Der er især een ting jeg elsker ved at jage ænder, nemlig at det er en af de få vildtarter, man kan jage udenfor lysets åbningstid. Når synssansen begrænses, tager andre og mindre værdsatte sanser over. Lydene og lugtene ved et mosehul er en af de største fornøjelser og de intensiveres i det tiltagende eller svindende lys, der gør trækjagten på ænder så dynamisk. Vi sætter fokus på de ænder, der bidrager mest til den danske vildtudbytte-statistik.
De danske svømmeænder
Kun få ting kan eksplodere som en flok ænder på opfløj. En fantastisk kulmination på en stille pürsch ind til mosehullet, eller hjørnet af dammen med hunden hinter, og en koncentration der er en bukkepürsch værdig. Så kommer eksplosionen, når vilde, voksne, flyvestærke og overraskede ænder rejser buldrende på kort hold, så vandet sprøjter omkring dem. Og så er det i øvrigt (næsten) ligegyldigt, om der falder en eller to, hvis ikke det var for ens forfængelighed og hundens behov for at komme i arbejde. Knap 80 procent af de jægere der indberetter at de har skudt vildt, har skudt andefugle af forskellig art, og netop jagten på andefugle udgør da også en betragtelig andel af det danske jagtudbytte, nemlig 643.000 stk ud af 2,1 millioner stykker vildt i 2015/16. Heraf tegner gråanden sig for næsten en halv million skudte fugle, eller knapt 70 % af andeudbyttet. På trods af gråandens dominans i vildtudbyttestatistikken, optræder seks andre jagtbare arter svømmeænder, da Danmark ligger centralt placeret på ændernes trækvej fra ynglepladserne i Skandinavien, Finland, Nordrusland og Sibirien til overvintringsområder i Vesteuropa. Da bestandene for de fleste arter tæller flere millioner individer, skydes der i Danmark hvert år omkring 150.000 ”andre svømmeænder”.
Trækkfuglene tager skraldet
Både pibeand, krikand, spidsand, skeand, knarand og atlingand har små ynglebestande her i landet, men det er hovedsageligt trækfuglene der må stå for skud – bogstaveligt talt. Hos vore syv jagtbare svømmeænder er de tre mest nedlagte gråand, krikand og pibeand – ofte kaldet brunnakke. Fra disse tre topscorere er der langt ned til de næste pladser, idet de øvrige fire arter, spidsand, skeand, knarand og atlingand tilsammen kun giver omkring 10.000 fugle årligt. Alle vore svømmeænder må skydes fra 1. september og året ud. Dog er det tilladt at skyde svømmeænderne på fisketerritoriet januar ud. Den tidsmæssige fordeling af udbyttet gennem jagtsæsonen viser for de fleste arter, at sæsonfordelingen i udbyttet er forskudt inden for de sidste 20 år. Det betyder, at flere svømmeænder nu nedlægges senere på efteråret, end det var tilfældet tidligere. Ænderne ankommer altså senere og bliver længere end førhen. Det samme mønster ses også med både gæs og snepper. Årsagen kan være de generelt mildere vintre, men den kunne også være en effekt af de mange reservatoprettelser der er foretaget.
Krikand
Krikand er en fåtallig ynglefugl i Danmark, da kun et par hundrede par antages at yngle her i landet. Derfor er krikanden også listet som ”næsten truet” på listen over fuglearter, der yngler i Danmark. Til gengæld trækker op mod en halv million fugle gennem Danmark om efteråret, og her har vi stor glæde af dem. De kan ofte findes i skovsøer eller mindre vandhuller med høj vegetation rundt om, for de elsker simpelthen af skrue sig ned på steder, hvor ingen andre ænder synes at ville opholde sig. Det årlige jagtudbytte har i perioden fra 1970 til 1990 varieret mellem 50.000 og 105.000 fugle, men i disse år ligger det stabilt omkring knap 100.000. Krikanden er derved langt den største bidragyder til vildtgryderne lige bortset fra gråanden, som der skydes ca. 5 gange så mange af. Mange af de gråænder vi skyder, er dog udsatte fugle i modsætning til krikanden, der er helt sin egen og ikke lader sig opdrætte.
