Den vildtlevende, europæiske brunbjørn er et erhvervsmæssigt risikomoment, man må leve med, hvis man er indfødt rensdyrholder i Sverige. ”Det her er ikke Disneyland, bjørnene er farlige,” forklarede femte generations rensdyrholderen, Mattias Sparrock via en tolk, da han bød os velkommen til den fjerntliggende, uindhegnede jagtlejr, idet han tilføjede: ”Hvis de er sultne, vil de dræbe og begrave dig, og senere, når de ønsker noget mere at æde, graver de dig op igen.”
Heldigvis er bjørneangreb på mennesker relativt sjældne i Sverige. Der har kun været to dødsfald inden for de sidste 40 år. Seneste angreb fandt sted i 2014, da en hunbjørn, der ville beskytte sine tre unger, angreb en 80 år gammel mand, mens han fiskede i en sø i Homnabo. Trods sine alvorlige bidsår overlevede han og kunne fortælle, hvordan det gik til. Som beskyttet dyreart er det kun tilladt at jage bjørne med licens. Der udstedes hvert år cirka 230 tilladelser for at hjælpe med til at beskytte husdyrholdet og holde bestanden sund. At jage store prædatorer som bjørne er ofte kontroversielt og følelsesladet, min kone, Selena og jeg var derfor særlig interesserede i at lære mere om, hvordan man forvalter og tager vare på denne ikoniske art på et af dens oprindelige levesteder.
Man benytter typisk to jagtmetoder når det drejer sig om vildtlevende brunbjørn, dels med drivende og stillende hund, dels ved pyrschgang. Vi besluttede os for sidstnævnte. Organiseret af Lars Andersson og Markus Johansson fra det velrenommerede “Swedish Outfitter Exclusive Adventure” krævede den ugelange jagttur på forhånd intens fysisk træning, da vi hver dag skulle vandre i 12 timer. Alle skudafstande på op til 300 meter kunne komme på tale, så passende udstyr var også en forudsætning. Denne jagt ville blive den ultimative test af udholdenhed, fitness og udstyr. Det bliver ikke mere fair end på denne jagt.
Lejren var en simpel træhytte med almindelige køjesenge. Der var ikke indlagt vand, ingen elektricitet eller telefondækning. Lars forsikrede mig imidlertid på ny om, at dens tynde vægge ville forhindre os i at blive ædt i løbet af natten. Ankommet til stedet efter en spektakulær 45 minutter lang tur i helikopter føltes lejren at ligge utrolig langt væk fra civiliserede områder. At være helt afskåret fra det 21. århundrede føltes behageligt rensende på sjælen. I en verden, hvor vi styres mere og mere af e-mails, mobiltelefoner og laptops var det pragtfuldt at ”genstarte” de oprindelige sanser: leve enkelt og jage intenst fra morgen til aften. Den slags jagt langt væk fra alting burdet man kunne få på recept.
Jämtland ligger i hjertet af den skandinaviske halvø og er et af Sveriges mange len. Der lever cirka 120.000 mennesker og skønsmæssigt omkring 1000 brunbjørne her. Med en ordning fra 1647 om dusør for dræbte bjørne og efterfølgende, intensiv jagt reduceredes antallet fra 4 – 5000 omkring 1850 til en sørgelig bestand på blot 130 individer i 1930. I 1927 opnåede bjørnene officiel status som beskyttet art. Ifølge ”The International Union for Conservation of Nature´s” rødliste for truede arter er den brune bjørn ikke længere truet.
Vores første aften gik med at vænne os til de yderst beskedne forhold i hytten, hvor vi sad og tyggede tørret rensdyrkød og drak den stærke ”Fagerhult lager” på dåse, mens vi i stearinlysskær krøb sammen omkring brændeovnen. Ifølge Mattias dræbte en mager og sulten bjørn i 2007 en mand og hans hund i en landsby blot 5 kilometer herfra. Uden adgang til internettet til at verificere hans historie sendte beretningen kuldegysninger ned ad rygraden. ”Hvis bjørnebestanden ikke holdes under kontrol, og dens antal vokser ud over den naturlige, bæredygtige størrelse, kan de begynde at trænge ind i byerne, hvilket vil føre til konflikter med beboerne,” forklarede han. At jage en farlig, kødædende art, kræver en helt andet tankegang. Jeg er vant til at gå på jagt efter dyrearter som hjorte, bjergfår, bjerggeder, ænder og fasaner. Jeg skulle lige vænne mig til tanken om, at jeg nu selv var en del af fødekæden for den art, jeg var på jagt efter. ”Dæk din ryg, bjørne har ikke noget godt syn, men de har en virkelig god lugtesans!” bemærkede Markus, da han spøgefuldt pegede på mine vandrestøvler, mens han tog sig til næsen.
