AF: MATHIAS VOGDRUP-SCHMIDT. FOTO: MATHIAS VOGDRUP-SCHMIDT SAMT MARTIN PELANEK
Min tyske jagtterrier, Ronja, glammer (vækker) kort efter, at hun er blevet sluppet. På hendes halsen lyder det som enten ræv eller råvildt. Hun er dog snart tilbage ved mig igen, og vi fortsætter gennem den snedækkede vinterskov. Fem skytter er placeret på poster syd for os, og vi jager i nordkanten af vores jagtlags revir. Et vildsvinespor leder nordud og ind på naboreviret. Vi fortsætter vestpå gennem den tætte opvækst. Der er faldet ekstra sne aftenen før, så det er nemt at se hvilke aftryk, der er friske. Dagen før fandt vi et dagleje fra vildsvin i samme skovstykke. Det var stadig varmt, da jeg nåede frem til det. Så får Ronja fært på ny – denne gang på et vildsvinespor, der leder sydpå og over mod skytterne. Måske er det samme gris, der fortsat holder til i området. Jeg melder på radioen, at skytterne bør holde sig klar til vildsvin.
Blandet jagt
At mødes en håndfuld jægere med de hunde, man nu har, og gå et revir på 5-25 hektar igennem er vel blandt de mest almindelige og hyggeligste former for jagt herhjemme. Det vildt, der jages, er typisk fasaner, råvildt, snepper og enkelte harer og ræve. Husmandsjagt, blandet jagt, bondejagt, rough shooting eller simpelthen bare jagt. Kært barn har mange navne. Jagt med stødende hund er den gængse betegnelse, hvis der anvendes jagtspaniels som engelsk springer spaniel FT og engelsk cocker spaniel FT, der arbejder under bøssen. Ofte bruges særligt springeren også til at drive såter af ligesom retrieverracerne og de stående hunde. Flere af terrierracerne bruges også med stort held til de forholdsvis små såter.
Samme koncept gør sig gældende i Sverige. Det uformelle format og hyggen er den samme, men revirerne er større og hundene nogle andre racer. De har god plads derovre. ”Skogen är stor”, som de gamle svenske jægere plejer at sige. Derfor er jagten naturligvis indrettet derefter. Hvor man herhjemme i grove træk kan dække et revir eller såt ind med skytter, er det praktisk talt umuligt at dække en skovsåt af, med mindre man er i Skåne eller de midtsvenske landbrugsområder. Hundene må derfor i højere grad holde ved vildtet frem for blot at rejse det og få det i fart. Ved hjælp af hundens halsen kan hundeføreren pürsche sig ind på det stillede dyr og bringe sig i fordelagtig position til vildt, der bugter. De korttidsdrivende hunde som tysk wachtelhund og tysk jagtterrier samt støvere som drever, gravhund og beagle er klassiske racer. Og selvfølgelig kan man vel nærmest ikke komme på jagt i Sverige uden en spidshund som en jämthund eller en gråhund. Apporterende hunde og stående hunde med flere ses naturligvis også, men de er klart i undertal.
De vildarter, der jages, er primært hårvildt som råvildt, hare og ræv samt selvfølgelig vildsvin. Fuglevildt spiller en mindre rolle i Sverige end i Danmark på disse typer jagter. Bestandstæthederne i skovene er mindre end i det danske kulturlandskab, så der skal arbejdes for udbyttet af både hundene og hundeførerne. Mange hundeførere slipper ikke deres hunde på revirer, der er mindre en 50 eller 100 hektar og vel at mærke uden gennemskærende veje og jernbaner. Ofte foretrækker man adskillige hundreder eller endda tusind hektar af hensyn til hundene. Det giver noget mere koordinering, og jagtradioer er uundværlige. Da jægeren skal være klar på lidt af hvert, bærer mange kombinationsvåben i form af drillinger og bockbüchsflinter.
Vildsvin med tysk jagtterrier
Ronja og jeg følger foden af vildsvinet ud af skoven i sydlig retning og over en mark. Den vestligst placerede skytte havde fundet sporet på vej på plads, så det må have krydset marken tidligt om morgenen, inden vi startede jagten, og er fortsat ind i skoven syd for. Heldigvis er en del af skoven, cirka 25 hektar, også vores revir. Vi melder på radioen, at skytterne kan blive stående, og at vi tager de sidste hektar med i håbet om, at svinet har lagt sig derinde. Nysneen gør det nemt at følge dyrets færd. Pludselig slår sporet en bue og kommer overraskende tæt på en gård, der ligger inde i skoven. Svinet har lavet en stor u-vending omkring den og er fortsat nordud igen. Ronja og jeg følger foden ud til skyttekæden igen, og vi bliver enige om, at det nordgående spor tidligt i såten stammer fra samme dyr. Vi afbryder og samles. Yderposten fortæller, at en stor ræv var luntet forbi ham, kort efter at Ronja havde haft optag i starten af såten. Da den gik i kanten af asfaltvejen og i modsatte side af ham, undlod han selvfølgelig at skyde.
