” Et helt rent vandhul har klart vand, som man kan se ned igennem”
Vi vil gerne jo gerne have biodiversitet – vi vil gerne kunne se mange forskellige arter af planter og dyr i naturen, og vi vil gerne undgå, at truede bestande af sjældne arter uddør.
Det er både et realpolitisk og et naturpolitisk ønske. Og det er stærkt.
Det er der ikke nogen samfundsøkonomi i – vi tjener som regel ikke penge på at sørge for, at mange arter overlever og trives. Men mange mennesker gør alligevel en indsats, der gavner mangfoldigheden i naturen.
Især mange jægere lægger store pengesummer og mange arbejdstimer i at kunne gå på jagt, og jægerne hører altså til dem, der har en stærk motivation til at gøre noget, som gavner biodiversiteten.
Jægere kan gavne biodiversiteten på forskellige måder:
De kan lave landskabsforbedringer, grave vandhuller og lave insektvolde; de kan udså frøblandinger til agerhøns og hjortevildt; de kan reducere mængden af rovdyr, som truer sjældne arter, og de kan sørge for at regulere bestanden af rådyr til et passende niveau.
Min egen ekspertise angår især vandhuller.
(Foto: Rudmer Zwerve/Shutterstock)
De danske vandhuller
Her er der meget positivt at sige om vandhuller, der anlægges til jagtformål eller benyttes til jagtformål; men der er også noget at sige om nogle af de fejl, som begås ved anlæg eller brug af vandhuller.
Forhistorien er, at det danske landskab har mistet mange tusind vandhuller i årenes løb, især på grund af effektivisering i landbruget. Forskellige optællinger tyder på, at antallet af vandhuller i perioden 1900-1980 gik tilbage med cirka 65 procent.
For at vandhuller ikke efterhånden skulle forsvinde ud af landskabet, indførte man i Naturbeskyttelsesloven en bestemmelse om, at det er forbudt at fjerne eller ødelægge vandhuller over en vis størrelse.
Fra 1992 og frem har denne størrelse ligget på 100 m².
Det er dog ikke nok.
Mange af de tilbageværende vandhuller har meget dårlig vandkvalitet på grund af for stor tilførsel af næringsstoffer – især via markdræn eller med husspildevand. Mens andre er blevet næsten livløse på grund af, at de er blevet helt overskyggede af pilekrat eller af store træer. Tilbagegangen for de arter, som lever i vandhuller, er mest veldokumenteret, når det gælder padder, altså frøer, tudser og salamandre.
De mest sårbare arter gik tilbage med op til 97 % fra midt i 1940´erne og til sidst i 1980´erne. Men der har også været stor tilbagegang for vandinsekter som guldsmede og for mange arter af vandplanter.
For at et vandhul skal være levested for mange arter af dyr og vandplanter, især for padder, kræves især tre ting:
1) Det skal være næsten 100 % solbeskinnet.
2) Det skal have rent vand.
3) Der skal ikke være fisk.
Hvis et vandhul overlades helt til sig selv, vil det ofte gro til med buske og træer. Når det til sidst er blevet så overskygget, at al grøn vegetation er skygget væk, så er der næsten intet dyreliv tilbage heller. Næsten hele biodiversiteten er gået tabt.
Et sådant vandhul er heller ikke godt for ænder – de har vanskeligt ved at flyve til og fra.
Sørg derfor for at holde busk- og trævækst nede, og gerne at holde vandhullet helt åbent. Mange steder har man valgt at holde en græsrabat på nogle meters bredde hele vejen rundt om vandhullet; man kan så have trævæksten på en passende afstand af vandhullet – gerne 5–10 meters afstand.
Hvis man har lave, tætte buske nærmest ved vandhullet, og større træer længere væk, så kan de lave buske opfange løvfaldet om efteråret, så bladene ikke blæser ud i vandhullet og danner slam.
Jo mindre næring der er i et vandhul, jo langsommere gror det til.
Et helt rent vandhul har klart vand, man kan se ned igennem, og det gror så langsomt til, at det er overkommeligt at holde vegetationen nede.
Tilløb
Hvis der er et indløb fra et markdræn eller en grøft, kan man på visse årstider se, at der dannes et område med grønalger, der hvor vandet løber ind. Det viser, at der er plantenæring i det vand, der løber til. Jo længere tid, det fortsætter, jo mere vil algerne brede sig.
Når algerne dør om efteråret, bliver de til slam, og næste år frigiver slammet de næringsstoffer, der var optaget i algerne. Gødningen vil stimulere tagrør og dunhammere, som bliver meget tætte, høje og kraftige og efterhånden lukker vandfladen.
