TEKST: RUNE FICH WEISCHER
FOTO: RUNE FICH WEISCHER OG SHUTTERSTOCK
Hvis man, som jeg, nyder stor glæde ved ældre eller direkte gamle jagtbøger, så er Finland absolut ikke et ukendt jagtland. Tilbage i 1950’erne og 60’erne valfartede danske jægere til Finland, som dengang kunne byde på ægte vildmarksoplevelser. Jagten på bjørn, los, ulv og jærv var fri for alle, som havde mod på det, og det ’ædle vildt’ som ren og elg var let tilgængeligt.
I bøgerne fra dengang omtaltes whitetail’en eller ”virginiahjorten” – som dengang var den gængse betegnelse for arten – kun i bisætninger. Bestanden blev stadig betragtet som et eksperiment, og hjortene var totalfredede. Den fri jagt på rovvildt blev dog indstillet, og med det faldt de udenlandske jægeres interesse for landet.
Kigger man i jagtrejsekataloger fra 1980’erne og 90’erne, får Finland ikke meget spalteplads. Måske nævnes landet lige kort i forbindelse med elgjagten. Men omkring årtusindskiftet kom Finland for alvor tilbage på kortet som jagtland. Glemt var rovvildt og rener, nu var det whitetail, det hele handlede om! Og med god grund: Eksperimentet havde udviklet sig til en særdeles bæredygtig bestand på omkring 30.000 individer, og jagten var åben og prisbillig.
Springer vi frem til i dag, er der ikke mange jægere, som ikke kender til de finske whitetails. Personligt har jeg været på whitetailjagt i Finland tre gange, og det skal jeg afgjort igen!
Gaven til Finland
Eventyret om de finske whitetails startede helt tilbage i 1934, hvor finske udvandrere, der var bosat i USA, sendte deres hjemstavn en gave: Gaven bestod af syv whitetails, tre hjorte og fire hinder. Rejsen med sejlskib over Atlanten var dog ikke for sarte sjæle og da slet ikke for unge hjorte.
Således omkom to af de tre hjorte under overfarten. Den ene hjort, som overlevede, hed Bobbi og var opvokset i fangenskab på en finsk nybyggers farm i Minnesota. Den hyldes den dag i dag som stamfader til hele den finske bestand. Bobbi og de fire hinder blev udsat ved godset Laukko nord for Helsinki.
Nogle år senere, i 1948, fik Bobbi dog hjælp til opgaven med at underholde det stigende antal af hinder: For at skabe genetisk variation i bestanden blev yderligere seks bukke fragtet til Finland og udsat. Hele den nuværende bestand af finske whitetails på cirka 30.000 dyr stammer således fra de i alt 12 dyr, som blev udsat, og alle skulle efter sigende have DNA-spor tilbage til hjorten Bobbi.
Billige trofæer
I dag er jagten på finske whitetails blevet betragteligt dyrere end for bare 5-10 år siden, men sammenlignet med priserne på då- og kronhjorte i eksempelvis Polen eller Ungarn ligger whitetailhjortene stadig i den absolut billigste ende. Jeg har endnu ikke hørt om finske whitetails, som kommer over 10.000 kr. i trofæafgift, uanset hvor store de så end er.
Jagten er typisk anstand: Man sidder i skydetårne og venter på, at hjortene kommer ud. Det er den absolut bedste og mest selektive måde at jage på, hvis målet er en stor hjort. Her kan man sidde i ro og mag og se dyrene an…
Men det går ikke altid, som præsten prædiker: På min anden tur til Finland var reviret, ligesom på den første tur, Fiskars i det sydligste Finland. Jeg havde siddet ude i seks timer, mørket var begyndt at falde på, og endelig så jeg en hjort nærme sig! På min første tur havde jeg skudt en spidshjort og fem hinder og kalve på de tre dage, vi var på jagt. Men en hjort på seks ender eller derover havde jeg ikke set skyggen af. Så meget desto større var spændingen, da jeg nu så en hjort komme nærmere. Fair nok, det var ikke en kæmpe, men dog en syvender og således et gangbart trofæ.
Skud i mørket
Cirka tyve meter fra skydetårnet, hvor jeg sad placeret, lå en bunke roer, som tydeligvis var målet for hjorten, om end den tog sig god tid. Mørket var stort set totalt, da hjorten nåede frem til bunken. Jeg kunne knapt se den med det blotte øje, men gennem sigtekikkerten kunne jeg klart se dyrets placering og således ubesværet afgive skud til den.
Men hvad var nu det? Stadig gennem kikkerten kunne jeg konstatere, at der nu pludselig stod endnu en whitetail umiddelbart ved siden af den, jeg havde fulgt med øjnene hele vejen ind! Jeg kunne ikke se noget gevir i mørket, så jeg tænkte logisk nok, at der måtte være tale om en hind.
