Seksender på Sejerø

AF CHRISTIAN RYSGAARD
FOTO CHRISTIAN RYSGAARD SAMT WILDMEDIA/SHUTTERSTOCK

Jeg har en aftale med en rigtig god ven, om at jagtudstyr skal have blod på sig, før man må købe noget nyt. Som alle andre aftaler blandt gentlemen, kan den selvfølgelig bøjes til ens eget forgodtbefindende, men princippet er egentlig sundt nok: Brug dit udstyr til formålet, inden du investerer i noget nyt. Min gamle compound-bue var efter fem års aktiv jagt over hele verden, helt uden diskussion, smurt ind i blod fra top til tå og havde for længst levet op til dette motto. Derfor var det helt efter spillereglerne, at jeg blev smaskforelsket i en spritny bue, da jeg prøvede den i baglokalet hos Baldurs Archery i Borup på Sjælland og endte med at købe den.

Det skete desværre lige efter slutningen på jagtsæsonen, så den måtte pænt fordrive vinteren med skydning i parkeringskælderen, mens vi sammen vænnede os til hinanden og utålmodigt talte dagene til bukkejagten gik ind. Til mit store held sprang en anden jæger fra sin plads i starten af maj og skabte derved mulighed for indvielse på mit absolutte favoritsted for buejagt: Sejerø – den mest tætbefærdede banegård for råvildt i Danmark – og det absolutte slaraffenland at debutere med en skinnende ny jagtbue.

Mogens og Tina har rigtig gode jagtarealer fordelt omkring deres eget hjem og campingpladsen, hvor jægerne er indkvarteret. De små sorte hytter har de nødvendige senge og er derudover ikke prangende eller overdådige. Forplejningen er derimod nærmest leflende luksuriøs og selskabet altid af en ganske særlig klasse, når passionerede buejægere mødes fra nær og fjern for at kaste sig ud i det, de brænder allermest for: Den danske bukkejagt. På denne tur havde jeg et særligt mål ud over indvielsen af min nye bue; nemlig at få den første skudchance med bue på en ægte dansk seksender til bukkepremieren.

Selvom Mogens løbende tilføjer og fjerner jagtarealer og opdaterer pladserne, har jeg efterhånden siddet på de fleste. De har hver især fået tildelt nærmest mytiske stednavne som Drengediget, Gyllen og Hitlers Plads! Jeg foretrækker at kende det område, hvor jeg skal jagt, så jeg selv kan finde på plads og har en god idé om, hvordan dyrene bevæger sig. Ikke at jeg endnu har oplevet to identiske jagter på Sejerø, og min erfaring siger mig, at ingen pladser er stensikre eller fødte tabere, selvom man selvfølgelig har sine personlige favoritter.

Trods en del jagtture på Sejerø lykkedes det mig alligevel at få tildelt en hidtil ukendt plads under vores første lodtrækning, der blev nydt i krostuen på campingpladsen under højlydt indtagelse af friskbrygget kaffe og Mogens’ berømte og vidunderlige, rygende varme nybagte kringle. Han har laminerede kort parat til alle jægere med fin angivelse af den anviste plads, og ofte kan man følges ad et par stykker og hjælpe andre med anvisningerne, da nogle af pladserne er i kort gåafstand fra hinanden.

Første aften fik jeg lov til at sidde på min roterende stol på jorden i en lille trekant udspændt mellem et rustent bilvrag og to væltede træer, mens en ivrig maj-sol dalede langsomt i horisonten. Bag mig bød en lille skov op til fest, klædt i maj-månedens struttende grønne klæde af saftspændte blade foroven og nyudsprungne brændenælder som smukt men smertende sømmåtte-beklædt bunddække. Foran mig var der udsigt til en bred nyslået græsdækket sti fint skåret i sivene, der stadig stod høje og næsten hvidlige. På begge sider blev det grønne bunddække sirligt gennemskåret af frisktrådte, brede veksler fra områdets tydeligvis talrige og særdeles forårskåde råvildtbestand.

Jeg havde valgt et tyndt jagtsæt efter temperaturen og suppleret med 3D-camouflage sæt til hoved og hænder, som stort set perfekt matchede skoven farver. Der var tale om skudafstand til dyr under ti meter, så selve skuddet var ikke den svære del. Med bare lidt øvelse på en compoundbue kan de fleste lære at ramme et målområde på størrelse med en tommelfingernegl på 10 meters afstand. Men at trække buen i øjenhøjde med dyrene, stort set uden dække, kunne blive den store udfordring på denne plads. En riffel kræver ganske få bevægelser under afgivelse af skud, men for en bue skal strengen spændes helt ud, og bevægelsen er temmelig svær at skjule, når dyrene kan se dig direkte i øjnene.

