TEKST: NIELS DYGAARD. FOTO: CARL GUSTAV SCHULIN-HOWALDT, MED FLERE.
Ride, hike and shoot…
This are the three things you should be able to do, if you hunt in this mountain… sådan lød beskeden fra vore kirgisiske guider, da vi den 10. oktober ankom til basecampen i det østlige Kirgisistan. Nu skulle en længe ventet jagt efter ibex til at begynde, og sammen med Calle fra Buhls jagtrejser var jeg mere end klar til at stige til hest og påbegynde et 9 timers ridt ud til jagtområdet.
Vi overnattede i flycamps og jagede hver for sig i 3600 til 4100 meters højde. Den første dag så jeg en del ibex, men jeg var ikke i nærheden af at være på skudhold. På vej ned fra bjerget observerede vi en STOR ibex, som jeg gerne ville prøve næste dag. Dagen efter red vi sammen op på et plateau, hvor Calle havde set ibex dagen før, og vi blev enige om, at han skulle prøve at komme på hold af dem, og at jeg skulle prøve ibex´en fra dagen før.
Det blev noget af en klatretur, og da jeg kom op på toppen af bjerget, var der ingen ibex at se. De havde været der, men desværre var de trukket væk igen. Da jeg kom tilbage til teltene sidst på eftermiddagen, havde Calle skudt en flot ibex, så der stod ibex på aftenmenuen. Efter endnu en dag uden at komme i nærheden af en chance var jeg begyndt at indstille mig på, at det måske ikke ville lykkes for mig at nedlægge en ibex. Jagt er jo jagt, men det ville nu alligevel være noget ”fladt” at tage hjem uden en.
På dag 5 red jeg ud fra basecampen sammen med alle 3 guider, og midt på formiddagen observerede vi en stor flok ibex på en bjergskråning, og en plan blev lagt. Vi ventede, til de sidst på dagen rejste sig for at trække lidt længere ned og æde. Så red vi så langt op, som det kunne lade sig gøre. Undervejs begyndte det at sne kraftigt, så sigtbarheden var ikke god. Vi steg af hestene, og den mest adrætte af kirgiserne og jeg smed alt unødvendigt udstyr og klatrede efter dem. Vi kunne vi se flokken som grå pletter ude i sneen, og da det samtidig var ved at blive mørkt, var det nu eller aldrig.
Da jeg fik fat i min riffel, var den fuldstændig sat til i sne. Der var ikke hul igennem løbet, men den lykkedes på en eller anden måde at få blæst sneen ud og lagt an på en sten. Jeg prøvede med afstandsmåleren, blot for at konstatere at den viste 6 meter – på grund af snevejret. Guiden gjorde tegn til, at der stod en stor ibex højt oppe, og efter flere forsøg fik jeg hold på den. Jeg gættede på, at den var ca. 300 meter ude og trak op på ryglinjen og skød. Den drejede omkring, væltede og gled ned igennem flokken, som blev urolig og trak væk i mørket. Der gik noget tid, inden jeg havde overbevist min guide om, at der lå en forendt ibex derude. For han troede at jeg havde skudt til en anden.
Men den var der, og så skulle det gå stærkt, for det var ved at udvikle sig til en regulær snestorm, så det var med at komme ned fra bjerget. Jeg fik taget 2 billeder med mit gamle kamera, inden det gik i sort p.g.a. sneen. Vi gik straks i gang med at pelse og forlægge, og mens vi gjorde det, kom de to andre Kirgisere med hestene. Jeg fik læsset køller og forbove op på hesten, og så begyndte nedturen
Nu blev det rigtigt spændende, for hestene kunne overhovedet ikke stå fast på de snefyldte skråninger, så efter at være gledet af et par gange, besluttede vi os for at trække dem. Efter et par timer var vi dog kommet ned i nærheden af en flod, og det var samtidig holdt op med at sne. Der var helt stille, og det eneste man hørte, var lyden af floden og hestene. Det var noget af en kontrast til de 4-5 timers adranalinkick, vi lige havde oplevet på nedstigningen. – det var VILDT.
Tilbage i basecampen fik vi taget lidt flere billeder og kigget nærmere på ibex´en. Den var ikke noget rekordtrofæ, men en kraftig buk på godt 1 meter med helt gråt hoved. Den var jeg bestemt meget tilfreds med.
Næste dag begyndte vi hjemturen, som forløb lige så planmæssigt som udrejsen. Alt i alt det var en veltilrettelagt tur, hvor alt fungerede, og hvor jeg kom hele følelsesregistret igennem. Jeg var jo undervejs i tvivl om jeg overhovedet fik skudt, og så lykkedes det alligevel i 11 time og så i det vejr.
Turen var arrangeret af Buhls Jagtrejser, og den kan kun anbefales. Men vær klar over at bjergjagt kan være stærkt vanedannende.