”Doublé!” var min næste tanke, og som sagt så gjort: Den første hjort faldt på stedet, og det samme gjorde den anden i sekundet efter. 338 WM gør nu engang sit arbejde godt. Men hvad var det? Whitetail-hinden, som var kommet til, gjorde et kast med hovedet, da den gik ned, og det så unægtelig ud, som om at ’hinden’ havde et lille gevir!
Med udtalt mangel på ynde fik jeg kravlet ned fra skydetårnet og famlet mig vej gennem mørket. Jeg fandt min pandelampe og fik den tændt nogenlunde samtidig med, at jeg kom frem til de to døde dyr. To døde HJORTE vel at mærke… Hinden var en lille hjort, og trofæafgiften for mit andet skud gik fra 600 kr. til sådan cirka 6.000 kr. Moralen er vel at man kan spare mange penge ved at tænke sig om.
To typer jagter
De kommercielt udbudte jagter på finske whitetails findes typisk i to former: Den ene form er jagt på egen hånd, hvor man bor i en lejet hytte med egen forplejning. I disse tilfælde køber man typisk en pakke, hvor et på forhånd fastsat antal/typer trofæer indgår. Blandt andet Aurora Jagtrejser tilbyder denne form for jagt.
Det er sjældent på jagter af denne type, at de største trofæer nedlægges, men jeg skal ærligt indrømme, at opholdet i en hytte med sauna og egen forplejning med gode venner er noget nær det hyggeligste, jeg kan bruge min tid på.
Er du mere målrettet på stærke trofæer, findes der større og mere arrangerede jagter, hvor der skydes efter prisliste. For eksempel hos Fiskars, som jeg har besøgt to gange. Reviret er ejet af Finlands nok største eksportsucces: Producenten af knive og sakse, der er opkaldt efter den lille by, man bor i under jagten – Fiskars.
Whitetail-hjorten
Whitetail deer, Virginiahjort og hvidhalet hjort er alle navne for én og samme art, nemlig Odocoileus virginianus. Den er naturligt hjemmehørende på det amerikanske kontinent, hvor den findes fra det centrale Canada mod nord til Peru og Brasilien mod syd. Hvad størrelse angår, kan den sammenlignes med dåhjorten, og en hjort bliver således op til 150 kg. I hvert fald på sin hjemmebane i Amerika. I Finland når de ikke helt de samme størrelser. Hjortene i Finland er ikke særligt kontrollerede sammenlignet med då- og kronhjorte i Polen og Ungarn. Som tilrejsende jæger må man være beredt på, at jagten sommetider kikser totalt, men andre gange byder på storslåede oplevelser. Sådan er jagten på vilde dyr nu engang: Der er ingen garantier. Af samme grund er priserne på whitetailjagt i Finland særdeles rimelige.
Typisk jager man i tre døgn, hvoraf den ene dag er afsat til drivjagt. Rent personligt er jeg efterhånden blevet lidt mæt af traditionelle drivjagter i Polen eller Ungarn, hvor man møder vildsvin, råvildt, då- og kronvildt samt måske muflon.
I Finland er det mildt sagt lidt andre arter, man kan støde på: Whitetails og elge er det primære mål, men det sker ikke sjældent, at arter som los, ulv og bjørn kommer sprintende gennem skovbunden. Selvom man ikke må skyde til dem, er det stadig lidt af en naturoplevelse.
Medaljetrofæer
Der nedlægges næsten altid elge og adskillige whitetails under drivjagterne i Finland, men tyrene og hjortene er sjældent af nævneværdig størrelse. Ikke desto mindre er jagten en oplevelse. Hvis du ønsker et trofæ i medaljeklassen, skal du være klar over én væsentlig ting: Det er vilde dyr, man jager. Bestandene af hjorte er langt fra så kontrollerede som i Mellemeuropa, og man kan ikke bare bestille en hjort i en bestemt størrelse.
Du må simpelthen vente på, at den rette hjort dukker op – HVIS den dukker op. Det kan let tage mange ture, før en hjort i medaljeklassen dukker op, og heri skal en del af forklaringen for de relativt lave priser findes. Personligt er det ikke så vigtigt for mig, om trofæerne er i medaljeklasse eller ej, så jeg nyder bare, at Finland stadig er et sted, hvor man kan få god hjortejagt for særdeles rimelige penge.
Vidste du…?
Finland regnes af de fleste for at være det eneste sted i Europa, hvor man kan møde whitetailhjorte, men det er faktisk ikke tilfældet. Længe før den første udsætning af whitetails i Finland blev der lavet udsætninger i det nuværende Tjekkiet, nærmere betegnet i Brdy-bjergene, der ligger lidt sydvest for Prag. Det vides ikke med sikkerhed, hvem der stod for udsætningerne, eller hvornår de præcist fandt sted, men det vides med sikkerhed, at der fandt en jagt på whitetailhjorte sted i 1884. Den tjekkiske bestand findes den dag i dag, men har aldrig for alvor fået bidt sig fast, som det er tilfældet i Finland. Selvom bestanden i Tjekkiet stort set altid har været fredet, er den i antal i dag ikke kommet over 250 individer.
