TEKST: JENS ULRIK HØGH. FOTO: TWEED MEDIA OG JENS ULRIK HØGH
Lige så længe, jeg har gået på jagt, har den reelle kamp om kvalitetsbevidste skandinaviske jægeres gunst på optikmarkedet stået imellem tyske Zeiss (’de blå’) og østrigske Swarovski (’de grønne’). Der er ganske mange mindre, men kvalitetsmæssigt fremragende tysk/østrigske optikfirmaer, men de har aldrig haft styrken til at slå igennem som markedsledende.
I de seneste år er der imidlertid sket noget nyt i de højere optiske luftlag. En relativt ny spiller på jagtmarkedet vinder markedsandele, og virksomheden har helt klart både den faglige og økonomiske styrke til at bide sig fast i jægernes bevidsthed. Jeg taler om Leica. En stor optisk virksomhed beliggende i den tyske by Wetzlar – Tysklands ’optik-hovedstad’ – hvor virksomheden har vokset sig stærk på noget ganske andet end jagtoptik.
Ernst-Leitz-Werkes første håndkikkert – Binocle 6 x 18 – blev sat i produktion i 1907. Kikkerten var teknisk banebrydende på en række punkter. Bl.a. var kikkerthuset fremstillet med større præcision end konkurrenternes, fordi man efter intensive forsøg valgte at anvende præcisionsbearbejdede rør af magnalium i stedet for støbte messing-komponenter i de mest tolerancefølsomme dele af den indre mekanik. Bemærk, at kikkerten er et open bridge-design, præcis som vore dages Swarovski-kikkerter.
Ernst-Leitz-Werke
Som så mange andre tyske optikfirmaer favnede Ernst-Leitz-Werke i Wetzlar relativt bredt. Der blev bygget mikroskoper og linser på fabrikken, der efter grundlæggelsen i 1870 voksede støt og roligt frem imod århundredskiftet. I 1907 kom den første håndkikkert i sortimentet. Da første verdenskrig nærmede sig, var virksomheden markedsledende i Tyskland og beskæftige omkring 2.000 medarbejdere.
Fabrikken fik som andre teknikbaserede tyske virksomheder et gevaldigt løft i årene omkring første verdenskrig, hvor virksomhedens kikkerter – der var banebrydende i forhold til lysgennemgang og ergonomi – var meget efterspurgte af alle grene af det tyske militær.
Det blev dog ikke de mere traditionelle optikprodukter, der i sidste ende skilte Ernst-Leitz-Werke ud fra mængden. I 1914 – samme år som den store krig brød ud – udviklede virksomhedens medarbejder Oskar Barnack et kamera, som brugte den samme relativt nyudviklede film som 18×24-filmkameraer. Han udnyttede dog negativfilmen horisontalt og fik dermed plads til 24×36 mm-optagelser. Dette var verdens første småformatkamera, det kunne medbringes i en lomme og rumme helt op til 40 optagelser på en enkelt filmrulle. En sand teknisk revolution!
Ernst Leitz II (1871-1956) var livet igennem en ivrig jæger og har utvivlsomt påvirket produktudviklingen lidt i retning af sin passion. Det blev i hans levetid til en hel del jagtrelevante håndkikkerter og i hans sidste år en kortlivet serie af riffelkikkerter.
Nye Kræfter Til
Krigen stak dog en gevaldig kæp i hjulet for virksomheden foto-eventyr, og der gik et årti, inden grundlæggerens søn – Ernst Leitz II – som var vokset op med virksomheden og var stærkt engageret i alle aspekter af dens drift, tog beslutningen om at sætte småformatkameraet i serieproduktion. Det skulle vise sig at være en sund beslutning for forretningen, som på relativt kort tid udviklede sig eksplosivt.
På trods af en udsalgspris på 290 Reichmark – noget nær to månedslønninger for en gennemsnitlig fabriksarbejder svarende til omkring 50.000 nutidskroner – solgte man næsten 70.000 kameraer i løbet af de første fem år.
Kameraerne, der først blev markedsført under navnet ’Leca’ – en forkortelse af ’Leitz Camera’, blev snart kendt under deres blivende navn ’Leica’. Der var tale om et helt igennem revolutionerende produkt, der hurtigt blev den udbredte standard blandt professionelle reportagefotografer verden over.
Krigen stak dog en gevaldig kæp i hjulet for virksomheden foto-eventyr, og der gik et årti, inden grundlæggerens søn – Ernst Leitz II – som var vokset op med virksomheden og var stærkt engageret i alle aspekter af dens drift, tog beslutningen om at sætte småformatkameraet i serieproduktion. Det skulle vise sig at være en sund beslutning for forretningen, som på relativt kort tid udviklede sig eksplosivt.
På trods af en udsalgspris på 290 Reichmark – noget nær to månedslønninger for en gennemsnitlig fabriksarbejder svarende til omkring 50.000 nutidskroner – solgte man næsten 70.000 kameraer i løbet af de første fem år.
Kameraerne, der først blev markedsført under navnet ’Leca’ – en forkortelse af ’Leitz Camera’, blev snart kendt under deres blivende navn ’Leica’. Der var tale om et helt igennem revolutionerende produkt, der hurtigt blev den udbredte standard blandt professionelle reportagefotografer verden over.
