AF NIELS DYGAARD
Den 2. september 2016 blev jeg ringet op af min tjekkiske veninde, som jeg har gået på jagt ved og med gennem de sidste 11 år. Hun fortalte mig, at der igennem en længere periode havde gået en flok mufloner på cirka 20 dyr – heraf 6 store væddere – i deres jagtområde lidt uden for Prag, og at de lokale jægere havde besluttet, at de ville skyde en af vædderne. For de lokale er det kødet og ikke trofæet, der betyder noget, og jeg var så heldig at få tilbuddet om at komme ned og skyde muflonen. Det var et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Jeg fik bestilt flybilletter i en fart, og 10 dage efter var jeg i Tjekkiet.
En time efter min ankomst var jeg omklædt og havde gjort min riffel (Sako 30.06) klar. Jagtområdet var ikke et typisk muflonområde – det var et relativt fladt område med en del landbrugsjord (dog mange brakmarker) og kun mindre skovstykker. Jeg blev sat af i en skydestige ud til en brakmark på godt 100 HA omgivet af mindre skovstykker. De lokale jægere fortalte, at netop denne mark var flokkens foretrukne sted at fouragere. Det var en meget varm dag, og jeg sad lige i solen. Jeg blev sat af først på eftermiddagen og skulle sidde der til solnedgang. Men efter en halv time kunne jeg pludselig se, at flokken rejste sig midt ude i marken omkring 300 meter fra, hvor jeg sad. De stod i små 5 minutter og sikrede, hvorefter de langsomt begyndte at gå ned mod mig….
Jeg fik hurtigt øje på de 6 store væddere, som jeg vil tippe til at være guldmedaljer alle sammen! Inden længe var flokken inde på cirka 150 meter, og jeg besluttede, at så snart en af vædderne stod alene og med siden til, ville jeg slå til. Det var faktisk ikke helt nemt, for gruppen ville gerne klumpe sig sammen. Men pludselig står en vædder alene og kigger op mod mig.
Jeg ser denne majestætiske vædder igennem min kikkert, og det går op for mig, hvor stor den egentlig er. Dens maskulinitet udstråler, at den ikke er bange for noget – overhovedet! Min puls stiger meget hurtigt, og jeg skal virkelig arbejde med min vejrtrækning for at holde riflen stille. Jeg får omsider styr på min “bukkefeber”, og med et fint bladskud på små 140 meter falder den i knaldet.
Bare få timer efter at være ankommet til Tjekkiet kan jeg konstatere, at missionen er fuldført. Jeg ringer til manden, der satte mig af – og som kun taler Tjekkisk – og får i en blanding af tyske og tjekkiske gloser forklaret, at han gerne må komme. Godt 5 minutter efter står han ved stigen sammen med sin Parson Russell terrier. Vi finder til min store lettelse hurtigt dyret, for selvom jeg godt vidste, at den var død, så var jeg, mens jeg ventede, alligevel begyndt at tænke på, om den kunne være løbet væk sammen med resten af flokken. Men det var den ikke. Da vi sammen kommer hen til den, starter Tjekken med at mærke på dyrets beskaffenhed – rent kødmæssigt. Selvom jeg også normalt er mere kødjæger end trofæjæger, må jeg indrømme, at jeg i denne situation kiggede mest på, hvad der prydede dyrets hoved.
Skønt det næsten gik for let og uden de store anstrengelser, var det alligevel en stor jagtoplevelse, og jeg er utrolig glad for trofæet. Næste dag kørte vi en tur i området og så igen flokken omkring 5 km. fra det sted, hvor jeg skød min muflon dagen før. Mufloner er for mig et utrolig flot trofæ, og jeg er ikke færdig med muflonjagt i Tjekkiet. Næste gang vil jeg nok gerne ud i et af de mange flotte bjergområder for at jage mit næste trofæ dér.
Har du også et trofæ du ønsker at få opnålt, så
Se tid og sted for nye trofæopmålinger her: www.trofæopmåling.dk