Når man er på bjørnejagt, er det en virkelig god ide at have en lokalkendt guide med. Samen kender den svenske vildmark bedre end nogen anden, da han tilstadighed gennemkrydser det vidtstrakte landskab på sin ATV når han vogter sin hjord. På spørgsmålet om hvor mange rensdyr, han ejer, bemærker Mattias spøgefuldt, mens han propper mere snus ind mellem underlæben og tænderne:” Det kunne jeg aldrig finde på at oplyse noget om – det er det samme som at spørge mig om, hvor mange penge, jeg har i banken!” Jagt er en integreret del af hans liv. Ikke blot tjener han penge som jagtguide, men jagten hjælper ham også med at holde kontrol med antallet af prædatorer. Mattias holder øje med sin rensdyrflok døgnet rundt, men alligevel mister han omkring halvdelen af kalvene til prædatorer som ulv, los, ørne og naturligvis bjørne. ”Sidste år blev der sat en skidt rekord, da mistede jeg 70 % af mine kalve.” Lars tilføjede:”Jagt er i høj grad en del af den svenske kultur. Lokale jægere vil ikke se noget underligt i at binde en nedlagt elg fast på taget af deres firehjuls trækker og køre igennem byen med den.”
Næste morgen var vi ude af hytten ved daggry. Forventningerne var store, og spændingen intens. Det var bitterligt koldt, så vi pakkede os ind i flere lag tøj, hankede op i rygsækken, der indeholdt riffel, ammunition samt dagens mad- og vandration. Vores plan var på pyrsch at lede efter tegn på bjørn. Heldigvis er en bjørn én stor, kluntet masse med en vægt på op til 300 kilo, så de er relativt lette at få øje på selv på en afstand af flere hundrede meter. Vi var primært på jagt efter en gammel hanbjørn, så hunner med unger var udelukket. Men hvordan ser man forskel ? ”Store hanbjørne har stor afstand mellem ørerne,” forklarede Markus. ”Hvis der er en rynke ned midt på panden, behøver du ikke tænke på kønsbestemmelse, så skyder du !” Lars uddybede, at en stor, voksen hanbjørn ikke vil op være sig så sky som andre arter – som ræve for eksempel, så der skulle være tid nok til, at jeg skulle kunne placere en god kugle. ”Tro mig, ingen har lyst til at spore en såret bjørn i tæt vegetation. Sigt midt på skulderen, det vil hurtigt få bjørnen til at gå ned. Hvis den pludselig dukker op ud af ingenting, kan du selvfølgelig være nødt til at skyde i selvforsvar.”
På denne tid af året, om efteråret er bjørnene ved at æde sig fede som forberedelse til vinterdvalen. Menuen står på hindbær, sortbær, multebær og blåbær, som dækker skovbunden. Bjørnene kommer i en tilstand kaldet ”hyperphagia”, hvor de propper sig med føde og æder hele dagen, hvorved de tager 1 til 2 kilo på om dagen. Vi ledte efter spor, som skader på træer, eller pelsrester, og vi kiggede også efter afføring, som ifølge guiderne ligner udtværet blåbærmarmelade.
Temperaturen steg hurtigt, og efter at have vandret i fire timer var vi blot iført vore baselayers, svedtransporterende trøjer. Det blev mere og mere tydeligt, hvor ”tricky” det er at spore og lokalisere en bjørn. De strejfer omkring i det vidtstrakte landskab. På dette tidspunkt besluttede Mattias med sin sporhund – en ung Jämthund ved navn Scott at forlade gruppen og gå i et andet område, så vi fik dækket et større areal. ”Mattias har boet her hele sit liv og kender egnen ligeså godt som sin egen bukselomme,” afslørede Lars, før han trak sin snerrende Jämthund, Gorm væk fra Scott, der angst krøb sammen. Med et ulvelignende udseende har Jämthunden et stærkt jagt- og bytteinstinkt og kan være dominerende over for andre hunde. Mattias slap Scott der havde et GPS-halsbånd på, så den kunne jage frit. Hvis hunden fandt en bjørn, ville den glamme og stille den, indtil vi kunne komme i skudposition med riflen. Nar man jager i et så enormt stort område, er team-work af største betydning.
Landskabet var ubeskrivelig smukt og forskelligartet. Vi blev begunstiget med det hele lige fra snedækkede bjergtoppe til skove og søer tilsat en skyfri, azurblå himmel. Hver halve time var vi nødt til at holde en pause for at nyde det smukke syn. Det lignede ikke noget, vi havde set før. Selena og jeg bor i Skotland, så jeg vil mene, at Jämtland kan sammenlignes med ”The Highlands”. Overstrøet med enorme, lavklædte klippeblokke, reminiscenser fra den sidste istid var landskabet bakket og vidstrakt. Luften føltes dejlig ren i lungerne, og lyset var skarpt og klart. Vi så ingen bjørne hverken den første eller den anden dag, men det betød mindre for os. Vi stødte på masser af rensdyr og en enkelt elg og dens kalv. Der var så meget at opleve, og vi ved alle, at jagt er meget mere end blot at trykke på aftrækkeren.
Jagt giver dig adgang til vild natur, som ingen ikke-jæger nogensinde har drømt om. Det var som at være i himlen, og vi nød hvert sekund af vores skandinaviske eventyr.
