TEKST: MORTEN S. KNUDSEN.
FOTO: MORTEN S. KNUDSEN SAMT KARIN JAEHNE/SHUTTERSTOCK.
Så stod vi der og kiggede på hinanden, men fuglen lå helt ovre på den anden side af åen, så noget måtte gøres – men hvad?
Det var tidligt på sæsonen, og den havde allerede budt på mange oplevelser. En del af dem var på nye terræner, for i denne sæson har jeg prioriteret at komme på nye og ukendte jagtområder. Her var jeg så med Andy og Thomas, to af mine nyligt fundne jagtkammerater, som jeg havde talt meget med. Det var første gang, vi var på jagt sammen.
De havde begge taget hund med, og vi havde siddet et par timer ved Nørreåen på et fantastisk stykke eng, hvor vandstanden var høj, og mulighederne for ænder og gæs var ligeså. Det havde givet anledning til et par chancer, men endnu var der ikke sket noget, så hundene havde troligt kigget på os og ventet på, at det var deres tur til at arbejde.
Den store chance
Som solen stille stod op, og sigtbarheden blev bedre, var det tydeligt, at det ikke var i dag, at de skulle på overarbejde. Og så alligevel!
Pludselig kom der et par gæs. De kom i fornuftig højde, og vi krøb helt sammen i skjulene og var musestille, så godt vi kunne. Og som det er med de store fugle, så ventede vi rigtig længe, før de var på skudhold, men pludselig var de der. Thomas og jeg skød samtidigt, og den ene gås gik ned i knaldet. Den var død! Og den var også landet. Men på den anden side af Nørreåen – som var temmelig fyldt med vand, så der var nok 15-20 meter over til det sted, hvor fuglen lå!
Apportering – en vanskelig opgave
Noget måtte gøres, for som Thomas sagde, ”Hvis man skyder dem, henter man dem også”, og både Andys unghund og Thomas’ noget mere erfarne havde allerede i denne sæson samlet mange fugle op, så de røg afsted i åen, og blev guidet over til den anden side. Det så godt ud.
Det blev det så ikke ved med at gøre, for Thomas’ hund gik i gang med at spise fuglen! Det kunne jeg så forstå på Thomas, at det ikke var noget, han havde lært den…. Men det afholdt nu ikke Andys hund fra at give et nap med, hvilket jeg så kunne forstå på Andy, absolut ikke var noget, han gerne ville fremelske i træningen af sin hund!
Jeg øvede mig i at være så stille som muligt – hvilket gik helt godt….
Så blev begge hunde kaldt tilbage. Farven gik af Thomas’ ansigt, og så prøvede de endnu en gang. Men desværre med helt samme resultat.
En ny udvikling
Indtil nu var det jo en ret almindelig historie om en hund, som skal apportere, men som ikke gør det og gør noget andet, men det, der skete nu, fik mig til at spærre øjnene op.
Hundene blev kaldt tilbage, lagt af, og så kiggede vi på hinanden.
”JA – den skal da ikke bare ligge der”, sagde Thomas og fik et lidt fjernt udtryk i øjnene og begyndte så at tage tøjet af! Det var ikke frost, men heller ikke vejr til badetøj.
Så kort tid efter stod Thomas uden en trævl på koppen og kastede sig i vandet. Hundene fulgte efter, og sammen svømmede de over til den anden side. Thomas fandt hurtigt den markerede fugl (!) og vendte straks efter tilbage med fuglen i hånden.
Vi talte en del om, at det jo trak noget ned, at han ikke havde fuglen i munden, men det mente Andy godt, at han kunne træne ham op til.
Epilog
Tilbage på bredden stod Thomas med fuglen, og vandet løb af ham. Det var beslutsomhed på et imponerende plan, og han fik mange plusser i min bog den dag. Vi vil altid huske den dag for:
”Thomas – dagens dygtigste apportør”
Jeg glæder mig til endnu flere oplevelser med dem, og nu har vi en historie, som ikke lige er sådan at glemme.