Til gengæld kan de lokkes til ved hjælp af en kombination af held og de rette biotoper. Sidst på året er andrikkerne så småt begyndt at farve ud, og den skiller sig derved ud fra de forholdsmæssigt mange store ællinger, som der oftest er mange af blandt de skudte fugle. Sådan er det især i gode krikandeår, hvor andelen af unge krikænder ofte er omkring 75%. De fleste krikænder nedlægges på Syd- og Vestsjælland, Lolland-Falster og i Sydvestjylland. Hovedparten af krikænderne nedlægges i september og første halvdel af oktober. Et stort antal krikænder nedlægges i Rusland, Finland, Sverige, England, Irland, Frankrig og Spanien, og det danske jagtudbytte udgør kun en begrænset del af den samlede jagtlige udnyttelse af arten.
Pibeand
Pibeanden er en sjælden ynglefugl i Danmark, da vi ligger i udkanten af dens yngleområde. Der er derfor kun nogle få par, som sætter ællinger i vandet herhjemme, men til gengæld får vi besøg af op mod halvanden million fugle i efteråret, og antallet er oven i købet stigende. Det årlige jagtudbytte er stærkt varierende og ligger mellem 20.000 og 60.000 fugle. De fleste pibeænder nedlægges på Sydsjælland, Lolland-Falster og Møn samt ved de vestjyske fjorde og i Vadehavet. Knap halvdelen er gamle fugle, og hovedparten af pibeænderne nedlægges i oktober og første halvdel af november – et mønster der har været stabilt siden midten af 1990’erne.
Gråand
Gråanden er vidt udbredt og en almindelig ynglefugl i Danmark, og det anslås, at ynglebestanden ligger et sted mellem 20.000 og 50.000 par. Herudover besøges vi af fugle fra de store ynglebestande i Skandinavien, Baltikum og Nordvestrusland, og det antages at denne ”flyway-bestand” er på knapt 5 millioner fugle. Det årlige jagtudbytte var indtil slutningen af 1970erne ret konstant omkring 400.000 fugle. Frem til slutningen af 1980erne steg udbyttet gradvist til 700.000. Det er sandsynligt at denne kraftige stigning i udbyttet primært skyldtes et stigende antal opdrættede og udsatte fugle, og man mener, at der i disse år blev udsat helt op mod en halv million
gråænder i de danske søer og damme, og at halvdelen af vildtudbyttet stammede fra disse udsætninger. Det største antal gråænder målt per areal, nedlægges på Fyn og Vestsjælland, mens færre nedlægges længere vestpå. Det skyldes, at udsætning af gråænder især sker i tilknytning til ejendomme med jagtvæsen, og at disse især findes i de østlige dele af landet. Det danske udbytte af gråænder består af cirka en tredjedel voksne fugle med dobbelt så mange andrikker som hunner. Resten af udbyttet er unge fugle, hvoraf der også nedlægges flest andrikker, men med en langt mere ligeværdig fordeling mellem kønnene. Gråænderne nedlægges jævnt hen over hele efteråret.
Opdrættede gråænder
Opdrættede gråænder er blevet udsat i Danmark i mange år med henblik på jagt, men i tidligere tider var dog mere ”i det små”. I 1980erne voksede jagtudbyttet af gråand som nævnt fra et niveau omkring 400.000 til omkring 700.000 fugle. Der skete ingen ændringer i de fritlevende bestande af gråænder i den periode, hvorfor det forøgede udbytte afspejler en vækst i antallet af udsatte fugle. Der er ikke helt klare begrundelser for denne vækst, men et voksende antal jagttegnsløsere har naturligvis haft en vis betydning. I 2001 blev der indført en grænse for den tilladte udsætningstæthed på højst 1 ælling pr. 50 m2 vandflade, og senere blev dette lavet om til 150 m2 vandflade. Disse skærpelser skønnes at have medført en reduktion i antallet af udsatte ænder på omkring 25 % eller en nedgang med 100.000 fugle til et niveau på omkring 400.000. Denne nedgang dækker over et stort set uændret antal for private udsætninger, men til gengæld en noget større reduktion på større ejendomme med et kommercielt jagtvæsen.
