TEKST: NIELS EGELUND FADDERSBØLL. FOTOS: JOHANNES KILDEGAARD OG JENS ANDERSEN.
Drivjagt har rødder langt tilbage i tiden, og det er en jagtform, som naturligt nok drives på store arealer. Jægerne sættes på post på strategiske steder i terrænet, hvor man ved, at vildtet veksler, og derefter slippes hunden eller hundene.
Når hundene finder frisk fod, giver de hals – en egenskab som kaldes spurlaut – og alle kan således høre, at drevet er i gang. Det er en fremavlet egenskab i hunden, som ikke må forveksles med, at hunden halser på syn. Denne egenskab kaldes sichtlaut, og kan forekomme i mange jagthunderacer, der forfølger vildt, som de kan se. Ejeren af en god drivende hund kan som oftest høre på halsgivningen, hvad hunden driver med.
Det er forbundet med en fantastisk spænding, når man sidder i tårnet og kan høre en drivende hund tage fod op og drive med hals. Jo tættere på lyden kommer, desto større er intensiteten, og så pludselig kan vildtet vælge en anden vej, og hundens halsen fortoner sig i det fjerne.
Drivende hunde
En drivende hund er en race/type, som er avlet til at jage selvstændigt, og som tager fod op og driver vildtet med halsgivning.
I gamle dage var Strelluf Støvere meget udbredte, men de drev hårdt – og ikke mindst langt, og mange mente, at det var temmelig hårdt og stressende for vildtet at blive jaget så hårdt.
Mange driver med store hunde – ofte ruhårede hønsehunde, men de driver også hårdt, og de kan i mange tilfælde også tage vildtet.
I dag bliver der ofte drevet med mindre hunde, og racer som gravhunde, jagtterrier, westfalen terrier og wachtelhund ses mere og mere på drivjagterne, da de driver knapt så hårdt med vildtet.
Avlen af drivende hunde
Udfordringen for mange, der arbejder med drivende hunde til jagt, er, at det kun er et mindretal af opdrætterne, som er jægere. Det kan således være svært at finde egnede linjer, hvor den jagtlige kvalitet er bibeholdt i avlen.
Majoriteten af disse racer ejes af folk, som er mere optaget af eksteriøret end af de brugsmæssige egenskaber, hvilket i jagtmæssig sammenhæng er rigtig ærgerligt, da alle jagthunde er skabt og avlet ud fra nogle specifikke jagtlige krav og ikke kun til fordel for et bestemt udseende.
Det er et tilbagevendende problem for mange jagthunderacer, da klubber og stambogsførende organisationer vil noget andet end jægerne.
Sikkerhed
Hvad drivjagt på vildsvin angår, er det nødvendigt at forstå, at det er en farlig jagt for hundene.
Nogle af de meget aktive hundeførere, som jeg har talt med, driver med deres hunde både i Tyskland og Sverige. De bedste hunde jager med en moderat skarphed forstået på den måde, at de kan drive og stille vildsvin, men de er ikke så offensive, at de angriber dem.
Har man hunde, som er mere offensive og angriber, vil det kunne få fatale følger, hvis de angriber vildsvinet, og hvis det er en so med smågrise, vil de angribe og dræbe smågrisene.
Den store udfordring er, at ingen ved, om hunden er klog og forstandig eller bare offensivt går hårdt på, før hunden har prøvet at være i en aktiv kontakt med vildsvin.
Jeg har en bekendt, som har drevet meget klovbærende vildt med sin Wachtelhund og havde hunden med i Sverige, hvor der også var vildsvin.
Da han spurgte, om han skulle slippe hunden, fik han den besked, at så fandt han jo ud af, hvordan den klarede kontakten med vildsvinet.
Da der var andre hunde, som var vant til at drive vildsvin, valgte han naturligt nok ikke at slippe hunden.
Jagt eller bekæmpelse
Mange danske jægere har fået fantastiske oplevelser ud af jagten på vildsvin. Bestanden af vildsvin er mange steder stadig i fremgang, og dyrene er meget hårde ved deres omgivelser. Derfor vil mange lodsejere også gerne have vildsvinene reguleret.
I Tyskland bliver jagten i høj grad betragtet som bekæmpelse.
Derfor ser man oftere, at der drives med store offensive hunde som ruhårede hønsehunde, weimaraner og kleiner münsterländere, som, hvis de er flere i drevet, både kan stille og trække vildsvin ned. Det betyder, at en del vildt aflives af hundeførerne, der som oftest afliver dyrene med et haglgevær og Brennecke kugle. Det er sikrere i forhold til hundene, fordi en riffelkugle jo kan fragmentere, og derfor er alt for farlig, når hundene er lige i nærheden.
I Sverige vil man også gerne have reguleret vildsvinebestanden, men den jagtlige værdi tæller højt her.
Man vil helt sikkert prioritere hunderacer, som er mindre offensive, så vildtet kommer for skud i roligt tempo, frem for at hundene forsøger at tage det.
Uden de rigtige hunde og førere
Alt i alt er drivjagt på vildsvin spændende, men også risikofyldt og især for hundene.
Det må understreges, at alle jægere, der er involverede, gør deres yderste for at sikre, at der ikke sker hundene noget, men det kan ikke undgås, at der er hunde, der bliver skadet og i sjældne tilfælde dræbt.
Hundene til vildsvinejagt udstyres typisk med orange vest med GPS. Den svenske jæger og forretningsmand Mikael Tham har udviklet en hundevest ”tuskproof”, der kan modstå bid og møde med hugtænder.
Hvis du medbringer din hund på vildsvinejagt i udlandet, er det i øvrigt værd at vide, om den er dækket af den danske forsikring.
I Tyskland kan hunden kun forsikres, hvis den har bestået en tysk brugbarhedsprøve.
