AF SIMON K. BARR
OVERSÆTTELSE: NIELS DYGAARD. FOTO: TWEEDMEDIA
Klassisk riffel
De spor, vi kørte ad, og de stier, vi vandrede på, har været benyttet i umindelige tider – og sandsynligvis også af en af alle tiders mest ikoniske jægere, Karamojo Bell.
Jeg befandt mig i Karamoja i det østlige Uganda for at jage med en meget speciel riffel. Jeg brugte en magasinriffel, bygget efter Bells egne specifikationer og fremstillet af John Rigby & Co. i London, som også havde lavet Bells riffel. Og for at være tro mod hans måde at jage på havde jeg valgt åbne sigtemidler i den konfiguration, som han havde specificeret, da han hen imod slutningen af forrige århundrede bestilte sin .275 Rigby. Mange gange, mens vi pürschede os gennem tæt bush, som gjorde det lettere for os at komme tættere på byttet, følte jeg hårene rejse sig i nakken på mig. Havde Bell mon for 120 år siden brugt dette træ til at læne sig
Den eneste forskel i “The PiaNupe Wildlife Reserve” var her mere end hundrede år efter, at Bell havde jagtet elefanter i dette område, fraværet af disse majestætiske skabninger, men den langsigtede ambition er, at verdens største landpattedyr igen skal kunne vende tilbage til dets traditionelle levesteder i Uganda.
Klassisk jagt
Karamojo Bell, eller William Dalrymple Maitland Bell er et navn, der burde vække genklang hos vore dages jægere. ”Han var en gentleman, en seriøs selektiv hunter,” fortalte Robin Hurt, der selv er en berømt hunter, mig, da vi en aften sad og sludrede i vores lejr. Robin og hans søn, Roger var kommet til dette reservat efter en invitation fra prins Albrecht Oettingen-Spielberg, som overtog koncessionen i 2009 efter et ekspres-samtykke fra den ugandiske regering. Efter at have etableret en safari camp i 2012, har de sammen med lejrchef og PH, Ade Langley og sammen med ”Ugandan Wildlive Authority” (UWA) i regi af ”Karamojong Overland Safaris” arbejdet utrætteligt på at genskabe dyrelivet i dette område. Robin var sprunget til ved chancen for at se de fremskridt, man havde gjort, efter at han sidst havde jaget i dette område for mere end et halvt århundrede siden. ”Der var heller ingen elefanter, dengang jeg var der. Mens de elefanter, Bell selv jagtede, var omhyggeligt udvalgt, kom der samvittighedsløse elfenbensjægere til området, som hurtigt gjorde det af med bestanden,” forklarede Robin.
Det var ikke kun elfenbensjagt, der fik elefanterne og mange andre arter til at aftage i antal eller til helt at forsvinde. Den lokale stamme, Karamojongoerne er traditionelt et kvægfolk. De anser dyr fra den naturlige fauna som konkurrenter til deres domesticerede dyr og lader derfor disse afgræsse frit i området, hvorved de vilde dyr presses ud.
Kombineret med en konstant voksende befolkning og en historie med politisk uro i området, inkluderende tyrannen, Idi Amins love var der en hastig nedgang både med hensyn til arter og antal af dyr – indtil reservatet blev skabt. Heller ikke efter det var under etablering, fandt lokalsamfundene grund til at bevare de vilde dyr i området, eller at undgå deres kvægs overgræsning og derved skade levestedet for de vilde dyr. ”Men det, jeg ser ske her nu, er helt utroligt,” fortalte Robin mig. ”Der er flere dyr, end da jeg for 52 år siden var her på mit sidste besøg. Det viser, hvordan kontrolleret jagt og samarbejde med lokale samfund kan genopbygge et områdes bestand af vilde dyr på mindre end et årti”.
