TEKST: SIMON STAFFELDT SCHOU
FOTO: ASKE RIF TORBENSEN
Vi står midt i en hel landsby af grævlingehuler – skoven omkring os ser ud, som om det er blevet ramt af granater, der har kastet jorden op i volde og efterladt dybe huller i landskabet. Det er svært at forestille sig, at grævlingerne, der er på størrelse med en mindre hund, kan ændre et landskab så radikalt. Men den er god nok, vi ser fod af dem overalt, og de er sikkert dernede, et sted under jorden, hvor de venter på, at det bliver nat, inden de kommer frem for at søge føde.
Nu skal vi bare fordrive tiden, til mørket falder på. Først dér begynder jagten.
Jagt på Johannishus
Vi er kørt til Blekinge. Landskabet har ændret sig fra vidtstrakte marker med slanke vindmøller til tætte skove med klippefremspring. Efter Rønneby har vi drejet nordpå, og her ligger Johannishus Gods og troner med sine 8.250 hektar jord, som tilbyder noget af den bedste grisejagt, penge kan købe i Sverige. Hvert år bliver der afholdt en række bewegungsjagder her efter tysk forbillede med store vildtparader, og godset er kendt for kun at drive de enkelte dele af sine jorder af én gang per sæson: Når der bliver afholdt de store trykjagter, skal vildtet ikke have været forstyrret af tidligere jagter.
Det er dog ikke grise, vi er her for. Carl Johan er en af godsets to skytter, og han har lovet at tage os med ud på en af sine yndlingsjagter: jagt på grævling med stillende hund. Grævlingen er jagtbar herovre i Sverige, og der er mange af dem. Kører man rundt om aftenen eller natten og lyser ud over markerne, man kan tydeligt se deres øjne lyse op, forklarer Carl Johan. Selve jagten med den stillende hund er ikke så forskellig fra den, man herovre bedriver på elg og vildsvin, ligeledes med stillende hund: Hunden får et gps-halsbånd om halsen og bliver sluppet. Får den fod af vildtet, begynder den at følge dets spor, til den finder vildtet og stiller det ved at glamme og rende rundt om det, til jægeren kan komme frem til skud.
”Vi kan bare ikke give hunden fuldstændig frit løb,” forklarer Carl Johan. ”Så kan den hurtigt tage fært af grisene i stedet, og det er ikke dem, vi er ude for at jage.” Vi må i stedet køre rundt at kigge efter grævlingerne i mørket, inden vi slipper hunden.”
Ind i natten
Dåvildt og harer løber over vejen i det kraftige lys fra det ekstra sæt forlygter, da vi kører gennem skoven. Bag på ladet af den tætpakkede pickup sidder gråhunden i sit bur og holder øje med det passerende vildt. Engang imellem standser Carl Johan bilen og lyser ud på markerne med en kraftig projektør. Det er imponerende at se så rigt et dyreliv på marker, der ellers ved første øjekast virker øde: Øjne, både store og små, lyser op i projektørens skær og forsvinder eller bliver ved med at iagttage os, til vi kører videre ind i natten.
Vi har siddet og snakket hele dagen i Carl Johans skyttebolig, og nu er vi af sted. Mellem mine ben står godsets slidte salonriffel, der bliver brugt til alt slags regulering herovre. Skudafstanden er ikke lang på denne slags grævlingejagter, og Carl Johan foretrækker den lille riffel, der skåner hundens ører og ikke laver så meget larm i skoven. Der er kikkertsigte på riflen, men det er til de andre former for reguleringsjagter herovre. Til grævlingejagten er det egentlig mest i vejen, korn og kærv ville have været bedre.
En nattergal flakser forbi i forlygternes skær. Det ligner en sneppe på flugten, og jeg har aldrig set sådan en før, kun hørt dem. Ved et sving forsvinder en vildsvine-so med sine stribede unger ind under et buskads og væk ind i skoven, inden vi drejer ned ad en mindre skovvej. ”Her er et godt sted at prøve lykken,” siger Carl Johan og standser bilen.
