Jeg hører det knase i det visne løv, inden jeg ser grisene. Det er isnende koldt, og jeg har en stor luffe på min venstre hånd, mens den højre hygger sig i selskab med en elektrisk håndvarmer i en stiklomme i jagtjakken. Forsigtigt men hurtigt har jeg samlet riflen op, spændt den og tjekket at lyset er på og forstørrelsen skruet helt i bund. 10 sekunder senere falder det første skud. 22 sekunder senere ligger fire grise tilbage i skovbunden, mens soen trækker resten af rotten ud over de frosne enge bag mig…. min riffel er tom og mit hjerte danser rundt i min brystkasse. Drivjagt er en fantastisk intens jagtform.
Adfærd på posten
Sidste år lavede jeg statistik på resultatet af alle mine drivjagtsdage – 13 dage i alt – 62 timer på post, fordelt på fem jagtlande. 28 stykker vildt blev fældet fordelt på 12 situationer, hvor der blev affyret skud til et eller flere dyr. Jeg stod altså stille og ventede i gennemsnit lidt over fem timer for hver af de skudchancer, som jeg fandt gode nok til at udnytte.
Drivjagt handler langt hen ad vejen om at være god til at vente. En meget stor del af forskellen på den ”heldige” og ”uheldige” jæger skyldes evnerne til at vente rigtigt. Men det er relativt simpelt: Stå stille, vær stille og vær vågen!
Vildtet er fænomenalt dygtigt til at høre fremmede lyde og spotte bevægelse. Er du opdaget, bliver din skudchance forringet eller forsvinder helt. Det er sjældent fysisk muligt at forholde sig i fuldstændig ro gennem mange timer, så øvelsen består i at begrænse sine bevægelser til et minimum og være meget bevidst om at røre sig langsomt og stille. Host, nys, prutter, snak og enhver anden lyd, et menneske kan frembringe på en drivjagtpost, er i princippet ødelæggende for den enkelte jægers chancer.
Jægerens konstante opmærksomhed er en anden væsentlig udfordring. For det nytter jo intet at sidde musestille, hvis man ikke opdager, de skudchancer man får, eller hvis man opdager dem for sent. Min telefon er altid slukket, når jeg sidder på post. Jeg medbringer ingen bøger, blade, tablets, iPods eller andre former for underholdning. Hvis jeg er tvunget til at anvende en jagtradio, sker det altid med en øresnegl. Lyt! Du hører ofte vildtet, længe inden du ser det. Hvis jeg misser blot en tredjedel af mine chancer på grund af uopmærksomhed, skal jeg i gennemsnit vente mere end halvanden time længere på at befinde mig i de situationer, som jeg er kommet for at opleve, og det gider jeg ikke.
Sørg for at du kan komme hurtigt til skud, når chancerne pludseligt opstår. Gør det til et rutine at klargøre våbnet, når du er kommet på post. Sørg for at riflen er ladt, at kikkerten er skruet ned i forstørrelse, og at lyset er tændt i den. Læg eller hold riflen på en måde, som gør det enkelt hurtigt og støjfrit at afsikre / opspænde og komme til skud. Træn på denne manøvre hjemmefra.
Udstyr og beklædning
Det vigtigste udstyr på en drivjagt er varmt tøj. Du kan ikke stå stille eller bevare opmærksomheden, hvis du fryser. Da jagtformen er ekstremt stillesiddende og ganske ofte afvikles i det koldest tænkelige vejr, er det ikke let at holde sig varm igennem flere timer. Min erfaring er, at man behøver mere og bedre tøj, end man umiddelbart forestiller sig …. Og alligevel er det oftest kun et spørgsmål om tid, inden man så småt begynder at fryse. En tyk vinterjakke med tilhørende bukser, samt ordentligt langærmet / langbenet vinterundertøj i kombination med mellemliggende lag af fleece giver sig selv. Derudover er følgende beklædningsgenstande væsentlige i koldt vejr: En god hue, varme luffer, et halstørklæde, vinterstøvler og et godt siddeunderlag. Desuden har jeg særdeles gode erfaringer med elektriske varmeveste og lommevarmere. På posten bruger jeg kun en luffe på venstrehånden, mens jeg holder højrehånden – min skydehånd – varm i en stiklomme. På den måde er jeg klar til hurtig skydning med fuld følelse i aftrækkerfingeren.
Der fås forskellige bæreremme specielt udviklede til drivjagt. Jeg bruger dem ikke. Først og fremmest fordi remmen er i vejen, når der skal skydes hurtigt og præcist til løbende vildt. På min riffel sidder der en almindelig bærerem, som jeg afmonterer på posten.
