TEKST: SIMON STAFFELDT SCHOU
FOTO: ASKE RIF TORBENSEN
Dagens sidste lys forsvinder, da vi passerer Randers. Det er vinter, dagene er stadig korte, og snart kan vi ikke se andet end vejen foran os i lygternes skær. Motorvejen forsvinder kort inden Hirtshals og bliver til hovedvej. Skagerrak er så tæt på os, at vi kan lugte havet, da vi kører op langs Vendsyssels nordkyst, op mod vores logi for natten.
Vinden har taget til i styrke heroppe og griber af og til i bilen, mens hovedvejen bliver til landevej, som bliver til grusvej. Sommerhuset står mørkt og omkranset af graner, og et sted derude kan man høre bølgerne slå mod kysten. Her skal vi overnatte, inden vi i morgen tidlig kører det sidste stykke vej, op til Skagen Klitplantage, hvor vi skal på støverjagt.
Skagen Klitplantage
Det er først, da solen står op, at vi ser, hvor smukt et landskab vi har overnattet i. Det lange græs bøjer sig i vinden på de høje sandklitter, og i lavningerne står der bjergfyr, der er stedsegrøn og står i kontrast til den gråblå himmel. Træerne er små og knortede heroppe, ligesom man ser det langt længere oppe i Norden, og lyngen er rustrød. Det er fattig jord, og hjortevildtet trækker kun sjældent herop, men her er råvildt og harer. Og agerhøns og snepper. At gå her, alene med sin hund og sine tanker en dag i det tidlige efterår, efter snepper og agerhønsene, det er en jagtoplevelse som få andre herhjemme, siges det.
Inde i Skagens Klitplantage slår vi fra hovedvejen ind på en sidevej og når frem til en af Naturstyrelsens embedsboliger. Der er allerede dukket mange jægere op, og flere af dem er ved at stege bacon og æg over bål. Det er det lille lokale konsortium, der har inviteret, de lejer plantagen af staten i perioder på fem år ad gangen, og når de ikke går her alene, inviterer de jægerne fra Dansk Dreverklub herop. Den kortbenede drever, eller strellufstøver, som den engang hed, er hjemme her: Heroppe har man vidderne foran sig og kan lade hundene sætte snuden i sporet og bare følge det derudaf i deres adstadige tempo, mens de langsomt skubber vildtet foran sig, frem mod posterne.
Hundene og musikken
”Vi forventer fin musik i skoven i dag,” siger formanden for Dreverklubben, Morten Lindbjerg, og griner. Musikken tilhører hundene, der giver hals, mens de går i sporet på et stykke vildt, og på deres glammen kan den trænede hundefører høre, hvor tæt hunden er på vildtet, og hvilken type vildt den har fod af. Jagtformen, støverjagten, er sjælden herhjemme efterhånden og er det efterhånden også i resten af Norden, hvor ulve i stigende grad udgør en trussel mod de godmodige, langsomme hunde, der ofte går vidt og bredt, langt væk fra føreren.
Tidligere kunne der gå dage, inden man så sin hund igen. Det var tiden inden gps’er og radiosendere, hvor man lagde sin frakke et sted og håbede, at hunden på et tidspunkt ville finde tilbage til den og lægge sig der, til man kunne komme at hente den igen. Nu har hundene gps-sendere om halsen, og hundeførerne kan følge deres spor på en håndholdt modtager, der viser hundenes vej rundt i landskabet.
Der er fem hundefolk med i dag med i alt syv drevere, og dertil kommer et større antal skytter, der skal stå på post rundt omkring i landskabet, hvor vildtets stier løber, og hvor der er overblik. Først tager vi den nordlige del af plantagen, og efter frokost tager vi den sydlige.
Sindig driven
”Du skal ikke kigge efter hundens glammen, men et stykke foran den,” siger Morten Westmark, en af de lokale jægere, der har flere års erfaring med støverjagten. Dreverne går kun fire-fem kilometer i timen, som en voksen mand der slentrer. Derfor skubber de vildtet foran sig i stedet for at drive det hurtigt frem, som man ser det med andre hunderacer. Det er tit sket, at jægeren på post har kigget i retning mod hundens gøen, og imens er vildtet smuttet forbi, helt stille, langt længere fremme.
Det er denne sindige driven med vildtet, der gør støverjagten til en så rolig en affære, både for jægere og for vildtet, i forhold til de meget mere udbredte trykjagter, hvor vildtet ofte pisker afsted foran hunde, det ved kan løbe det op, hvis ikke det får flyttet sig i en fart. Vi har ikke travlt heroppe, vi har dagen foran os, og der er tid til en god snak, inden jægerne bliver kørt på post, og hundefolkene fordeler sig i landskabet og slipper hundene.
Tiden forsvinder
Vinden er taget til og nærmer sig i vindstød stiv kuling, der får granerne til at bøje sig og det lange græs til at lægge sig fladt mod jorden. Jeg er blevet anvist en stige ved en lysning, og mellem klitterne kan jeg se de hvide toppe på bølgerne. Stigen, der læner sig op ad et træ, giver sig i vinden, men står fast, og udsynet er godt.