I adskillige dage var jeg så heldig at jage sammen med de to PH´er, Gareth Lecluse og Ade Langley, som guidede mig med enorm stor dygtighed, når vi pürschede os frem til områdets oprindelige vildtarter. Gareth´s dygtighed bestod ikke kun i at føre os til de rette områder, men også i – med mit ønske om kun at bruge åbne sigtemidler – at bringe os utroligt tæt på. På mange safarier finder du dig selv sidde og hoppe på ladet af et køretøj i mange timer, spejdende efter vildt for derefter at tilbringe fem åndeløse minutter, hvor du sniger dig og kommer i position omkring 150 meter fra dyret, men dette her var lidt anderledes. Her var vi blevet sat direkte af i Bell´s gamle jagtområde, hvor vi kom tættere og tættere på de dyr, vi jagede, og fik derved en chance for at iagttage dem. Det tog meget længere tid, men jeg følte det, som om jeg gik i fodsporet af giganter, og der var virkelig gamle spor efter elefanter i dette område.
Klassisk safari
Lejren i sig selv havde en behagelig charme med den enkelthed, som logi i rustikke telte giver, men med comfort og en udsigt, der næsten tog vejret fra en. Jeg ankom ved fuldmåne, som kastede sit lys over ”Mount Elgon”, der grænser op til Kenya.
En dag, afsat til akklimatisation, gav mig chancen til at tage nogle få prøveskud. Hjemmefra havde jeg trænet intensivt for at være sikker på, at jeg kunne vurdere de forskellige afstande – vidste, hvordan riflen opførte sig, og var fortrolig med det bagerste sigtemiddels tre positioner, sat til henholdsvis 90, 275 og 350 meter. Naturligvis havde jeg ikke til hensigt at gå ud på længere afstand, da en af grundene for mig til at skyde med åbne sigtemidler var at komme tæt på dyrene frem for at skyde dem på stor afstand. En tæt samling af kuglerne ved en skudafstand på cirka 90 meter gav mig tillid til, at jeg var klar til, hvad der måtte komme. Idet jeg følte mig rolig og parat, tilbragte jeg den første dag i lejren med at slappe af.
Klassisk sigte
På denne måde med en langsom, men langt mere belønnende jagtmetode, skød jeg på fjerdedagen af vores safari en gammel Jackson’s Hartebeest tyr, som vi pürschede os så tæt på som til en afstand af mindre 120 meter. Jeg havde to uvurderlige redskaber til hjælp for min skydning med de åbne sigtemidler: Leica´s håndholdte kompakte CRF 2800. COM afstandsmåler og en skydestok.
Dette udstyr gjorde mig i stand til dels at have et fuldstændig stabilt sigte, dels helt nøjagtigt at kunne måle afstanden og derved sikre mig, at jeg ikke kom til at gå ud over grænsen for mine skydefærdigheder men kun afgav helt forsvarlige skud med mine 150 gr Hornady blødnæsede kugler.
At jage med åbne sigtemidler adskiller sig efter min mening ikke fra at jage med bue og pil, hvilket jeg også har gjort. Den begrænsende faktor ved længere afstande er kravet til ens syn.
Evnen til at udnytte terrænet og dets skjulemuligheder for at komme tættere på dyrene er meget ens. Man kan komme ud for mange skuffelser, når man vil ind på så korte hold, men glæden ved succes er meget større end ved med kikkert at nedlægge noget på en afstand af over 200 meter, hvilket ved en sammenligning føles meget langt væk og næsten som at se på en skærm. Der er ikke noget, der slår den intense spænding ved nøjagtigt at placere kornet på det forreste sigtemiddel i kærven på det bagerste og derefter rette sigtet mod det sted, man vil træffe på dyret. Det er en kunst ved mindre vildt, det kræver tålmodighed og endnu mere tålmodighed, men giver en så befriende følelse, når man trykker af.
