TEKST OG FOTO: HENNING KORNBEK
Det er endelig blevet fyraften, og i morgen starter den vigtigste af alle helligdage – bukkejagten. Mikael og jeg får skyndsomt pakket bilen med det mest nødvendige. Det har været en lang dag, og forventningen kan næsten mærkes i luften.
Vi (mine to brødre og jeg) har fået mulighed for leje et stykke fantastisk jagt, nærmere bestemt midten af et stykke skov, der ligger lige ud til den flotteste vig og er beliggende i det skønneste område. Vi har brugt en rum tid på at gå området igennem for at se, hvor de forskellige veksler er, samt set efter muligheder for at stille stiger op. Skoven er ganske tæt og har i det store og hele fået lov til at vokse efter for godt befindende. Det gør, at den er svært fremkommelig, men også at man får fornemmelsen af at træde tilbage i tiden. Hvilket vel passer ganske godt, når man har en bue i hånden. Der er et større åbent stykke ned mod standen, hvor der er mange fejemærker og tydelige veksler. Det eneste problem er, at vi skal igennem stort set hele skoven for at komme dertil, og det med megen støj til følge. Vi beslutter os for at klippe en sti gennem et mere end 40 meter meget højt og tæt tjørnekrat, så vi kan gå langs med stranden og gennem stien op til lysningen. Ligeledes bestemmer vi os for at få ryddet nogle af de stier, der er blokerede af væltede træer. Så må stigerne komme på et senere tidspunkt, og vi satser i stedet på climbers og rygsækstole. På den måde kan vi komme rundt i området og drage vores erfaringer og samtidigt have chancen, hvis bukken skulle komme forbi.
Der er kun ganske få, der jager i skoven. Vi er kommet med, da vi udelukkende driver buejagt, og ejeren syntes, at det kunne være spændende at se, hvad vi kan udrette med buerne. Der er en bestand af dåvildt, en rimelig ukendt bestand af råvildt, og så er der strejfende kronvildt i ny og næ. Der er lavet den løse aftale, at riffeljægerne primært går efter dådyrene, og at vi (af politiske grunde) udelukkende går efter råvildtet. Denne regel træder dog først i kraft, når selve dagen 16. maj er endt.
Climber
Bilen er pakket. Vi har aftalt med Jesper, at vi mødes ude i sommerhuset, når han får fri. Sommerhuset ligger små 20 minutters kørsel fra jagten, så det passer os perfekt. Da vi ankommer til sommerhuset, er forventningens glæde næsten til at skære i. Vi beslutter os for at åbne en kold øl og vente på, at Jesper ankommer, og at komme lidt ned i gear.
Da vi alle er samlet, skal der pakkes ud. Vi glæder os især til at få climberne pakket ud og få dem afprøvet. Selve climberen er som sådan ganske let at gå til, om ikke andet så at samle. Selve funktionen, altså det at kravle med den i træer, skal afprøves senere. Så er der sikkerhedsudstyret. Der er en DVD med, og efter en halv times sved og frustrationer bliver den taget i brug. Til en anden gang så bliver den gennemset først – så havde vi været i gang efter 10 min.
Så skal træet i haven udsættes for vores klatren. Lad mig sige det med det samme, at når den første nervøsitet har lagt sig, er det uhyre nemt og hurtigt at komme op i højden, og man sidder rigtig godt. Vi har efterfølgende brugt denne løsning mange gange, og man finder ud af, at der er nogle ting, der er rare at have, og nogle, der er nødvendige. Eksempelvis er det ganske besværligt at bruge climberen samtidig med, at man skal have sin bue og andet udstyr med op – her er en snor til at hive buen op med efterfølgende nødvendig. En bæltetaske til ens telefon, vanddunk, madpakke mm. er det også rart at have med.
Resten af aftenen gik med at skyde i haven, få spist nogle gode bøffer, aftalt, hvor vi skulle sidde i morgen, og ellers få snakket og grinet omkring bålet.
En dejlig plet
Der var ikke nogen af os, der rigtig kunne sove. Med ganske få timers søvn blev kaffen sat over, og vi kom i tøjet.