Mange har sikkert hørt om, at man kan bekæmpe algevækst ved at lægge nogle halmballer ud i vandet. Det er sandt, at man midlertidigt kan hæmme algevæksten i nogen grad på den måde; men det er symptombehandling.
Når halmballerne ligger og rådner, frigives den næring, der var i halmen, og så forurenes vandhullet yderligere. Så i givet fald skal halmballerne ret hurtigt tages op igen, og det løser ikke problemet på længere sigt.
Det nye vandhul
Hvis man graver et helt nyt vandhul, er det almindeligt at sørge for, at det bliver så dybt, at tagrør og dunhammere ikke kan gro ud i vandet.
Det er dog en dårlig strategi. Et dybt vandhul med stejle bredder har ikke ret meget liv.
I stedet skal man være omhyggelig med at holde vandet så rent, at tilgroningen kun sker langsomt og så supplere ved at slå vegetationen med nogle års mellemrum. Hvis det overhovedet er muligt, skal man undgå, at der løber markdræn ind i vandhullet – måske er det bedst at lægge drænet om, så det løber uden om vandhullet.
Hvis der er tale om et hoveddræn, som afvander et stort markareal, og som løber ind i vandhullet, vil det være helt umuligt at holde vandhullet i en god tilstand. Det vil gro massivt til i løbet af ret få år. Hvis man ikke kan undgå, at der løber markdrænvand eller andet gødningsholdigt vand ind i vandhullet fra et ret lille tilløb, kan man tage toppen af problemet ved at lave et lille forbassin, der hvor drænrøret udmunder. Forbassinet behøver ikke at være ret stort, måske kun 10 m². Det er nok til, at alger og anden plantevækst i forbassinet når at opsamle næringsstofferne, inden vandet strømmer videre ud i selve vandhullet.
Man kan så nøjes med at oprense forbassinet en gang imellem, eksempelvis hvert eller hvert andet år, og fjerne vegetationen dér for dermed at fjerne de næringsstoffer, som vegetationen har opfanget.
De forkerte løsninger
Når et vandhul gror meget til på grund af megen næring i vandet, er det desværre almindeligt at løse det problem ved at sætte græskarper ud. Græskarper er som en slags grønthøstere, der æder alt på deres vej og findeler det til en form for ugennemsigtig grøn suppe. Det fjerner ikke bare vand- og sumpplanter, men alt liv, også dyrelivet. Et vandhul præget af græskarper har altså næsten nul biodiversitet. Så det er en dårlig ide i de fleste tilfælde.
Fisk af næsten alle slags æder yngelen af de fleste arter af padder, bortset fra skrubtudsen. De æder også en del af vandinsekterne. De fleste fisk gør også vandet uklart.
Det giver størst naturværdi, hvis vandhullet ligger sådan, at der ikke kommer fisk i. Fisk, som ofte sættes ud, foruden græskarperne, er guldfisk, karusser, skaller, sudere og lignende ”fredfisk. Deres virkning er heller ikke positiv. De findeler plantemateriale, roder op i bundlaget og gør vandet helt ugennemsigtigt grønt. Man kan overhovedet ikke se ned i vandet. Og de udrydder samtidig meget af dyrelivet, især paddernes yngel. Hvis man udsætter rovfisk, som gedder eller aborrer, reduceres mængden af fredfisk, og vandet bliver klarere. Men rovfiskene udrydder samtidig meget andet dyreliv, igen især padderne.
Nogle vælger at udsætter flodkrebs. Den europæiske flodkrebs er en truet dyreart, så hvis man udsætter den, hjælper man biodiversiteten. Krebs stiller særligt store krav til vandkvaliteten – vandet skal være rent og klart, og vandhullet skal være ret dybt, så der altid er køligt vand ved bunden. Hvis krebsene trives, vil de formere sig, og bestanden kan efterhånden blive så stor, at de fjerner det meste dyre- og planteliv i vandhullet. Det risikerer at blive et vandhul med krebs og næsten intet andet.
For at undgå det, må man hvert år sørge for at høste en del af udbyttet af sin krebseavl og holde bestanden nede på et moderat niveau.
Fejl på fejl
Det ses ofte, at personer, der anlægger et nyt vandhul, er angst for, om det nu også kommer til at holde vand. Så for en sikkerheds skyld graver man en forbindelsesgrøft til for eksempel et vandløb.
Det skal man ikke gøre.
For det første betyder det, at der kommer fisk ind i vandhullet, og for det andet vil der løbe åvand ind i vandhullet, som medfører gødningsstoffer.
