ABONNER OG FÅ MERE ADGANG TILMELD NYHEDSBREV

Alle vinder på vildtforvaltning

Følg med på drivjagt til et fransk revir som i den grad illustrerer forskellen på effektiv vildtforvaltning og ingen vildtforvaltning….

Det var starten af februar, og det var årets sidste drivjagt på Le Pelerin. Der skulle udelukkende skydes rødpelsede årsgrise på maksimalt 30 kg. Det handlede kun om at reducere bestanden et sidste nyk inden den forestående vækstsæson. I Frankrig er jægerne forpligtede til at erstatte vildtskader på bøndernes marker, og de lokale myndigheder havde påbudt jagtområderne i regionen at bringe bestanden så langt ned, som de kunne efter et år med usædvanligt mange skader på afgrøder. Le Pelerin var faktisk et af regionens eneste områder, hvor omfanget af skader var faldet. Alligevel var området altså inkluderet i kravet om bestandsreducering.

Søndag morgen fik jeg en fantastisk post i gammel løvskov tæt ved et skovbryn. Det så på kortet ud som en kongepost, hvor vildsvinene muligvis ville blive drevet forbi to gange under dagens lange såt. Jeg kunne da også høre på de lokale jægere, at de havde høje forventninger til grissetilgangen i netop dette hjørne af skoven – og det er jo altid det bedste tegn på en ”sikker post”

Jeg gik selv den lille kilometer ud på pladsen og fandt den nybyggede hochstand, præcis som beskrevet. Jeg kiggede mig omkring, mens jeg fyldte mine to medbragte magasiner. Store gamle ege havde den sorte muld for sig selv omkring tårnet, hvor skovbunden var dækket af vissent rødt løv. 20 meter fra mig rislede en bred bæk forbi. Bag vandløbet var der en bred bræmme med ellesump. Jeg fornemmede en forventningsfuld sommerfugl i maven. Det her så rigtig, rigtigt godt ud!

Fart på grisene

Der var helt vindstille den morgen. En let tåge lå som en dyne over de nøgne træer. I det fjerne kunne jeg høre drivernes råb, da de gik ind i skoven med deres hunde mere end halvanden kilometer borte. Jeg havde afmonteret remmen på Mauseren, skruet mit 2,5-10X kikkertsigte ned til mindste forstørrelse og tændt for lysprikken i centrum. Riflen lå på hjørnet af rækværket, og jeg skuttede mig i den fugtige morgenkulde med hænderne dybt begravet i mine lommer. Kom der grise behøvede jeg blot at løfte riflen og spænde slagfjederen i en enkelt arbejdsgang.

Jeg havde ikke stået i ti minutter før jeg hørte det første stykke vildt komme springende gennem det tørre løv. Jeg drejede hovedet i retning af lyden og så en stor gråsort orne passere bækken og fortsætte i trav under 20 meter fra tårnet med hele bredsiden til. Den standsede i nogle sekunder foran en stor rodvælt, inden den fortsatte. Dagens første gris var ikke jagtbar men som altid en stor oplevelse. Jeg smilte bredt og bemærkede den ramme lugt af vildsvin, som langsomt drev forbi mig i minutterne efter at ornen var forsvundet dybere ind i skoven.

Endnu en orne – eller måske den samme? – passerede tæt forbi posten en halv times tid senere fra den modsatte side, og den blev nogle minutter efter fulgt af en bastbuk, som havde sat op i lige godt dobbelt ørehøjde. Jeg troede umiddelbart at den markerede afslutningen på dagens jagt for denne posts vedkommende, men der gik ikke mere end fem minutter, inden jeg hørte driverne råbe op om skudbare grise i bevægelse. En enlig årsgris på 20-30 kg. kom springende i fuld fart langs skovbrynet 50 meter ude med to store hunde 100 meter bagude. Jeg fandt med det samme grisen i kikkerten og lod centerprikken trække en god halv meter foran trynen, inden jeg instinktivt trykkede af.

I samme øjeblik, som skuddet bragede, blev der sort i kikkerten, og da der et øjeblik senere atter var fuldt udsyn sprang grisen ufortrødent videre.

Jeg vidste med det samme, at jeg var blevet overlistet af et af de store egetræer, som simpelthen var hoppet ind i skudlinjen i det afgørende øjeblik. En lys prik i barken markerede indgangshullet midt i stammen – om et århundrede eller to er der med garanti en fransk møbelsnedker som bander undertegnede langt væk, når den nyskærpede høvl finder det indlejrede Hornady GMX projektil og den grønsorte misfarvning af den smukke planke, det sikkert har efterladt til den tid. Shit happens. Historiens morale: En drivjagtkikkert SKAL kunne gå helt ned til omkring 1X forstørrelse, så man kan sigte med begge øjne åbne og spotte træerne, når de forsøger at spolere skudchancerne.