Virksomheden i Wetzlar voksede sig hurtigt betydeligt større og – ikke overraskende – var kameraerne hovedproduktet. På et tidspunkt beskæftigede man 6.000 mennesker på fabrikken. På trods af den umådelige succes med kameraerne fortsatte man dog en produktion af mere traditionelle optikprodukter, bl.a. håndkikkerter. Og da direktøren, Ernst Leitz II, var ivrig jæger, var en del af disse tilpasset jægerens behov, uden at man dog gjorde et nummer ud af dette i markedsføringen.
Jagtoptik
Ernst-Leitz-Werke forsøgte sig ganske kortvarigt med riffelkikkerter i midten af 1950’erne. Det blev til i alt tre udgaver under varemærket Leitz i størrelserne 4×28, 4×36 og 6×42, inden produktionen blev stoppet efter ganske få år. Ganske få kikkerter blev produceret.
Det har ikke været mulig at opspore viden om, hvorfor riffelkikkertserien blev startet op eller for den sags skyld afsluttet. Rygter vil vide, at der er en klar sammenhæng mellem kikkertseriens opstart og Ernst Leitz’ glødende jagtinteresse, og at dette også er forklaringen på det pludselige stop i produktionen omkring tidspunktet for hans død i 1956. Under alle omstændigheder blev Leica stort set glemt på jagtmarkedet i mange årtier efter denne kortvarige flirt med jægerne.
Leicas moderne Leitz-Park i Wetzlar indeholder bl.a. store udstillinger, hvor man kan dykke ned i Leicas historie, og et servicecenter, hvor man kan få serviceret sine Leica-produkter.
Det blev en nyopstået niche på optikmarkedet, der for alvor åbnede dørene for Leica i jagtverdenen fire årtier senere. I 1992 introducerede Leica håndkikkerten Geovid, der var den første håndkikkert i verden med indbygget laserafstandsmåler. Kikkerten viste sig at være særdeles brugervenlig, solid og driftssikker, og den etablerede Leica som absolut førende i dette segment.
Fremstilling af optik er en højteknologisk proces, der foregår i strengt kliniske omgivelser. Her er det Visus-kikkerter, der bliver til.
I årtierne, der fulgte, opdateredes teknologien adskillige gange med nye og mere avancerede Geovid-modeller med jævne mellemrum. I dag (2018) kan det måske diskuteres, hvem af de store optikproducenter der reelt har den bedste håndkikkert med laserafstandsmåler. Men det er derimod indiskutabelt, at Leica lå en generation eller to foran konkurrenterne i mere end to årtier, og at denne indsats for alvor åbnede jægernes øjne for Leicas kvaliteter.
Leica med på jagt. Her er det en Leica Magnus i 1.8-12×50 riffelkikkert og en Leica Geovid HD-B 3000 10×42-kikkert med afstandsmåler, der bliver brugt på jagt i Himalaya.
Bredere jagtsortiment
Det var oplagt at følge op på jægernes anerkendelse med et bredere jagtsortiment. Succesen med laserafstandsmålerne har utvivlsomt haft en positiv effekt på Leicas salg af konventionelle håndkikkerter til jægere, men det var oplagt, at det mest oplagte jagt-produkt forsat manglede i sortimentet.
I 1997 introducerede Leica derfor sin første serie riffelkikkerter i nyere tid. Det skete med serien ’Ultravid’ i størrelserne 1,75-6×32, 3,5-10×42 og 4,5-14×42. Kikkerterne blev produceret for Leica af amerikanske Leupold med optiske komponenter fra Tyskland. Prismæssigt lå serien på det amerikanske marked på 800-900 USD. Ganske dyre efter amerikanske forhold, men pænt under prisen for tilsvarende kikkerter fra Zeiss eller Swarovski. De producerede kikkerter fik udmærkede anmeldelser rundt omkring i den internationale våbenpresse, men samarbejdet mellem de to producenter stoppede dog ganske brat af uvisse årsager.
Dette bringer os frem til 2010, hvor Sport Optics-divisionen af Leica introducerede fabrikkens første egenproducerede riffelkikkerter siden midten af 1950’erne. Det skete med modellerne ER 2,5-10×42 og ER 3,5-14×42. I 2011 fulgte de første kikkerter i Leicas flagskibsserie efter med modellerne Magnus 1-6,3×24, Magnus 1,5-10×42 og Magnus 2,4-16×56. Leica har siden fulgt op med adskillige nye modeller og endnu en kikkertserie ’Visus’ og senest med rødpunktsigter under navnet ’Tempus’.
Med de egenproducerede kikkerter har Leica placeret sig i jagtoptikkens førstedivision med et kvalitetsniveau og en prislap, der (man fristes til at skrive ’desværre’) matcher konkurrenternes. Hidtil har det været lidt en smagssag, om man hældte til de blå eller de grønne optik-produkter. Fremadrettet er der en rød spiller i samme klasse at tage med i overvejelserne.
Leica har bevist sig værd på jagtmarkedet og vinder da også langsomt, men sikkert større og større udbredelse blandt verdens kvalitetsbevidste jægere. Mon ikke Ernst Leitz II deroppe på de evige jagtmarker glæder sig over, at firmaet, som han mere end nogen anden bidrog til at bygge op, langt om længe er blevet en seriøs optisk totalleverandør til verdens jægere?