Jo flere år det løber ind, jo mere ophobes gødningsstofferne i vandhullet.
Det rigtige design
Angående vandhullets form, så kan det som regel anbefales at give det meget fladt skrånende bredder, så der opstår et stort areal med fladvand. Som jæger vil man jo gerne have, at ænder slår sig ned i vandhullet, og det er jo sjældent dykænder, man er interesseret i – det er svømmeænder, som gråand og krikand. Tænk derfor på, hvad disse andearter gør, når de søger føde: De stiller kroppen lodret, med gumpen i vejret, og så skal næbbet gerne kunne nå bunden eller vandplanterne. Krikanden, som er den mindste, skal have det fladeste vand for at kunne nå bunden. Jeg anbefaler gerne folk, der vil anlægge et vandhul, at lave det sådan, at det passer til krikænder. Så får man det rigtige fladvand, som giver et rigt dyre- og planteliv i det hele taget. Det betyder selvfølgelig også, at vandhullet bliver ekstra udsat for tilgroning med eksempelvis dunhammere, det vil sige, at det er ekstra vigtigt at vandet er rent.
Hvis du vil grave et helt nyt vandhul, så overvej, hvor meget næring der er i jorden i forvejen. Det kan man skønne ud fra, hvor høj og frodig vegetationen er.
Hvis man graver på tidligere landbrugsjord, skal man sørge for at grave pløjelaget væk, for det indeholder meget næring, især fosfor fra mange års dyrkning.
Et vandhul med en stor fladvandet bredzone kan man også skabe ved opstemning, hvor landskabets form tillader det.
Ænder og fodring
Fodring af ænder betyder også tilførsel af næring.
Ænderne æder kornet, og det meste af den næring, der var i kornet, især fosfor, kommer ud af fuglen igen i den anden ende.
Hvis man fodrer massivt, får man også en massiv overgødskning af vandhullet.
Efter nogle år vil vandhullet være helt ødelagt.
En sådan forurening af vandhullet er i øvrigt direkte forbudt. Det kan blive så slemt, at der opstår iltfrie forhold, og ænderne kan dø af botulisme, der skyldes bakterier i det iltfrie vand. Hvis derimod ænderne lever af den føde, der er naturligt i vandet, så vil deres afføring ikke tilføre næringsstoffer, som ikke var på stedet i forvejen.
Jeg kender eksempler, hvor vi har lavet vandhuller til sjældne padder på en landejendom, og hvor landmanden – eller en karl eller jagtlejer – har tippet hele læs af korn ud i vandkanten.
Det er meningsløs ødelæggelse – ænderne når kun at æde en lille brøkdel af kornet; resten ligger og rådner og udgør en direkte forurening af vandhullet. I de tilfælde har jeg overtalt ejeren til at tage kornet op igen.
Man kan måske undgå forurening af vandhullet ved at lægge kornet oppe på land. Men endnu et problem med at lægge korn ud er rotter.
Hvor der er lagt korn ud nær vandkanten, ser man næsten altid spor efter rotter i mudderet. Man observerer måske, at kornet faktisk forsvinder og bliver ædt. Men ofte sker der bare det, at man hjælper til at opformere rotter. Der kendes ærgerlige eksempler på, at biologisk værdifulde vandhuller, der har eksisteret i mange år, bliver overgødet ved massivt andehold med fodring.
Det er forurening af naturen, og hører ingen steder hjemme.
Et have et vandhul fyldt af kornfede ænder, der har svært ved at lette fra vandoverfladen, er ikke jagt – det er fjerkræavl med en speciel aflivningsmetode. Jagt er, i mine øjne, at høste det overskud, som naturen selv stiller til rådighed for os.
Vandhuller og øer
Som regel vil jeg ikke anbefale, at man anlægger øer i vandhullet. For det første ser det kunstigt ud. Og for det andet vil øen ofte gro til med tæt kratvækst eller tagrør, hvis man ikke kan komme ud til den og skære vegetationen ned.
Landets jura
Hvis man vil anlægge eller forbedre vandhuller, er der nogle formalia, man skal overholde. Hvis man skaber et vandhul på et areal, der tidligere var dyrket mark, skal man have tilladelse efter zoneloven – fordi der så er tale om en ændret anvendelse af arealet.
Den tilladelse skal søges hos kommunen.
Hvis man vil udgrave et vandhul i en eng eller mose, skal man undersøge, om arealet er omfattet af Naturbeskyttelseslovens §3. Hvis det er tilfældet, skal man ansøge kommunen om tilladelse; men det er svært at få lov til at grave der, fordi eng og mose er naturarealer, hvor man risikerer at fjerne værdifuldt plante- eller dyreliv.