Myldretid

Den enlige gris vente og løb tilbage imod driverne, hvor Julien nedlagde den med et enkelt skud. Jeg forventede endnu engang at dette markerede afslutningen på drevet – men nej. Driverne fortsatte dybere ind i skoven og ganske snart afslørede hundenes ivrige koncert, at der atter var svin i bevægelse. Jeg stod og stirrede i retning af hundeglammen, da den svage lyd af en lille fugtig kvist der knækkede i skovbunden fangede min opmærksomhed igennem den konstante baggrundsstøj af rislende vand. Jeg skævede i lydens retning uden at bevæge andet end øjnene. En lille rødgris kom trippende gennem ellesumpen på den anden side af bækken med retning mod hochstanden. Jeg vidste at den med sikkerhed ville se, når jeg løftede riflen og med al sandsynlighed øjeblikkeligt tage flugten. Jeg rørte mig derfor ikke, før den var helt fremme ved bækken.

Situationen udviklede sig forudsigeligt og lynhurtigt. Jeg fik en enkelt chance, mens grisen sprintede væk fra mig i en skrå vinkel langs bækken. Det var instinktiv skydning, og grisen spurtede efter skuddet videre ind i tæt krat, men jeg følte mig ganske sikker på, at den var ramt ordentligt. Jeg kunne da heller ikke hverken høre eller se grisen efterfølgende.

Jeg skiftede magasinet ud med et fyldt og skulle netop til at lade det halvtomme magasin med friske patroner, da jeg et stykke inde imellem stammerne så sorte ben, der trippede frem igennem skovbunden. Med lidt held ville grisene komme tættere på, og jeg havde allerede løftet riflen. Der lød tre hurtige skud fra min nabopost et par hundrede meter borte. Det betyder som regel enten tre døde grise eller ingen – oftest det sidste….

En chance til

Den lille rotte grise, som jeg havde håbet på nærkontakt med, bøjede af og løb tilbage i det tætte budskads. Jeg nåede dårligt nok at ærgre mig over den forspildte chance, førend jeg hørte lyden af en gris, som nærmede sig i ekspresfart fra netop den retning, hvor der lige var blevet skudt. Jeg løftede atter riflen halvt imod skulderen og så en enlig gris komme løbende i vild fart. Den ville passere mig på en afstand af omkring 70 meter, og selvom den stadig var mere brun end gråsort i pelsen, var det tydeligt, at den var noget tungere end de tilladte 30 kg. Ikke desto mindre bemærkede jeg, at grisen hele tiden virrede kraftigt med hovedet, imens den løb. Det så unaturligt ud, og jeg antog instinktivt, at den var anskudt.

Præcis hvor langt jeg svingede frem på den gris ved jeg ikke med sikkerhed, eftersom jeg ikke engang kunne vurdere grisens størrelse – mit eneste sammenligningsgrundlag – med særlig stor nøjagtighed. Jeg gætter på, at jeg sigtede mindst en meter foran trynen, da jeg trykkede af. Jeg både så og hørte skuddet ramme. En sky af vandperler rejste sig fra pelsen, og grisen krummede ryggen samtidigt med, at et tydeligt dumpt kugleslag nåede tilbage til min post. Jeg repeterede øjeblikkeligt uden at slippe grisen af syne, men jeg nåede hverken at se den falde, sætte tempoet ned eller blotte sig for en skudchance mere, inden den blev opslugt af skoven… til gengæld kunne jeg høre den forsvinde i det fjerne. Den gris lå med garanti ikke forendt nogle få skridt fra anskudsstedet.

Anskydning?

Jeg fik en knugende fornemmelse af afmagt i maven. Man ved jo udmærket godt, at der altid foreligger en risiko for, at tingene ikke går som planlagt, når man trykker af. Alligevel føles det altid utrykt, når man ikke er 100% sikker på, hvad der er sket. Jeg genafspillede scenen på det indre lærred. Igen og igen. Jag var sgu sikker på, at grisen var truffet, men noget tydede på, at jeg havde ramt den for langt tilbage. Jeg vidste, at drevet snart var forbi, men minutterne føltes som måneder. Jeg brændte virkelig efter at komme ud og lede efter skudtegn og om muligt få vished for, hvad der var sket. Endnu er enlig orne passerede faktisk tårnet, ligesom jeg så en rotte grise mere passere i den tætte skov uden dog at komme i nærheden af skudhold. Jeg regnede løseligt sammen, at jeg på denne post havde set næsten 30 vildsvin og haft reel mulighed for at nedlægge 7-8 stykker, hvis vi ikke havde været begrænset af dagens 30 kilos regel. En gang imellem er det faktisk rart med nogle begrænsninger!

