AF ANDERS CHRISTIAN HOLMSGAARD, CO-FOUNDER, OPENLANDS.
FOTO: PREBEN HENRICHSEN OG ANDERS CHRISTIAN HOLMSGAARD.
‘Agerhønen er dog det fornøjeligste vildt, vi har. Det er et herreliv en smuk eftermiddag af følge den søgende hund; men det er ikke noget driverliv.’ Boganis Jagtbreve, Østjylland 1. september 1888
Jeg har selvfølgelig læst Wilhelm Dinesens jagtbreve, siden jeg var helt ung, så da jeg i september var så heldig at blive inviteret med på en rigtig agerhønsejagt på Falster, var jeg ikke sen til at takke ja!
Agerhønsejagt er efterhånden blevet en sjældenhed i Danmark, og jeg havde længe haft en drøm om at opleve denne spændende jagtform med stående hunde.
Jagten skulle foregå i roemarker, og da vi var i alt seks skytter og et tilsvarende antal hundefolk med hver deres stående hunde, var der lagt op til en spændende jagt. Dagen startede med klar septemberluft og solskin, så stemningen var høj, da netop vejret er af afgørende betydning for udbyttet på en sådan jagt. Agerhøns har det nemlig med ikke at ville flyve, hvis det regner for meget, og i tillæg gør det hundenes arbejde væsentligt sværere, da der er ringere fært i regn.
Vi skytter stod spændte på linje og ventede, mens hundene fik lov til at afsøge det første stykke mark, og der gik ikke længe, før den første hund havde stand. Derefter kunne jeg og de 2-3 andre nærmeste skytter bevæge sig op på hver side af hunden. Der er grænser for, hvor længe hunden kan holde fuglen, så det skal gå relativt hurtigt, når først der er stand.
”Avance” lød det bestemt fra hundeføreren, og på hundens fremrykningen lettede der en flok på omkring 10 agerhøns. De første skud gik, og selvom det hele gik meget hurtigt, kunne jeg med glæde konstatere, at jeg fik nedlagt en enkelt agerhøne i mine to skud. Førend jeg kunne nå at lade igen, lettede der yderligere et par agerhøns. Dette scenarie med stand og rejsning af flokke af agerhøns gentog sig adskillige gange i løbet af dagen, efterhånden som vi bevægede os ud over markerne.
Spænding
Det er virkelig spændende jagt, hvor man konstant skal være klar, og hvor hundene, hvert øjeblik det skal være, fryser i stram stand, når de får fuglenes fært i næsen. Når man herefter bevæger sig op til hunden, stiger spændingsniveauet markant. Er det gammel fært? Er flokken lige i nærheden? Kan hunden holde fuglene, eller når de at flytte sig eller lette?
Vi forsatte i løbet af dagen hen over markerne, hvor vi på skift gik eller nærmest løb op til hundene, når de havde stand. Det er meget vigtigt, at man bevæger sig roligt frem, når man kommer tættere på hunden, så er der ro, når føreren giver hunden kommando til at rejse fuglen. Det hændte også flere gange, at der pludselig lettede agerhøns, når man kom gående, og så var det med at holde tungen lige i munden. At jagtformen ikke er noget driverliv, havde Dinesen ret i. Det er aktiv jagt med mange kilometer i de tunge roer, og man skal både være hurtig til at bevæge sig op til den hund, som har stand, og samtidig også kunne bevare roen, når der skal afgives hurtige skud.
Hurtige skud og køligt overblik
Agerhøns letter som regel samtidig i flok, og det tog noget tid, før jeg vænnede mig til måden at skyde på. På en jagt som denne, hvor vi var flere jægere, som gik sammen, kan det faktisk ofte være svært at sige, hvem der har skudt hvilke fugle i flokken.
Det er en helt anden disciplin at skyde til en fasan, som kommer flyvende i nogenlunde lige linje i forhold til en sværm af agerhøns, som hurtigt slår op til alle sider på kort afstand. Der er mange fugle i luften på én gang, og jævnfør god skik som ved al anden jagt, går det selvfølgelig ikke at skyde ind i flokken. Det vil i øvrigt ofte give et ringe resultatet og risiko for anskydninger.
Skydning på agerhønsejagt handler i høj grad om at bevare roen og overblikket i skudsituationen. Det gælder om at udsøge og fastholde sigtet på en enkelt fugl i kanten af flokken, for derefter at dække fuglen og afgive et hurtigt skud. Kun hvis man kan konstatere, at fuglen pakker sammen i knaldet, kan man overveje at udsøge den næste, hvis den da ikke allerede er for langt væk.
