Køb abonnement til
magasin og indhold Abonner Her

Felttest af Jagtstøvler HAIX NATURE ONE GTX High

En langskaftet bjergvandrestøvle er måske et overkill til almindelig jagt i Danmark, ville nogen nok mene. Vi trak i par Nature One GTX High fra den tyske producent Haix og testede konceptet.

TEKST OG FOTO: REDAKTIONEN

Fodtøj til jagt er muligvis ikke allerhøjest på prioriteringslisten, når man skal købe jagtudstyr. Listen over nødvendigt grej er lang, og ofte vil man måske prioritere at lægge pengene på poster som våben og optik og så spare lidt andre steder. Et sted, hvor jeg selv kunne være fristet til at spare, er på fodtøjet. Af bitter erfaring, ved jeg dog, at det kan være en fejl, som kan have større konsekvenser end, man lige tænker over. 

Fødderne er, hvad der får os mennesker fra A til B, og det er uanset om ruten går til supermarkedet og hjem igen eller gennem dugvådt græs på jagt efter sommerbukken. Dårligt fodtøj kan være en faktor, som hurtigt kan få selv de mest ihærdige jægere til at vende snuden mod bilen. Det er bare ikke sjovt at være ude, hvis man har våde, kolde eller ømme tæer. Fodtøj af god kvalitet er med andre ord vigtigt, og skal man have det bedste, så skal man købe af de bedste.

Tysk oprindelse

I 1948 startede en tysker ved navn Xaver Haimerl en lille lokal skofabrik i Mainburg i Bayern. Hans mål var at producere arbejds- og vandrestøvler af høj kvalitet, som indledningsvis blev solgt under andre mærker. Over tid valgt han dog at starte sit eget brand, som blev døbt ’Haix’ – ”Hai” fra hans efternavn og ”X” fra hans fornavn. 

Med tiden fulgte Xavers søn Ewald i sin fars fodspor, men foruden jobbet som skomager arbejdede Ewald også som brandmand ved den lokale brandstation. Både han og hans kollegaer var utilfredse med de gummistøvler, som var blevet dem udleveret. Varme og gummistøvler var en ret elendig kombination, så i stedet designede Ewald i 1992 en kollektion af brandmandsstøvler i læder, som hurtigt blev brandmændenes foretrukne valg. Siden da har firmaet ikke set sig tilbage og udover brandmandsstøvler, produceres støvler til militæret, sikkerhedssko, fodtøj til redningspersonel, skovarbejdere og også outdoor.

Nature One GTX High

Støvlen i denne test er naturligvis fra outdoor-kollektionen. Det er umiddelbart en af de tunge drenge i kollektionen, og er bygget til svært terræn. Ved første øjekast tænkte jeg derfor om den måske var lidt ”overkill” i forhold til danske jægeres behov, men jeg skulle blive klogere. Til trods for dens robusthed, var støvlen meget behagelig at have på. Det bløde Nubuk lædermateriale gjorde, at jeg kunne tage støvlen direkte ud af æsken og bruge den i to hele dage på arbejdsweekend i mit jagtkonsortie uden nogen form for vabler, ubehag eller ømhed.

Det Var En Hård Start Med To Fulle Arbejdsdage I Konsortiet Og Knap 12 Kilometer I Benene Begge Dage. Selvom Støvlerne Var Helt Ubrugte Inden, Fik Jeg Ingen Problemer Med Vabler Eller Lignende.

Til trods for, at det var nogle varme dage i terrænet, følte jeg ikke, at støvlerne blev for varme at have på. De har nemlig et indbygget ”klimasystem”, hvor foret gør at dine fødder kan ånde, luft kan cirkulere rundt og varm og fugtig luft kan komme ud i toppen af støvlen.

Åndehuller i toppen af støvlen sikrer, at varm og fugtig luft kan komme ud, så fødderne holdes ventilerede og tørre.. Vandtæthed

Støvlen er med Goretex membran og bør derfor være vandtæt. Om det nu også holder, fik jeg en mulighed for at teste, da jeg måtte en tur i andehullet under arbejdet med revirpleje. På grund af støvlernes 19 centimeter høje skaft, blev det vurderet, at jeg trods alt havde det mest oplagte fodtøj på til en tur i baljen, da alle havde ladet gummistøvlerne blive hjemme.

