Bliv skydegod med Julie Hey #2 Montering

Sådan bliver du en bedre haglskytte. Her er der gode råd til bedre skuldring af geværet.

I flugtskydning er der mange faktorer, som spiller ind, for at du som skytte vil opnå en stabil og kontinuerlig træfsikkerhed. En af de vigtigste er en grundlæggende god skydestilling. Den har afgørende betydning for, om du formår at ’arbejde’ korrekt med dit gevær og derigennem opnå træf.

Som tidligere nævnt er en god balance det vigtigste, men selve monteringen af geværet er endnu vigtigere. Som skytte bør man træne sin montering af geværet ofte. Det kan nemt gøres hjemme foran spejlet eller på skydebanen inden skydning. Har man først monteret sit gevær korrekt, kan man skyde rigtig mange lerduer eller afgive skud til vildt uden at kunne mærke det. Får man derimod skuldret geværet forkert blot en enkel gang, vil man kunne mærke det med det samme og ofte op til flere dage efter (gerne med en hilsen changerende i farverne rød, blå, lilla og gul). Det kan sker, når skytten ikke får hele kroppen med og drejer sig hen imod duen, men i stedet står lidt ’som en bueskytte’ med siden til og trækker skulderen tilbage.

Skulderen

Det er egentligt misvisende at tale om skuldring af et haglgevær, da geværet jo ikke skal op og ligge på selve skulderen. Skæftet skal monteres på det bløde stykke lige skråt nedenfor skulderen imellem skulder- og brystmusklen. Derfor er det vigtigt at få skulderen og brystmusklen skudt frem i din klarstilling, da musklen her er den eneste i din krop, som kan modtage den kraftige energi (rekylen), som geværet sender bagud i skuddet. Korrekt montering giver geværet de bedste forudsætninger for at ligge stabilt og fast, når du skyder, så du opnår mindst mulig returpåvirkning i geværet. I stedet vil du kunne arbejde positivt med rekylen og få den afsendte energi retur til geværets løb og opnå en mere stabil og målrettet haglsværm.

3 ting at være opmærksom på, når du monterer din haglgevær:

  • Før ikke skulderen tilbage som i bueskydning, så skæftet glider ned på overarmen
  • Kom frem med skulderen og brystmusklen i din skydestilling, som ville du bokse til lerduen
  • Monter geværskæftet i det bløde stykke imellem skulder- og brystmuskel

BONUS: Du modtager rekylen korrekt, undgår slag og sender energien stabilt tilbage i skudretningen.

 


Skydeinstruktør Julie Hey står bag JAGT, Vildt & Våbens skydegode tips til at forbedre din haglskydning. Julie har undervist i flugtskydning i over 20 år og er stifter af skydeskolen HEY HUNTING, Skydeinstruktion & Jagtglæde.
Skydeinstruktør: Julie Hey, HeyHunting.dk, @heyhunting


Foto: Cecilie Byrnak

Indhold

Læs mere

Nyheder