TEKST: SIMON STAFFELDT SCHOU.
FOTO: ASKE RIF TORBENSEN
Selvom solen kun lige er stået op, er det allerede varmt i vejret, og det støver, da vi kører ned ad grusvejen mod gården. Vi parkerer op ad en af længerne og bliver mødt af Thomas Flindt, der smiler og byder os velkommen. Sammen med Jean Pierre Ferraro driver han Nyjæger.dk, der laver arrangementer og planlægger jagter for nyjægere i alle aldre.
Thomas og Jean Pierre har inviteret os herned på den husmandsjagt, hvor de har afholdt en række nyjægerjagter på hønsefugle. I dag, her på agerhønsepremieren, er der kun os, men vi får følgeskab af Morten Kaas Jespersen, der er inkarneret ruhårsmand, og som står bag Kennel Nørrebakken ved Karise. Morten har taget fire af sine hunde med, og jeg er spændt på, hvad dagen vil bringe.
Jeg er selv vokset op med tyske hønsehunde og har oplevet, hvor fantastisk flot en agerhønsejagt med stående hunde kan være, når hundene er godt trænede. Som voksen har jeg været med på flere jagter, hvor hønsehundene har gået alt for hurtigt, langt og bredt, så alt vildtet er blevet skræmt væk, inden man har nået at opleve en eneste stand. Men når hundene har været veltrænede, og kontakten til hundeføreren har været god, har jagterne været noget af det flotteste, jeg endnu har oplevet herhjemme.
Parole
Morten stopper dagens første pibe, mens Jean Pierre afholder parolen. Omkring os ligger der flade sydsjællandske marker, afgrænset af levende hegn, og på de fleste af dem står der roer. Det er den perfekte biotop for hønsejagt, og Jean Pierre peger ud over markerne, ud på de steder, hvor han ved, at der plejer at gå flokke af agerhøns.
”Derovre plejer de at holde til,” siger han og rækker hånden ud med et stykke af den tilgrænsende mark. ”Hvis vi starter med at gå til dem i en bue herfra og får dem på vingerne, kan vi være heldige at kunne komme til dem igen, for så plejer de at lande på vores revir igen, ikke langt derfra.”
Morten nikker, og vi går afsted, ud på jagt. Han har sine hunde i snor, men slipper dem, da vi kommer lidt ind i marken og dirigerer dem med rolige bevægelser. Piben forlader sjældent munden, det er næsten udelukkende armene, han bruger til at styre hundene med. Det er en fornøjelse at se.
Fugle på vingerne
Der går ikke lang tid, før den første hund har stand. Med det samme standser den hund, der har løbet bag den, og sekunderer den ved også at tage stand. Vi skal passe på vores skudvinkler herude – agerhøns flyver lavt, og på to sider af marken ligger der små huse med haver, tæt på. Hundene holder standen, mens vi får bragt os i position. Da alle er på plads, lyder kommandoen: ”Værsgo’!”
Med ét går en flok agerhøns på vingerne, og to af dem falder med det samme for skud, mens resten af flokken flyver lavt hen over marken med den for agerhøns karakteristiske lyd af hurtige vingeslag. Hundene har stået stille, efter de fik fuglene på vingerne, men bliver nu sendt på apport og vender hurtigt tilbage til Morten, der modtager fuglene i hånden.
På sin rygsæk har han spændt en flaske Vel-opvaskemiddel fast, men den indeholder vand, ikke sæbe, og ved lejlighed tager han den frem og giver hundene vand at drikke fra den. Det er op ad formiddagen nu, og solen brænder fra himlen, så det er vigtigt, at de tykpelsede hønsehunde får nok at drikke. Der er godt nok fire hunde til rådighed, men de skal holde til resten af dagen, og vi har endnu kun gået på den første af dagens tre udpegede marker.
Let dirigering
Flokken af agerhøns, vi lettede, krydsede skellet ind til nabomarken, så dem, vi ikke fik nedlagt, er uden for vores rækkevidde nu. Hundene afsøger resten af marken, mens vi går bag dem, og der går en enkelt fasankok og en fasanhøne på vingerne, men ellers ser vi ikke flere agerhøns på denne mark.
Vi beslutter os derfor for at gå videre til næste mark, der ligger et lille stykke vej væk. Morten sætter hundene ind i bilen og kører derhen, mens vi andre går langs markveje, hvor der gror slåen og vilde æbler. Da vi kommer ud til den større roemark, vi nu skal gå igennem, står Morten parat med hundene, der står med snuden i vinden og vejrer ud over marken.
