Rekyl og optiske sigtemidler

AF JENS ULRIK HØGH

I gamle dage var det et udbredt problem, at helt almindelige sigtekikkerter uden varsel brød sammen under brug. Trådkors væltede, og linser raslede løse eller sprækkede. Synderen var naturligvis de kraftpåvirkninger, sigterne blev udsat for under rekylen.

Nu om stunder er de konventionelle optiske sigter langt mere robuste, og det er yderst sjældent, at der forekommer rekylbetingede skader på kvalitetskikkerter. Dette gælder dog ikke for de mange elektroniske natsigter, der i øjeblikket vælter ind i våbenskabene. Disse er langt mere følsomme, og de forskellige fabrikanter og importører går da også ud med anvisninger på, hvilke kalibre deres sigter må forventes at kunne holde til. Desværre er den tekniske baggrund for rekylskader på sigter ikke så enkel, at man kan vurdere risikoen ud fra et simpelt kendskab til kaliberen.

Rekyl

Enhver riffeljæger ved, at han får et betydeligt større spark af en riffel i kaliber 9,2×62, end han får af en i øvrigt identisk riffel i kaliber .243 Winchester. Det skyldes, at rekylenergien – altså den bevægelsesenergi, riflen rammer skulderen med – er 7-9 gange større for den tunge kalibers vedkommende.

For kikkerten på toppen af riflen forholder det sig imidlertid anderledes. De stødfølsomme elementer i en sigtekikkert er ufleksible og går i stykker ved en vis kraftpåvirkning, uanset hvor kortvarig den er. Energien i rekylen – som er den skytten for alvor mærker – er ret ligegyldig.
Vi har alle set den lille plasthammer med rundet stålspids, der sidder ved siden af de store ruder i bussen. Et lille barn kan uden kraftanstrengelse smadre ruden med den i tilfælde af en ulykke, men ofte vil det være vanskeligt for en stor stærk mand at sparke den samme rude i stykker, selvom han bruger al sin styrke. Årsagen er, at kraften, der koncentreres på spidsen af den lille sikkerhedshammer, overstiger glasrudens brudstyrke ved selv et let slag. Der skal ikke mere til.

Hvis en kikkert bryder sammen under rekylen, sker det groft sagt, fordi den smadrer sig selv under den voldsomme acceleration. Præcis som en jagerpilot, der kun kan tåle en vis acceleration (typisk målt i ”g”), bryder elementerne i et sigte sammen under deres egen vægt, hvis accelerationen bliver tilstrækkeligt stor. 

Den største acceleration af riflen – og dermed sigtet – under skudafgivelse optræder, når kammertrykket topper. Gastrykket virker på det indvendige areal i hylsterbunden og trykker riflen tilbage med en kraft, som er et produkt af trykket og det areal, det virker på. Større tryk og større areal resulterer begge i større kraft. På engelsk kaldes denne kraft for ”bolt thrust”, og den er i sagens natur en vigtig størrelse i forhold til mekanismens styrke, men altså også i relation til påvirkningen af sigtet. Accelerationen er et produkt af massen, der accelereres og kraften. Det betyder, at en tungere riffel oplever mindre acceleration end en lettere under den samme kraftpåvirkning.

Det, vi har brug for at vide i forhold til at vurdere påvirkningen af kikkerten, er det maksimale, forventelige tryk i patronen, hylsterets indvendige diameter og den samlede vægt af riffel og sigte.

I praksis

De maksimale kammertryk for fabriksladet ammunition er fastsatte af henholdsvis SAAMI i USA og CIP i Europa. Man opgiver typisk det maksimale gennemsnitlige kammertryk, men i denne sammenhæng er det maksimalt tilladelige udsving (som i CIP er +15%) mere interessant. Det er det, fordi det er den patron i pakken med det højeste tryk, der udgør den største risiko.

