AF: TROELS KIRKEGAARD
FOTO: TROELS KIRKEGAARD SAMT SHIREBROOK PHOTOGRAPHY, REBECCAASHWORTH OG
BURRY VAN DEN BRINK/SHUTTERSTOCK
På de fællesjagter, jeg kommer på, er field trial spaniels i både springer- og cockerudgaven de hunderacer, der er i klart overtal. Blandt disse sniger der sig til tider en labrador eller to med. Begge typer er dygtige jagthunde, der som oftest fungerer rigtig godt sammen.
Desværre oplever jeg til tider en manglende forståelse for de to racers måder at arbejde på. Det er synd, da en bedre anvendelse af de egenskaber, de to racer bibringer til jagten, kan give jagten en ekstra dimension, både i forhold til den synlige del af hundearbejdet, men også i forhold til vildtfinderaspektet.
Det helt basale
Spaniels hører til i kategorien stødende jagthunde og labrador i kategorien apporterende. Min erfaring er dog, at på praktisk jagt – måske lige bortset fra store klapjagter på godser -bruges labradoren lige så meget til at drive med som til at apportere med. Det samme gør sig gældende for spaniels, dog med modsat fortegn. Det gør det endnu mere vigtigt, at drevlederen både kender sit terræn og de to hunderacers egenskaber, når hundene skal tildeles placering i drevet.
Når hunde søger, bruger de næsen. Derfor er det for begge racer vigtigt at komme til at drive mod vinden.
Igennem de egenskaber, hundene er fremavlet med kombineret med erfaring opnået gennem træning, lærer hundene, hvordan de udnytter den fænomenale lugtesans bedst muligt.
Der er dog nogle forskelle i den måde, de søger. Labradoren søger generelt udefra og ind i en bevoksning. Forenklet sagt bevæger den sig rundt uden for eller i kanten af bevoksningen. Når den får fært af vildt inde i bevoksningen, går den ind og letter det.
Spaniels derimod arbejder som oftest indefra og ud i bevoksningen. Igen forenklet sagt går den ind i bevoksningen, får fært og letter vildtet.
Min oplevelse er, at den ene metode ikke er bedre end den anden. Det giver sig imidlertid udtryk i den forskel, at spaniels typisk er mere villige til at gå igennem tættere bevoksning end labradoren, medmindre den har fært i snuden.
Har man har tæt bevoksede stykker på sit revir, kan det derfor give mening at planlægge sit drev sådan, at det vil være spaniels, der arbejder i disse. Labradorerne kan så tildeles kanterne eller gå yderst på siderne af drevkæden med mulighed for at gå ind i bevoksningen, når de får fært.
Taler vi derimod om åbne stykker med spredt bevoksning, vil det give mening at trække labradorerne ind mod midten af kæden, så de har mulighed for at arbejde rundt om bevoksningen for derefter at gå ind i den. Spanielsene tildeles så kanterne, hvor de vil kunne drive skel og levende hegn.
Ovenstående overvejelser er ikke en fiks og færdig opskrift på, hvordan et drev skal organiseres, men blot eksempler på, hvordan man kan medtænke de hundetyper, man har til rådighed til drevet.
Og så lidt om brombær
Min egen hund, der er en labrador, og jeg har en gang gået gennem et meget tæt brombærkrat. Prisen for det var et par nye jagtbukser til mig og en mildest talt noget utilfreds hund, der bestemt ikke syntes, at far var den mest geniale den dag.
Da vi kom hjem, var fruens bemærkning til mig: ”Prøv du at rende igennem et brombærkrat kun iført underbukser.” Deraf kunne jeg udlede, at hun var helt på hundens side. Ved lidt nærmere eftertanke måtte jeg konstatere, at der måske var et gran af sandhed i hendes udsagn.
Hunden har kun pelsen til at beskytte sig mod både torne og pigge. At tro, at hundens hud er specielt hårdfør, eller at pelsen skulle være særligt beskyttende i forhold til brombærtorne, er vist ikke helt velovervejet. Blot tænk på, at de jægere, der gerne går gennem brombær, ofte er iført læderbukser.
Lige præcis derfor har jeg lavet den aftale med min hund, at, hvis han selv søger ind i brombærkrat, så må han gerne, men jeg vil ikke tvinge ham derind. Det har mere end én gang fået en drevleder til at kigge uforstående på mig, når jeg har sagt nej til at sende ham ind i tornene.
Det er også årsagen til, at, når jeg ser en hundefører smide sin hund op i et brombærkrat, ligegyldigt hvilken race det er, har jeg ikke andet end en hovedrysten tilovers.
Min egen hund er bestemt ikke perfekt. Jeg har dog endnu til gode at opleve, efter at den har været igennem et stykke bevoksning, at der er kommet en anden hund, der har lettet vildt, min hund havde overset.
Derfor er jeg nået til den konklusion, at, hvis han ikke markerer eller går ind i bevoksning og krat, som eksempelvis brombær, er det, fordi der ikke er noget derinde.
Kend din hunds søg
Når min egen hund bliver sluppet, prøver han altid at komme op i vinden. Til at starte med forstod jeg ikke denne adfærd, og jeg prøvede at dirigere ham mere end, hvad det var nødvendigt.
Efter at jeg er nået til den erkendelse, at han meget bedre forstår at udnytte sin fænomenale lugtesans, end jeg gør, er jeg begyndt blot at støtte ham. Eksempelvis når vi driver i medvind, og jeg direkte kan se, at han har brug for det, eller hvis det går for stærkt til, at snuden kan følge med.
Da han har vist, at han har styr på, hvad han laver, når han søger, er samarbejdet blevet mere roligt. Der kan dog stadig være dage, hvor det at lytte til kommandoer fra far er noget opreklameret fis, og det er meget sjovere at tigge godbidder fra alle de rare mennesker, der står på linje. Man er vel både en familie- og jagtlabrador!
Min pointe er, at vi som hundeførere bør husk, at vores lugtesans ikke kommer i nærheden af hundens. Vores hunde ved godt, hvordan de udnytter den sans bedst muligt.
Lige såvel som vi ikke kommanderer en irsk setter ned i en rævegrav, fordi vi ved, at den ikke kan løse opgaven, bør de vilkår, vi opstiller for vores hunde på fællesjagter, også tilpasses hunden. Her kommer både drevlederen og hundeføreren i spil. De har en opgave i at sørge for så gode vilkår så muligt, for at vores hunde, uanset race, kan løse den opgave, vi stiller dem.
Så derfor: stol på din hund, lad den gøre sit arbejde, og sørg, for at den får de bedst mulige arbejdsvilkår.