Om aftenen spiste vi en pragtfuld rensdyrragout. Hver eneste sene og fiber i vores kroppe havde været på overarbejde og smertede, men det var ikke noget, som en god nats søvn ikke kunne klare. Vi sov, inden vores hoved nåede at røre hovedpuden, men ikke så længe, for vi skulle op ved det første dagslys. Vi delte os denne gang i tre grupper, Selena og jeg blev hos Lars, mens Mattias og Markus jagede med hundene for at dække så stort et område som muligt. Vi holdt flere, lange pauser, hvor vi sad på fjeldtoppene, mens vi langsomt lod landskabet foran os panorere forbi i kikkerten.
Til frokost gjorde vi holdt i en afsidesliggende, smal dal, hvor Lars tændte et bål for at tilberede en ret med kartofler og skinke til at give os et hårdt tiltrængt, nærende måltid. Efter frokosten forklarede Lars, at bjørnekød er kompakt og mørkt og tilberedes bedst, når det står og simrer i chokolade. Med blot få måneder til jul besluttede Selena og jeg at vi ville overraske familien derhjemme med en meget utraditionel menu – hvis vi altså fik held med vores jagt. Vi så stadig ingen bjørne, men havde ikke opgivet håbet.
Om eftermiddagen mødtes vi med de andre guider for at udveksle information. Dagen markerede et tydeligt fremskridt i vores søgen – Mattias havde opdaget, hvad der lignede en enlig bjørn blot nogle få mil væk, og ikke langt herfra havde han fundet to poteaftryk i noget mudder. Han anslog, at de blot var et par timer gamle. Da de målte syv tommer, gættede Markus på, at bjørnen vejede mindst 200 kilo. Hvis du søger en jagt, der virkelig får hjertet til at galoppere, gå da ind i et bjørneterritorium! Alle slags tanker for igennem hovedet på mig. En ufrivillig, fysiologisk reaktion, hvor ”fight og flight hormoner” strømmede igennem kroppen: Der er en stor prædator ganske tæt på. Iagttager den mig mon lige nu? Er jeg dens bytte i dag? Pludselig ændrede stemningen mellem de to guider sig fra munter afslappethed til ekstrem fokusering.
Vi vandrede med de to koblede hunde til at vise vej i den retning, der førte over mod poteaftrykkene. Vi gik rask til i forsøget på at indhente bjørnen. Efter at have ædt hele dagen lå den forhåbentlig og hvilede ud under et træ. Desværre fandt vi ingen bjørn, og som mørket faldt på, blev sporet, hvor hundene søgte efter den sidste rest af fært, koldt. Vi vandrede tavse hjem i bælgravende mørke. Skuffelsen var til at tage og føle på.
Tilbage i lejren hang vore drivvåde sokker til tørre på en stang højt oppe over brændeilden, mens vi krøb sammen omkring ildstedet for at indtage aftensmåltidet. Efter hele fem dages jagt frygtede vi, at jagten ikke skulle lykkes for os. ”Hvis vi vender tomhændede hjem, vil denne tur blot blive kapitel ÉT i vores jagt på en bjørn,” mindede Selena mig om det, inden hun citerede den kendte talemåde:”Den bedste jæger i verden vil altid kun klare sig halvt så godt som verdens heldigste jæger!”
Den bedste jæger i verden vil altid kun klare sig halvt så godt som verdens heldigste jæger!
Desværre skulle disse spor blive det tætteste, vi kom på en bjørn. Jagt rummer både op- og nedture, og denne særlige tur var bestemt mindeværdig. Investeringer i en mislykket jagt gør blot glæden så meget større ved kommende jagter, hvor heldet er med én. Mine venner siger, at jeg sjældent mangler ord, men denne bjørnejagt gjorde mig stum. Jeg tjener mit brød som ordsmed, men jeg er nødt til at konsultere en begrebsordbog for at finde tilstrækkeligt med superlativer til at beskrive, hvor unikt det er at jage i Jämtland.
Prisen for bjørnejagt starter ved 1000 € per person per dag. Helikopter-transfer koster cirka 2000 €.
For yderligere information, se: www.exclusiveveadventure.se
Facts
Latinske navn: Ursus arctos arctos
Jagttid: fra 21. august til 15. september
Befolkningstal: ca. 9 millioner
Antal jægere: 290.000
Bjørnes vinterdvale: 3 – 7 måneder
Mit udstyr
Leica Geovid HD-B 10×42 – binokulær kikkert med afstandsmåler
Leica Magnus 1.8×12-50 – riffelkikkert
Sauer 404 Synchro XP in .300 Win Mag
Hornady 180gr Interbond ammunition
Hornady Universal Gun Sling
Swazi beklædning og sokker
Simon er forkæmper for bæredygtig og etisk jagt over hele kloden og går imod al illegal jagt og fordømmer enhver form for jagt, der truer en art eller dens habitat. Før han tager afsted på en jagtrejse, sikrer han sig, at det drejer sig om fair jagt, at der foreligger en vildforvaltningsplan for området, at kød og andre dele fra det nedlagte dyr udnyttes og ikke går til spilde, og at jagten kommer det lokale samfund til gode.