Det blev straks bemærket af jagtkammeraterne, som naturligvis mente, at så kunne jeg jo også lige teste om støvlerne holdt, hvad de lovede.

Jeg kunne uden problemer vade rundt og beskære træer langs vandkanten uden at få hverken våde eller kolde fødder. Eller, det vil sige, jeg fik først våde fødder, da vandet pludselig blev dybere end det 19 cm høje støvleskaft. Men det kan støvlen jo ikke klandres for. Selv ikke de bedste gummistøvler i verden holder til sådan en dummefejl.

Støvlerne klarede en tur i andehullet uden problemer. Sokkerne forblev tørre og fødderne varme, indtil jeg kom for dybt ud. Støtte og stivhed

At støvlerne er bygget til offroad kan både ses og mærkes. Haix Nature ONE GTX  er forsynet med en skridsikker Vibramsål, der har affjedring i hælen. Der er gummiforstærkninger langs støvlekanten, som beskytter og forlænger læderets levetid, hvis det skulle blive udsat for skarpe klipper og sten. 

Støvlen er let at få til at sidde godt, da man indledningsvis kan snøre den nederste del af støvlen hen over foden, og så låse snørebåndene i den første krog ved anklen. Derefter snøres resten af støvlen let og hurtigt.

Dette system er ikke unikt for Haix, men det er meget smart og rart at have, når man skal have Langskaftede Støvler til at sidde godt.

Når støvlen er snøret, som den skal, kan man godt mærke, at den er lavet til at forhindre vridskader i ujævnt terræn. Der er en god støtte omkring anklen især, og det kan ikke lade sig gøre at vride anklen ret meget til siderne. Men som jeg tidligere nævnte, så gør det bløde Nubuk, at støvlen er ret komfortabel fra start. Den føles ikke ”Skistøvle”-agtigt at bevæge sig rundt med, som man ellers godt kan opleve, når man skal gå nye vandrestøvler til, som er fremstillet i hårdere læder.

Støvlerne er fleksible og komfortable fra starten, på grund af det bløde nubuck læder.

Jeg forestiller mig, at den nok kun bliver bedre med tiden, når den rigtigt er gået til. 

Som en lille bonus reklamerer HAIX med, at man kan få omsålet sine støvler, når Vibramsålen efter mange år er kørt i bund. Det er en fin detalje, i forhold til tidsånden, der foreskriver genbrug i stedet for ”brug og smid væk”. 

Som en yderligere bonus, medfølger der et par ekstra snørebånd i orange. Jeg tænker, at de er fine at sætte i, hvis man for eksempel er schweisshunderfører og gerne vil skrue op for signalfarverne. Jeg synes dog at støvlerne var pænest med de originale snørebånd i, men det er jo en smagssag.

Ekstra snørrebånd i den ”rigtige” orange sikkerhedsfarve. Overkill?

Som jeg indledningsvis skrev, var jeg umiddelbart overbevist om, at støvlen var et overkill til danske forhold. Det må jeg tage i mig. Ja, det er en kraftig støvle og ja, man skal nok være til høje støvler for at vælge GTX High modellen. Men med den komfort som de har ”out of the box”, så synes jeg absolut, at de kan bruges, selvom man ikke har bjerge i baghaven. 

De er også et fremragende alternativ, hvis man ikke er til gummistøvler, grundet vandtætheden og det høje skaft. Det er en støvle, som jeg har brugt meget siden jeg pakkede dem ud før arbejdsdagen, både på vandreture og foderture på jagten. Jeg kan endda finde på at hoppe i dem, selvom jeg bare skal en tur ud i skoven og trille med barnevognen og de bliver også mine go-to støvler, hen over bukkejagten.  Så hvis du er til høje vandrestøvler og gerne vil have god komfort, så går du ikke galt i byen med Haix Nature One GTX High.

Haix støvler kan blandt andet købes hos Tasko.dk.

Den testede model Haix NATURE ONE GTX HIGH koster 3.000 kr. 

Læs mere

Nyheder