De føromtalte kalibre 9,3×62 og .243 Winchester har som udgangspunkt samme indvendige hylsterdiameter. Det maksimalt tilladelige tryk for en enkelt fabriksladet patron er 4773 bar for .243 Winchester og 4485 bar for 9,3×62. Det betyder, at .243 Winchester resulterer i en maksimal kraftpåvirkning af kikkerten, som er godt 6% større end den tilsvarende kraftpåvirkning fra en kaliber 9,3×62 i en riffel af samme vægt. Projektilvægt, udgangshastighed og så videre er helt ligegyldige i dette regnestykke. .308 Winchester har det samme basishylster og det samme maksimale kammertryk som .243 Winchester og udvikler derfor nøjagtigt den samme maksimale kraftpåvirkning af kikkerten.

Går man op i hylsterdiameter uden at gå ned i maksimalt kammertryk, går det helt galt med kraftpåvirkningen. En .300 Winchester Magnum påvirker sigtet med en kraft, som er mere end 20% højere end en .308 Winchester alene i kraft af et lidt højere kammertryk og en lidt større hylsterdiameter.

Eksempel

Når en fabrikant skriver, at et givet sigte kan holde til at blive anvendt med kaliber .308 Winchester, er det i virkeligheden en meget ufuldstændig oplysning. Hvis vi tillader os at gå ud fra, at sigtet rent faktisk kan holde til at sidde på en riffel i kaliber .308 Winchester af nogenlunde normal vægt – for eksempel 4,5 kg inklusiv sigte og eventuel lyddæmper –  betyder det, at:

1. Den samme kikkert ville uden risiko kunne bruges på en riffel i kaliber 7 mm Remington Magnum, .300 Winchester Magnum, .338 Winchester magnum eller lignende, hvis den samlede vægt af riflen overstiger ca. 5,5 kg.
2. Den samme kikkert vil ikke uden risiko kunne bruges på en riffel i kaliber .243 Winchester, der er væsentlig lettere end de nævnte 4,5 kg. Jo lettere jo værre.

Et brugbart mål for sigternes stødsikkerhed ville være den maksimalt tilladelige g-kraft. Med den ville det være ganske simpelt at vurdere, om man befandt sig på den gode eller den dårlige side af sigtets styrke.

Et par håndgribelige råd

• En hel del moderne natsigter koster i omegnen af 30.000 kroner. Det er mange penge, og der er ingen tvivl om, at disse sigter er betydeligt mere følsomme end konventionel optik. Hvis udgangspunktet er, at det går fint at montere sigtet på en 4,5 kg tung riffel inklusiv sigte og lyddæmper i kaliber .308 Winchester, kan man med sindsro vælge en riffel i samme vægt i en hvilken som helst standardkaliber med samme (eller mindre) hylsterdiameter. For eksempel 9,3×92.

• Vil man have en lettere riffel, skal man gå ned i tryk eller hylsterdiameter. En 9,3×57 har en anelse mindre hylsterdiameter end en .308 Winchester, og maksimaltrykket er næsten 30% lavere, så her er sigtet lige så trygt på en riffel, der kun vejer godt 3 kg totalt set. Tilsvarende er disse sigter glade for småkalibre såsom .223 Winchester – også her vil en totalvægt på ned til 3 kg være fin.

• Hvis man vil montere kikkerten på en riffel i kaliber .300 Winchester eller en anden magnumkaliber med samme hylsterdiameter, bør den samlede vægt af din riffel være mindst et kilo tungere – altså 5,5 kg.

• Går man yderligere op i tryk og hylsterdiameter – for eksempel med en ”short magnum” eller en ”ultra magnum”, beder man for alvor om ballade, men i sidste ende er det kun et spørgsmål om at gøre riflen tung nok.

• Genladning er risky business i denne sammenhæng, da man må forvente, at der kun skal et enkelt tilstrækkeligt hårdt slag til at ødelægge en kostbar kikkert. En enkelt patron med eksempelvis 30% overtryk kan nemt betyde døden for dit nye dyre sigte.