ABONNER OG FÅ MERE ADGANG TILMELD NYHEDSBREV

At skyde over sin egen jagthund

Alle jagthunde er jo avlet til en bestemt jagtform. Her er tale om mange års målrettet forædling gennem avl. I den ideelle verden ville jægere vælge præcis den hund der passer til deres egen foretrukne jagtform.
FOTO: NIELS EGELUND FADDERSBØLL, ANNETTE LAURSEN OG HENRIK THRANE.

Men desværre vælger mange deres jagthund ud fra helt andre kriterier som for eksempel, hvordan hunden ser ud, eller hvor lille eller stor er den o.s.v.
Samtidig har mange jægere en jagtform, hvor det i grove træk, drejer sig om slippe nogle hunde ind i et terræn, hvor de mere eller mindre ukontrolleret jager rundt, mens jægerne har stillet sig for på post.
Denne jagtform kræver ikke så meget af jægeren, i forhold til at kunne træne hunden.
Både jæger og hund, har det måske sjovt, men det er bare hver for sig, og det samlede billede af denne jagtform er meget langt fra oprindelig jagt, hvor en eller flere jægere, gik på jagt med deres veltrænede hunde og skød over dem.


Jagt er kultur

At gå på jagt er jo en lige så gammel en tradition som menneskets historie.
Selvom jagten i det moderne samfund har ændret sig til en mere social begivenhed, skal

Man ikke mere end 30-40 år tilbage i tiden for at finde jagt, hvor en væsentlig årsag til jagten, var værdien af det nedlagte vildt, som altid blev spist.

Der er ingen tvivl om, at den moderne jæger spiser vildt, men slet ikke i den målestok som før i tiden, og det er i hvert fald ikke vildtet som mad, der driver jagtlysten nu til dags.

Samtidig var jagt jo en tradition, ja det jeg vil kalde en kultur ude på landet.
De fleste der boede uden for byerne havde en eller anden tilknytning til jagt.
Enten gik man selv på jagt, eller også gjorde nogen i familien det,
og kulturen omkring det at gå på jagt, og dermed også den viden der var nødvendig, blev ofte giver videre fra generation til generation.


Jagt og jagthunde

Gennem tiden har forholdet til jagthunde udviklet sig.
Fra at være en nødvendighed i forhold til jagt, er hunden nu også blevet et ønsket og skattet medlem af familien.
Det sidste er naturligvis en god ting, da de fleste af hundene i dag på alle måder lever et bedre liv med mere omsorg og komfort.
Men jeg vil hævde, at hundene i dag kommer mindre på jagt, eller i hvert fald mindre på det, jeg kalder rigtig jagt.
Med rigtig jagt, mener jeg jagt, hvor hundens rolle er altafgørende, og samspillet mellem dens jagtlige kvalitet og jægerens evne til at træne hunden og skyde giver et godt resultat.

Undskyld, men jeg har kun en mindre jagt

Ikke et jagtkonsortium med store udsætninger af vildt men blot en god gammeldags bondejagt.
Jeg må her være helt ærlig og sige at netop dette være godt for hunden.
Den vil komme på jagt, den vil skulle yde meget, og der vil formentlig være fokus på dens træning.
Samtidig vil de enkelte situationer betyde mere for både hund og jæger end på de store jagter, som så mange andre dyrker.
Så når jeg bliver mødt med undskyldningen ”jeg har kun en mindre jagt”
Siger jeg altid ”du skal ikke sige undskyld, fordi du går rigtig på jagt”.

Er der noget galt med store jagter

Det kan man ikke sige.
Hvis de er organiseret ordentligt, og der bliver lagt vægt på god kvalitet.
Og frem for alt, hvis der medvirker hunde, som er velegnede til opgaven er så veltrænede, at jagten kan afvikles stille og roligt, uden råben og skrigen, ophidsede jægere og ulydige hunde. Det kan give lige så god mening som alt andet jagt.
Det er nok bare ikke lige det man ser mest af på store jagter, medmindre de drives som professionelle jagtvæsener.


En anden måde at tænke jagt med hund på

I mange af livets forhold vil vi mennesker søge tilbage til fordums tiders holdninger og værdier.
Det kan give god mening og er naturligt nok, at vi en travl verden søger mod oplevelser som er store og ægte.
Her mener jeg at den jæger som er interesseret i at arbejde med sin hund, vil få en ultimativ oplevelse ud af at jage selv og skyde over sin egen hund.