Klassik vildt
To dage senere stødte vi på en passende gammel Bohor Reedbuck – en ganske lille skabning, men smuk og fin. Det lykkedes os at pürsche os ind på mindre end 130 meter fra den, hvilket var tæt nok med min nu begyndende forståelse af jagt med åbne sigtemidler. Den sidste jagt på min sidste hele jagtdag var efter en Defassa Waterbuck. Dette var helt specielt – det er en art, som jeg længe havde ønsket at jage, og en, jeg tidligere havde ladet gå, idet jeg ventede på den rette situation. Når alt kommer til alt, drejer det sig for mig ikke om længden på hornene. Efter en tidlig start lykkedes det os at pürsche os ind på talrige vandbukke i et buskklædt område ved en flod, der var ved at tørre ud. Idet vi udnyttede de gode muligheder for at komme uset frem, lykkedes det os uden at blive opdaget at komme helt ind på en afstand af under 20 meter til en fin gammel buk – ugens tætteste skud. Nogle jægere tager til Afrika for at skyde farligt vildt på tæt hold med åbne sigtemidler. Jeg vil derimod argumentere for den udfordring, det er at skyde mindre arter med ”a sweet little Rigby rifle”, som Bell har beskrevet den model, jeg jagede med. Det er så stor en belønning og jagtoplevelse, som Afrika kan give. Det er svært at slå den form for jagt.
Aftenerne var fascinerende – for også dér var jeg i selskab med giganter. Ikke kun Robin, den legendariske PH, men også Ade, som står i spidsen for ”Karamojong Overland Safaris” i dette reservat, og Prins Albrecht, hvis visioner og passion har været en medvirkende og afgørende drivkraft for dette projekt. Det var fascinerende at høre disse tre sande gentlemen og uhyre erfarne jægere og passionerede tilhængere af natur- og artbeskyttelse tale om PiaNupe reservatet, om de forandringer, der er sket gennem de senere år, og om planerne for fremtiden samt fortælle historier om Karamojo Bell eller om deres egne jagtoplevelser.
Klassiske problemstillinger
Vi blev en aften beærede af at få besøg af Frederiko Kizza – der er øverste tilsynsførende for ”Mt. Elgon Conservation Area”, som omfatter en national park og tre vildtreservater. Frederiko arbejder under ”The Uganda Wildlife Authority” og er en stor støtte for Karamojong Overland Safari-projektet. Jeg snakkede i nogle få timer sammen med ham om, hvorfor dette projekt var lykkedes så godt. Frederiko´s klare og præcise måde at tale på viste hans overbevisning om, at kontrolleret jagt er til uhyre stor fordel både for vildtet og for områdets lokalsamfund. ”Det har vist sig at være sandt, at jagt til gavn for arternes bevarelse er mulig,” fortalte han mig, da vi sad i lejren uden andet lys, end det der kom fra den store, klare fuldmåne.
“Vi har nu i 10 år tilladt jagt i PiaNupe-reservatet, og vi ser flere arter og et større antal dyr. Der er en direkte relation.” Frederiko har arbejdet sammen med mange af de lokale samfund blandt andet for at kontrollere krybskytteri i dette og andre områder: ”Krybskytteri var et forfærdeligt problem, og de få dyr, der fandtes her, kunne man næsten ikke finde, de skjulte sig altid. Men i dag oplever vi, at samfundene udpeger krybskytterne for os, og mange af de krybskytter, vi kan arrestere, sker netop, fordi de lokale informerer os.”
Samfundene kan se, at vildtbestandene tager til, og de kan nu også fuldt legalt spise kødet fra det nedlagte vildt. Som en ekstra gevinst ved kontrolleret jagt, hvor det er de gamle, syge, eller svage dyr, der jages, kan de unge, sunde dyr nu bedre formere sig.”
