Naturens selektion
Intet opdræt, som er styret af mennesker, kan helt komme til at ligne naturens egen avlsselektion.
Naturen er simpelthen langt mere grusom, og de vilde dyr er underlagt så hårde og vanskelige betingelser, at en menneskeskabt model, der lægger sig tæt op af naturen, ville derfor blive betragtet som uetisk og dårlig dyrevelfærd.
På den anden side kan det ikke nægtes, at mennesket på mange måder er gået for meget over i den anden grøft med f.eks hundeavl, og specielt jagthunderacerne har ofte taget utrolig skade af at avlen har været baseret mere på eksteriør end på temperament og jagtegenskaber.
I naturen vil vilde hunde og ulve, som vi betragter som tamhundens forfædre, leve under forhold hvor klima og fødetilgang, vil betyde at kun en del af de hvalpe der fødes, vil overleve til voksenalderen og kønsmodning.
Af disse overlevende vil igen kun den stærkeste kunne blive førerhund for flokken, og dermed den der parrer sig og fører slægten videre.
Denne selektion sikrer i al sin grusomme enkelhed, at kun den stærkeste og klogeste viderefører sine gener.
I den moderne hundeavl vil jeg tro, at de fleste opdrættere mener, at de har de bedste intentioner om at forfølge kvalitet i avlen uden at gå på kompromis, men virkeligheden er tit en anden.
Vi mennesker kan både overse fejl og mangler eller måske ligefrem tro eller håbe på, at disse ikke vil gå videre i avlen.
Det er en luksus, som naturen ikke kan tillade sig, og desværre er det naturen, der har ret.
Erfaring med hundeavl viser nemlig, at man næsten altid får fejlene med – sommetider i forstærket form, mens man kun nogle gange får alle de gode egenskaber med.
I naturen vil vilde hunde og ulve, som vi betragter som tamhundens forfædre, leve under forhold hvor klima og fødetilgang, vil betyde at kun en del af de hvalpe der fødes, vil overleve til voksenalderen og kønsmodning.
Hvad nedarves?
Lad det være slået fast med det samme, det er kun de medfødte egenskaber, der nedarves.
Hundens egenskaber er et produkt af den arvemasse, som udgøres af dens forfædre.
En hunds arveanlæg påvirkes ikke af, at der bliver trænet på den, og enhver påvirkning fra miljøet og gennem indlæring er fuldstændig uden betydning for, hvordan den avler.
Rent teoretisk betyder det, at hvis to hunde besidder nøjagtig de samme arveanlæg, og den ene trænes til at være en hårdtgående, stilfuld og lydig jagthund, mens den anden, fuldstændig udresseret hærger ulydigt rundt på jagt, vil disse 2 individer have nøjagtig den samme effekt på avlen, hvis de blev brugt.
Det er selvfølgelig ren teori, for i praksis vil den hund, som har fået udviklet sine egenskaber og er trænet ordentligt selvfølgelig vække interesse og f.eks. også være i stand til at gøre sig gældende på jagt og måske markprøver og dermed komme i betragtning som avlshund.
Det kan den dygtige opdrætter godt gennemskue.
Som eksempel kan jeg nævne, at den meget dygtige jagthundedressør, ofte vil kunne få mere ud af sine hunde end andre jægere.
Dette fordi hundenes evner er blevet afdækket, og samtidig fordi de er blevet udnyttet optimalt.
Den del af den færdige jagthund, der kan henføres til den dygtige dressør, er ikke interessant rent avlsmæssigt.
Det er jo ikke dressøren man avler på men hunden, og derfor, bør man nøje skelne mellem tillærte egenskaber og medfødte egenskaber, fordi det kun er de medfødte egenskaber, der nedarves.
Det er jo ikke dressøren man avler på men hunden, og derfor, bør man nøje skelne mellem tillærte egenskaber og medfødte egenskaber, fordi det kun er de medfødte egenskaber, der nedarves.
Evnen til at reproducere egne evner
Der er ingen tvivl om, at det første skridt i retning af at få succes som opdrætter er at bruge de allerbedste avlshunde i sin avl.