Vi standser nede ved vandet, og her bliver jeg sat af. Jesper og Mikael kører op i den anden ende af skoven for at komme på plads derfra. Der er en time til solopgang, så vi er i god tid. Jeg vælger at gå langs med vandet og op ad den sti, vi har lavet op til lysningen. Her går jeg til venstre i udkanten af det åbne område og finder det træ, vi har udvalgt på vores ture i skoven.
Op med climberen og buen og med det andet udstyr på plads – så er det bare at vente og nyde udsigten. Fra der, hvor jeg sidder, kan jeg overskue det meste af det åbne område, en forhenværende grantræsplantage. Nu er der kun lavt græs og små bunker af træ fordelt over det lille stykke. Jeg har ryggen mod skoven med udsigt mod vandet og en skovkant ca. 50 meter til venstre for mig og små 10 meter til højre. Det åbne stykke er ca. 40 meter bredt. Der går et lille vandløb ved skellet til naboen til venstre, og her er der nogle små træer og buske, der dækker for den sidste del ned mod vandløbet. Det er netop her, jeg får det første glimt af ham den morgen. 10 minutter i solopgang ser jeg en bevægelse ved vandløbet og kan i korte glimt skimte et rådyr og noget, der tyder på, at det er en buk. Jeg kan se et glimt af en opsats, men ikke umiddelbart se, hvor stor han er.
Nogle minutter efter skydetid lyder der et skud fra naboen til højre. Så er der altså flere dyr i skoven. Bare det nu ikke var ham, jeg havde set. Jeg kan ikke lade værd med at ønske, at han vender om og kommer tilbage til det sted, hvor jeg havde set ham.
Der lægges planer
Jesper og Mikael havde set en enkelt rå og en stor, flot ræv i løbet af de 3 timer, vi sad i skoven. Det blev ved det ene glimt af bukken til mig. Vi beslutter os for at tage tilbage til sommerhuset og få morgenmad. Inden vi kører, forhører vi os om det skud, vi havde hørt. Det var vores ene nabo, der havde skudt en flot seksender – det betød så, at ham ville vi ikke se før næste år. Han er ved at være oppe i årene, og de sidste mange år har han været afsted hver den 16., skudt en buk og så ellers ladet jagten få fred. Æg og bacon bliver fortæret, mens snakken går lystigt, og slagplanen for aftenens jagt gennemgås. Jeg får lov til at blive på min post, og Jesper og Mikael bytter plads.
En ulige sekstusinde
Aftenen og efterfølgende mange jagtdage gik uden held til at komme til skud på en buk. Da området var nyt, rokerer vi en del for at spotte dyr. Den eneste faste plads er min ”oprindelige” i kanten af det åbne område. Her skiftes vi til at sidde og prøver at flytte climberen lidt rundt for bedre at kunne overskue det hjørne, hvor vores ulige seksender har til huse. At det er en ulige seksender, er vi nu sikre på. Vi havde alle haft fornøjelsen af at se ham komme eller havde stødt ham, når vi var på vej fra stranden og på plads. Vi havde alle set ham komme fra naboens område og krydse ind i det åbne område, men det var altid tidlig morgen og aldrig om aftenen. Vores problem var, at dér, hvor han kom ud, og den veksel han fulgte, godt nok var i det åbne område, men langs med vandløbet og de træer og buske, der dannede skjul og derved umuliggjorde et forsvarligt skud. Og så var der endnu en udfordring. Vinden kom tit ind fra havet, hvilket i princippet var perfekt, men på grund af lysningen og skoven opstod der tit en mild form for hvirvelvind, hvilket gjorde, at valget af træ til climberen eller stolen blev vanskeliggjort.