Frederiko gjorde det klart, at det ikke kun var det mindre krybskytteri, men også udvælgelsen af dyr, der havde været til gavn for områdets populationer af vilde dyr. Den kendsgerning, at området havde fået et godt renommé, havde også hjulpet. ”Jægerne tager skindet og trofæet, men lokalsamfundene får kødet og en god del af den indtægt, som jagten indbringer. Det får dem til at se mere værdi hos dyrelivet end bare kødet fra det, og det får dem til at respektere det.” De kan indse det, de får en indtægt, og de skal stadig have noget at spise. De ønsker at bevare det.
Ade, som står i spidsen for projektet i dette område var også overbevist om, at samarbejdet – sammen med de fordele, der direkte kom samfundene til gode – var en afgørende faktor for projektets succes.
”Vi arbejder utroligt tæt sammen med de lokale, og 75 % af trofæindtægterne går til lokalsamfundene,” fortalte han mig. ”Vi giver dem også hele dyret bortset fra det kød, vi skal bruge i lejren. Dette er en egn, hvor kosten er meget proteinfattig, så det er en kæmpestor fordel. Inden vi påbegyndte dette, skete der uhyre mange menneskeskabte skader på Pia Nupe-reservatet.
Der blev brændt meget trækul, og der var selvfølgelig masser af kvæg, hvilket førte til færre og færre gode habitater for vildtet. Vi har i mere end 50 år repræsenteret den første sæsonbestemte, permanente tilstedeværelse her,” Ade og hans team er permanent tilstede i reservatet, som de leder med UWA som deres tilsynsførende partner og guider safarier i den fire måneder lange tørtid. ”Vi har forsøgt, og jeg tror, at det er lykkedes for os at gøre landsbyerne til vore allierede snarere end at støde dem fra os. Det er nødvendigt for steder som dette, men de behøver også støtte fra regeringen, og det skaffer vi dem, ligesom vi arbejder tæt sammen med ”The Ugandan Wildlife Authority”. Vi samarbejder med lokalsamfundene for at sikre os, at kvæget ikke græsser frit, men at det sker på en kontrolleret og planlagt måde.”
Som Ade forklarede det, da kvæghold er et faktum, kan man ikke spole tiden 100 år tilbage og komme af med det – vi må finde en mere moderne og fleksibel ordning.
Klassisk succes
Et tegn på denne succes er ikke kun antallet af dyr, men også de arter, der langsomt begynder at vende tilbage. Det er planen snart at genudsætte giraf og den sjældne antilope ”Ugandan Kob”, som er unik for Uganda. Og, som Ade siger det, kaster fotosafarier og almindelige turistsafarier da noget af sig, men det kan ikke sammenlignes med den indtægt, som jagten bringer. Den nationalpark, som grænser op til reservatet, har tusindvis af besøgende hvert år. De goder, lokalsamfundene opnår, ligger på linje med, hvad der sker her, men elefanten i rummet er det menneskelige fodaftryk. Her hos os er vort fodaftryk minimalt – vi er her i en kort periode, men har formodentlig lige så mange ansat, men blot for en håndfuld klienter.
Som vi sad og nød den sidste solnedgang på min Uganda-tur, udspurgte jeg Robin om hans liv her for 52 år siden. ”Jeg var den absolut yngste hunter. Der var nogle af de mest velkendte professionelle huntere her: Brian Hern, Eric Anderson og enkelte andre. Jeg var kun 23 år gammel, så det gjorde et enormt indtryk på mig – jeg var dybt fascineret. Vegetationen var meget lig den, vi ser i dag, men der er sket nogle forandringer. Da jeg dengang var her, var der masser af løver, men antallet af kvæg steg dramatisk, så det er næppe nogen overraskelse, at løverne blev dræbt. Der er også færre zebraer, men i det store og hele er der meget mere vildt, end da jeg var her, hvilket er bemærkelsesværdigt. Bøfler for eksempel – vi har set flokke på 120 eller flere, hvad der er helt anderledes, end hvad jeg så for et halvt århundrede siden. Der var ingen elefanter for 52 år siden. Det er der heller ikke nu, men Frederiko fortalte mig, at de er på vej tilbage til områder, hvor de ikke er blevet set i mange årtier, så jeg føler, at der også er håb for dem her. ”The Ugandan Government” kunne ikke have fundet en bedre person at overdrage ansvaret for trivsel og fremskridt i Pian Upe Game reservatet til end Prins Albrecht. Sådan som han og Ade leder det, er efter min mening den eneste måde, hvorpå man kan få dyrelivet tilbage til disse områder. Det er også sådan, vi gør i Tanzania, og også hvad der har reddet dyrelivet i Namibia. Lokalsamfundene er vores øjne og ører, de informerer os, når der er krybskytter, når der er et sygt dyr, eller hvis noget andet er gået galt. Lige så længe der er fornuftige græsningsarealer, er dette en plan, der vil sikre fremtiden for regionens vilde dyreliv. Da jeg var dreng, var der øer med mennesker omgivet af vilde dyr. I dag er der øer med vilde dyr omgivet af mennesker.”