Fod af grævling
Gråhunden løber frem og tilbage et stykke derude. Nogle gange ser vi den i skæret fra vores pandelamper, andre gange er den væk, og vi kan kun følge den på gps’en. Pludselig giver den hals et sted derude i mørket, og vi småløber i den retning, lyden kom fra. Hunden gør kraftigere, men pludselig forsvinder dens lyd, og der er stille i skoven. Vi må bruge gps’en til at finde det sidste stykke vej frem til den.
Da vi når frem til hunden, står den oppe på et stort klippefremspring med næsen nede i en dyb revne i stenen. Vi kan høre, at det pusler dernede, grævlingen har søgt dækning her efter at være blevet fulgt et stykke vej af hunden. Hunden springer uroligt rundt på klippefremspringet og forsøger først at klemme sig ind til grævlingen fra den ene side og så fra den anden.
Pludselig kommer grævlingen ud. Det er, som om den standser et øjeblik for at orientere sig, inden den igen tager flugten. Den har skudt pelsen i vejret, og dens gråsorte hår stritter, så den får dobbelt størrelse. Den har små øjne og ser dårligt, men dens store snude vejrer fra side til side, og den blotter sine tænder, da gråhunden kommer løbende og giver hals.
Skuddet falder, grævlingen falder om på siden, og hunden begynder at ruske i den, til den er sikker på, at grævlingen er død. Vi trækker grævlingen ordentligt frem i lyset og sidder et øjeblik, mens vi studerer de lange kløer på forpoterne, som den bruger til at grave med, og de kraftige tænder. Hav altid koks i støvlerne, når du jager grævlinger, sagde man tidligere, for grævlingen bider, til det knaser. Det er måske bare en jagtstuehistorie, men det er tydeligt, at hunden har respekt for grævlingens tænder.
Skovmår i gærde
Vi går igen efter hunden, natten er stadig ung. Vi har båret grævlingen op til bilen – den vejede godt til i hænderne, måske 17-18 kg. Det er en meget anderledes oplevelse at jage om natten end om dagen. Mange har prøvet at sidde i tårn om natten i Sverige at vente på grise, men det her er noget andet. Her er vi selv på farten efter hunden, der løber et sted derude, og mørket gør, at dufte og lyde træder meget tydeligere frem og omslutter en, mens man går.
Månen er fremme, men den skinner kun svagt gennem granerne, og vi må passe på, hvor vi sætter fødderne, for der ligger glatte sten og klippestykker spredt rundtomkring i skovbunden. Et stykke frem har gråhunden igen fået fært, den giver hals, og da vi når frem, står den med snuden i et stengærde. Vi lyser ind mellem stenene, sprækkerne er for små til, at det kan være en grævling, der har søgt herind, og pludselig ser vi, hvad hunden har lugtet: Et sted dybt inde sidder der en skovmår. Dens gulligbrune pels skinner et øjeblik i pandelampens skær, inden den forsvinder dybere ind i gærdet og er væk.
Endnu en grævling
Vi går videre, og kort efter får gråhunden igen fært. Den gør og forsvinder ind i mørket, mens vi delvist løber efter lyden og delvist følger den på gps’en, hvis lille skærm lyser blåt op i mørket. Hundens halsgivning tager til, og da vi ser den, løber den tæt bag en stor grævling. Grævlingen har pustet sig op som den første, vi så, og engang imellem vender den om for at gøre front mod hunden. Hver gang hopper gråhunden hurtigt til siden, mens den halser.
Det er svært at komme til skud, mens hunden springer rundt om grævlingen, men et øjeblik springer den til side, og der falder skuddet. Grævlingen er mindre end den første, og dens tykke pels, som man blandt andet kan bruge til at lave barberkoste af, er blød. Månen er helt fremme nu, da vi bærer grævlingen tilbage til bilen og kører hjemad. Der er mange flere grævlinger her på Johannishus’ jorder, og vi ser enkelte i lyset fra bilen på vejen tilbage. Men vi har fået jagtoplevelser nok for i nat. Bag os sidder gråhunden på ladet og vejrer luften fra markerne, og det er sen nat, da vi igen kører ind på pladsen foran Carl Johans hus og går til ro.