Et ofte overset hjælpemiddel på drivjagten, som jeg til gengæld har stor fornøjelse af er en tre-benet skydestok med en top-gaffel, som kan dreje 360 grader rundt. På de poster, hvor jeg står på jorden sætter jeg stokken op, når jeg kommer på post og kan med sekunders varsel skyde præcist på temmelig lang afstand til vildt, der kommer forsigtigt luskende – skud jeg ikke ville drømme om at afgive på fri hånd.
Selve våbnet er ikke nogen større videnskab. For mig er det ideelt med en god repeterriffel med udskiftelige magasiner kombineret med en fornuftig drivjagtkikkert med lys – alternativt et Aimpoint sigte. Jeg har skudt med cylinderlåsrifler, rettrækkere, pump-rifler, bøjlerepeterrifler og halvautomater på drivjagt. Jeg foretrækker en god cylinderlås eller rettrækker. På papiret er de andre typer hurtigere, men de larmer og er ofte bøvlede at lade. Jeg foretrækker kikkerter med et zoomområde, der starter på 1,0 x og dermed tillader mig at sigte uforstyrret med begge øjne på målet. Større grader af forstørrelse bruger jeg relativt sjælden – faktisk kun i forbindelse med førnævnte ”luskere”.
Kaliberet og ikke mindst patronvalget er vigtigt. På drivjagt er det en kæmpe fordel at se en markant reaktion på skuddet, så man har en klar ide om situationen, selvom man ikke har mulighed for at gå frem og tjekke den med det samme. Jeg har gode erfaringer med kalibre såsom .300 Winchester og .338 Winchester (og tilsvarende), som giver meget tydeligere skudtegn på vildsvin ved træf i lungerne, end f.eks. .308 Winchester og .30-06 gør. Jeg har endnu bedre erfaringer med 9,3×62 og .45-70. I mine øjne er et kaliber som førnævnte 9,3×62 noget nær det ideelle drivjagtkaliber – med det rigtige ammunitionsvalg triller selv store grise i skuddet. To særdeles effektive projektiler i den sammenhæng er RWS EVO Green og Norma ECO Strike.
Skydeteknik
Skydning til løbende vildt med riffel er en kunstform præcis som lerdueskydning med haglgeværet. Du kan sætte dig grundigt ind i teorien, men du bliver aldrig for alvor god til det uden masser af praktisk træning…..og en lille smule talent. Skydebiografer, samt elg- og vildsvinebaner er et godt sted at starte.
Jeg foretrækker at skyde med oplyst centerpunkt, 1X forstørrelse og begge øjne åbne. Det er muligt for alle at lære sig uafhængig af øjedominans. Med masser af træning efterfulgt af praktisk drivjagtserfaring kommer sving og foranhold ind på rygraden. Selv svinger jeg igennem sigtepunktet og trykker af, når muskelhukommelsen giver pegefingeren besked på at krummes. Jeg tænker overhovedet ikke over det i jagtsituationen, og det er dertil, at det er nødvendigt at komme hen med sin rutine. Der er ingen genveje uden om de tre T’er ….. Træning, træning og træning!
Næsten lige så vigtigt som god instinktiv skydning er fortrolighed med riflen. På drivjagt har man ofte brug for hurtige opfølgende skud, og det er derfor i første omgang væsentligt, at man kan repetere og komme til skud hurtigt, og at man i anden omgang hurtigt kan skifte eller lade magasinet. Tørtræning er guld værd, og den kan ikke overdrives.
På selve jagten er jægerens erfaring afgørende for resultatet. Er man sikker i sin vurdering af de skud, man afgiver, åbner det mulighed for at skyde mere vildt. Jeg har ved flere lejligheder haft held til at nedlægge fire og en enkelt gang fem grise ud af en rotte. Præcis som når en haglskytte dublerer småvildt, forudsætter øvelsen en sikker og lynhurtig vurdering af, om det påskudte vildt er ramt ordentligt, inden man svinger videre til den næste i rækken. Her kommer skyderutinen og det rette kaliber/patronvalg ind i billedet.
For mig har det desuden bidraget væsentligt til min træning, at jeg holder mig selv op på træfsikkerheden. Jeg er ikke tilfreds med et gennemsnitligt patronforbrug på 1,5 skud pr. leveret stykke vildt på drivjagterne. Jeg vil helt enkelt hellere være sikker i min skydning end heldig. Jeg er helt overbevist om, at den indstilling i sidste ende resulterer i mere af det, som mange kalder for ”jagtheld”.