Her taler vi om totaloplevelsen, det jeg ofte kalder den komplette jæger, som er velskydende og som skyder over sin veltrænede hund. Det er jo selve meningen med at gå på jagt med sin egen hund.

At skyde over en retriever


På trods af at retriever racerne bliver brugt til al mulig form for jagt, er de både før og nu avlet udelukkende med henblik på apportering.
Den optimale situation er naturligvis at skyde på post med en retriever siddende afkoblet ved siden af jægeren.
Denne situation kan være på fasanjagt og i høj grad på andejagt, hvor retrieverne overgår de fleste andre hunde, med deres apporteringsevner, vandpassion og frem for alt deres pels, som gør dem meget modstandsdygtige også i koldt vand.

Det er en god oplevelse at skyde over en veltrænet apportør, som både er rolig på post, som kan markere nedskudte fugle, og frem for alt kan løse de svære opgaver med de anskudte fugle.

Den jæger som har en sådan hund, kan ikke bare nyde jagten, men afgive skud uden at hunden knaldapporterer, og til sidst nyde hundens arbejde med at bringe det skudte vildt.

Video: På jagt med Retriever

At skyde over en spaniel


Den jæger, der har en veltrænet spaniel at skyde over, vil få nogle meget intense jagtoplevelser.

Spaniels er om nogen udviklet til at være en hund, man skyder over.
Den er helt enkelt en rigtig ”rough shooting” hund.
Den har enorm passion for at jage før skuddet, den er udholdende, og modig i hårdt terræn, men den er samtidig også en meget god apportør.
En veltrænet spaniel søger helt kort under bøssen.
Søget skal være anlagt som et krydssøg foran jægeren, aldrig mere end 20-25 meter væk og altid i god kontakt med jægeren.
Når en spaniel finder og rejser vildt, skal den stoppe op og forholde sig roligt i skuddet.
Først på kommando skal den apportere det skudte vildt.
Det er en inciterende oplevelse at jage med en spaniel, og den er let at læse, så en vildtsituation kommer sjældent bag på jægeren.

Men man skal være vågen, og som altid når man skyder over en jagende hund, er det en kompleks situation. Vildtet rejser, hunden skal stoppes, og der skal holdes og skydes til vildtet. Tal lige om multi-tasking – for det er det i allerhøjeste grad. Den jæger, der har en veltrænet spaniel at skyde over, vil få nogle meget intense jagtoplevelser.

Video: På jagt med Spaniels

At skyde over en stående hund


Også de stående hunderacer bliver brugt til al mulig jagt.
Mens det før i tiden var jægernes foretrukne jagthundetype, har både landbrugsdrift, tilbagegang for agerhøns, og ændringen i måden at gå på jagt på, gjort at udbredelsen af de stående hunderacer nu om dag er meget begrænset.
Det er synd, for lige som med spaniels er det netop en hund, som er avlet til at skyde over.
Da stående hunde har et meget større anlagt søg, kan man med en enkelt hund afsøge større arealer.
Det vigtigste er et dækkende søg, og vildtfinderevne både på mark, langs gærde og skovkanter og så selvfølgelig standen.
Den fine situation hvor hunden tager en stram stand for vildtet, og jægeren i ro og mag kan gå op til hunden, og lade den avancere og rejse vildtet. Hunden forholder sig roligt i skuddet, og apporterer herefter på sin kommando. Det giver jægeren en stor og smuk og intens oplevelse af jagt med hund.

Video: På jagt med stående hund

ER DER EN ÆNDRET TENDENS
I JAGT MED HUND

Ja, men ikke en revolution. Men der er et stadig stigende antal jægere, som seriøst går efter jagt med hund. Jagt der er uden de store vildtmængder, men også uden det store antal jægere. Og ikke mindst, hvor man ”går” på jagt hele dagen, nyder naturen, jagten og hundenes arbejde.

Udviklingen afspejles også i, at det er blevet nemmere at leje små ”rough shooting” dage, hvor en håndfuld jægere skyder over deres egne hunde.
Og det er ikke kun en romantisk historie om gamle dage.
I forgårs skød jeg en håndfuld fasaner over mine egne hunde.
En dejlig jagtdag i starten af oktober, med gode venner, hvor vi det meste af dagen jagede i roemarker, spiste maden ude i skoven, og frem for alt havde tid til at nyde både jagt og hunde.
Og sådan ser min jagtkalender heldigvis ud for hele sæsonen.

Læs også artiklerne Jagthunden – Jægerens bedste ven

LABRADOR RETRIEVER

SPANIELS

RUHÅREDE HØNSEHUND

Læs mere

Nyheder