Det er svært at høre hundene heroppe, vinden er for kraftig, og det er kun i de få øjeblikke, hvor den lægger sig lidt, at man kan høre hundenes taktfaste ”hau-hau-hau” derude et sted. Nogle gange synes lyden langt væk, andre gange helt tæt på, og det er svært at skelne, om der er en eller flere hunde i nærheden. I en tid forsvinder lyden af hundene helt bort, der er blot havets susen ude bag klitterne og fornemmelsen af flyvesand, der rammer ansigtet som små prik.
Tiden forsvinder, når man sidder sådan, opmærksom, men i sine egne tanker, og forestiller sig kortet over klitplantagen med de andre poster spredt rundt omkring en og hundefolkene, der går mellem dem, mens de venter på, at de løse hunde får fod. Der er råt og smukt her, det er svært ikke at falde i staver over tanker om at gå her en sensommerdag og lægge sig i lyngen, uden for jagtsæsonen, og være her uden andet formål end bare at være her.
Råvildt til skud
Lyden af en af hundene er taget til i styrke nu, den overdøver selv vinden, og den kommer nærmere. Det er endda muligt at bestemme dens retning, og jeg kigger et stykke foran den, frem mod det sted i lysningen, som man kunne forestille sig, at et stykke vildt ville komme ud fra.
Og da sker det. En rå kommer ud fra granerne, den har ikke travlt, men går langsomt fremad, mens den af og til kigger sig tilbage mod lyden af hunden, der stadig er et stykke væk, derinde granerne. Råen bevæger sig længere ud i lyngen, og der, hvor den igen standser op og ser sig tilbage, falder skuddet. Den krummer ryg og springer op, skuddet har siddet lavt, og løber derefter et lille stykke, men falder så om og ligger stille.
Der går et minut eller to, så ses hunden også, stadig med snuden i sporet, uden at se sig op eller omkring. Det er næsten, som om den støder ind i den døde rå, så optaget er den af sporet. Hunden snuser til råen, så løfter den endelig hovedet og ser sig lidt omkring, inden den går i en ny retning for at finde et nyt spor.
Kort tid efter kommer hundeføreren ud af granerne sammen med fotografen, og de smiler, da jeg vinker til dem. Dér ligger den rå, de har fulgt i sporet af det sidste lange stykke tid gennem klitplantagen, langsomt og sikkert, til den kom frem til skud.
Klar med haglgeværet
Efter frokosten er vi afsted igen, jægerne er igen blevet sat på post, denne gang følger jeg Mogens Lindbjerg med hans hund i den sydlige del af klitplantagen. På hans gps kan jeg se, at hunden går frem og tilbage i et snirklet mønster et sted derinde i plantagen, den har ikke fod og søger efter det. Vi standser op flere gange, hvor Mogens signalerer, at jeg skal være klar med haglgeværet, men i samme øjeblik slår hunden af, og vi fortsætter.
Nok går hunden langsomt, men det er ujævnt terræn, vi går i, og rødderne ligger højt og får nemt den uopmærksomme til at snuble. Vi kommer vidt omkring, både inde i tæt krat, hvor grenene fra de knortede træer slår mod tøjet, og ude i de åbne klitter, hvor støvlerne synker i sandet og gør hvert skridt tungere. Hunden har endelig fået fært, og vi går efter den, uden at kunne se den, mens vi lytter til dens gøen og ser dens vej på gps’en. Det kunne være en hare, men det er nok endnu et stykke råvildt, vurderer Mogens, mens vi går. I det fjerne lyder der skud, det er svært nøjagtigt at bestemme retningen på grund af vinden, men hunden fortsætter, så det er ikke til vores stykke vildt, der er blevet skudt.
Jagt forbi
Solen er langsomt ved at gå ned over klitterne, og vi har endnu ikke haft kontakt til hunden eller til det stykke vildt, der går på fod af. Den er langt væk nu, et stede ude ved havet, og det er tid til at afslutte jagten. Vi går mod bilen og følger hundens gps-signal, mens vi kører gennem landskabet. Jagten er ovre nu, og på vejen møder vi jægere på vej tilbage fra deres post, der fortæller, at de har set hunden på fod af et stort stykke råvildt langt ude i klitterne.
Dette er også en del af støverjagten: en hund, der får fod og forfølger den, nogle gange i hele dage, langsomt og vedholdende, hvis ikke man finder den og i bogstavelig forstand løfter dens snude fra sporet. Hunden er tæt på nu, kan vi se på gps’en, og Mogens springer ud af bilen og ind i et tilgroet område, hvor jeg ikke længere kan følge ham med øjnene. Lidt efter kommer han tilbage med hunden. Råen, den var efter, går et sted derude endnu.
Hjem igen
Vi mødes, tilbage hvor vi startede. Der er blevet nedlagt tre stykker råvildt i alt, og hundefolkene står foran dem med deres hunde i den nedgående sol. Vinden har så godt som lagt sig nu her i dagens sidste lyse timer, og alle går rundt og giver hånd og takker for oplevelserne og for dagen, der er gået. Hundene er trætte nu, de har gået langt på korte ben og har hele tiden givet hals, mens de har drevet vildtet foran sig i plantagen.
Der bliver pakket, vi har længst hjem, men flere er også kommet langvejs fra for at være med her i dag. Den røde sol får plantagen til at gløde, da vi følger hovedvejen mod syd, og først da alt igen er mørkt omkring os, når vi motorvejen, med et rådyr bag i bilen og tankerne på den rustrøde lyng, hvor råen lå, omgivet af hav og træer, der bøjede sig i vinden.