En hurtig beslutning
Mikael og jeg skulle til Sjælland og arbejde nogle dage. Vi blev alle enige om at give jagten fred i en kort periode. Opgaven var beregnet til tre dage, men vi besluttede os for at knokle igennem for at komme før hjem. Vi blev færdige kl. 22 på dag to og kørte hjem. Vel ankommet kørte tankerne i ring, bukken og jagtlysten gjorde, at jeg ikke kunne falde til ro. Så jeg hoppede i jagttøjet og ringede til Mikael. Klokken var lidt over et, og Mikael var enig med mig. Lad os komme afsted, så ville vi være på plads i rigtig god tid og forhåbentlig øge vores odds.
Vi var i skoven ved to-tiden, og jeg valgte at tage min stol med. Midt i lysningen var der en lille busk, der kunne skjule halvdelen af min krop samtidig med, at jeg ville kunne se ned ad den veksel, der gik fra naboens stykke. Jeg håbede, at jeg så ville kunne spotte bukken tidligere og dermed få en chance for skud. Fra busken og over til vandløbet var der omkring 18 meter. Det var stadig mørkt, da jeg fik mig placeret, og nu var det bare at sidde stille og vente.
Så er den der
Solen er for længst stået op, og det er 10 minutter siden, skydetiden gik ind. Den sidste time er gået med at stirre intenst ind i skoven, hvor han burde komme. Det har været en kold, men flot morgen, og bølgerne kan svagt høres nede fra stranden. Jeg sidder lidt og kikker rundt og er ved at være godt følelsesløs i den nedre halvdel og prøver at få lidt blodcirkulation i gang.
Hvad f… Nej, nej, nej det er ikke rigtigt. Alle de timer forgæves, fordi han nu kommer ud et helt andet sted! Bukken træder roligt ud i kanten af det åbne og stiller sig på bagbenene for at kunne nå de saftigste blade på træet. Den har intet hastværk. Den napper nogle flere blade og tager så et skridt ud i lysningen med hovedet vendt lige med mig!
Den er omkring 12 meter fra det sted, hvor jeg sidder, og burde kunne se, at der er noget helt galt. I den retning, han er kommet, sidder jeg stort set i det fri med en dum busk som nabo. Jeg er klædt i Sneaky 3D dragt, maske og handsker, og den camouflerede bue ligger i mit skød, men jeg kan ikke lade værd med at tænke, at jeg på ingen måde er usynlig og har en følelse af, at jeg er blevet taget med bukserne nede.
Bukkefeber
Bukken vugger med hovedet fra side til side og kikker forundret på den grimme busk, der pludselig er skudt op af jorden. Den tager to skridt nærmere og vugger endnu en gang med hovedet. Den bliver enig med sig selv om, at der ikke er noget galt, og begynder at nippe af græsset foran sig.
Jeg har ikke turdet så meget som at trække vejret og næsten heller ikke kikke i bukkens retning, mens dette foregår, men da bukken drejer sig en smule og begynder at esse, trækker jeg buen. Buen ligger stadig i mit skød, men adrenalinen, der raser igennem kroppen, gør, at buen føles som en elastik, da jeg trækker den og hæver den mod bukken og får bagerste sigtemiddel ud for øjet. Jeg kan ikke helt forstå mit held og føler, at jeg skal have skuddet afviklet hurtigst muligt, inden han rejser hovedet igen. På nuværende tidpunkt har jeg så megen bukkefeber, at jeg ikke kan få sigtet på plads. Sigtet ryger fra højre mod venstre og op og ned, og jeg føler ikke, at jeg er i stand til at afvikle et godt skud. Nu er gode råd dyre. Jeg afsøger hele min hjerne efter erfaring, jeg kan bruge, og øger spændingen i mit tryk og træk i buen. BUM! Sigtet står helt stille. Jeg sætter sigtepinden på bladet og trykker på aftrækkeren. Effekten udebliver ikke. Jeg kan se pilens lysnock glimte, inden den går igennem, lige hvor jeg havde min sigtepin, og lyden som fra en papkasse, der bliver trykket sammen, gør, at jeg ved, at skuddet var perfekt. Bukken løfter hovedet og vender rundt ind mod skoven, hvor den kom fra. Ganske få sekunder efter kan jeg høre, at der er ro, og den ligger forendt mindre end 15 meter inde i skoven.
Den dag blev jeg bidt af en gal buejæger!