Undersøgelser viser herudover, at nedgangen kun vedrørte antallet af fugle, men ikke det antal søer og damme hvor der blev udsat (anslået til et sted mellem 1100 og 1900 søer). Derfor kan det slås fast, at lovændringen levede op til intentionen om at begrænse antallet af steder med alt for mange ænder på alt for lidt plads. Omkring en tredjedel af gråænderne udsættes på Sjælland, Lolland-Falster og Møn, knapt 30% på Fyn, og 25% i Østjylland og Midtjylland, hvorimod udsætning i det sydlige, vestlige og nordlige Jylland er meget begrænset. Ænderne sættes dermed primært ud i de landsdele, hvor de vildtlevende ænder under efterårstrækket er mere spredte og begrænsede. Cirka halvdelen af ænderne udsættes på ejendomme med jagtvæsen resten fortrinsvis med henblik på egen jagt. Gennemgående sker udsætningen tidligere (maj og juni) på ejendomme med kommerciel jagt end på ejendomme, hvor der udsættes til ”eget forbrug”
Gør mere for de vilde ænder
Ænder kan godt finde ud af at bruge en fodertønde, men oftest har de større fornøjelse af at blive fodret på jorden. Det kan betyde, at man skal fodre med kortere mellemrum, altså dagligt et par gange om ugen eller ugentligt afhængig af, hvor mange ænder der kommer. Alle kornsorter er gode til ænder herunder byg, hvede, havre og raps. Er der mange af de små krikænder i området, kan raps eller knækkede kerner med fordel anvendes. Krikænder er også glade for græsfrø af forskellig art, og eksempelvis rødsvingel-frø flyder, hvorved man også kan fodre på vandet. Ænder er bestemt ikke kostforagtere, hvorfor de også kan fodres med rodfrugter som f.eks. kartofler. Også ænder har brug for kråseflint, derfor er det en god ide at placere en bunke grus ved foderpladserne.
Ænder er alsidige i deres fødevalg, idet alle frø af vandplanter, eksempelvis kogleaks og vandaks såvel som landbaserede planter som hvede, byg, havre, raps majs, agern og bog tages med stor fornøjelse. De æder også diverse snegle og insekter.
Lavvandede søer, hvor de kan nå bunden er særlig velegnede, og ønsker man flere vilde gråænder, er det helt afgørende at sikre dem bedre muligheder for at yngle. Som et eksempel på disse bestræbelser sætter man i dag rederør op i mange private og kommunale vandhuller. Et rederør kan sammenlignes med en redekasse, og det består af en simpel, rørformet konstruktion som placeres over åbent vand på en metalstang. Vildænder bygger ofte rede på jorden, men hvis de i stedet bygger reden i et rederør, som er hævet over vandoverfladen, vil der være langt mindre risiko for, at rovdyr, især krager og skader, får adgang til reden og tager æggene.
Andre muligheder for at hjælpe de vilde ænder vil være at etablere flydende øer ved hjælp af understøttede paller med vegetation og evt. redeskjul i form af granris. I mange vandhuller generes ænderne af en trussel i form af oddere. Den første observation af oddere i området, er ofte når ænderne kun holder til i vandhullet i dagtimerne og flyver bort, når det mørknes for først at vende tilbage næste dag. Det endelige bevis er dog, når der begynder at dukke døde ænder op, ofte kun med baghovedet bidt af. Løsningen er en strømførende tråd rundt om vandhullet, hvilket også vil kunne reducere rævens prædation.