Det er dog i sig selv ikke nogen garanti for, at hvalpene bliver af samme kvalitet som forældrene.
Der er nemlig stor forskel på tophundes evner til at reproducere deres egne kvaliteter.
En de mest almindelige måder at vælge en god hvalp på, er at købe en hvalp efter en virkelig god hund, man har set på jagt eller markprøve.
Men i virkeligheden burde man jo se, om man ikke kunne få en hvalp efter dens forældre, altså en hvalp avlet på det samme avlskoncept, som den hund man har forelsket sig i.
Nu er det jo sjældent muligt, og det er da også en god metode, at bestille en hvalp efter en avlshund som har vist sig som en enestående god jagthund.
Det spændende her er, hvis hunden ikke har avlet før, fordi man jo så kun kan håbe på, at den kan videregive sine egne kvaliteter til hvalpene.
Nogle avlshunde videreavler deres egen kvalitet, og andre avler afkom af mindre kvalitet end sig selv, mens disse hunde så senere kan vise sig at reproducere den oprindelige kvalitet, hvis de bliver brugt i avlen.
Det er altså ikke kun individets kvalitet, men også dens evner til at nedarve disse, og den evne kan man kun se ved at kigge på dens afkom.
Det er altså ikke kun individets kvalitet, men også dens evner til at nedarve disse, og den evne kan man kun se ved at kigge på dens afkom.
Fejl og fortrin
Her er der tale om et utroligt vigtigt punkt i hele hundeavlen, nemlig vurderingen af avslhundenes fortrin og fejl.
Der er ingen tvivl om, at det er i denne vurdering, at der kan lægges grunden til noget stort eller det modsatte.
For at kunne vurdere sit avlsmateriale kræves der for det første indsigt i avl og for det næste indsigt i de kvaliteter, der er vigtige for netop den jagthunderace, man beskæftiger sig med.
Er man førstegangs opdrætter, kan man starte med at spørge sig selv, hvad ens egen hund kan tilføre racen.
Hvis ikke hunden er af enestående kvalitet rent jagtmæssigt og samtidig fri for jagtlige fejl, så er det måske bedre ikke at tage et kuld hvalpe på hunden.
Glem alle argumenter om at det kunne være sjovt og hyggeligt, eller at det er godt for hunden at få et kuld hvalpe.
Husk på at hvalpene bliver solgt til jægere, som skal have dem i 10-12 år, og som ikke bare skifter dem ud, hvis ikke de er gode nok.
Søg eventuelt rådgivning fra en mere erfaren opdrætter og brug kun en hanhund af absolut topkvalitet.
De fortrin, man skal se efter, er ikke helt ens fra race til race, men hunden skal som udgangspunkt have et godt temperament overfor både børn og voksne mennesker og andre hunde – naturligvis.
Og så skal den skal være intelligent og rimelig let at dressere.
Den skal som en jagthund jage med både energi og stil i alt slags terræn og være helt stille under jagtudøvelse.
Den skal være en god vildtfinder og en god apportør både fra land og vand og frem for alt apportere alt vildt med silkeblød mund.
Den skal kunne forholde sig roligt, når det kræves, men også kunne markere vildt der bliver skudt, og bringe det hurtigt tilbage.
Den skal kunne skelne mellem fært af levende og anskudt vildt, og kunne følge fod af og bringe en anskudt fasan eller and.
Alt i alt en ordentlig mundfuld, men ikke mere end man burde kunne sige ja til, før ens hund skal indgå i avlen.
De fleste jagthunderacer har avlsvejledende prøver, typisk markprøver, som kan give en indikation af hundens evner og det er en god ide både at få afprøvet sin egen hund, samt at vælge hanhund ud fra disse kriterier.
Efter min mening er det kun prøver der afvikles som rigtig jagt, der reelt giver noget billede af hundens evner og karakter.
Her prøves hunden under naturlige forudsætninger, som den er skabt til , og den vil typisk skulle apportere varmt og nyskudt vildt.