Igen slipper han hundene og dirigerer dem tilsyneladende let, først til den ene side og så til den anden, to ad gangen. De går hurtigt og orienterer sig hele tiden op mod vinden, der skal bringe dem færten af agerhønsene, inden de når frem til dem og får skræmt dem på vingerne. Et par enkelte gange tager hundene stand, men da vi kommer hen til dem, og Morten giver kommandoen til at gå på, viser det sig, at det er falsk alarm. En let brise svøber af og til og kan snyde selv en trænet hundesnude, eller også har agerhønsene stået der kort forinden og har flyttet sig, uset, blandt de halvhøje grønne roetoppe.
Tre fugle
Kort efter tager den ene hund igen stand. Denne gang virker den helt sikker i sin sag og skeler et øjeblik hen imod os, mens vi får bragt os i stilling med god spredning mellem os. Alt står stille, i hvad der føles som flere sekunder, og hundens stand står flot aftegnet mod horisonten. ”Værsgo!” lyder kommandoen så, og hunden tager hurtigt to skridt frem og står så stille, da de gråorange agerhøns går på vingerne med tætte vingeslag.
Med det samme falder skuddene, og hundene kan apportere tre fugle. Det er svært ikke at stå at falde i staver over de kønne agerhøns med det lille kønne orange hoved og det karakteristiske hesteskoformede brune mærke på det ellers sort- og brunmelerede lyse bryst. Agerhønsejagt med stående hunde er ikke bare en af de flotteste jagtformer, vi har herhjemme.
Agerhønen er også en af de kønneste vilde fugle, vi har, og desværre er der stadig alt for få af dem i forhold til, hvad der burde være. Det er sjældnere, at man oplever denne slags jagter nu, end man gjorde tidligere, hvor de udsatte fasaner i højere grad dominerer hønsejagten.
Overraskelse på marken
”Der kan ikke være flere agerhøns på denne mark,” siger Jean Pierre, da vi flere gange har krydset den store mark for at sikre os, at vi fik det hele med. I det samme, han har sagt det, træder han et skridt, og lige der letter der en mellemstor flok agerhøns for vores fødder. Vi har afladt geværerne og får travlt med at få patroner i kammeret, men da vi først har lukket bøssen, er fuglene allerede langt væk.
Vi griner til hinanden, først af det chok, fuglene gav os, da de pludselig og uventet gik på vingerne, og så af vores egen dumhed ved at tro, at marken var drevet helt af, inden den i virkeligheden var det. Hundene ser næsten bebrejdende på os fra afstand, og vi går hen mod dem for at følges med dem og Morten hen til dagens sidste mark.
Et rådyr bliver stødt fra sit sæde i et levende hegn og smæler højt, mens det løber bort fra os, ud over markerne. Hundene kigger opmærksomme og nysgerrige efter det, men de er i snor, og rådyret forsvinder, uden at de på noget tidspunkt slider i snoren eller gør ansats til at sætte efter det.
Dagens sidste flok
Vi sveder alle godt og grundigt nu. Solen står højt på himlen, og selvom vi er fremme i september, er det varmt som på en af sommerens allervarmeste solskinsdage. Det kræver arbejde at gå igennem markerne, hvor de grønne roetoppe står tæt, mens vi følger trit med hundene. Men vi nyder alle jagten, for det er så sjældent, at man oplever denne slags intime mindre agerhønsejagter med flot stående hunde og godt hundearbejde.
Hundene bliver sendt afsted igen, først til den ene side og så til den anden. Igen tager de stand, og da vi står klar, får de dagens sidste agerhønseflok på vingerne. To fugle falder i skuddene, den ene tæt på og den anden lidt længere væk i et opfølgende skud. Først bliver denne ene hentet og så den næste, inden vi går tilbage mod bilen, og hundene får vand, inden de lægger sig, varme og halsende, på den tørre jord.
Jean Pierre smiler og gør status over dagens jagt, der med tre jægere og en hundefører har givet syv fine agerhøns og en række gode jagtoplevelser. Vi går tilbage mod gården med fuglene i galger og i hånden, mens solen står i sit højeste, og gruset knaser under vores fødder. Det har været en dejlig dag. Må det danske agerlandskab i stigende grad blive indrettet, så agerhønsene igen kan brede sig! Dette er en jagtform, som generationer før os har bedrevet, og som bør gå i arv til de kommende generationer af jægere.