De to timer i absolut stilhed blev, med undtagelse af en næsten konstant kakofoni fra øens vilde påfuglebestand, kun afbrudt en håndfuld gange af graciøse rådyr, der sprang omkring mig uden helt at ænse min tilstedeværelse. Pulsen steg afsindigt ved hvert eneste besøg og mærkbart mere, da et smaldyr kom ind på blot tre meters afstand. Vi udvekslede undersøgende blikke, fastlåst i frontal hovedhøjde, hun med små nysgerrige nik og nej for at lure, hvad hun reelt betragtede, og jeg med tilbageholdt åndedræt i ansigtsmaskens 3D blade, hvor kun en slidse til øjnene var synlig, og mit hjertes dunken var så kraftigt, at det kunne høres helt over til naboposten.

Trods de mange besøg så jeg desværre kun en enkelt buk denne aften. Den passerede mig 30 meter ude i fuldt firspring på vej mod naboposten, som jeg selv havde fulgt på plads. Sekunder senere hørte jeg den noget frustrerende hvislen af en anden jægers pil efterfulgt af et hult og vådt klask, da den traf bukken. Den ramte perfekt og efter en kort spurt forendte bukken i de høje siv små 50 meter fra min egen plads, alt imens mit eget armbåndsur vibrerede som tegn på, at jagtdagen var slut. Der var nu kun tilbage at samle nabopostens buk op og velfortjent lykønske ham med det perfekte skud og hjælpe med trofæbillederne i det perfekte lys fra den nedgående sol.

Næste morgen er vi rasende tidligt oppe for at nå en smule morgenkaffe og en nybagt tebirkes, inden vi haster ud på pladserne i passende tid før solopgangen. Nattens silende regn ebber ud, da jeg ankommer i yderkanten af et jagtområde til den tildelte lidt underlige jagtstige, som jeg ikke helt kan finde mig til rette på. Fem minutter efter solopgang dukker en fin seksender op lige inde på naboens mark. Sprosserne er bestemt ikke prangende lange, men den er perfekt i mine ivrige øjne, og jeg tøver ikke med at gøre buen klar til skud, hvis den skulle finde på at krydse over til mig. Bukken selv er dog ret uimponeret over den måde, jeg stikker op i omgivelserne på og bjæffer højlydt ad mig, mens den vender omkring og forsvinder – både duft og syn har afsløret min tilstedeværelse!

Det er en dårlig start på en kold våd morgen, men jeg træffer et hurtigt valg. Springer ned fra stigen og går 15 meter bagud, hvor jeg tidligere passerede et træ med lavthængende grene, der næsten nåede det høje omkringstående græs. Med ryggen mod stammen bruger jeg den medbragte grensaks til i stilhed at lave tre høje skydeskår i grenene, og samtidig sikrer jeg, at der er plads nok til at kunne trække buen i de tre retninger. Den lille operation tager fem minutter, og derefter sidder jeg i fuldt dække og kan fra mørket betragte hele to dyreveksler, der bugter sig i krydsfeltet, hvor tre jagtarealer støder op til hinanden.

Det viser sig at være en særdeles god strategi, for inden for de næste tyve minutter krydser to hundyr forbi mig på vekslerne aldeles intetanende om min tilstedeværelse. Solen bryder frem og brænder nattens skyer bort, mens den leger med de sidste regndråber. Fem minutter senere er der jackpot. Bukken fra tidligere stikker nervøst sit hoved frem lige bag den stige, jeg sad i tidligere som for at sikre, at jeg virkelig er gået. Den spankulerer nervøst forbi stigen med blikket fikseret der, hvor jeg sad før, og helt uvidende om min nye placering 15 meter længere væk. Det giver mig tid til at indstille sigtet til 13 meter. Uset trækker jeg buen, finder det rigtige punkt over skulderen i sigtet og udstøder derefter et lille bjæf. Lyden stopper bukken midt i et skridt. Min krop tager over på fuld autopilot og gentager, hvad vi har trænet hele vinteren i parkeringskælderen. Denne gang er omgivelserne dog anderledes grønne og opløftende lyse.

Der findes vist et ord for den helt specielle duft af sol efter regnvejr, som jeg forgæves forsøger at genkalde mig i situationen. Unavngivet, som den er, fylder den mine næsebor, mens jeg trækker vejret ind, klemmer fingeren langsomt og lader skuddet gå. Pilen suser lydløst fra træets skygge til markens morgenlys gennem det smalle skydeskår, der næsten perfekt forudset er klippet i grene og græs blot en halv time tidligere. Den rammer bukken præcist, hvor den skal med et højt vådt klask og fortsætter uhindret gennem den smalle krop og borer sig potent ned i græsset et par favne længere ude. Blodet glinser synligt på de før så kridhvide faner.

Bukken foretager et overraskende spring og forsøger at krydse den lille å til naboen, men den opgiver halvvejs oppe ad modsatte bred og tumler baglæns ned. Jeg giver den et minuts tid, til bevægelsen er forstummet i det høje våde græs, og kan derefter trække min første bue-skudte seksender op af åen.

Den nye jagtbue er indviet på bedste vis, seksenderen er i hus, og Sejerø har endnu en gang leveret en jagtoplevelse af de helt store.