AF MATHIAS VOGDRUP-SCHMIDT
FOTO MATHIAS VOGDRUP-SCHMIDT SAMT MARTIN MECNAROWSKI OG TTPHOTO/SHUTTERSTOCK
Vildsvinets store bestandsfremgang i Sverige har budt på helt nye jagtmuligheder for svenskerne, og det har i høj grad også trukket et stort antal danske jægere til Sverige for at jage. Mange har besøgt vores broderland på elgjagt, andre på jagt efter medaljebukke og gæs i Skåne, og nogle har været på de lidt mere specielle jagter efter bæver og bjørn. Vildsvinene har dog for alvor givet os danskere mulighed for at jage gris i noget, der vel bedst kan beskrives som nærområdet.
De skader, som vildsvinene forvolder for landbruget, er også en årsag til, at mulighederne for at jage dem er så gode. Der bliver simpelthen for mange vildsvin i et område, hvis bestanden ikke løbende afskydes, og derfor kan man relativt billigt få adgang til jagt. Nogle steder kan man endda få penge for at jage vildsvin. Visse professionelle jægere i Sverige, de såkaldte yrkesjägare, bestiller stort set ikke andet end at holde bestanden af vildsvin, der raserer kirkegårde, byernes parker og vejrabatter, på et tåleligt niveau.
Jag vildsvin på egen hånd
Mange danske jægere har gennem de seneste årtier haft gode muligheder for at jage vildsvin i Tyskland og Polen, ofte på stort anlagte drivjagter og bevægelsesjagter, den såkaldte Bewegungsjagd.
Det at jage vildsvin på pürsch og anstand har også været flittigt gjort syd for grænsen, men også her har det været styret af lokale jagtledere og professionelle guider. Det giver sig udslag i store mængder vildt og høj succesrate.
Jagttraditionerne og terrænet i den skovdækkede del af Sverige fordrer andre tilgange til jagten, og de rige muligheder for at erhverve sig sit eget revir har gjort, at vildsvinejagten kan udøves mere fleksibelt og selvstændigt. Derved har jægerne lejlighed til at anvende forskellige jagtformer på samme areal uden at skulle entrere med andre. Udbyttet bliver typisk mindre og mere uforudsigeligt, men det giver nogle helt anderledes spændende jagtoplevelser.
Gennem årene har adskillige jagtkammerater, venner og bekendte opfordret mig til at samle mine erfaringer fra vildsvinejagt i Sverige. Andre jægere vil helt naturligt have haft forskelligartede oplevelser og vil have gjort sig andre erfaringer og valg. Denne artikelserie i syv afsnit er en beskrivelse af den viden, jeg har tilegnet mig, og de erfaringer, jeg har gjort mig gennem de seneste godt 15 år under jagter på særligt vildsvin hos vores venner på den anden side af Sundet.
Jeg håber, artiklerne vil være oplysende og til inspiration for andre, der vil begive sig over vandet for at jage gris i de svenske skove, og som vil afprøve livet som hundefører eller blot vil afprøve nye jagtformer. Jagt på vildsvin går hurtigt i blodet på mange, som det også har gjort med mig, og jeg håber, denne artikelserie vil tilskynde endnu flere jægere til tage hinsidan og få del i de fantastiske oplevelser på vildsvinejagt i Sverige.
Enhver tilføjelse af viden og deling af erfaringer vil blive modtaget med stor interesse, så kommentér og skriv endelig til os.
I første afsnit her indleder vi med fakta om vildsvinet herunder spor, føde, sanser og sociale forhold.
Fakta om vildsvin
Latinsk navn: Sus scrofa
Vildsvin benævnes enten som so (voksent hundyr), orne (handyr), gris (ungt hundyr), smågrise, årsunger eller ikke kønsmodne grise.
På svensk benævnes de tilsvarende sugga (so), galt (orne), fjolårskultingar/fjoling (dyr i to års-alderen), årsgrisar (dyr op til ca. et år) og kultingar (grislinger).
Spor efter vildsvin
Klovaftrykkene er grovere og bredere end hjortevildtets, og meget ofte ses aftryk fra biklovene bagved og på ydersiden af klovaftrykkene. Klovene på voksne vildsvin er cirka 5-8 centimeter lange, men der er stor variation afhængig af alder og køn. Aftrykket fra hjortevildtets biklove sidder lige bag klovaftrykket.
Ekskrementerne er pølseformede eller kan bestå af mindre klumper eller bønner, der hænger mere eller mindre sammen. Ekskrementernes udseende afhænger meget af fødens bestandighed.