Klassisk ildhu
De sidste ord i beretningen om mit eventyr med åbne sigtemidler på et så helligt sted må gå til vores vært, Prins Albrecht. Hans vision og målbevidsthed har været katalysatoren og drivkraften for dette så succesfulde projekt i PiaNupe-reservatet, der har ført jagt og bevarelse sammen til gavn for lokalsamfundene og vildtet. Han ser også ud til, at have en næsten imponerende stor leksikal viden om Karamojo Bell og hans beretninger om området.
“Hvad Robin fortalte om antallet, giver mig stor opmuntring, ligesom den kendsgerning, at ”The Ugandan Government” erkender, at dette projekt fungerer som en model. Det er forbavsende at høre, hvordan det var for 52 år siden, da Robin i tyveårsalderen jagede her. Jeg håber og tror, at vi kan blive her længe og sikre områdets økosystem for fremtiden. Bell´s personlighed tilskynder mig – han lærte sig sproget, holdt af det, og som enhver hunter elskede han landskabet. Han jagede ikke kun elefanter – han behøvede kød til sine folk og huder til skotøj og skindvarer – han fortæller, at han slider seks par sko op om året. Når man læser hans bøger, kunne man fristes til at tro, at der var elefanter omkring hvert hjørne, men Bell kunne gå i dagevis, i uger eller måneder for at spore elefanterne, og var, som Robin nævnte det, yderst selektiv. Hvad der står klart, er, at han kun havde succes, fordi han var god til at gøre de lokale til sine allierede. Jeg kan godt lide den kendsgerning, at vi gør det samme – vi skaber langvarige partnerskaber med befolkningen her og stræber med deres hjælp efter endnu bedre forvaltning.”
Information om
Karamoja and PiaNupe Wildlife Reserve: ugandaprohunts.com
Simons udstyr
John Rigby & Co
.275 Rigby limited edition W.D.M Bell Highland Stalker rifle
Hornady
.275 Rigby 140gr Interlock SP ammunition
Leica Sport Optics
Ultravid HD Plus 8×32 Safari Edition binoculars
CRF 2800.COM rangefinder
leica-camera.com/sport-optics.com
Rigby’s limited edition W.D.M. Bell Highland Stalker Rifle
Riflen blev bygget nøjagtigt efter Bell´s specifikationer og er en del af Rigby´s kulturarv-serie, og vil blive en del af en samlers serie i de kommende år. Der er kun blevet fremstillet 50 af disse ”Highland Stalker Rifles” i .275 med en skeformet endeknop på ladegrebet, en Mauser sikringsfane og en Mauser 98 lås. Sigtekornet af elfenben på forreste sigte og en traditionelt udformet halvmåneformet kærv giver mulighed for tre afstande med valgmulighed for 60, 140 og 230 meter. Riflen markedsføres i et begrænset oplag af en lærredskuffert i vintage stil og med en kopi af en tidligere ikke udkommet bog med Bells fortællinger.