Alle jagthundeprøver har jo fra starten det udgangspunkt at finde den bedste jagthund til avlen.
Men det er en almindelig udvikling, at det der starter som en avlsvejledende prøve, udvikler sig til at blive en konkurrencesport.
Hermed opstår risikoen for at der lægges vægt på formen mere end indholdet, forstået på den måde at hundens træningsniveau, ejerens evner som hundefører, og forskellige tekniske detaljer, kommer til at betyde mere end selve hundens jagtlige kvalitet.
Hvis ikke hunden er af enestående kvalitet rent jagtmæssigt og samtidig fri for jagtlige fejl, så er det måske bedre ikke at tage et kuld hvalpe på hunden.
Glem alle argumenter om at det kunne være sjovt og hyggeligt, eller at det er godt for hunden at få et kuld hvalpe.
Avlsmetoder
Den almindelige opfattelse er, at gode hunde er avlet godt, og de dårlige er indavlede.
Disse misforståelser bringes ofte på banen, uden at nogen har gjort sig den ulejlighed at se på hundens stamtavle og afstamning.
For det er kun her at man kan se, hvordan den er avlet.
Der er tre avlsmetoder.
Den mest anvendte metode er udavl, hvor man parrer to helt ubeslægtede individer.
Udavl har den positive effekt, at de udtynder de fejl, der måtte være i avlshundene.
Desværre fortynder den også kvaliteterne, og metoden spreder generelt forældredyrenes arvemasse ud i en bred vifte.
Det betyder at hvalpene ofte bliver meget forskellige, både hvad angår type og egenskaber.
Den anden metode er linieavl.
Linieavl er avl på beslægtede individer, f.eks to hunde der har den samme bedstefar eller bedstemor, eller hvor der på den ene side er en berømt avlshund som farfar mens den samme hund er oldefar på den anden side.
Det kan også være en parring mellem en nevø og en tante eller en niece og en onkel.
Linieavlsmetoden forstærker alle kvaliteter i avlsmaterialet, men samtidig forstærker det også alle fejlene.
Det er langt det mest effektive værktøj i god hundeavl, men metoden kræver, at avlsmaterialet er helt sundt og fri for fejl.
I linieavl vil man typisk linjeavle eller doble op på specielt gode hunde i afstamningen.
Det er ikke blot et spørgsmål om at have en gentagelse af hunde i afstamningen, men om at målrette sin linieavl mod de tophunde i afstamningen, som har gjort noget ekseptionelt for avlen.
Det er typisk inden for jagthundeavl, at det er de dygtige og succesrige opdrættere, der bruger linieavl.
En af gevinsterne ved god linieavl, er at hvalpene bliver mere typefaste, både hvad angår udseende og egenskaber, og at de ikke mindst selv har en større evne til at slå i gennem eller videreavle deres egne egenskaber.
Den tredje metode, som stort set ikke anvendes, er indavl.
Indavl kan defineres som en parring mellem datter og far eller mor og søn eller mellem to halv- eller helsøskende.
Indavl vil i endnu højere grad end linjeavl forstærke både fejl og fortrin.
En sjælden gang ser man indavl brugt med succes enten blandt meget sjældne racer eller blandt hunde med helt utrolig god kvalitet.
Den almindelige opfattelse er, at gode hunde er avlet godt, og de dårlige er indavlede.
Disse misforståelser bringes ofte på banen, uden at nogen har gjort sig den ulejlighed at se på hundens stamtavle og afstamning.
Den kritiske opdrætter
Der er ikke fantastisk mange jægere, der kan træne en hund til topniveau.
Alligevel er der mange flere, der har succes som dressører og hundeførere, end der er jægere, som
har succes som opdrættere.
Det er svært men også utroligt spændende og interessant at arbejde med opdræt.
Det positive ved hundeavl er blandt andet, at der er tale om en hurtig reproduktion.
En hund kan jo fuldt forsvarlig få et kuld hvalpe, når den er to år gammel.
Det betyder, at man på seks år kan være fremme ved tredje generation af sit opdræt.