Alt imens dette pågår, holder man øje med, i hvilken retning flokken flyver, om fuglene deler sig, og om de slår ned i nærheden. Hvis de er inden for synlig afstand, kan man være heldig at opsøge dem på ny, og derefter kan jagten forsætte efter nye fugle.
Rent sikkerhedsmæssigt skal man være ekstra opmærksom, da der er mange lave skud og også skud bagud af skyttekæden. Af den grund er det alfa og omega at man hele tiden går på linje og har fuldstændig styr på placeringen af både hunde, hundeførere og naboskytter. Man skal naturligvis også have styr på omgivelser, hvis der skulle være bebyggelse eller befærdede veje i nærheden.
Jeg vil fremhæve en enkelt situation fra jagtdagen, som jeg sent vil glemme. Det foregik sidst på dagen, hvor jeg havde fået øvet mig lidt, og hvor alt klappede og gik op i en højere enhed. Jeg gik alene med en hundefører og var således den eneste skytte, der gik op til hunden, som havde stram stand. Da hunden fik ordre til at rejse fuglene, lettede der ikke en stor flok men blot 2 agerhøns, som fløj lige frem men til hver sin side. Alt føltes, som det foregik i slowmotion, og det lykkedes da også for mig at lave en perfekt doublé. Man skulle næsten tro at det hele var planlagt på forhånd, men sandheden er jo som så ofte, at hundens arbejde er mere end den halve jagt. Generelt kræver denne jagtform meget veltrænede stående hunde og førsteklasses apportører, da en vingeskudt agerhøne kan løbe utrolig langt og være meget vanskelig at finde i en stor tæt roermark.
Små hagl
I løbet af dagen lykkedes det mig at nedlægge 11 agerhøns i 34 skud, og selvom det føltes som mange forbiere, var jeg ganske tilfreds. Til agerhønsejagt kan man med fordel bruge mindre hagl, da de dækker bedre på kort hold og derved giver færre anskydninger, hvis man afholder sig fra at skyde på for langt hold.
Det var en fantastisk dag i godt selskab, og ligesom jeg har prøvet med rypejagt i Nordnorge, er det en elegant jagtform, hvor samspillet med de dygtige hunde er afgørende for udfaldet. Derudover vil jeg tilmed understrege, at agerhøns er en særdeles god spise! Til forskel fra Wilhelm Dinesens beretninger, var dette dog jagt på udsatte agerhøns, da den vilde bestand som bekendt desværre er gået voldsomt tilbage i Danmark over de sidste nange år.
Agerhøns – En populær jagt fra en svunden tid
Agerhønen er faktisk sammen med urfuglen og engsnarren en af Danmarks nationale hønsefugle. Agerhønen er en steppefugl, som bredte sig fra de åbne vidder i Østeuropa og videre til Vesteuropa i takt med agerbrugets udbredelse, og fuglen er derfor knyttet til det dyrkede kulturland og det åbne græsland.
Udviklingen i landbruget i 1900-tallet har dog med al sandsynlighed været hovedårsag til den store tilbagegang i bestanden, da man har fjernet mange levesteder og fødegrundlaget for agerhøns. Agerhøns er kræsne i deres valg af føde, og de kræver ganske bestemte fødeemner for at ville være på et terræn. Det er dog ikke noget nyt, og allerede i 1959 skriver overjæger, Jens Bjerg-Thomsen, da også i jagtbogen ”Jeg er jæger”, at agerhønen var dansk jagts populæreste fugl, men at hønsene i Danmark dengang var på retur.
Hvis vi atter skal have agerhøns tilbage som en del af normalbilledet i det danske landskab, kræver det, at de får bedre levesteder og fødegrundlag. Agerhøns foretrækker områder hvor hede, mark og mose veksler, og hvor der er mindre marker med afvekslende afgrøder i form af urtevegetation og insekter. Hegn, harvede jordstriber langs marker og insektvolde er nogle af de tiltag, som kan hjælpe, viser erfaringerne, og man kan håbe, at det fremtidige landbrug kan give plads til netop dette.
Se mere om Openlands på https://openlands.eu
Kilde: Jeg er jæger, af G. Ahlefeldt-Bille og Torben J. Meyer
Politikens Forlag, 1959.
