Køb abonnement til
magasin og indhold Abonner Her

Efter skuddet

Der er snævre grænser for, hvor langt man bør gå med selv at eftersøge et stykke vildt, som har forladt skudstedet. Hvis du vil gøre det helt rigtigt, så er her den optimale fremgangsmåde.

TEKST: JENS PERTO. FOTO: STEEN ANDERSEN OG FRANCESCO FORMISANE.

Vi ved det godt. Når et stykke klovbærende vildt ikke falder i skuddet, bør man ikke selv begynde at eftersøge det – med mindre man kan se, at det ligger forendt.

 Men virkeligheden er oftest en anden – mange jægere kan ikke styre deres nysgerrighed, og foretager ivrigt en kort eftersøgning selv. Og i mange tilfælde er det da heller ikke nødvendigt at tilkalde en schweisshund.

Vi har spurgt en meget erfaren schweisshundefører, Johnny Bastian, hvor grænserne går for, hvad man bør og navnlig ikke bør gøre på egen hånd, når dyret har forladt skudstedet.

Skudtegn

Det er Johnnys erfaring, at mange bukke bliver fundet på skudstedet. Skytten har helt enkelt ikke nået at registrere, at dyret faldt, og har derfor ringet efter en schweisshundefører. Prøv derfor i sigtekikkerten at holde fokus på dyret – også efter skuddet. Et godt råd er her at justere din sigtekikkert efter forholdene. Brug ikke større forstørrelsesgrad end nødvendigt på sigtekikkerten. Herved får du et større synsfelt, og det bliver samtidig lettere at se, hvordan bukken reagerer – selv mens rekylen flytter sigtebilledet.

Skudtegn

Det er vigtigt at registrere skudtegnene – altså dyrets reaktion på skuddet. Skudtegn er en stor hjælp til at træffe beslutningen, om man selv skal vælge at eftersøge dyret, eller om man straks skal ringe efter en schweisshundefører.

Forsvinder bukken i knaldet, er der ofte tale om en høj bladkugle. Dog skal man i denne situation altid genlade og være klar til at skyde igen. Kuglen har muligvis været så høj, at kun en af ryggens torntappe er ramt – et såkaldt tapskud. Er det sket, vil bukken normalt virre med hovedet og kort efter rejse sig for at flygte fra skudstedet.

Skyd igen

Hvis bukken rejser hovedet, så skyd igen uden at vente på, at den rejser sig. Det gælder i det hele taget, at hvis man er i tvivl om, hvorvidt dyret er forendt, så skyd igen. Det vil forebygge mange eftersøg. Vent ikke med at se, hvordan dyret reagerer.

Springer bukken op og skråt fremad, vil der normalt være tale om en god kugle, som har truffet bladet.

Hold altid øje med, hvordan dyret holder hovedet, hvis det forlader skudstedet. Går det duknakket derfra, er der stor sandsynlighed for, at det er truffet et eller andet sted.

Krummer dyret ryg, når det forlader skudstedet, er der tale om en mavekugle – uanset om dyret sprang højt i skuddet. Her bør man straks ringe efter en schweisshundefører.

Efter skuddet

For en sikkerheds skyld skal man altid vente 10-15 minutter, før man nærmer sig skudstedet. Brug ventetiden til at placere skudstedet – eventuelt i forhold flere genkendelige punkter i landskabet.

Gå så forsigtigt frem for at finde skudstedet. Nærm dig det sidste stykke meget langsomt, så du kan nå at se eventuelle skudtegn. Det kan være svært præcist at lokalisere skudstedet i første forsøg, så vær meget forsigtig, når du nærmer dig. Det er let uforvarende at krydse dyrets spor og herved ”forurene” det for en eventuel schweisshunds senere eftersøgning.

Når du har fundet skudstedet, så marker det tydeligt – gerne med en pind stukket ned i jorden. Har du et stykke markeringsbånd med i tasken, er stedet endnu nemmere at finde igen. Tag gerne billeder med din mobiltelefon af det, du ser på og i nærheden af skudstedet: snithår, blod, kødstykker og knoglestumper. De kan eventuelt sendes til schweisshundeføreren, som kan have stor nytte af denne information. Pas på ikke at træde i sporet, når du leder og fotograferer. Kan du ikke finde skudstedet, så ring efter en schweisshundefører.

Eget eftersøg?

Når skudstedet er fundet og markeret, er det i nogle situationer forsvarligt selv at eftersøge dyret. Finder man et tydeligt spor af lyserødt, ofte skummende blod, er dyret truffet i lungeregionen. I det tilfælde vil dyret ofte ligge forendt inden for en kort afstand. Gå parallelt med sporet i en meters afstand, så det ikke bliver ”forurenet”, hvis dyret senere skal eftersøges med en schweisshund.

Sprang dyret højt og skråt fremad i skuddet, er der som sagt stor sandsynlighed for, at det er truffet på bladet. Der vil i det tilfælde normalt været et tydeligt blodspor, som fører væk fra skudstedet. Er sporet tilstrækkeligt tydeligt, og er der ganske kort afstand mellem blodpletterne, kan man vælge selv at eftersøge dyret.  Er der tale om en bladkugle, vil dyret løbe et stykke vej, men typisk ligge forendt mindre end 200 meter borte – og ofte meget kortere. Er du i tvivl om skuddets placering, så ring efter en schweisshundefører.

Vælger man selv at foretage et eftersøg, skal man huske, at det ifølge loven kun må ske på eget jagterræn. Talrige nabokonflikter er begyndt ved at lidt for ivrige bukkejægere har eftersøgt deres påskudte dyr ind over skellet. En registreret schweisshundefører har derimod lov til at gå overalt.

Stop

Der er tilsvarende en række situationer, hvor man altid bør ringe efter en schweisshundefører. Det gælder ikke mindst, hvis du på skudstedet kun finder snithår, knoglestumper eller små kødstykker.

Finder man maveindhold, vil dyret sandsynligvis ligge forendt efter et par timer. Men risikoen for at støde dyret under ens eget eftersøg er meget stor. Hvis man uforvarende rejser dyret fra dets sårleje, vil det gå meget langt og derfor være vanskeligt at finde. Rent statistisk nedsætter det succesraten med 75 %, hvis dyret er rejst efter anskydningen.

Selvom man følger et tydeligt blodspor, så bør man afbryde sit eget eftersøg, hvis man når til tæt bevoksning – med mindre dyret ses ligge forendt.

Årsagen er, at dyrene som oftest vælger at gå i en ny retning, så snart de er inde i dækning. Følger man selv efter ind i det tætte, er der er stor risiko for at vanskeliggøre en efterfølgende sporsøgning for schweisshunden. Værre endnu, så risikerer man at få dyret til at rejse sig fra sårlejet – og dermed som nævnt dramatisk forringe chancen for en succesfuld eftersøgning.

Det må frarådes at bruge andre hunde end registrerede schweisshunde til eftersøget. Der er stor risiko for at vanskeliggøre efterfølgende eftersøg, hvis en uerfaren hund rejser dyret eller bare ”forurener” sporet med sin duft.

Selvom en egnet hund normalt godt kan finde et forendt stykke vildt, så bliver opgaven for svær, hvis dyret er anskudt – f.eks. i tilfælde af et løbsskud. Dyret vil løbe bort og vil oftest være tabt.

Kort sagt

Gå eftertænksomt til værks og ring, hvis du er blot det mindste i tvivl. Schweisshundeførerne kan faktisk godt lide at hjælpe og kommer hellere ti gange for mange gange end én gang for lidt.

Læs mere

Nyheder