Den kritiske og dygtige opdrætter ved, at man kan udrette ting gennem avlen, som får langt mere vidtrækkende konsekvenser end selve hundetræningen.
Hvis man f.eks har en hund, som er dårlig til at markere, kan man træne med kastede dummyer og langsomt lære hunden at huske nedfaldstedet, men
kun op til det maksimum af evner, som hunden besidder via avlen.
Hvis man derimod opdrætter på en hund, som har blændende og naturlige evner til at markere og huske nedfaldsstedet, vil denne hunds afkom, endda med meget mindre træningsindsats, stadig være bedre end den hund, der fra naturens side har dårlige egenskaber.
Dette gælder for alle de vigtige jagtegenskaber som dresserbarhed, fart og stil, mod overfor vegetation og vandpassion mm.
Den kritiske opdrætter går derfor ikke på kompromis men anvender udelukkende hunde med topegenskaber i sin avl.
Man kan sige, at vil man nå så tæt på det perfekte resultat som muligt, er det vigtigt at avlen sigter efter så høje mål som muligt.
Derefter kan jægeren med gode og intelligente træningsmetoder, træne sin jagthund til at blive noget ganske særligt.
Der er ikke fantastisk mange jægere, der kan træne en hund til topniveau.
Alligevel er der mange flere, der har succes som dressører og hundeførere, end der er jægere, som har succes som opdrættere.
Kennel blindhed
Det er en populær betegnelse for, hvad der kan ramme alle os, der opdrætter jagthunde. Det dækker selvfølgelig over, at man har stirret sig blind på sine egne hunde, og ikke længere kan se, hvis de f.eks. har fejl.
Der er jo gammelt ordsprog som siger, at enhver so bedst kan lide sine egne grise, men det er ikke så heldigt indenfor hundeavl.
Man må altså som opdrætter til stadighed prøve at se realistisk og kritisk på sit eget opdræt.
De fleste opdrættere mig selv inklusiv, beholder løbende hvalpe af de kombinationer, som de avler på.
Det selv at eje, træne og jage med sit opdræt, giver jo et virkelig godt udgangspunkt for at se og vurdere kvaliteten af ens opdræt.
Jeg mødte engang en hundemand, som udtalte, at han ikke ville købe en jagthund af en opdrætter, som ikke selv beholdt sit eget opdræt.
Hvis ikke det var godt nok til opdrætteren selv, var det heller ikke godt nok til ham.
Heri ligger der jo en sandhed, for alene det at opdrætteren selv er tilfreds med hvalpene og gerne selv vil jage med dem, er en anbefaling i sig selv.
Hvis andre dygtige jagthundefolk også vil eje, træne og jage med hundene fra en bestemt opdrætter, så er det en endnu større anbefaling.
Der er jo gammelt ordsprog som siger, at enhver so bedst kan lide sine egne grise, men det er ikke så heldigt indenfor hundeavl. Man må altså som opdrætter til stadighed prøve at se realistisk og kritisk på sit eget opdræt.
Den knivskarpe balance
I al sin enkelhed drejer jagthundeavl sig om hundens jagtegenskaber.
Det kan ikke hjælpe noget at vægte andre ting end egenskaberne højest.
Den jagtdag, hvor hunden har brug for fysisk styrke og jagtlige evner til at finde vildt i hårdt terræn, eller til at finde og bringe et anskudt stykke vildt, er det i sidste ende dens egenskaber, der hjælper den.
Søg derfor efter avlshunde med et sundt og godt temperament og top jagtegenskaber.
Husk at begge forældrehunde og deres afstamninger skal besidde disse kvaliteter.
Det nytter ikke noget at parre en god hund med en dårlig og så tro, at der kommer mellemgode hunde ud i den anden ende.
Populært sagt kan man ikke i jagthundeavl blande varmt og koldt vand og så få lunkent vand ud af det.
Med næsten 100 % sikkerhed vil resultatet blive, at nogle hvalpe bliver så gode som det ene forældredyr, mens andre bliver så dårlige som det andet forældredyr.
Som jeg engang hørte en hundemand udtale
