TEKST: RENE BØDKER
FOTO: ERIKA THORHAUGE THEJLL SAMT SAHARA FROST, EVGENIYQW OG ARTUSH/SHUTTERSTOCK
Skovflåten kender alle jægere enten fra vildtet, fra hundene eller fra sig selv. Engflåten kender de færreste, men det er klogt at lære den at kende, især hvis man har hunden med på jagt. Skovflåten kender vi. Den er et problem, fordi den spreder borrelia-bakterier og TBE-virus til mennesker og dyr i skovene. Nu kommer engflåten ind sydfra. Men faktisk står Danmark over for lidt af en flåtinvasion i disse år.
Lad os starte med at slå fast, at skovflåten stadig er vores største problem. I dag kender de fleste jægere heldigvis symptomerne på en borrelia-infektion. Og jægerne ved, at den voksende røde ring omkring biddet betyder en tur forbi lægen og en penicillinkur, så infektionen ikke risikerer at brede sig til centralnervesystemet. Jægerne ved også godt, at hvis de fjerner flåterne hurtigt og inden 24 timer, så et det sjældent, at flåten når at smitte os med borrelia. Skovflåterne er i dag overalt i de danske skove, og 15 -20 % af dem bærer en af de syv forskellige borrelia-bakterier, vi har i Danmark.
Nu er TBE-virus på vej ind i de danske skovflåter. Det er en udvikling, men den har været i gang i mange år. Virus har bredt sig fra den svenske østkyst både vestpå og sydpå. Der er i dag TBE i hele Oslofjords-området og helt ned i det sydlige Sverige. Og nu er TBE så begyndt at hoppe over sundet. Lige nu er det Tisvilde Hegn, der er ramt af TBE-virus. I et enkelt område af skoven bærer 8 % af flåterne TBE-virus. TBE-virus har altid været på Bornholm, men nu skal jægere i resten af landet også være opmærksomme på infektionen. TBE er en virus, så der er ingen kur, hvis man først er blevet syg. Virus smitter også i det samme øjeblik, flåten bider. Til gengæld er der en forebyggende vaccine. I Sverige er det helt almindeligt at være TBE vaccineret og i nogle områder er op til 80 % af befolkningen vaccineret. I Danmark er vi begyndt at se enkelte patienter med TBE-infektioner forskellige steder i landet. Både på Lolland-Falster, Fyn og i Jylland er mennesker smittet med denne alvorlige infektion.
TBE-virus breder sig til Danmark nordfra. Men langs vores sydlige grænse er der andre udfordringer. Engflåten (Dermacentor reticulatus) har i de sidste årtier bredt sig ind i Nordtyskland og Holland, og med det varmere vejr har flåten bredt sig nordpå. Første gang, vi så engflåten i Danmark, sad den på en guldsjakal, der var vandret hele vejen fra det østlige Tyskland og op til Limfjorden. Det havde den gjort så hurtigt, at de engflåter, den samlede op i Tyskland, stadig sad i pelsen på sjakalen. Engflåterne bar på en bakterie, vi ikke tidligere har set i Danmark, Rickettsia raoulti. Denne bakterie er helt forskellig fra de infektioner, vores skovflåter bærer rundt på. Rickettsia raoulti giver karakteristiske sorte sår i huden på mennesker der, hvor man er bidt. Til sidst afstødes hele huden, og man ender med et stort rundt ar. Nogle gange angriber infektionen lymfesystemet, og man kan blive alvorligt syg, men det er sjældent, det går så galt. Til gengæld kan engflåter bære en blodparasit, Babesia canis, som giver meget alvorlig sygdom hos hunde. Sygdommen forløber lidt som med malaria hos mennesker og kan være dødelig. Bliver hunden smittet, er det en akut behandlingskrævende infektion.
