Kæresten havde altid drømt om at skyde en stor hjort og opleve den fascinerende brunstjagt, men havde endnu aldrig været afsted. Så da han bookede en bustur til Polen til september 2019 og spurgte, om jeg ville med, sagde jeg selvfølgelig ja. Måske bare som ledsager, men som jæger, ja så kunne man da lige så godt tage riflen med og skyde en mindre, men fin hjort på en 4-5 kilo. Efter en lang rejse ankom vi endelig til hotellet. Vi skulle allerede på jagt om aftenen, men inden da fik vi da lige hilst på vores nye jagtkammerat, der også skulle jage på samme revir som vi. Vi var så heldige, at vores tolk også selv var jæger og kunne kalde på hjortene, og han ville tage med os lidt på skift. Jeg var så heldig at få æren først.
Vi ankom til et revir med det, der mest af alt mindede om brakmarker og skov. Vi skulle gå lidt ned til en skov, og varmen sagde mig, at der nok ikke ville komme til at ske det helt store, men der tog jeg fejl. Da mørket begyndte at falde på, kunne vi høre en hjort i det fjerne. Vinden var dog for dårlig til, at vi kunne gå efter den, så vi fortsatte. Og så kunne vi høre én mere, og én mere og endnu én. Pludselig var der hjorte overalt, og pulsen steg betydeligt. Jeg har set flere film, og hørt mange fortællinger om dette, men at opleve det i virkeligheden er noget, jeg aldrig glemmer, og pludselig forstod jeg denne fascination af hjortejagt.
Min guide/tolk prøvede at kalde dem ind, og man kunne høre, at de kom nærmere inde i noget buskads, men det var for tæt til, at vi kunne se dem, men man kunne tydeligt høre dem buldre rundt derinde. Det blev mere og mere mørkt, og der var dyr overalt, og man skulle virkelig passe på ikke at støde nogen.
Min guide prøvede en sidste gang med kaldet, og jeg var klar med riflen. Pludselig så jeg nærmest en spøgelsesagtig skikkelse af en hjort komme buldrende lige mod mig, inden den drejede af 10 meter fra mig. Og der kunne jeg for alvor mærke feberen. Næste morgen stod også på flere nærkontakter med kaldet, hvor de kom ind på 10-15 meter, men der var blot ca. max. 2 sekunder til at reagere i, før vi blev spottet, så det blev kun ved oplevelsen. Den anden jæger, der var med, havde dog haft heldet med sig, så eftermiddagen gik med fejring af hans hjort og andre røverhistorier.
Om aftenen var det så afsted igen. Denne gang i samme område som den første aften, og som sædvanlig fristes man næsten til at sige, hørte vi brølende hjorte. Vi gik langsomt ind i skoven og prøvede, om vi kunne kalde dem frem. Det lykkedes dog ikke denne gang. Så vi gik lidt længere. Pludselig kunne vi se en hjort, som gik på en eng uden for skoven. Jeg kunne ikke se størrelsen på den pga. lavthængende grene, men kunne lige ane et gevir, og havde jo intet imod at skyde en lille, så det var jo fint nok, tænkte jeg. Der var kun måske et 1.5 meter bredt område uden grene, hvor der var frit skud, så vi måtte i alt hast helt ned at sidde for at få frit skud under træerne. Hjorten gik lidt frem og tilbage, men pludselig stod den lige dér, hvor der ingen grene var. Jeg tænkte, så er det nu, og krummede fingeren. Ingenting skete, og dyret gik. Jeg havde glemt at afsikre, kunne dog stadig se hjorten gå rundt mellem træerne, men intet frit skud. Så sprang den på en hind og gik roligt rundt som den konge, han jo nu engang var. På mirakuløst vis så stod den pludselig igen på samme sted med de 1,5 meter fri for grene. Jeg tænkte, nu skal det være, skød, hjorten spang og løb.
Vi gik et stykke langs med skovkanten, og snart kunne jeg se, at han lå der. Vi gik derhen, og så lå der ellers en konge af en hjort. Gik totalt i chok og var fuldstændig forvirret over det kæmpestore, majestætiske dyr, der lå foran mig, og anede faktisk ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Fik heller ikke rigtig taget nogen billeder, men minderne har jeg heldigvis for altid.
Da vi kom tilbage, spurgte kæresten måbende, hvad jeg dog havde lavet, og sagde, at det jo kun var konger og baroner, der skød sådan noget. Alle var helt oppe at køre, for ingen havde set så stor en hjort før, og jeg kunne stadig ikke helt få ind i hovedet, hvor sjældent det egentlig var. Men med 12,21 kilo – og en vægt, der skrev ”error” under indvejningen og opmålt til 241,6 point, og nedlagt på den frie vildtbane, så kan jeg da godt se, at det ikke lige vælter rundt med sådan nogle
For mig fylder naturen, oplevelsen, uforudsigeligheden, arbejdet med hundene og kødet mere end selve trofæet. Så hvorfor er jeg så så glad for og ydmyg over min hjort? Fordi helt almindelige mig var så heldig at skyde den. Naturen er uforudsigelig og sin egen herre, og vi kan ikke altid kontrollere den. Mange bruger utallige timer og masser af penge i jagten på så smukt og stort et trofæ uden held. Men jeg var bare heldig at skyde skovens konge under de mest fantastiske omgivelser. Og det er lige præcist det, vi elsker mest ved jagten…
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