Det spiser vildsvin
Vildsvin er omnivorer, det vil sige, at de stort set æder alt. Størstedelen er dog planteføde; både de grønne dele, men i høj grad også rødder. Derudover æder de også gerne kadavere, harekillinger, mus, rålam og insekter med mere. Modne afgrøder som havre og majs tiltrækker også vildsvin. Derudover udgør olden et også stort bidrag til føden. I oldenår har grisene virkelig gyldne tider, hvilket afspejles tydeligt i både tilvækst af vægt og forplantningen. Ligesom enge og marker besøges. Om efteråret går deres fouragering ud over enge og marker. Også de marker, der er nedvisnet med sprøjtemidler, besøges hyppigt, da græsset har trukket saften ned i rødderne. Derfor kan man se mange vildsvin på en mark kort efter sprøjtning og inden pløjning. Vildsvinene er som nævnt altædende og opportunister, og de opsøger de mest næringsrige fødeemner, som de kan finde over året.
Vildsvinets sanser
Synssansen hos vildsvin er ringe udviklet, og de er meget nærsynede. Ligesom så meget andet vildt er de opmærksomme og registrerer bevægelser. Særligt hurtige bevægelser er de opmærksomme på og endda på lange afstande. Man skal være forsigtig, når man pürscher sig ind på vildsvin, men i forhold til synssansen, er det betydeligt lettere gjort end over for eksempelvis hjortevildt og ræv. Vildsvin ser tilstrækkeligt godt om natten, til at de kan flygte i høj fart gennem skoven, men igen er det kun på relativ kort afstand. Dette kan man udnytte i de mørke timer til relativt enkelt at komme ganske tæt på dyrene med natkikkert eller termisk udstyr. Hvis vinden er rigtig, og man bevæger sig lydløst, kan man faktisk snige sig helt hen til en gris, der står frit fremme på marken.
Vildsvins hørelse er god, og de vil med det samme spidse ører og vejre og nærmest sitre, hvis de opfanger en uventet lyd.
Lugtesansen er vildsvinets vigtigste sans, da den bruges i fødesøgning. Med trynen roder det alt op for at finde orme, rødder, larver og regnorme, og på lang afstand kan det lugte, om der spredes gylle eller bliver høstet. Når det kommer til at opdage farer, er lugtesansen også helt afgørende. Bringes den mindste fært med vinden, er svinene forduftet længe før, at potentielle fjender når frem.
Vildsvin udskiller næsten konstant dufte på bugsiden og mellem klovene på forbenene. Det er et duftsprog, som er meget komplekst, og duftene kan ændre sig med dyrets sindsstemning, parringslyst, helbred med mere. Dyrene genkender også hinanden ved lugtesansen, og særligt båndet mellem so og grislinger opretholdes gennem disse dufte.
Grisene kommunikerer også med lyde. Lavmælte veltilfredse grynt ledsaget af haler, der svinger fra side til side, er indbegrebet af en uforstyrret rotte, der søger føde. Korte kontante smågrynt alarmerer de andre i flokken, og ved kamp frembringer de en skærende og klaprende lyd med tænderne for at afskrække modstandere, som både kan være andre vildsvin og jagthunde. Er lydene ikke nok, kan de følges op af udfald og angreb. Der er selvfølgelig også det umiskendelig grisehyl, som udstødes ved tilskadekomst, anskydning, og hvis jagthunde får fat i et anskudt eller skadet dyr. Derudover udstødes en blanding af hyl og grynt under parring og i optakten til den.
Vildsvin er yderst intelligente, og de har en veludviklet hukommelse. Man siger, at en so, der får skudt en af sine grise, aldrig vil vende tilbage til samme sted. Det er dog en sandhed med modifikationer, for hvis føden er tilpas tillokkende, kan den komme på andre tanker. Men grisene lærer og husker på en helt anden måde end andet vildt, og de er langt mere uforudsigelige i deres adfærd og bevægelsesmønstre.
Rotte af vildsvin på mark om natten.
Unge orner danner små ungkarleflokke, men allerede i to-tre-års-alderen søger de ensomheden, hvor de vandrer over store områder. Inden de opnår tilstrækkelig erfaring efter yderligere nogle år, er de blandt det letteste bytte for jægere, da de både er uerfarne og nærmest optræder overmodigt, dumdristigt og uforsigtigt. Hvor enhver førerso vil lede sin rotte væk fra potentielle farer, som for eksempel en jæger eller et køretøj, forholder det sig anderledes med den unge orne. Måske søger han ind i vegetationen et par minutter, hvorefter han kommer ud igen, og man kan endda opleve, at de bliver stående og glor på jægeren, der lægger sin riffel i anslag.
Gamle orner er til gengæld umådelig intelligente. Og det er også derfor, at de er blevet så gamle! De har stor erfaring og er derfor umådeligt vagtsomme, påpasselige og diskrete. Kun i brunsttiden sænker de paraderne en smule. Ornerne lever for det meste alene, men de kan have følgeskab af nogle få løjtnanter.
Fortsættelse Følger
I næste nummer af Mit Jagtblad bringer vi 2. afsnit i serien om vildsvinejagt i Sverige med mere fakta om denne spændende vildtart herunder kønsbestemmelse, forplantning og bevægelsesmønstre i terrænet.
