmålingen over 100 CIC point.