Nu har vi set de første engflåter på danske hunde og desværre også de første infektioner af Babesia hos hunde, der aldrig har været uden for Danmark. Men vi har aldrig fundet engflåter i naturen. Det er derfor vigtigt, at alle holder øje med denne nye flåt, og her kan jægerne virkelig gøre en forskel. Man ser aldrig larver og nymfer af engflåter på store pattedyr. Det er kun de voksne flåter, der bider større dyr f. eks. hunde og rådyr. Sæsonen starter tidligt, og i Danmark er der nok flest voksne engflåter i det tidlige forår. Der er derfor en god chance for at se engflåter, når bukkejagten går i gang. Vores skovflåt har et sort rygskjold, mens engflåterne har et mere marmoreret beige-brunt rygskjold. Hos hunnerne dækker rygskjoldet kun en lille del af flåten bag hovedet, mens rygskjoldet dækker hele ryggen på hannerne – det gælder både skovflåter og engflåter. Når en voksen hun har suget blod og er svulmet op, så er rygskjoldet bare en lille prik bag hovedet. Skjoldet vokser nemlig ikke. Men det er på selve rygskoldet, man kender forskel på de to arter. Hvis alle danske jægere ville bruge to minutter på at tjekke de nedlagte bukke for engflåter, ville vi måske blive lidt klogere på, hvor i landet denne nye art gemmer sig. Finder man noget, der ligner en engflåt, så tag den med hjem i et glas. Tag et billede med mobilen og send det på mail til rebo@sund.ku.dk, så kigger vi på den. Hvis det viser sig at være en engflåt, så vil vi gerne have den sendt til det Nationale overvågningsprogram for vektorer og vektorbårne infektioner på Københavns Universitet. Her undersøger vi flåterne for 40 forskellige infektioner herunder Babesia canis og en række Rickettsia-bakterier.
Engflåter og andre nye flåtarter er et problem, når vi samtidig er på vej mod et varmere klima. Men flåterne skal ofte have hjælp for at spredes. Her spiller hundeejere en ikke ubetydelig rolle. Hvert år ser vi, at hunde, der passerer den danske grænse sydfra, bærer på eksotiske flåter, de har samlet op længere nede i Europa. Hver gang en ny flåt introduceres til Danmark, er der en risiko for, at den etableres herhjemme. Det gælder også for jagthunde, man har haft med på jagtrejser. Men det behøver ikke at være sådan. Hvis man har haft sin hund med uden for Danmark, så bør man sørge for, at den er behandlet med et middel, der beskytter hunden mod flåter. Disse nye flåter breder sig og er en trussel for både mennesker og dyrs sundhed. Det handler ikke kun om at beskytte sin egen hund mod flåter, men om at beskytte alle Danmarks hunde mod nye flåtbårne sygdomme. Det samme gælder, når man nedlægger vildt i udlandet. Hvis man kører vildtet direkte hjem for at brække det op i carporten, så tager man også flåterne med hjem til Danmark. Hvis vi for alvor får etableret en bestand af engflåter med Babesia canis herhjemme, risikerer vi, at alle hundeejere uden for de store byer er nødt til at betale for at behandle deres hunde med flåtmidler nærmest året rundt.
Det er nu ikke alle nye flåter, vi kan holde ude af Danmark, for nogle af dem flyver selv ind! Det så vi i den rekord varme sommer 2018. Pludselig begyndte der at dukke ”kæmpeflåter” op i Skandinavien.
Det var Hyalommaflåter fra Middelhavsområdet, Mellemøsten og Nordafrika, der havde taget turen til Danmark og Sverige med trækfugle om foråret. Det gør de faktisk hvert forår, men de kan normalt ikke udvikle sig i den kolde skandinaviske sommer. I 2018 var det endelig varmt nok til, at flåterne begyndte at dukke op på heste og endda kravlende på mennesker i Danmark og Sverige. Hyalommaflåter er ikke så tålmodige, som skovflåter og engflåter. I stedet for at sidde og vente på, at en vært kommer forbi, går de aktivt på jagt. Hvis de ser eller lugter et større dyr eller et menneske, løber flåterne simpelthen efter værten, og derfor kaldes de også jagtflåter. Det er ikke varmt nok til, at de kan etablere sig i Danmark, og det bliver det heller ikke de næste mange årtier. Men måske bliver det almindeligt, at de flåter, der flyves ind hvert forår, kan udvikle sig til det voksne stadie. Hyalomma-flåter kan bære nogle alvorlige virusinfektioner med høj dødelighed hos mennesker. Især to infektioner er lidt interessante for jægere, fordi de begge også smitter direkte ved kontakt med slagtekroppe fra inficerede dyr. Både Krim-Kongo-blødningsfeber (CCHF virus) og Alkhurma-virus spredes af disse flåter. Men det er sjældne infektioner, og de er aldrig set i Nordeuropa. Mens Hyalomma-flåter blev fundet på både heste og mennesker i 2018, blev der ikke rapporteret om en eneste Hyalomma-flåt på jagtvildt. Måske var der ingen Hyalomma-flåter på rådyr i efteråret 2018, men det lyder ikke særlig sandsynligt. Danske jægere er i kontakt med rigtigt mange vilde dyr hvert år, og jægerne kan derfor gøre en stor forskel ved at informere os andre om det, de ser i naturen.