I givet fald må man argumentere for og bevise, at der på netop det sted, hvor man vil grave, og hvor man vil placere jorden, ikke er et værdifuldt plante- eller dyreliv, og det kræver specialviden.
Hvis arealet ikke er omfattet af Naturbeskyttelseslovens §3, men blot er et lettere fugtigt græsareal, er det et velegnet sted at lægge et vandhul.
Men også her bør man tænke over placeringen.
Ofte vil der være en lille våd plet på arealet, hvor der er lidt af den vegetation, som vil kunne brede sig langs bredderne af vandhullet bagefter. Hvis det er tagrør eller dunhammere, vil det være fint at grave dem væk. Men hvis det er lavere sumpplanter, så vil det være godt at bevare dem. Da kan det anbefales at grave lige ved siden af den våde plet, og lægge det opgravede jord til den modsatte side, sådan at de lave sumpplanter bevares og kan brede sig.
Hvis der allerede eksisterer et vandhul, og man vil ændre og forbedre det, så kræver det også tilladelse fra kommunen, idet vandhullet er omfattet af §3.
Det betyder, at der ikke må foretages ændring i tilstanden. Ofte kan der dog være god grund til at ændre tilstanden, og man må så ansøge kommunen om dispensation og overbevise forvaltningen om, at ændringen vil være til gavn.
Det kan for eksempel være at udvide vandhullet, at gøre bredderne mere fladt skrånende, eller at rense det op for gammelt slam, så det ikke tørrer ud om sommeren. Hvis der er et sådant fornuftigt formål, bør kommunen give tilladelsen. Som nævnt vil vandhuller med tiden gro til, og ofte gro så meget til, at de mister deres naturværdi (og dermed også deres jagtmæssige værdi).
Derfor er det vigtigt at foretage vegetationspleje.
Pleje af vegetationen
Hvis man udfører en skånsom pleje, altså fælder opvækst af træer og buske, eller høster tagrør, så kræver det ikke tilladelse efter §3. Det, der kræver tilladelse, er mere hårdhændet vedligeholdelse, hvor man eksempelvis ændrer bunddybden eller bredprofilen. Det kan være svært at skelne, hvornår vedligeholdelsen er for hårdhændet. Men det er vigtigt at fastholde, at simpel rydning af plantevækst, og måske endda også oprensning af nyligt dannet slam uden at ændre bundprofilen, bør kunne ske uden særlig tilladelse, fordi det er så omstændeligt at få tilladelse, at det i praksis ville betyde, at den nødvendige vegetationspleje ikke ville blive udført.
Ting tager tid – bureaukrati tager meget lang tid
Man skal være indstillet på, at det tager lang tid at få tilladelse fra kommunen til de planlagte tiltag. Et halvt år vil være ret normal ventetid. Og når først tilladelsen er i hus, må man først gå i gang efter en ankeperiode på 4 uger.
Der er derfor ingen vej uden om at tænke langt frem i tiden og planlægge, hvad man vil foretage sig næste år. Man må simpelt hen kontakte kommunen i god tid og forhøre sig om, hvilke oplysninger de skal have for at kunne behandle ansøgningen. Det er bedre end at risikere en sag efterfølgende, hvis man har gjort noget, som man skulle have haft tilladelse til.
Der kan være situationer, for eksempel efter er en lang tør sommer, hvor vandhullerne tørrer ud, hvor det er et oplagt tidspunkt at foretage pleje af vandhullerne. Hvis vandhullet har været renset op tidligere, og der er dannet ny slam, kan man muligvis godt rense det nye slam op og føre vandhullet tilbage til den tilstand, det havde efter sidste oprensning. Men det kræver meget finfølelse, for at man ikke kommer ud over, hvad der er tilladt efter §3.
De nye spirer
Hvis vandhullet er færdiganlagt eller færdigoprenset om efteråret nogle uger før den første nattefrost, vil der straks spire planter, der kan ses som sumpplanter langs bredden næste sommer. For det meste er der ikke nogen grund til at udsætte vandplanter; de kommer af sig selv, ofte spredt med ænderne. I det hele taget kan det være fascinerende at se, hvor meget natur der indfinder sig af sig selv.
Ja tak
Til slut skal jeg nævne mit motto: ”Vand skaber liv.”
Når et nyt vandhul er gravet, kommer rådyrene som regel forbi allerede i løbet af det første døgn. Somme tider lægger guldsmede deres æg i vandet allerede i de første dage.
Naturen siger hurtigt ja tak.