Kryds af jagthunderacer
Den erfarne hundefører, Kristian, har også sine jagthunde med – beaglen Allis og jämthunden Tixi. Kristian har tidligere haft gråhund til elgjagt, men efter en dramatisk ulykke på en tiliset sø måtte han se sig om efter en ny elghund. Han fik gennem sit netværk kontakt til en finsk-svensk opdrætter af jämthunde med gode jagtlinjer, der ventede hvalpe. Oprindeligt havde han valgt gråhund, da den er noget mindre i størrelsen end jämthunden. Derfor forklarede han opdrætteren, at det skulle være et lille men jagtdueligt eksemplar, hvis han skulle aftage en hvalp. Opdrætteren var helt med på budskabet, og heldigvis var der den helt rigtige hvalp til Kristian, da kuldet kom til verden. Tixi har en fin størrelse og er allerede en dygtig elghund.
Kristian havde også overvejet blandingsracer af spidshund og wachtelhund, der både kan anvendes på elg og vildsvin, og som egner sig bedre til mindre såter end rene spidshunde. Det var tilfældighederne, der gjorde, at en mulighed for jämthund opstod i denne omgang. Til jagt på råvildt, hare og ræv bruger Kristian beaglen. Allis er forholdsvis lille og kortbenet for en beagle at være, men det giver en tilpas hastighed i drevet. Beaglen er typisk meget sporfast, og drevene kan tage over en time. Allis driver noget kortere. Man kan dog ikke regne med drevtider og jagtegenskaber hos hvalpene. Af det kuld, Kristian købte Allis fra, varierer drevtiderne fra 10 minutter til langt over en time. Nogle af hundene driver kun råvildt, andre kun harer, mens andre igen driver med alt hårvildt. Man skal altså være opmærksom på, at ikke alle hvalpe falder helt ud til at være specifikt det, man havde forestillet sig.
Allis er fem år, og Kristian overvejer at parre hende med en drever, næste gang hun kommer i løbetid. Dreveren er endnu mere kortbenet og sporfast end beaglen, så målet er at få en mellemting af de to racer. Håbet er, at hvalpene kan drive både råvildt, ræv og også vildsvin i et tilpas tempo og på et begrænset areal. Det bliver spændende at følge de kommende år.
I det hele taget er der i Sverige en stor interesse for at krydse etablerede racer for at optimere jagthundene til de jagtlige udfordringer, man møder i dag. Tidligere tiders avl af højt specialiserede hunde, der kun jagede en enkelt vildtart, eksisterer stadig, men der er opblødning i sagerne. Også jægerne er blødt lidt op på, at man godt kan jage flere vildtarter på samme jagt. Det var ikke almindeligt for bare få år siden i Sverige.
Hare med beagle
Da jeg havde set en del harespor i skoven, beslutter vi os for at slippe Allis i samme såt. Allis søger kun 100-150 meter ud fra sin fører, hvilket er relativt kort for en beagle. Sneen gør også, at farten er taget noget af. Men det passer fint til såtens begrænsede størrelse og giver god kontakt til hunden jagten igennem. Vi rejser dog ingen harer i denne omgang. Til gengæld stikker et par stykker råvildt afsted i skellet og over vejen. Den yderste skytte melder, at han er klar til at koble hunden, hvis den skulle følge med råvildtet. Det beroliger altid en hundefører. Råvildtet må dog være blevet stødt af os og ikke hunden, for Allis har for travlt med at udrede gamle harespor. Selvom vi ved, at der er mange harer på markerne om natten, er det ikke nemt at finde deres daglejer i skoven.
Råvildt med drever og beagle
Vi forflytter os til en del af reviret, der er noget større, og hvor der er blevet set fem stykker råvildt dagene forinden. Vi har også to drevere med, så vi slipper en drever i den ene ende af såten og Allis i den anden ende. Begge hunde får snart optag og driver med to stykker råvildt hver. Drevene bugter fint i skoven, men det er vanskeligt at komme på skudhold i det kuperede terræn. Hundene er dog dygtige, og råvildtet tager ikke på langfart. Det plejer ellers ofte at ske, hvis råvildtet bliver træt af forstyrrelsen eller får fært af jægerne. Næsten to timer bliver drevene ved i deres adstadige tempo med at bugte på cirka 100 hektar. Til sidst lykkes det for en skytte at komme på skudhold og få nedlagt et velvoksent rålam for Allis. En god afslutning på en blandet jagt i de svenske skove. At jorden og alle træer var dækket af nysne, gjorde bestemt ikke oplevelsen ringere.
Seks jægere med fem hunde på dagens jagt er helt godkendt. Et sådant opbud er sjældent på dansk jagt, hvor man ofte må sige, at antallet af jagthunde er til den lave side. Et nedlagt stykke råvildt er helt acceptabelt for denne type af jagtdage. Det er i høj grad det sociale, naturoplevelsen og hundenes arbejde, der er i højsædet. Hvis man er en dansk jæger fra øerne, der på gode dage nedlægger dusinvis af stykker vildt, skal man være opmærksom på dette. Et udbytte på nul er helt normalt i det svenske. Sådan er vilkårene heroppe – mere barske og vildere. Måske er netop det, der er charmen ved jagten i de store svenske skove.