Da såten endelig blev afblæst en halv time senere, startede jeg med at spore grisen på den anden side af bækken. Helt som forventet lå den forendt i krattet efter at have tilbagelagt et halvt hundrede meters spurt i kølvandet af en hjertekugle skråt bagfra. Jeg fik bakset dyret over bækken og gik i gang med at lede efter skudtegn fra den anden gris.

Jeg havde svært ved at afgøre præcis hvor den havde befundet sig i skudøjeblikket. Skovbunden var et virvar af friske spor på kryds og tværs, og skoven ser altid markant anderledes ud, så snart man ser den fra en anden vinkel. Jeg gik metodisk og langsomt frem med blikket rettet stift imod jorden, men på tyve minutter lykkedes det mig ikke at finde noget som helst. Ikke en bloddråbe, ikke et hår. Intet.

Jeg ringede til Martin – som stod på den næste post 500 meter fra mig for at bede om assistance. Jeg ledte videre, mens han gik ned til min post – stadig uden at finde konkrete spor. Jeg var begyndt at tvivle. Begyndt at stille spørgsmålstegn ved om det, jeg så sikkert mente at have oplevet, virkelig var det, der var sket…

Martin ankom med en af de franske jægere. De spurgte ind til, hvordan grisen havde set ud…. Og da jeg fortalte dem, at den vær ”på grænsen” til at være lidt for stor men stadig brunlig i pelsen og tilsyneladende anskudt, kiggede de forundret på hinanden. Martin havde først hørt tre skud – derefter et, og godt et minut senere var der kommet en gris fra min retning frem til hans post. Den var langt nede i tempo. Den standsede op 20 meter fra ham og han tøvede i nogle sekunder med at skyde, da den var lidt for stor. Grisen trippede da nogle få meter frem, lagde sig og døde af sig selv. Da de fik kigget nærmere på grisen, kunne de konstatere, at den var ramt af et strejfskud i nakken – en håndsbredde bag ørene – samt af et skud i leveren. Jeg var små ti cm. for langt tilbage på grisen. Men historien endte lykkeligt. Min gris var fundet, og bekymring blev med et trylleslag vendt til lettelse. Der er så uendeligt kort mellem følelsen af at have f*cket en situation op og følelsen af at have truffet den helt rigtige beslutning i en presset situation….

Fantastiske resultater

Det nuværende jagtkonsortium på Le Pelerins sammenlagt 2.500 hektar – hvoraf 1.100 hektar er skov, har haft jagten i fire år. På den tid har de formået at illustrere, hvor effektiv vildforvaltning kan være i relation til vildsvin og markskader.

Det første år nedlagde konsortiet 104 vildsvin og 25 rådyr og måtte punge ud med 36.400€ i vildtskadeerstatninger til områdets landmænd. Man iværksatte herefter en målrettet forvaltning som i korthed gik ud på at fodre og jagtfrede vildsvinene i skoven under vækstsæsonen, samtidigt med at man lagde et hårdt jagttryk på markerne. På den måde uddannes svinene til at vide, at skoven er et trygt sted at være, mens markerne er farlige, og de voksne søer, som leder rotterne, fører erfaringerne videre til deres afkom. I det sene efterår og om vinteren reduceres bestanden med jagt i skoven.

Allerede det andet år gav forvaltningen pote. Vildtudbyttet steg til 157 svin og 60 rådyr mens skaderne faldt til 14.800 €. I år tre fortsatte udviklingen: 242 vildsvin, 97 rådyr og blot 4.800 € i vildtskadeerstatninger. I den netop overståede sæson blev der sat nye rekorder på alle fronter med 335 vildsvin, 107 rådyr og 3.800€ udbetalt i erstatninger. På blot fire år har man altså mere end tredoblet jagtudbyttet, samtidigt med at omfanget af vildtskader er reduceret med næsten 90%.

Prisen er masser af hårdt arbejde og tunge investeringer i foder og jagtindretninger. Der spredes årligt omkring 40 ton majs fra 17 spredere. Det koster konsortiet i omegnen af 70.000,- kr. I bund og grund ikke en urimelig pris set i relation til udbyttet.

Stort set alt kød, der høstes på jagten, forædles af konsortiemedlemmerne selv til de bedste udskæringer, spegepølser og diverse røgvarer. Delikatesserne sælges til husholdninger i nærområdet og indbringer konsortiet langt mere, end de sparsomme summer lokale vildthandlere betaler for slagtekroppe. På den måde har konsortiet muliggjort særdeles billige drivjagtoplevelser for sine medlemmer. Det er måske ikke så overraskende at alle pladser for længst er taget….

Selv sætter jeg utrolig stor pris på at kunne kalde en håndfuld af konsortiemedlemmerne for gode venner. Au revoir Le Pelerin ….. jeg håber virkelig at gense dette sted…

Læs mere

Nyheder