TEKST OG FOTO: MICHAEL GULDAGER
Følelser. Vi har dem alle sammen og bliver til tider overvældet af dem.
Jeg ved godt, at de fleste taler om, at det er oplevelserne med dyrene og det at være ude i naturen. At opleve roen og nyde de symfonier, som udfolder sig, mens vi er derude, er det vigtigste. Og det er helt klart en stor del af jagten.
Men i sidste ende er jeg ikke taget på jagt for at gå en tur med et våben, jeg er taget på jagt for at prøve at nedlægge et stykke vildt.
I det følgende vil jeg beskrive nogle oplevelser, hvor jeg er sikker på, at selv den mest troende buddhist ville være sat på prøve.
Hvordan holder man håbet oppe, når man gang på gang oplever, at det ikke lykkedes.
Jeg har ikke længere tal på, hvor mange lige-ved-og-næsten oplevelser, jeg har haft med buen, og hvor stor en lyst jeg har haft til at vikle den godt og grundigt rundt om det største træ, jeg kunne finde.
Jagtfølelser
Lad mig spole tiden to år tilbage til bukkejagten, som var et år, der var pakket med 95 % chancer, men det var de sidste 5 %, der manglede.
Jeg sad i en stige, som jeg har siddet i før og haft succes fra. Det var en flot og solrig morgen, jeg sidder og nyder naturen vågne med min bue i hånden.
Til min venstre ser jeg en bevægelse, jeg drejer mig langsomt, så jeg er klar.
Ud fra skellet træder tre dådyr og passerer mig på små fem meters afstand, en bedre start på dagen kan man næsten ikke bede om, men jeg ser ikke andre dyr den morgen.
Derfor vælger jeg så at pürsche lidt, inden vi skal mødes til bukkepral.
Jeg kommer til kanten af et krat og ser tre fasaner ude på marken, hvor de er oppe at slås. Jeg sætter mig op i den stige, som har udsigt ud over marken, for at få et bedre udsyn. Lige da jeg er kravlet op og vender mig, ser jeg to bukke, som træder ud på marken og begynder at løbe efter fasanerne, og de er på vej ned til mig.
Nu begynder bukkene at slås og går den modsatte vej. Heldigvis kommer den ene buk ned til mig.
Mellem mig og det åbne stykke, hvor bukken går, er der højt græs, som bukken går ind i, og jeg er så klar, som jeg kan være.
Den kommer lige lidt frem, så jeg kan se dens hoved. Den står på 20 meter og skal bare tage et par skridt frem, og så har jeg en perfekt bredside.
Men ak og ve, den vender om og forsvinder, som bukke nu kan.
Men der er jo endnu en buk, og den er travlt optaget af fasanerne, så jeg kravler ned og sniger mig langsomt fremad over marken og er nu 70 meter fra bukken.
Pludselig. 15 meter foran mig støder jeg en buk, som jeg ikke havde set. Den løber uden at sige noget, og bum så er den væk, den anden buk kigger på den flygtende artsfælde, men begynder på ny at prøve at tæve fasanerne.
Jeg sætter i gang og kommer ind på 30 meter.
Jeg mangler bare fem meter til for at være i en god position og afstand til at afgive et skud. Men den buk, jeg stødte og troede var løbet væk, var ikke forsvundet.
Den var mellem mig og fasanbukken.
Og nu blev det for meget for fasanforskrækkeren, og det mente den, at hele marken skulle høre. Højlydt forsvinder bukkene samt sandsynligvis alt, hvad der i øvrigt befandt sig på den mark den dag.
Jeg var pænt tæt på at jordtune min bue…
Dagen efter er jeg på vej ned til den stige, hvor jeg så dådyrene. Her ser jeg en buk små 70 meter fra stigen.
Jeg kommer ned på alle fire, så jeg er i dækning bag nogle buske og det høje græs. Pludselig træder bukken ud foran mig på 20 meter. Der lå jeg så på alle fire med en bue foran mig og en flot buk, som stod perfekt med bredsiden til mig, og jeg kunne bare se på den og fornemme, hvordan den forsvandt ud af mine drømme.
Jagtfrustration
Men hvordan overkommer man frustrationen?
For mig personligt handler det om at finde de fejl, jeg laver og hele tiden rette op på dem, og der er mange. Men hver fejl er en mulighed for at lære at blive bedre, og det er min erfaring, at det er fejl, vi lærer mest af.
Det vil lyde som ren logik, men i kampens hede har det ikke altid været nemt for mig at tænke klart, og jeg har efterfølgende haft svært ved at give slip på frustrationen.
Men, hvis man ikke giver slip på den, så kan den være så styrende, at du forhaster dine efterfølgende handlinger og laver dumme fejl, som du kunne have undgået.
Uanset om det handler om et forhastet skud eller for højt tempo, som afslører din tilstedeværelse og får vildtet til at styrte over på naboens marker.
Det er noget, som er blevet nemmere for mig med årene, og det hjælper ligeledes hele tiden at have øje på de positive ting. Og så helt bevidst afkoble de negative følelsers styrende kræfter.
…Og så hele tiden minde sig selv om, at jagt skal nydes, og ja det kan også være nederen og hårdt, men du er ude i naturen og får nogle oplevelser, som du vil huske tilbage på med glæde, for tid tilbragt i naturen er aldrig givet dårligt ud.
